|
Dagens Historiske : Midtsjællandsk Bondeliv 1850-1920 |
21:33:19 |
 Ingvor og Margrethe Ingvorsen fra Toftevang i Ulstrup.
Forsiden af bogen med Ingvor Ingvorsens Fortællinger.Forfattet af Henrik Ussing i 1918. 
Marie og Niels Vange ved deres guldbryllup.
Niels Vange lokalhistoriker fra Bjerrede, Terslev Sogn.Født 06.03.1877 - Død 06.01.1969 Billede dateret 1960. 
Forfatter: Henrik Ussing.
Toftevang. Ingvor Ingvorsens fødegård i Ulstrup.
Meget gammelt kort over Ulstrup og omegnen mod Kværrede og Tollerød i syd.Nummereringerne 1 - 11 er placeringer af gamle gravhøje. Nogle af dem er nu nedlagte. 
Toftevang i Ulstrup 1951 fra Nord.
Toftevang i Ulstrup 1990 fra Syd.
Toftevang i Ulstrup, 2020.
Ingvor og Margrethes arvtager, Ingeborg og svigersønnen, Harry Langes Gravsten.Ingeborg og Harry Langes søn, Torben Ingvor, boende på nabogården Gl. Toftegaard, overtog det meste af Toftevangs jord og drev den frem til sin egen død i 2012. 
Vangegaard i Bjerrede 1949 fra Vest.
Vangegaard i Bjerrede 1951 fra Vest.
Vangegaard i Bjerrede 1990 fra Syd-øst.
Vangegaard i Bjerrede i 2020.
Marie og, Ingvorsens nevø Niels, Vanges Gravsten. |
Historiske: Midtsjællandsk Bondeliv 1850-1920
Trump - countdown: 2 år 335 dage 21 timer og Indholdsfortegnelse :Midtsjællandsk BondelivGenerelt forord Ingvor Ingvorsen, Ulstrup Om Ingvor Ingvorsen Sproget i Terslev Sogn og i Ulstrup Udtale og ordsammenstilling Hønsere Raad for Skjæver Spyt mod Hvirvelvind Værn mod det Onde Ingvor Ingvorsens Fortællinger I By og Egn Vejr, Vækster og Dyr Bygninger Tækkemanden kilroy Have Tyende Maaltider og Arbejdstider Ild og Lys Uldent og Linned Ingvor Ingvorsens Fortællinger II Fodtøj Jordens Drift Haandværk Ingvor Ingvorsens Fortællinger III Skovslæderne Handel og Samkvem Barsel, Bryllup og Jordefærd Aarstid og Højtid Mareridt og Varulve kilroy 2 Kirkegang Livsvisdom Niels Vange, Bjerrede Niels Vange fortæller Vogterdrenge Vogterdrengens udstyr Markernes vilde liv Efteråret Plovdrenge Niels Vange, Bjerrede II Niels Vange får igen ordet Morgenstund Påklædningen i 1880 Hovedtøj Fodtøj Gylp Senge i Sovekammer Kavajer, Kåber og Skødefrakker Morgenfodring Sild og Brændevin Forfatter Henrik Ussing Nekrolog
Midtsjællandsk Bondeliv 🔝Dette er en genfortælling af "Midtsjællandsk Bondeliv 1850-1920", som beskrevet af: Henrik Ussing (Ghostwriter), Ingvor Ingvorsen fra Ulstrup, Niels Vange fra Bjerrede mfl.Vi skal beskæftige os med det midtsjællandske område, lidt nord for Stationsbyen Haslev. Vi skal se på:
Generelt forord 🔝Dette skrift omhandler en række beskrivelser forfattet af ildsjæle fra det forrige årtusinde, nærmere dateret til århundredskiftet 1800-1900. Altså for over hundrede år siden.Dengang blev oplysninger opsamlet hos (gamle) folk der stadig kunne huske hvordan tingene var og hvordan man gjorde i deres barndom og ungdom. Man havde endnu ikke opfundet internettet, endsige det elektriske lys på landet. Al denne opsamlede viden blev sirligt nedskrevet og siden trykt i små bøger, som sikkert nok er blevet solgt til mange af de dengang levende ældre mennesker på hjemegnen, men de fleste eksemplarer er nu gået tabt i forbindelse med generationsskifter og fraflytninger fra de forrige generationers hjemegne. Det er jo et kendt faktum at især unge mennesker ikke interesserer sig for fortiden og "de gamle dage". Hvor mange unge mennesker, i dag, kender mon navnene på deres oldeforældre eller sågar bedsteforældre og hvilke egne af landet kom disse aner fra ? Den lader vi stå ! Det er først når man når "støvets alder", at man tænker på hvad, der sker med alle de minder og erindringer man ligger inde med - når man forlader dette jordeliv ! Jeg vil prøve, med dette skrift, at holde liv i de gamles - gamle minder, fra årene 1850 til 1920 og det med så megen respekt som muligt for deres eget sprog. De før omtalte små erindrings bøger samler blot støv på bibliotekernes arkiver rundt omkring i landet. Jeg vil nu give ordet til de gamle - gamle 😀 Per DeumIngvor Ingvorsen, Ulstrup 🔝Vi skal i det følgende beskæftige os en del med Ingvor Ingvorsen, så vi starter med en lille præsentation af ham.Om Ingvor Ingvorsen 🔝Ingvor Ingvorsen : Ingvor og Margrethe Ingvorsen.Fødsel Ingvor Ingvorsen (født Nielsen) blev født den 9. Juni 1845, i Ulstrup, Terslev sogn. Fader Gårdmand i Ulstrup, Niels Ingvorsen Moder Hustru, Kirsten Jensdatter Dåb Ingvor blev døbt den 27. Juli 1845, i Terslev Kirke. Af præsten Jens Christian Petersen. Ingvor fik sin faders familienavn, Ingvorsen, ved kongelig bevilling d. 21 april i 1899. Søskende Ingvor havde 6 søskende: Karen Nielsdatter, Ane Nielsen (født Nielsdatter) og 4 andre søskende. Hele familien så sådan ud i 1870:
Ægtefælle Ingvor blev gift med Magrethe Ingvorsen (født Simonsen) den 8. Maj 1884, i en alder af 38 i Terslev Kirke. Fødsel Margrethe blev født den 4. Oktober 1844, i Ulstrup, Terslev sogn. Døbt 23. November, Terslev Kirke De havde 2 børn: Ingeborg Marie Vejbæk (født Ingvorsen) og et andet barn. Personlige oplysninger Ingvor boede på 3 eller flere steder. Død Ingvor gik bort den 2. April 1935, i en alder af 89 i Ulstrup, Terslev sogn. Han blev begravet den 5. April 1935, på Gl. kirkegård, Terslev Kirke. Af sognepræsten, Christian. R. Homann  Toftevang. Ingvor Ingvorsens fødegård i Ulstrup.Ingvor Ingvorsen (1845—1935), der var fra Ulstrup i Terslev Sogn (Ringsted Herred), havde de bedst mulige Forudsætninger for at kunne fortælle om sin Hjemegns gamle Bondeliv. Han ejede Gården Toftevang i Ulstrup, nu Ulstrup Bygade 1. Han havde arvet den efter sin Fader og Ingvorsens Slægt havde besiddet denne Gård i flere Hundrede År.  Ingvor Ingvorsens FødegårdGrundplan: Indbo:  Meget gammelt kort over Ulstrup og omegnen mod Kværrede og Tollerød i syd.Sproget i Terslev Sogn og i Ulstrup 🔝Det lokale sprog har i det mindste haft een opmærksom og villig iagtager, forhenværende Gaardejer Ingvor Ingvorsen i Ulstrup i Terslev Sogn. — Paa egen Haand havde han, efter et Foredrags Anvisning, taget fat paa at optegne og forklare Ord fra hans Egn, efterhaanden som de dukkede op for ham. En Dag kom han til Sorø med en lille Ordsamling i Lommen, og det gav Anledning til, at Henrik Ussing og Ingvor fik fastsat en Dag, hvor de kunde arbejde sammen for at faa Ulstrupmaalet set nøjere efter i Sømmene. Men de blev snart klare over, at han, der var saa godt kendt med gammel nedarvet Sæd og Folketro, ikke burde indskrænke sig til at optegne mærkelige Ord, men ogsaa burde nedskrive, hvad han mindedes af gamle Dages Skikke og gamle Folks Sagn og Fortællinger.Som en Slags Vejledning og Opfordring til andre om at træde i Ingvor Ingvorsens Fodspor, skal der her meddeles baade nogle sproglige Optegnelser og nogle Folkeminder, saaledes som Ingvor Ingvorsen har meddelt dem, og som man kunde ønske, at mange andre vilde yde Mage til. Thi der skulde jo helst samles alt, der kunde bidrage til at belyse Amtets Historie i fordums Tid; men dertil hører ogsaa Folkets Sprog, dets Tankegang og Sædvaner, dets Sagn, Eventyr og Viser. Først en lille Mundsmag af alle de gode gamle danske Ord, som endnu findes i Folkemaalet, men som er forsvundet i det almindelige danske Rigsmaal:
Udtale og ordsammenstilling 🔝Og ligesom Egnen i mange Maader har sit eget Ordforraad, har den ogsaa sin egen Udtale af mange Ord — i begge Henseender naturligvis nær beslægtet med andre sjællandske Bygdemaal : En Brystdug (d. e. en lang Krave til at binde om Halsen med Bændler) udtales: en Brystdøw paa samme Vis bliver en Uge til en Øwe, sluge til sløwe, buget til bøwed. Brud, Stud, Knud udtales: Bryd, Styd og Knyd. Paa samme Maade er det en Selvfølge, at naar Hjul udtales Jiwl, maa skjule blive til skiwle. Som spredte Exempler paa ejendommelig Udtale skal jeg fremdeles blot nævne: et Læjde — en Lægte, stewe = støbe, Øjse = Økse, Høw = Høj, Krubbe = Krybbe, dru = drøj, hasted og nytted = hastig og nyttig, Hans Hansen bliver Hans Hän og Jens Jensen kaldes Jens Jæn. Karen og Maren hedder Karne og Marne.Saa er der smaa Afvigelser i Ordenes Betydning, vi kan lægge Mærke til. T. Eks. kan man sige, at en Ko brøler men et Menneske vräler. Korn betyder Byg; men Sæd betyder Korn. I gammel Tid havde Dansk tre „Køn", ligesom Tysk har det endnu. I det sjællandske har vi endnu disse tre Køn bevaret, — og Folk bruger dem med fuldkommen Sikkerhed, tit uden selv at vide af det. Forskellen paa „Hankøn" og „Hunkøn" kan vi se af den forskellige Endelse i Kålin (Karlen, der er Hankøn) og Tyøsen (Pigen, der er Hunkøn). Paa samme Maade er det med Guerin (Gaarden, Hankøn), men Pien (Pigen, Hunkøn), Isin (Hankøn), men Guesen (Gaasen, Hunkøn). Det tredje Køn, Intetkøn, har vi t. Eks. i Barnet. — Forskellen i Køn kan ogsaa vise sig paa anden Maade end i de nævnte Eksempler; til Eks. kan man sige: dæ kam in å een guenes, hvilket betyder: der kom en Mand og en Kvinde gaaende. Det hedder: in gammel Maand (en gammel Mand), men: en gammel Kone. Ligesaa: min Guer (min Gaard, Hankøn), men: men Mark (min Mark, Hunkøn). Gueren æ min (Hankøn). — Marken æ meen (Hunkøn). Det hedder: trie Heste (tre, Hankøn), trie Kyør (Hunkøn), men træj Svin (Intetkøn). — Et Minde om gammeldansk Bøjning af Ordene er det ogsaa, naar det hedder: Gak yd å gi Øjene (gaa ud og giv Hestene). Saadanne Ejendommeligheder er der mange af i Sproget, og de er vel værd at faa optegnede. Men paa samme Vis er der mange Minder om gammel Sæd og Tro, der fortjener at bevares. Vi vil lade Ingvor Ingvorsen fortælle: Hønsere 🔝Da jeg var Dreng kom jeg en Dag ud paa Marken, hvor der blev slaaet Græs. Jeg tog da fat i Letøjet og begyndte at slaa med det. Da tog en af Husmændene en Tot Græs og strøg mig op og ned ad den nederste Del af Benet og sagde, at jeg var blevet gulbenet, og nu skulde jeg gi Honsere, det vil sige: noget at drikke, en Saaben Brændevin.Raad for Skjæver 🔝Børn faar jo somme Tider en Sygdom, som nu kaldes Engelsksyge, men som de gamle kaldte Skjæver. Naar den blev for slem, saa gik de ud i Skoven og opsøgte et Træ, hvor en kroget Gren i Forbindelse med Stammen dannede et Hul. Barnet blev klædt helt af, og nøgent blev det puttet tre Gange gennem Hullet, men det skulde gøres tiendes. — De ældre brugte for Resten samme Fremgangsmaade med sig selv ved visse Sygdomme.Spyt mod Hvirvelvind 🔝Naar man om Sommeren i Høstens Tid var ude at binde Neg, saa kunde det ske paa saadan en varm stille Sommerdag, at der kom en af disse smaa, raske Hvirvelvinde, som leger Tagfat med Negene og suger Straaene op og rundt med sig. Kom saadan en i Nærheden, saa spyttede de tre Gange, saa hurtigt de kunde. Jeg har set en gammel Mand, som lige havde bøjet sig ned for at binde Neget, da Hvirvelvinden kom bag paa ham; han sprang op, og de tre Spyt kom saa hurtigt, at jeg næppe kunde tælle dem. — De troede, de kunde blive „poppesislavet" (ramt af Apopleksi), hvis de forsømte at værne sig med Spyt imod Hvirvelvinden. —Dette med at spytte blev ogsaa brugt i andre Tilfælde. Naar man lagde frisk Halm i sine Træsko, blev der altid spyttet paa den gamle Træskovisk, før den blev kastet bort. Værn mod det Onde 🔝Mens jeg var ung, var der en gammel Mand, som arbejdede paa en Udflyttergaard. Han fortalte mig en Gang, at da han en Aften gik hjem — det var meget mørkt — saa gik han vild og kom stadig tilbage til Gaarden igen — Gang paa Gang. „Men saa slog jeg Ild og tændte min Pibe, og saa kunde jeg godt se at hitte hjem." Jeg spurgte, hvad det gjorde godt for, at han tændte Piben. „Jo", var Svaret, „saa har det Onde ingen Magt over os, naar man har Ild for sig". — Det Onde kunde være Trolde, Nisser, Underjordiske, Hekse og meget andet, som de gamle var angst for, saa snart det blev mørkt.Naar man slaar Græs eller mejer Sæd, saa gaar man altid med noget skrævende Ben. Det skete da ofte, at en af de store graa Skruptudser sad paa Jorden saaledes, at den vilde komme midt mellem Benene paa os, naar vi gik lige frem. Men de gamle gik ikke paa nogen Maade ind over den, men flyttede begge Ben om til en Side, til de var kommet forbi den. Naar man spurgte om Grunden hertil fik man altid dette Svar : „De siger, det skal ikke være godt". Naar man beskar sine Negle paa Hænder eller Fødder, saa blev der altid slaaet Kors paa begge Sider af Haand eller Fod, og dette blev gjort, for at Fanden ikke skulde bruge Neglene til at sko sine Træsko med. Af den Slags Minder om Fortids Liv og Tankegang huskes jo en Mængde endnu. Det gode sjællandske Maal lever endnu paa Folkets Tunge. De ældre kender den gammeldags, ægte og oprindelige Udtale af Navne paa Byer, Marker, Skove o. s. v. Alle disse Ting er det værdifuldt at faa tegnet op, inden de gaar i Glemme. Gid der var mange, som vilde følge Ingvor Ingvorsens Forbillede. R.I.P. Ingvor Ingvorsen & Henrik Ussing. Ingvor Ingvorsens Fortællinger I 🔝Udgivet 1918. Ghostwriter: Henrik Ussing.By og Egn 🔝Ulstrup, en halv Mil fra Tureby Station mellem Køge og Næstved, ligger den Gaard, hvor jeg er født, og hvor jeg har levet næsten hele mit Liv. Gaarden kaldes Toftevang, se tegningen højere oppe i v. spalte.
Ude i Marken mod Vest, som ligger højt; har man et storartet Rundskue over Egnen. Det er sikkert et af de skønneste Steder i flere Miles Omkreds. Mod Vest øjner man Terslev Kirke bag ved den høje Terslev Bakke. Midtvejs mellem Ulstrup og Terslev, ligger Munkeskov meget lavt. I Nordvest har man, Biisbakke med en lille Skov af meget gamle, høje Bøgetræer. Næsten i samme Retning ligger Gjørslev Vænger mere til højre har vi Grevevænget og endnu længere til højre, Lille Greevevænget, i nordlig Retning kommer Teglværksskoven, Juellundskoven næsten ret i Nord, Østervang og Taagerødsskoven. I Nordøst ligger den høje Hegnerup Bakke, og lidt mere østlig: den lille Ulstruplund næsten lige ved Byen. Lige i Syd har vi den 900 Tdr. Land store Grevindeskov. I Sydvest Kildelunden og mere mod Vest Boholteskoven. Saadan ligger de to smaa Nabobyer Ulstrup og Bjerrede, omgivet af Skov, uden om deres Marker. Kommer man saa derud en tidlig Morgen i Maj, staar Lunden med nysudsprungne. Blade, og paa Spidsen af hvert Blad hænger en Dugdraabe. Bag ved Lunden staar Solen op og kaster sine Straaler ind mellem Stammerne; Mens Lærken slaar sine Triller, og Skov og Haver er fyldt af Fuglenes Sang og al deres Elskovshalløj, er det ligesom det klinger igennem en: »Ja, her er skønt saadan en Morgen i Maj, naar det grønnes«. Gaar man længere tid ad Marken til, kan det træffe, at man ser en Raabuk, der sindig gaar hjemad til Skoven for at. fordøje al den grønne Kløver, som han har fyldt sig med om Natten. Omme bag Stuebjærget kommer Mikkel luntende med bøjet Hoved, som om han spekulerede paa en rigtig Gavtyvestreg — eller maaske han ærgrer sig over en List, som er mislykket. Længere fremme, hejsa, der har vi Morten Hare. Det gaar i smaa korte Hop; han kan ikke faa valgt, hvilken Græstot han, vil sidde i den lange Sommerdag for saa, naar den kølige Aften kommer, at hoppe ud og af overstadig Glæde springe 2 Alen i Vejret og slaa bag ud oppe i Luften som et overgivent Føl. — Omme bag Bakken kan man høre Agerhanens Tsr-lit den ene Gang efter den anden, til det med eet er eet eneste Virvar af Skrig; saa ved man, at nu ryger Hannerne i Totterne paa hinanden af vild og rasende Skinsyge. — Nede i Mosen paa Bjerrede Marken skælder og smælder Viben Dagen lang. Er det en stille, varm Sommeraften, og Mosekonen brygger nede i Mosen, slaar det næsten aldrig fejl, åt de gamle Vejrprofeter faar Ret, som gaar i Seng med de Ord: Ded bliver varmt i Maaren«. Ved Daggry staar en hvid Taage over Egnen, og man kan ingen Vegne se." Men staar man paa det højeste Punkt ude i Marken, varer det ikke længe, før man ser, at Taagen begynder at synke. Først ser man Spidsen af Terslev Kirke, der stikker igennem klar og tydelig: Saa kommer: Toppen af Skoven paa Biisbakke, og saadan dukker lidt efter lidt de højeste Skove frem Synskredsen rundt. Man staar som midt i et Hav, og Skovene ligger som Øer. Men snart viger Taagen helt, og saa har vi den klare, varme Sommerdag. Vor Gaards Navn, Toftevang, er et nyt Navn; men Gaarden har ligget paa samme Sted siden de ældste Tider. Før Udskiftningen laa Gaardene jo tæt sammen i Byerne. En Følge deraf er, at Gaarden ligger uheldigt, i en Vinkel, som to Veje danner, saaledes at der er Vej lige under Tawskægged langs to Længer. Da Gaarden ikke har haft Navn fra gammel Tid, blev Manden her altid nævnet ved Navn. Saadan var det ikke, hvor Gaarden har et gammelt Navn. Han i Vasegaarden blev kaldt Vaasemaanin, i Mosegaarden Mosemaanin, i Taagedesgaarden Towedesmaanin O. S. V. I omkring 250 Aar har vor Gaard været i samme Slægt. Søn har fulgt sin Fader indtil denne Dag. Min Fader hed Niels Ingvorsen, hans Fader Ingvor Olsen, han var Søn af Ole Ingvorsen, og hans Fader hed Ingvor Knudsen; og hans Fader, Knud Ingvorsen, er den første af min Slægt, jeg ved Navn påa. Alle har de været Fæstebønder under Bregentved og gjort Hoveri paa Turebyholm, hvortil der var godt 3/4 Mil, og skulde der arbejdes paa Markerne Syd for Gaarden, var der over 1 Mil til Arbejdspladsen. Min Fader blev hoverisfri 1845 og købte Gaarden til Arvefæste 1867. Kom der et fremmed Menneske til Gaarden, var Hilsenen altid.» Gus Fre«; ja, enkelte nøjedes med at sige »Spre«,; det skulde være »Guds Fred«. Spurgtes der efter Fader, saa blev han ikke nævnet ved Navn; men det hed: »Æ Maanin jæmme?« eller »Æ jær Faar: jemme?« Spurgtes der efter Moder, hed det: »Æ jær Mor jæmme?«. Moder, hvis: Døbenavn var Kirsten, blev som Regel kaldt Kesten Nes Envers; og Farmoder, der ogsaa hed: Kirsten, kaldtes Kesten Nes Envers den gamle Kvenne. I min Farmoders Tid boede her i Byen en Mand, der var Kludekræmmer, Ole Klydekræmmer blev han kaldt. Da hans Kone engang var frugtsommelig, kom Fødselen bag paa baade: Ole og hans Kone. Siden fortalte Ole tit om den skrækkelige Klemme, han vår i den Gang »Jæ maatte løwe paa mene stryenes Hossokker op te Kesten Nes Envers den gamle Kvenne«. Aa lisse snaart jæ kom ing i Gaaerin, saa råwde. jæ, saa ded skald ætter »Rasmos, Rasmos, helle den slemme Sye, skyn dæ dow lit aa kør! Marne haar alleree faaet eet Baarn,— hun æ, den unne han tordne mæi, lie ve'ed aa faa endeet!«. Naar man her fra Ulstrup vil en Tur til Dyssen i Kildelunden, tager man i sydlig. Retning ud over Hasselbakken og Pølsebåkken, videre gennem Hejede, og har saa Ingelstrup Marker paa venstre Haand. Naar man saa ind i Skoven, har man Boholte til højre og Kildelunden — vel 3-Tdr. Land stor — til venstre nu gaar det ned ad en temmelig lang, stejl Bakke, — saa er vi ved Broen over Stenkildebækken, som her er Skel mellem Sorø og Præstø Amter. Meget gammelt kort over Ulstrup og omegnen mod Kværrede og Tollerød i syd.Nummereringerne 1 - 11 er placeringer af gamle gravhøje. Nogle af dem er nu nedlagte. Til venstre, i Kildelunden, er Stenkilden; den vælder frem 15 Alen fra Vejen og 8 fra Bækken. Omtrent 200 Alen Nordøst for Kilden, oppe i Skovhjørnet, ligger Dyssen (— Nr. 1 paa Kortet herover, samt højere oppe i v. spalte). Den danner en aflang Firkant, 25 Al lang; 13 Al bred. 26 Sten staar i lige Rader om den, nogle meget store, vel 2½ Al høje eller mere; men den har en Gang været Genstand for Vold og Ødelæggelse — hvornaar det er sket; ved ingen. "Toppen er jævnet ud til Siderne, saa der er maaske flere Sten, end jeg har talt. Jorden er lige ved at dække flere af dem. Ovenpaa er der mindst 3 Grave; Dækstenene er taget bort og de to Grave er næsten tilgroede, men den. tredje er tom; saa man helt kan se Vægstenene. De to Sidesten er mindst 4 Alen lange; den bageste er kortere, den forreste meget lavere end de andre. — En anden Dysse (Nr. 2) ligger paa Gaardforpagter Hans Sørensens Mark i Ingelstrup; Sædder Sogn, Præstø Amt. Den led megen Overlast ved Sydbanens Bygning 1868; men noget af Højen og en Del store Sten er der endnu. Hans Sørensens Hustru: har plantet en Grundlovseg paa Højen, og Manden har indhugget en Beretning herom i en af de store Sten. — Vor Farmor var kommet fra denne Gaard den laa lidt fra Højen. Og det er rimeligvis fra hende, vi har disse Fortællinger : - Naar de smaa Højfolk var i Forlegenhed paa en eller anden Maade, gik Højmanden hen i Gaarden og bad om Hjælp, og den fik han altid. Engang Højfolkene skulde bage Brød, knækkede: Ovnragen, som Højmanden skulde rage Ilden ud af. Bageovnen med. Han gik saa hen i Gaarden med Ragen og fik Manden der til at istandsætte den for ham. Da Bagningen var godt endt, kom Højmanden med nogle Kavringer (eller Skaalkager, som de ogsaa-kaldtes) som Tak for Hjælpen. - En anden Gang kom Højmanden og bad, om de vilde laane ham en halv Tønde Øl; deres Øl i Højen var sluppen op. Og den fik han ogsaa Da han saa nogen Tid efter kom med Øl tilbage, sagde han: »Nu skal I ha: saa mange Tak for Laanet, og her har I en halv Tønde igen; den kan I tappe af saa tit, I lyster; men I maa ikke kigge i Tønden«. De tappede i lang Tid, og Øllet var godt. Men saa kunde.de ikke styre deres Nysgerrighed og kiggede i Tønden, men saa var der ikke mere. - Ved denne Kæmpehøj stod for mange Aar siden en meget stor, gammel Eg; den var hul og her stillede Smedde-Niels an og brugte Egen som Skorsten og en af de store Sten fra Højen som Ambolt. Saa var det en Dag hen ad Aften, han havde lagt sig ned med Hovedet opad Højen. Paa een Gang "blev der levende inde i Højen, og han hørte en Stemme raabe: U »Tag mig min Hat, nu tuder de i Byhornet henne i Byen«, U Tag mig ogsaa en Hat, sa Smedde-Niels: ind mod Højen. Der blev kastet en Hat ud til ham. Da han fik den paa, kunde han se alle Puslingerne kile af Sted hen ad Gaarden til. Der skulde være noget Samlag med Spisning. Niels drev med, og da han kom ind i Stuen, saa han, at alle de smaa Højfolk laa paa Knæ oppe paa Bordene og tog for sig af Retterne alt hvad de kunde. Men det varede ikke længe inden de opdagede, at Niels kunde se dem, og saa snuppede en af dem hans Hat og nu kunde han ikke se dem mere. - En tredje Dysse (Nr. 3) laa paa Skovfoged Kristiansens Mark i Ingelstrup, Tureby Sogn; Præstø Amt. Den har været sløjfet saa længe jeg kan huske. - Dysse Nr. 4 ligger inde i den store Grevindeskov; den blev ødelagt i 1868 ved Bygningen af Sydbanen; men der er dog lidt Høj endnu og tre store Sten. - Nr. 5 laa længst mod Sydvest paa min Mark; det har været en prægtig Dysse Min Fader var født 1803; han sad i Læ under den store Overligger, naar det var ondt Vejr, mens han vogtede Kreaturer, Saa blev den nuværende Vordingborg-Københåvn Landevej anlagt der brugte man Sten under Vejen. Det har vistnok været omkring "blev aabnet for Færdselen 1821. Denne Dysse unden af dem her paa Egnen — jeg helt sort, især der, hvor Lynet ramte, og saa var: der: knust en Vildtsti: 1 har levet en kraftig Folkestamme: i Oldtiden, og saa er det "Kildelunden og de andre Høje her rundt om Man maa huske, "at Kilden i ældgamle Dage var det eneste Sted, hvor - Nr. 6 ligger paa Taagerudsgaardens "Mark i Ulstrup. Der er: en hel Del store Sten, overgroet med Tjørnekrat, og saadan har den været al min Tid. - Nr. 7 laa paa Kværede siden. - Nr. 8 og 9 Laa paa Peder Olsens Mark i Kværede, de er begge sløjfede for mellem 30 og 40 Aar siden. Dog er der af - Nr. 8 een eneste Sten tilbage, og den er endda ikke saa meget stor, der vokser en Tjørn ved den. Naar denne Sten har faaet Lov at staa, saa tænker jeg, at Grunden er denne: Mens jeg gik i Skole, blev det en Dag et voldsomt Tordenvejr, og da slog Lynet ned paa denne Sten. Den har en flad Side, som hælder lidt bag over, og midt paa denne traf Lynet. Vi Skolebørn var selvfølgelig derhenne Dagen efter — Skolen laa temmelig nær ved, Stenen var blevet ark; den er sløjfet for en 25 Aar en lille Fordybning i den, som kan ses den Dag i Dag. Man mener, at denne Sten kan drage Lynet til sig, og derfor vil man ikke flytte den nærmere til Gaarden, men lader den ligge paa et Sted, hvor dens Tiltrækningskraft ikke kan gøre nogen Skade. - Nr. 10 og 11 er ogsaa sløjfede; men naar det er sket, ved jeg ikke. Gamle Folk sagde, mens jeg var ung, at der laa to Høje paa Tollerød Bakker langs Stenkildebækken, og at der altid var en tiltraadt Sti imellem dem, men det var ikke Menneskefødder, der dannede Stien — det er alt, hvad jeg ved om disse to Høje, Det var selvfølgelig underjordiske, man troede var paa Færde der. — Stien har i Virkeligheden været Saa vidt jeg ved, er der ingen Kæmpehøjen nærmere ved end paa Biisbakke ved Gjørslev i Præstø Amt, og den er nok en Mil borte i Luftlinje.— Naar man saa ser paa vedføjede Kort, højere oppe i v. spalte, med Dyssen i det nordøstlige Hjørne af Skoven og den store Kilde lidt derfra i Sydvest og hele denne Krans af, Kæmpehøje rundt derom, saa synes jeg, at det tyder paa, at der her maaske Høyvdinger for denne Stamme; som ligger jordet i der altid var godt og rigeligt Vand; Bækken: frøs til om Vinteren og var tør om Sommeren; men i Kilden var der altid Vand nok. I Kildelunden er der endnu mere, som en opmærksom lagttager ikke kan undgaa at faa Øje paa: Naar man fra Vejen gaar tværs ind igennem Skoven, ser man den ene Fordybning ved Siden af den anden gaa fra Bækken op ad Bakken, vel et Vognspor i Bredden og med en betydelig Jordvold ved hver Side. Jeg kunde aldrig forstaa, hvad dette var, indtil jeg hørte et Sagn herom -Det var Kong Valdemars Vej; naar han red til Gurre fra Vordingborg med hele sit Følge, eller naar han kom tilbage derfra. Nu ved jeg nok, at i gammel Tid var man mest til Hest; naar man skulde rejse. Men jeg kan ikke tænke mig, at gamle Fruer kunde blive ved at ride. De er sikkert blevet befordret i »hængende Karme«, saa det er derfor Sporene er saa brede. Naar saa Pløre og Ælte blev for, slemt, er vel den »liden graa Bonde« blevet tilsagt for at øse det til Side. Derfor er der en lille Vold ved Siderne af hvert Vejspor. Naar eet Spor blev alt for galt, har man simpelt hen taget et nyt. — At Vejen netop er kommet til at gaa her, er sikkert ogsaa Kildens Skyld. Ved den er der nok blevet slaaet Lejr mange Gange. Et lille Stykke op fra Kilden stod for 60 Aar siden en vældig Bøg. Den havde en meget tyk Gren — vel, tre Kvarter i Tværmaal — lidt mindre end Mands Højde fra Jorden. Den gik lige ud til Siden et Par Alen og saa ret op, og var en hel Stamme. Her blev Spillemanden løftet op, naar de unge, Skt Hans Aften gik til Dans, mens Blussene var tændt paa Højene rundt om for at værne mod Trolde og andet ondt. Saa gik Dansen lystigt i den lyse Sommernat. Men ingen tog Del i Lystigheden med den Tryghed, som Nutidens Mennesker kunde gøre det; for naar det raslede i Løvet; og det puslede i Krattet ved Midnatstid, saa var det med et sky Blik og en hemmelig Angst, man lyttede efter, og ingen gik længere bort fra den store Forsamling end højst nødvendigt. Den Vej som gaar forbi Kildelanden, er den gamle Kongevej fra Vordingborg til Kø was. Den p [ n. Ulstrup By, hvor Kroen laa, og Hovedbygningen ligger der endnu. - Egnen her er jo meget skovrig, og Skovene har i ældre Tid sikkert strakt sig meget videre om. I Foraarstiden, naar Pløjemarkerne er ved at blive tørre og lysegraa, kan man hist og her se store, runde, kulsorte Pletter, vel 50 Alen i Tværmaal eller deromkring. Det kan næppe være andet end de Pladser, hvor Kulsvierne:i gamle Dage har drevet deres Virksomhed. De Marker, hvor man ser disse Pletter maa da, vel i sin Tid have været klædt med Skov. Vejr, Vækster og Dyr 🔝Maj kan jo være saa skøn, men den kan ogsaa komme med bidende Kulde og skarpe, udtørrende Vinde, det kniber da for den nylig saaede Sæd. Saa tager de, vise Vejrspaamænd til Orde: »Naar hun da baare vilde blæse ed Par Dawe fra Sydøst aa saa sætte op med hvide Dampe fra Sydvest, saa ska hun nok ge Vaan«. Jeg har hørt en Mand sige: »Baare Arken vilde bygge, aa ded saa ræjdi vilde blæse ing i Ennin paa hinde, for saa vælter hun saanli (sandelig), aa saa ger hun Vaan«. En Trøst laa der i Ordet: En kold Maj gier et varmt Logulv.Regnede det 1. Maj, »saa blev der ingen Forslag i Regnen«. Naar det rigtig kneb for Regn, trøstede de sig ved Skt. Hans; en Mand sagde: »Ja, faar vi'tte Ræjn før, saa faaer vi te Sehansdaw; ded ska nu aldri sla fejl«. Og en anden bemærkede: »Vi ka gaa yd Sehansawten, aa dæ ka kun være tre Hyedestraae, aa vi ka endda faa Hvede«. — Kom der lidt Ruskregn, sagde en Kvinde, som. var født 1777: »Ded æ jo itte aant end Røwvær; ded bløer itte mæjed«. I Juli Maaned kunde man somme Aar gaa »aa længes saa mindeli ætter Ræjn«. Der blev kigget meget paa Himmelen, om der ikke snart var Tegn til Regn. Gik Solen kobberrød ned, var der intet Haab; for »Aften rød gir Morgen sød«. Men naar der om Morgenen var lidt Skyer i Øst, som blev farvet røde af Solen, lige inden den kom op, saa: sagde man: »Nu faar vi Ræjn for Maarenrøde gir Awtenbløde« — »Naar Mosekonen brygger; bliver det varmt i Morgen. I Hundedagene kan det jo være saa trykkende varmt; saa hed det: »Ded æ svært saa lummer hun æ i Daw, vi faar vist Torden«. Efter Hundedagene kom ni Kattedage, som ogsaa tit var meget varme. Var først Afgrøden bjærget i Hus, havde Vejret jo ikke den store Betydning, som mens den endnu stod paa Marken. — Men i det tidlige Foraar begyndte man igen at have sine bestemte Mærkedage for Vejret; man søgte ud fra dem at slutte sig til, hvor god en Afgrøde den kommende Sommer vilde give. De 40 Riddere (9de Marts) skulde det helst være Tøvejr, for dersom det blev Frost, saa frøs det i 40 Døgn derefter. Greguros Tø er saa god som Hundrede Læs Hø. (Gregorius er d. 12te Marts). Nu æ vi snaart ve Gertrud fygendes [gærtru fy'anas] (17de Marts), sagde man; saa ve vi a vi ska haa en Fnøse [en fnu'øsa) (lille Snestorm), om itte jost den Daw, saa ennen lit før eller lit ætter«. — Gudmunds Dag (16de Marts) skulde det helst være lidt Fygevejr; »saa drog han af Sted for at fejre sit Bryllup med Gertrud Dagen efter«. Men paa Gertruds Dag skulde det helst være smukt Vejr. Paaskedag maa det ikke regne, for saa bliver Høet kort. Naar det tordner før Voldermisse (1ste Maj) faar vi et godt Aar. Lærken er den første Fugl, der forkynder, at det stunder mod Enden med Vinteren; men somme Tider kommer den galt af Sted og synger før Kønnermosse [kønermose], Kyndelmisse (2den Februar); det maa den ikke gerne, for lige saa mange Dage den synger før Kønnermosse, lige saa mange Uger skal den græde bagefter. — Vintergækken titter tidligt op og bebuder Foraar. — Den lille Slid din Tid (Musvitten) indfinder sig — Man kan høre Viben nede i Bjerrede raabe Tiwe (Tyve) til alle dem, hun ser. Det gjorde hun ogsaa, da Jesus bar sit Kors paa Vej til Golgatha. Til Straf for det maa Viben aldrig sidde paa Træernes Grene, men skal altid sidde paa Jorden, naar den vil hvile sig. Storken kommer. Dersom man ser den første Stork flyvende, skal man komme ud at rejse; men staar han paa Jorden, naar man faar Øje paa den skal man blive, hvor man er. Stæren melder sig; er ikke Klang i Fløjten endnu. Naar der er ganet en lille 'Fid, s ikke gør Knuder, møder hele Sangkoret Sølsorten [sølso"rdan), Musvitten og Finken og mange flere. Svalen kommer sidst; men hans Sang er ikke for ærbare Øren; for naar han sad paa Tagrygningen og plirede saa poleert med sine smaa Øjne, lød hans Sang efter de gamles Sigende saadan: »Pierne pisser paa deres baare Særk, saa vrier. di, saa vrier di«. Musvaagen og Glemten kom næsten paa een Gang: Naar Glemten kredsede i Luften, udstødte Kyllingemor sit Varselsskrig; og saa skjulte Kyllingerne sig; for Glemten var jo en slem Røver. — Naar Vipstjærten kom, saa hed det: »Nu æ Hawresaaten [hawrass'aden) kommet; nu æ ed Tid aa saa Hawre«. Den vidunderlige Forsommertid er inde, Haanekammerne staar i Blomst — og saa vrimler de frem alle sammen: Koblommer og Akkelejer, Siv og Flæg. Dunnermossin [donarmosin] (Dunhammeren) skyder til Vejrs i Mosehullerne. Bierne summer og henad Aften synger Frøerne deres egen Sang fra Engens Vandhuller og Tørvegrave. Længere ud paa Aftenen slaar Nattergalen sine Triller i Lunden ved Engene. Der staar Dis og Damp over Engene i den lune Sommernat; det er Mosekonen, der gør Forberedelser til den første Brygning. Skaden [sga'din] var en Slags Spaamand; byggede han sin Rede: højt, blev det et vaadt Aar: »I Aaer behøwer vi itte aa sørre for Ræjn, for Skadin bygger højt«. Satte han Reden lavt, saa hed. det: »I Aaer vil ed komme te'ed aa kniwe mæ Ræjn, seen Skadin bygger saa lawt«. — »Nu skrækker Skadin, vi faar Fremmede«, kunde det pludselig lyde; — saa blev der svaret: Se ætter, hvor han vænner Rompen henad, for dær kommer di fraae«. Krawen holdt man ikke af, da den var saa slem til at tage Kyllinger. Naar Uglen [u'len] sagde To-vit, mente man, at det blev Regn eller Uvejr, men hujede eller tød hun, saa blev det godt Vejr. Der var øverst oppe i Gavlen i de fleste Udhuse et lille trekantet Hul; der sad mangen Gang en Ugle og saa ned paa Folk med sine store Øjne; heraf kommer Talemaaden: »Han: (eller hun) glor lisom en Ule yd a in Gaal«. I strenge Vintre kom Agerhønsene helt ind i Stakhaven for at se, om der var lidt Føde. Ligeledes kom Haaren; saa gik det ud over Kaalen. Lærkattin [Læ'rkadin] og Bruden [bry'an] var ret ofte i Stak eller Lade. Man troede, at Lærkatten var Hannen og Bruden- Hunnen. Pindsvinet var her altid; det var et morsomt Syn at se Ornen gøre sig rar for Pindsoen; den danser rundt om den med høje Grynt; — derfra skriver sig vel Udtrykket »galant Pindsvin«. Paa Grøftevoldene holdt Snogene til i Tjørn og andet Bras. Op ad Pilene krøb de smaa Snegle med deres Hus paa Ryggen. De store, sorte Snegle kravlede om i Græsset og paa Skovbunden. — Dem brugte Hovbønderne i sin Tid som Vognsmørelse til deres Træakselvogne, naar Tjærekanden ikke var ved Haanden. De smaa, graa Snegle var slemme om Efteraaret, naar Rugen lige var kommet op. Da kom de fra Volde (Jordgærder) og Græsmarker og aad de spinkle Spirer. Saa maatte man ud at saa Bygavner langs Kanterne af Rugmarken. Bygavnerne kunde Sneglene ikke komme over, da.de blev hængende i deres seje Slim. Gøgen med sit morsomme »Kuk-kuk« blev her kun, til han saa den første Høstak; saa rejste han. En Gang imellem kom Strandmaagerne [sdranmaw'arna] ind over Land; og da vidste vi, at nu fik vi Uvejr eller i hvert Fald uroligt Vejr. — Naar Svalerne fløj meget lavt; tydede det paa Regn. I Vandhuller var der Vandkalve og Igler [vanka'le, i'ler]. Somme Steder var der Blodigler; men ellers var det mest de sorte Hesteigler. Der var et Par Folk, som fangede Blodigler og tjente godt paa dem. De tog hver en Stol med sig, trak Strømperne af, gik lidt ud i Vandet og satte sig paa Stolen med Benene i Vandet. Naar Iglerne saa bed sig fast paa Benet; tog de dem og lagde dem i en Krukke med Vand; de blev siden solgt paa Apoteket. I Vestsiden af Lunden ligger Rævekanken; i Bankens Nordside var der Snese af Rævehuller; mod Syd boede der Grævlinger. Der var den Gang mægtig store Bøgetræer paa Bakken. Naar man fra Sydsiden med største Forsigtighed listede sig op paa Bakken, kunde man af og til faa at se, hvordan Ræveungerne legede ligesom Hundehvalpe eller Kattekillinger. Grævlingerne var mere adstadige. Naar Ungerne var oppe, var der altid mindst een af de gamle med. Ørne var her ikke saa faa af. En Gang stod jeg og syslede med noget ude i Stakhaven. Da hører jeg pludselig en vældig Susen i Luften bagved mig, og da jeg vender mig om, ser jeg en mægtig Ørn komme jagende med to Harer; men den Gang fik han dog ingen Haresteg. — En anden Gang saa jeg en Ørn slaa ned paa en Hare, som han masede en Del med; men Haren smuttede alligevel fra ham og løb op til en Vej og for ind under en Stenkiste. I Mark og paa Grøftevolde var der jo en Mængde Planter, som gik under Navnet Ukrudt: Ræwerompe (Padderokke), Ræveløv [ræwale'w), d. e. Agersnerle, hvis Blomster kaldes Jomfrusærk, Tidsel, Følfod, Røllike, Skørtidselen med de gule Blomster, Svineurt (d. e. Svinemelde), Kornblomst og mange flere. I Skovene her var Træbestanden mest Bøg [båj'], Eg [æj'], Ask og Gran; en enkelt Avnbøg fandtes her, ligesom Røn, El, vild Abild [vifawl] og Hassel [hæasle] (en Hasselbusk kaldtes [in hæaslasdøbo)); her voksede Slaaen (sls'an] og Hybentorn [hiwantorn], ogsaa kaldet Verentorn [ve'rantorn]; af denne Torns lange Stokke lavede Karlene Piberør. Faaretyve brugte dem ogsaa, naar de om Natten stjal Faar. De huggede Verentornene ned i Ulden og drejede en halv Omgang, saa kunde de holde dem. Bygninger 🔝Gaarden bestod af 4 Længer; de tre var sammenbyggede; men imellem den vestre Længe og Stuehuset, var der 1½ Alens Mellemrum med Rendesten til Spildevandet, og imellem østre Længe og Stuehuset var der to Alen hvor der var en Gang ud til Haven; Klemmen blev den kaldt.Gaardens Bygninger var meget gamle, og hvem der havde hugget Gaarden, vides der intet om (Tømmerin kaldtes for det meste Huggerin). — Det var Skik her paa Bregentved Gods, at naar der skulde bygges, saa fik man Undertømmeret af Herskabet, d. v. s. Egetræs Stolper, Løsholter og Syldstykker; det øvrige skulde man selv skaffe. Grundplan over Ingvor Ingvorsens FødegårdIndbo: I gammel Tid blev Husene altid bygget med Bindingsværk og med klinede Vægge. blev der lagt Grund [grun], d.v.s. en stor Sten, hvor hves Stolpe skulde staa; en saadan Sten kaldtes en Stolpesten. Man brugte saa godt som altid haltredje Alens Faw, d.v.s. 2½ Alen imellem hver Stolpe: Stolperne var 3½ Alen høje. Midt paa Stolpens Side var der hugget et Hul, 1½ Tomme bredt og 6 Tommer langt; deri blev Tappene af Løsholterne [Lyøshåldorna] fra begge Sider stukket ind. 3 Alen fra Grundstenen var der ogsaa hugget Hul i Stolpen; men dette Hul gik indvendig fra udad og var til Bjælketappen, der stak 7 Tommer uden for Stolpen (Bjælkehovedet): Lige uden for Stolpen blev der med en Navr boret to Huller gennem Bjælkehovedet, og igennem dem blev der slaaet to Trænagler. Inde i Huset var der paa skraa mellem Bjælken og Stolpen fastgjort et saakaldt Krogbaand [kråwbån']; det var anbragt for at stive Huset af. I Stuehuset var der til Krogbaandet hugget Taphul i Bjælken og Stolpen, og Krogbaandet var af samme Tykkelse som Bjælke og Stolpe og var i Reglen kønt udskaaret. I Udhuse var Krogbaandene bladede i Siden af Stolpe og Bjælke og slaaet fast med svære Spiger [sbær'ar]), eller i endnu ældre Tid med Trænagler: — Ved Husenes Hjørner kunde der i lidt senere Tid anbringes en Slags Stolpe paa skraa i Væggen; det kaldtes en Stormstiver. Stormstiveren gik fra Hjørnestolpens Overende skraat ned over Løsholtet til Syldstykket. Den var »skaaret halvt i halvt« med Løsholtet. Stolpernes Overende var tildannet med en Tap, der stak gennem Huller i Læden, saaledes at Tappene ragede nogle Tommer oven for den. Læden [læ'åon] var, hvad der nu om Stunder kaldes Remstykket, d. e. det øverste Stykke Tømmer paa langs ad Husets Væg. Sparrerne [in sba're, sbærin] samledes to og to i en Vinkel; hvis Ben et Stykke nede blev forbundet ved et Hanebaand [ha'nabån]. Saadanne to Sparrer med mellemsiddende Hanebaand kaldtes et Sparkobbel [sba'rkåw']. Dernæst plev Sparkoblerne stillet op. Der var skaaret et Snit fra Side i den nederste Ende af Sparren, vel 1/8 ind i den; naar Sparren var rejst, fangede dette Hak Stolpetappen. Et Par store Søm blev drevet gennem den tilbagesiddende Tredjedel af Sparren (Taaen) ned i Læden. — Øverst paa Sparrerne hvilede Rygaasen, der strakte sig fra den ene inde af Huset til den anden. Ved hver Ende af Huset blev der paa begge Sider, indvendig, fastgjort et langt Lægte (læido] paa skraa paa det yderste Sparkobbel blev dette Lægte slaaet fast helt oppe ved Hanebaandet; den anden Ende af Lægtet blev fastgjort nede paa Læden; det gik altsaa paa skraa af en hel Række Sparrer og var fastgjort til disse. Det var for at styrke Husets Ovring [dwrer'in]. Hanebaandet forbandt Sparkoblets to Ben saa højt oppe, at en ikke alt for stor Mand kunde gaa ret under det oppe paa Loftet. Dermed var »Huset rejst«, og en Krans blev hejst paa et langt Lægte, der blev slaaet: fast midt. i Ovringen. Efter at »Huset var rejst«, blev Syldstykkerne sat ind; der var et Stykke Tømmer forneden mellem hver 2 Stolper; de hvilede med Enderne paa de store, Grundsten, Stolpestenene, og var fastgjort til Stolperne med Trænagler.... Siden blev der pakket Sten ind under Syldstykkerne og Aabningerne stoppet til med Ler. Paa Siden af alle Sparrernes Nederende eller oven paa Nederenden blev der slaaet Skalke. En Skalk var et Stykke Træ omtrent en Alen langt. Den gik omtrent i samme Retning som Sparren, dog med et noget mindre Fald. Tværs over Skalkene skulde der slaas to Lægter, paa dem skulde Tagskægget [tawsgæ'ged] hvile. Men Aabningerne mellem Væggenes Bindingsværk skulde jo fyldes. I Syldstykkets Overside var der paa langs hugget en Rende, og i Løsholtets Underside. var der paa Rad boret 5 Huller, som gik et Par Tommer op; nu tog man nogle Stave, Stöjler [in sdåeils) og stak dem op i Hullerne; forneden var de flade, saa de passede til Renden i Syldstykket. Naar de skulde stikkes ind, blev de stillet lidt paa skraa; med et Par Slag af en Hammer kom de til at staa fast og lige. Lignende Stöjler blev anbragt mellem Løsholt og Læde. Saa blev der indsat Væggevænder [vægavær'ar] (Enkelt- tal: [en vægavs'en]). Kæppe saa tykke som en Stok blev flettet ind omkring Stöjlerne, ligesom naar man laver et Risgærde. Naar man var færdig med dette besværlige og sene Arbejde, holdt man Klinegilde. Leret, som skulde bruges til Kliningen, var kørt midt i Gaarden i en meget stor Bunke. To drenge paa hver sin Hest red rundt i Bunken i flere Timer, og en Mand var med hele Tiden for at bære Vand paa, vende Leret o.s.v. Naar det var færdigt, tog to, helst stærke, Mænd Plads, een udvendig og een indvendig, lige for hinanden; to andre Mænd kørte Ler til dem paa Hjulbøre. Klinerne tog hver en Klump Ler paa Størrelse med en Keglekugle, og med al deres Kraft slog de det ind paa Vægvænderne. Klumperne skulde fra hver sin Side klaske sammen midt i Væggen; — Man jævnede det groft med Hænderne; men bagefter blev det glattet med en Skovl. Naar nu Væggene tørredes, slog de store Revner, og derfor skulde de svaammes. Dertil brugtes Leret; af gamle Lervægge; det blev lagt i en Balje, der blev hældt Vand paa det, og det blev behandlet, saa det blev en jævn Vælling. Denne Lervælling blev taget i en Spand og med en Kalkekost smurt i Revnerne Gang paa Gang, til det hele var tæt. Senere blev Væggene kalket hvide. Var det et Stuehus, der blev bygget, skulde der lægges Gulv. Og hertil brugtes der atter Ler, der bankedes fast og jævnedes med en Loslette, men i Stegerset blev der lagt Gulv af Brosten, der ikke var altfor store. Inden Overdelen af Huset kunde tækkes skulde der lægtes [læidøs]. Paa Stuehuset brugtes i Reglen købte Lægter; men paa Udhusene kunde man til Lægter bruge alt muligt Skrabsammen af Træ; endogsaa unge, tynde Risbøge blev brugt. — Lægterne gik ved Gavlen [gå'lin] nogle Tommer ud over Sparkoblet. Fig. 6. Loslette. Paa disse udragende Lægteender blev der slaaet en lang Fjæl med samme Retning som Sparrerne, det var Vindskeden [vensgtan]; den tjente til Støtte for Langhalmen, naar der blev tækket; den dannede altsaa Tagets Afslutning ved Enderne. Paa Bjælken ved Gavlen, blev der ogsaa anbragt en lang Fjæl, skraat udad og nedad; den hvilede paa smaa, trekantede Knægte; det var for at hindre Vandet i at rende ned ad Endevæggen; det kaldtes et Vandbræt i Gavlene blev dukkede oven i. Gavlbjælken var der hugket en Rende paa langs, og i Spæret og Hanebjælken var der boret Huller fra neden i Renden og i Hullerne blev der sat Stöjler — vel 10-12 Tommer fra hinanden. Mellemrummene blev fyldt med Dukker. Man tog en Visk Halm — somme Tider Ærtehalm — som blev snoet meget haardt, dobbelt ind i hinanden, saa Dukken blev 8 Tommer lang og 4 i Tværmaal. Disse Dukker blev lagt den ene ved Siden af den anden og trykket tæt sammen; oven paa hvert Lag Dukker blev der vundet en lang Kæp ind imellem Stöjlerne og trykket ned for at holde Dukkerne fast, og saaledes blev man ved, til hele Gavlen var færdig. I Stuehuset blev der i hver Gavl indsat et lille Vindu med blyindfattede Ruder. Loftet blev lagt af saakaldte Risbobrædder; det var simple vankantede. Fjæl, (I Modsætning "til firskaarne Brædder). Loftsfjælene var høvlede paa Undersiden og pløjede; ovenpaa var saa Loftet altid ujævnt af de skraa Kanter, og Fjælene var ikke alle lige tykke. En Lem, Lowtslæmmen, lukkede for Loftet. Lemmen var i den ene Side fastgjort til Loftet med et par Hængsler; den blev lukket op og i ved Hjælp af et Reb, der var stukket gennem et Hul i det ene Hjørne, af Lemmen (en Knude var slaaet paa Rebets Ende neden for Hullet); Rebet gik fra Lemmen op gennem en Talje, som var gjort fast til et Spær og saa ned gennem et Hul i Loftet. Man kunde da, naar man stod nede, med et rask Tag i Rebet svippe Lemmen op mod et Spær, hvor den blev staaende. Naar den skulde ned, tog man bare et lille Tag i Rebet, saa var der lukket. Tækkemanden 🔝Var Huset færdigt med Lægtning, Vindskeder, Loft og det hele; saa kom Tækkemanden. Alt hans Værktøj bestod af en stor Kniv; en Tækkenaal og en Tække braw [tægsbraw]. Naalen var omtrent cirkelformet; dog var der en lille Aabning sol Midten af Naalen gjort til Loftet med et Par Hængs- slaaet paa til Haandstag [Asanstaw]; i den anden Ende var der slaaet et langt Søm, som den kunde hænge paa. hvor som helst, naar den ikke blev brugt. Paa den modsatte Side var der skaaret Riller, saa naar der blev slaaet opad paa Taget, fangede disse Riller Straaet, som derved blev trykket opad.Et Bagreb [bawriaw] — til at binde Læsset fast paa Høstvognen med — blev med den ene Ende gjort fast oppe under Husrygningen og stukket ud over Vindskeden paa den modsatte Side af den, som skulde tækkes. Den anden Ende af Rebet blev "gjort fast i den tynde Ende af Ladtræet, der godt kunde være et Læssetræ til en Høstvogn, og som helst skulde være saa langt, at det kunde naa over fire Fag. Paa tværs af den tykke Ende af Ladtræet blev der slaaet en solid Stav, 1 Alen lang, saaledes at den gik omkr. en halv Alen ud til hver Side fra Træet. Et Reb paa et Par Alen blev gjort fast om Ladtræet og mogle Kast blev slaaet om Stavens ene Ende. I dette Reb var der anbragt en stærk Jærnkrog. En lang Stige blev stillet fra Jorden op ad Lægterne, omtrent i Ladtræets Længde fra Gavlen. Til Venstre for Stigen, henne ved Husenden, blev:en Stang stillet op til Læden saaledes, at den stod ud fra Huset i en lignende skraa Retning som Stigen. Denne Stang skulde bære den tynde Ende af Ladtræet ud fra Huset, saa længe Tækkemanden endnu ikke var kommet saa langt med Tækningen, at han var naaet op paa selve Taget med Ladtræet. — Mens Tækkemanden krøb op ad Stigen, til han kom i passende Højde, rullede han Ladtræet rundt, hvorved Bagrebet vikledes om Træet; saa hængte han Jærnkrogen paa et Stigeræk (Stigetrin) og kunde nu bevæge sig frem. og tilbage paa Ladtræet. — Saa tog han imod Langhalmen, skar Baandet over og puslede den godt ud (ved det første Bind blev Kærvene dog tit ikke løst, men lagt paa med Baandet om). Halmen blev altid lagt paa Lægterne med Toppen opad. — Det første Bind (Tagstrimmel) blev bundet paa det næstnederste Lægte, og det andet Bind ligeledes. Forinden selve Paabindingen fandt Sted, brugte Tækkemanden sin Tækkebrag, idet han bankede Halmen, saa Taget blev glat. Lange Hasselkæppe [hæ'salkæ'ba]; Tækekæppene, som de kaldtes, blev: Husets Længderetning lagt tværs over alle Langhalmskærvene [Idyhalmskarrorna], Og nu blev Haalmen med tjæret Tækkegarn bundet fast mellem Tækkekæppene og Lægterne. Først blev Traaden bundet fast til Kæppen. Tækkenaalen blev med begge Ender stukket ned i Halmen, den ene Spids oven for og den anden neden for Tækkekæppen, og Traaden blev ført gennem Tækkenaalens Øje. Saa tog Tækkemanden fat paa Naalen med højre Haand og vrikkede den igennem saaledes, at den fangede Lægtet. Naalen gik rundt og kom op med Traaden, hvis anden Ende nu ogsaa blev bundet til:Kæppen. For hvert tredje eller fjerde Bind blev der lagt Brohalm under Tækkehalmen, for at ikke Vipperne:skulde stikke ind. Naar alle Bindene var bundet paa en Opgang [in åbgån], skulde der stryges ned [sdry'as' ny ør]. Tækkemanden tog da Bragen i venstre Haand, lagde den til paa Taget, trykkede haardt og lod den skride ned ad Taget, medens han med raske Snit skar ned i Halmen med Kniven. Naar det var sket nogle Gange, slog han med Kanten af Bragen paa Halmen, saa sprang de korte Straa nedad, og derefter blev Taget banket kønt glat, og saa var det færdigt. Naar Huset var tækket færdigt paa den ene Side, og en Opgang var tækket paa den anden, skulde:der mønnes, det blev ogsaa kaldt at krage Huse [å krawa hu'sø). Almindelig plejltærsket Halm blev i Knipper (Klepper) baaret op paa Rygningen. Af Tækkemanden blev der lagt et passende Lag deroppe, og oven paa det blev der lagt Kragetræer [krawatræ'ar|; de bestod: af 2 Stykker Træ et Par Alen lange; de var lidt spidse i den ene Ende; derigennem blev der boret et Hul og med en Trænagle føjedes de sammen to og to. Mellem Læden (Remstykket) og Taget var der en Aabning, som i Staehuset blev lukket med Raastensbrokker, halve Sten og lignende og tættet med Ler. Stuehuset laa Nord i Gaarden. Ved dets østre Ende var der op til Gavlen bygget en Brændebod [brænabo'] nogle Støtter var gravet i Jorden; paa disse var der vundet Pileris, som naar man vinder Gærde; en Dør lige ved Huset førte ind i Rummet, og et meget simpelt Halvlangt op imod Dukke iidtekkede det; her blev det flækkede, tørre Brænde 7: (| van de lo østligste Fag Farmors Skorsten [farmoYrs sgdsdj'on]. Her stod en lang, bred Bænk, tyk og svær; det var en Egeplanke, flækket ud af et Kævle, tilhugget lidt paa Siderne med en Økse og med fire stærke Ben under. Paa denne stod Meltønden [meltønan] med Bygmel i til Melgrød, een Tønde til Boghvedegryn [bo"adagry'n] og een til Boghvedemel [bo"adamel]; — her. var Baljer: [ba'lor] og en Spand, som Farmor brugte, naar hun skulde to Klæer. Her var Valkehæk [valgehæk] (d. e. en Ramme med to Stöjler i og Pinde flettet ind imellem) og Banketæskel. Her stod Rokken med sit Rokkehoved: (til. at: svøbe Hørren om) og Blaarkrækken (til at anbringe Blaarene paa, naar hun spandt Blaar). I det nordvestlige Hjørne var Skorstenen med Arne og med Indfyringshul til Kakkelovnen i den tilgrænsende Stue; — her henne laa hendes Brænde. Et lille Vindue vendte mod Nord. Vest for Farmors Skorsten« kom Farmors Stue, senere kaldet Øverstestuen [dwo(sda)sdw'an]. I det nordøstlige Hjørne stod hendes Himmelseng, lige Nord for Kakkelovnen. Ved den vestre Ende af Sengen langs den, nordre Væg stod Moders Egetræskiste, beslaaet med brede, Kunstfærdigt udskaarne Jærnbaand, et ved hver Ende og et midt over. Ved den vestre Væg stod Faders store. Kiste ogsaa af Egetræ; i dens Læddike var der et hemmeligt Rum (idet der var to Bunde i den); her gemte Fader sine Penge. Syd for Faders Kiste kom Døren ind til Dagligstuen og dernæst Moders Dragkiste [draw'ki'sdo], et højt Stykke Bohave med tre store Skuffer i, der bar Haandtag af gult Metal. Oven paa den stod et Tablet [ta'blæt]; det var meget smukt prydet med drejede Søjler; her stod forskellige smaa Genstande som, Kaffekopper med paamalede Blomster, smaa Stenkrus og lignende. Et Par meget store Kopper med forgyldte Rande og røde Blomster, som mine Forældre havde faaet i Bryllupsgave, stod her; de staar nu paa Amtsmusæet i Sorø. — Paa Dragkisten stod fremdeles 2 Par Malmlysestager samt en større og en mindre Malm Morter med tunge Stødere. — Paa Væggen i Farmors Stue hang et stort Kobberfad; det var mindst 18 Tmr. tværs over; for oven havde det en bred, udbøjet Kant. Bunden var buet ud ad; indvendig var det fortinnet. Det har været brugt til Hjemmedaab.  Fig. 8. Hjørne af Bondestuen i Sorø Amtsmusæum.Fig. 8. Hjørne af Bondestuen i Sorø Amtsmusæum : Ved Bilæggeren et Vaffeljærn, paa Bilæggeren Kaffekande paa Trefod og Morter; paa Væggen: over Ovnen en rund Træplade til at presse Figurer i Julekage, foran Ovnen Uldhæk og Rok, paa Væggen ved det lille Vindue Vævespjæld o.s.v.  Fig. 9. Bondestuen i Sorø Amtsmusæum.Fig. 9. Bondestuen i Sorø Amtsmusæum : Bondestuen i Sorø Amtsmusæum: Rok med Rokkehoved til Hør, Bord, Langbænk og Bordendesbænk, Panel med Tinrække, Bjælkehylde med Ostekar o.s.v. — Ved Væggen ud til Gaarden stod Farmoders Kiste, og paa Væggen hang et Tablet. — Gulvet i Stuen var selvfølgelig Lergulv. To Fag Vinduer med blyindfattede Ruder vendte ud til Gaarden. Den næste Stue var Dagligstuen [dawlisdu'on]. Gulvet her laa en halv Alen højere end i Farmors Stue, og der var derfor et Trappetrin op til den. Dette Trin bestod af stampet Ler, som mødtes af et Bræt; der var flækket ud af en Bøgeklods og med en Økse hugget glat paa den udadvendte Side. For at holde det var et Par Træpæle slaaet i Lergulvet, og et Søm var hugget gennem hver af dem ind i Brættet. Døren mellem de to Stuer var af lige Brædder, høvlede og pløjede, med to Rævler paa tværs og en paa Sned imellem dem, Den lukkedes med Klinkefald [Klengafal]. Naar man fra Farmors Stue traadte ind i Dagligstuen, havde man til højre en Himmelseng med Omhæng for. Fra Sengen til Stuens Vestvæg var der et Bræddeskillerum, saa der blev et meget lille Kammer med et Fag Vinduer mod Nord; det kaldtes [kråw'in] Krogen, og Vinduet kaldtes Krowsvinduet; derinde stod en Seng paa tværs, ogsaa med Forhæng. Mellem Sengen i Dagligstuen og den i »Krogen« var der intet Skillerum; som Børn kravlede vi tit fra den ene ind i den anden; Sengene var meget korte, saa man: næsten. sad op i dem. I »Krogen« stod Slagbænken [slabæn'gin]. "Den lignede en Sofa og var til at sidde paa om Dagen; men Laaget var til at lukke op og den underste Del til at trække ud, saa den kunde bruges som Seng om Natten. Endelig var der inde i det lille Rum en Lænestol og et lille Bord. Døren derind stod aaben om Vinteraftenen, saaledes at en kunde sidde der med sin Rok; Bilæggerovnen var lige herved, og om den samledes jo Kvinderne: for at: spinde og binde. Tæt Syd for Ovnen, var Døren til Stegerset, og lige ved Siden af den var Døren ud til Forstuen. Langs hele Dagligstuens Sydvæg strakte sig Langbænken. Den var temmelig bred, saaledes at: der kunde være Gaasereder deri; lige ved Indgangsdøren var der under Bænken Plads til en Trappe med to Trin. — I Resten af Bænken var der Gaasereder. I den sydøstlige Krog var der lige Plads til den gamle »Bornholmer«. Ved den østre Væg stod Bordendesbænken [bo'rænsbæn'gin]; over Bordendesbænken, var Væggen klædt med et Panel; og i Vinklen mellem Langbænken og Bordendesbænken stod det store Langbord; en tyk Egetræsplade, baaret af fire, vældig svære, drejede Ben (den øverste Kugle var nok 7 Tommer i Tværmaal); lidt fra Gulvet var Benene sammenføjet med en Ramme af Egestykker, mindst 5 Tmr. brede og 2½. Tmr. tykke — Det Fodstykke, som vendte ud ad Stuen til, brugtes til at stryge Brødkniven paa. foroven paa Benene var der en Ramme af 1½ Tomme tykke EgetræsBrædder; heri sad Brødskuffen, hvor det Brød, man skar af, og Brødkniven havde sin Plads. Op til Bræddeskillerummet stod et Madskab [madsgaw), som er til endnu. Paa begge Sider af Bjælkerne var der Hylder af brede Fyrrebrædder de laa paa nogle temmelig lykke Jærn, som var sømmet fast til Bjælkerne og Loftet. Heroppe stod om Vinteren Mælkebøtterne med Mælken. Flødetøndens Plads var paa Gaasebænken tæt ved Indgangsdøren.  Fig. 10. Fra Bondestuen i Sorø Amtsmusæum.Fig.10. Fra Bondestuen i Sorø Amtsmusæum : I Forgrunden Lysekælling, bag den Rok og Garnvinde, paa Enden af Omhængssengen Varmebækken, paa Gulvet Kvinde- og Mandfolketræsko; paa Væggen til højre: Manglefjæl, Lyseholder og Tablet, under Bjælken over Sengen Barselbakke o.s.v. Over døren til Farmors stue var der et udskaaret Stykke Træ, saa langt som Dørens Bredde. Paa midten var det vel 8 Tmr. højt, og her sad der et meget smukt udskaaret Englehoved med rødmalede Kinder. Hvor det var kommet fra, har jeg aldrig faaet at vide; det var sikkert ikke lavet til Bønder. Lige fra Himmelsengen og hen til Gaardvæggen var, der paa den østre Væg helt oppe under Loftet en Ramme (et Ræk), hvor de smukke Tintallerkener; vistnok 12 i alt, stod. De blev en Gang imellem pudset blanke, og saa blev der altid med en Finger gnedet et Kors paa hver af dem.  Fig. 11. Skorsten i Sorø Amtsmusæum.Fig 11. Skorsten i Sorø Amtsmusæum : Øverst Akretræet, inde i Skorstenen Bageovnsmundingen: Paa Gulvet Gryde til Kaffebrænding og Gryde paa Trefod, paa Arnen en Trefod med Kedel, og over Arnen en Kedel hængende i en Grydekrog. Der var i Dagligstuen tre Fag Vinduer med blyindfattede Ruder, der vendte ud til Gaarden. Gaar vi saa ud i Stegerset [sdj'aseth], har vi Skorstenen. til højre. Her er Indfyringssted til Ovnen i Dagligstuen, og oven over det er der et Tudehul [tydahol], hvor Røgen trak ud fra Ovnen. Tudehullet blev ogsaa brugt til at tørre Brænde i; Brændet blev stukket ind i Hullet eller lagt paa tværs uden for; men der skulde passes godt paa, at der ikke gik Ild i det. Der var en lille: Arne under Kakkelovnshullet, saa de kunde sætte en Gryde eller lignende fra sig der. Nord for dette kom den store Arne, hvor Maden kogtes; den var vel godt en Alen høj, nær ved et Par Alen lang og en lille Alen bred; den var muret op af raa Sten og helt flad ovenpaa. Paa Arnestedet blev: der tændt Ild; over denne kunde der. stilles en Trefod, hvorpaa en Gryde kunde sættes Eller man kunde hænge Gryden op i en Grydekrog. I 3 Alens Højde oppe i Skorstenen var en svær Jærnstang fastgjort paa tværs med Enderne ind i Muren ved begge Sider.  Fig. 12. GrydekrogHerpaa hang Grydekrogen; den bestod af to Jærndele — et Par korte Jærnstænger. Paa den ene Halvdel var der store Tænder, paa den anden Halvdel var der fastgjort et Led, der gik uden om Delen med Tænderne; denne sidste kunde skydes op og ned, og Leddet kunde sættes fast paa hvilken Tand man ønskede. Paa begge Dele var der en Krog i Enden; den ene var til at gribe om Tværstangen, den anden var til at hænge Gryden paa. — Var det en stor. Gryde, skulde den højt op, en; mindre længere ned. Mod Nord i Skorstenen var der Indfyrings sted til Bageovnen; det var en stor Ovn, den Sæk, som Rugen blev kørt til Mølle i, rummede 10 Skpr.; den svandt jo slemt paa Møllen; men 1 Td. Mel blev der da, og det kunde nemt bages paa een Gang i Ovnen. — Døren, som lukkede for Bageovnen, var af tykt Bøgetræ og havde et Haandtag paa den udvendige Side. Naar Brødet var i Ovnen, blev den hurtigt sat for og klinet til med tilgjort Ler. Den forreste Del af Ovnen gik vel en 3 Kvarter ind i Huset; men hele den bageste Del gik som en stor, rund Mave uden for Huset; den var muret op af raa (d. e. ubrændte) Lersten, og den dækkedes af en Overdel, som var tækket sammen med Huset og mønnet med Kragetræer ligesom dette. Mod Vest i Skorstenen var der Indfyringssted under Bryggekedlen (brøgekæ'lan). Skorstenen dannede ligesom et lille Rum for sig; Gulvet derinde var lagt med flade Sten. Over Indgangen til Skorstenen var der el Akretræ: [agratræ']; det var'en tyk Bjælke, som hvilede med Enderae paa Skorstenens Sidemure; Skorstenens forreste Mur hvilede paa Akretræet. Uden for Skorstenens Vestside stod Brygkedlen, Det var en stor Kobberkedel, som forhen havde været brugt til at lave Brændevin med. Der var et Laag med et Haandtag paa over den. Ved Stegersets Nordvæg stod Kværnen, som Maltet blev malet paa. Man malede ligeledes Boghvedegryn paa den; der blev da ogsaa altid lidt Mel, hvoraf der blev kogt Boghvedemelsgrød. I Stegersets Nordvæg var der ud til Haven en Dør, der bestod af 2 Halvdøre med Klinkefald, — Husets nordvestligste Del udgjordes af det lille Mælkekammers [mælgekamasod). I Husets Sydside gik Stegerset lige til Gavlvæggen, hvor Rendestenen gik ud under Syldstykket. ' Døren ind til Mælkekammeret var imod Syd; herinde stod Mælken om Sommeren paa nogle Hylder; som Vinteren stod den jo paa Hylderne under Loftet i Dagligstuen. I Mælkekammerset stod der altid en halv Tønde med Spegesild — Og endvidere Haandkærnen, Smørtruget med Flødeskeen og en hel Del andre Ting. Inde i Stegerset paa Væggen til Mælkekammerset. var der slaaet Søm; her hang Flæskepanden og Æbleskivepanden [flæsgap'anen, æwlosgivwoapå'anan] og en Pande, som var gammel og ikke helt tæt; den blev brugt til at brænde Bønner i. Op til Stegersets Væg imod Vest stod Loftstrappen. Vasken stod ved Sydvæggen, hvor der var et Fag Vinduer ligefor. Vandspandens Plads var i Vasken. Spanden var lavet af Eg; to af Staverne. var lidt højere end de andre; i dem var der boret Hul til: Greben [grewin], som var af Jærn. Strippen [sdreban] var ogsaa af Eg; en af Staverne var forlænget, saa den dannede Haandtag. En Dør, bestaaende af to Halvdøre med Klinkefald, førte ud. til Gaarden. Dernæst kom et Køkkenbord med et Fag Vinduer over. Paa Væggen til Forstuen var der en Karramme ['kar'ram'a]; det var en Ramme, dannet af 7 Tmr. brede Brædder, en og en halv Alen høj og Væggens Længde lang. Der var 4 Hylder i den, og lidt højere end hver Hylde var der et Ræk, som var slaaet paa Kanten af Endebrædderne. I Karrammen kunde Fade, Tallerkener, en Kovse [in kåws'] (d. e. et trebenet. Lerkar med Haandtag paa) og Træbrikker staa paa Kant og hælde op til Rækkerne, ligesom Rivejærn, Skeer og Sleve havde Plads her. Forstuen laa paa Sydsiden lige over for Skorstenen; i Forstuens Nordvæg var der et lille Vindu for. at give lidt Lys derind. Oppe paa Loftet var der paa Skorstenen slaaet en hel Del Søm ind til at hænge smaa Poser med forskelligt Indhold paa: tørrede Hyldeblomster, Timian, tørrede Æbler og Pærer og andre Ting. Paa Lægter og Spær var der ogsaa Søm og Knager til: røget Flæsk og Pølser. Bag Spærrerne var der indstukket Høstleer, Skættehænder, Hegler, Strygespaanner, Stave med Aaleskind paa til Brug ved Plejlen. Paa Hanebaandene var. der lagt nogle Brædder til at lægge Ostene paa. Oppe paa Hanebaandene ved den ene Gavl laa 2 Knipper Langhalm, 1 Alen i Længden, og hvor de var bundet sammen, et godt Kvarter i Tværmaal. Disse samme to Knipper blev ved hvert Dødsfald i Gaarden brugt til at lægge Liget paa, og naar de var brugt, blev de omhyggeligt bundet sammen og lagt op paa samme Sted igen.  Selden var et vigtigt Stykke Bohave; den var bundet paa en noget lignende Maade som Bikuberne. Den blev dannet et Kors af Asketræ. Hvert Stykke omkr. 1½ Alen; herpaa blev den runde Bund bundet. Den lavedes af Langhalm der blev stukket ind gennem et Pølsehorn. og omvundet med Skinner dannede af glatte Hasselkæppe; denne Halmsime blev snoet som en Spiral til at danne Bunden.Siderne dannedes paa samme Maade af en Halmsime; de hældede lidt udad; et Par Ører var fastgjort lige for hinanden. Sælden kunde rumme 6 Skpr. Sæd. Den østre Side, af Loftet var til den tærskede Sæd; de tomme Sække hang paa en Raft, der hvilede paa Hanebaandene. — Den vestlige Ende af Loftet var optaget af en hel Del Ting, som brugtes ved forskellige Lejligheder. Her stod Sælden [sælen]; det var et vigtigt Stykke Bohave; den var bundet paa en noget lignende Maade som Bikuberne. Den blev dannet et Kors af Asketræ, hvert Stykke omkr. 1½ Alen, herpaa blev den runde Bund bundet. Den lavedes af Langhalm, der blev stukket ind gennem et Pølsehorn. og omvundet med Skinner, dannede af glatte Hasselkæppe; denne Halmsime blev snoet som en Spiral til: at danne Bunden, Siderne dannedes paa samme Maade af en Halmsime; de hældede lidt udad; et Par Ører var fastgjort lige for hinanden. Sælden kunde rumme 6 Skpr. Sæd. Naar en Slump [in slåm'b] (Sækfuld) Bygmel, kom fra Mølle, blev der bredt et Klæde over Sælden, og her blev saa Melet sigtet ned paa med en Haandsigte, senere blev Melet hældt i poser og opbevaret der for at bruges til Melgrød. Saaderne [su'arne] blev tilbage i Sigten. Dette Mel blev ogsaa brugt til Klumper [klomp"], Boller paa Flæskesuppe. Det skete en enkelt Gang, at der blev malet en Slump Hvede, som blev sigtet paa Samme Maade og brugt til graa Kage [gruwa kawe). kilroy 🔝Fig. 11 Rum si Sorø Amtsmusæum med gamle Redskaber :. 1. Forgrunden Smørtrug og Sold, »Ølflaske« og Sennepskværn, — længere tilbage: Kærne, Garnvinde, Skættetræ og Skættehaand, flørbrag og Hegle, — støttet til Væggen to Valkefjæle og en Gresel. Dejntruget [dæintru'sd] havde ogsaa sin Plads her paa Loftet ligesom Skraverne [sgrawarna]), d. e. to solide Treben "til at stille Dejntruget paa." Her stod begge Brawernee, hvorpaa. Hørren blev brudt, 3 Skættetræer, 4 Skættehænder; 2 Valkehække, et Hakkebræt, en Dragt [drawi], d.v.s: Aag til at bære Mælkespande i; her stod ogsaa en Mælkebøtte med Laag paa, som blev. brugt til at bære Mælken i, naar Køerne ikke gav ret meget af den; den blev altid" baaret paa Hovedet, staaende paa en: Mælkekrans, der var syet af Tøj og udstoppet, saa Randen vel var 2 Tmr. i Tværmaal. Fremdeles stod her en gammel Kiste med forskelligt Indhold, saaledes laa den renheglede [rienhæiled] Hør, snoet i Brøde og vundet i Krans, i den ene Ende, og Blaartotterne i den anden Ende; oven paa dem kunde der ligge nogle gamle Klæder o.lign. se 36 Oppe paa Hanebaandene laa Bageovnsragen [bawaonsra'wen] (tilat drage Ilden ud af Ovnen med), Bageovnskosten (tilat feje Ovnen ren med) og Greslen (til at sætte Brødene ind i Ovnen med). Disse Redskaber laa: dog i et Par Dage, efter at de var brugt, ude i'Haven for at forebygge, at der var Ild i dem, naar de blev lagt op paa Loftet. Paa Loftet laa fremdeles Bikuber; her hang de to Bagreb til. Høstvognene; her stod Drøftetruget [drewtru'24], og her stod om Vinteren to Ølfl asker (af Træ); den største af dem kunde rumme 6 Potter; den anden noget mindre. Og her stod om Sommeren Lysekællingen. Staldlængen laa mod Vest med Gavlene [gå'lona] i Nord og Syd. Nord for den laa Møddingen, De tre nordligste Fag. af Længen var Kostald; herind førte to Halvdøre fra Gaarden og en Dør fra Nord; der var 3 Baase ved hver Side, og i hver var der "Plads til 2 Køer; de stod med Hovederne' mod Væggen, "saaledes at Grebningen [grj'wner'an] gik ned midt igennem Stalden. Der var Spilto [sbr ito"] mellem hver 2 Køer, re Buen) D enek d. v.s. at der var anbragt en tynd (Lukket), d) Klodsen; e) Bøjlen. Stolpe fra det stenbrolagte' Gulv op i Bjælken; midt paa: Stolpen var der sat et Tværstykke, som med den anden Ende var gjort fast i Vægstolpen; paa Undersiden af Tværstykket var der Huller, hvori der sad.Træstykker, der gik ned i Stenbroen. Det Stykke, som sad ud for Halsen af Køerne, Rendepælen, skulde være tykt og stærkt; herom sad der en solid Jærnring, som kunde løbe op og ned i den var der fastgjort Klovtræer, som Køerne var bundet i. Klovtræet eller Kloven var dannet af et 1/4 "AL langt Egespir. Naar: der var Ild:i'Bageovnen; blev. det holdt ind i. Uden, saa løsnedes: Barken, og. det var let: at bøje. En Snor: blev bundet om de sammenbøjede Ender, og saa iblev det hængt. til Tørring pia et Bjælkehoved under Tagskægget; det beholdt da omtrent samme Form, naar man tog ul Kloven var fastgjort til Rendepælen ved et 37 Par Led af Jærn. eller Træ. eller ved Hjælp: af et Stykke Reb. Bøjlen blev fastgjort med: sine Ender i et Træstykke, som Billedet viser .det.:— Op til Kostalden var der ved Gaardsiden et lille Rum til: Kalve,. og "paa: den modsatte Side af Huset, hinsides Grebningen,. var. der Følhbaas. Hestene .stod paa tværs, af Huset, i fire Baase, og; vendte Hovederne mod. Syd, ind. tilSkæreloen, der ogsaa blev benyttet som Tærskelo. Grimerne, som Hestene. var bundet med, var: altid bjemmelavede. De bestod af eet eneste Stykke Reb, som var: stukket igennem sig selv mange Gange paa en. helt. kunstfærdig Maade,... og: de var meget solide. Grimmeskawtet eller Grimmetøjlin var altid dannet af Reb. Vilde Hesten æde Rew, brugte man Tjærereb. Krybben [kroban] vendte ind til Stalden, og 3 Sprøjser sad paa tværs over den; her blev Kløverhøet- [kl 'ørhy"ød] stukket ind under; der fandtes ikke Hæk. Over Staldrummet var der Stænge, dannet af tynde, Rafter, der med en halv Alens Mellemrum var lagt paa Bjælkerne; her oven paa kunde der lægges Sæd og Halm. : -. Der. var Stenbro: af. almindelige Graasten i hele Stalden, " Grebningen. gik. helt: igennem, saaledes at man. kunde køre med. Hjulbøren (jirvlby'øron) eller Skubkarren [sgo" ka'rad] fra Hestene gennem Kostalden ud paa Møddingen. Alt, hvad der. var Stald, optog 6 Fag af Staldlængen. . Syd for Stalden kom Skæreloen,. som. der fra Gaarden førte to Halvdøre ind til — For at Loen kunde blive saa stor som mulig, var her en Udbygning en Ly de.en lya2] (en Lude): Ved den udvendige Side var der ingen Siolper i Loen, og Sparrerne var: forlængede saaledes, at Loen: derved blev 2 Alen bredere. Der var Lyde ikke blot ved Skæreloen, men ogsaa ved de'to nærmeste. Fag Syd derfor. Lydens Vægge var meget lave, -klinede med Ler, og i de to sydligste Fag: var der Egetømmer. Denne Del af Lyden var 'et lille Rum for sig, der benyttedes til Tørvehus og havde Dør ud til Vejen. Tagskægget paa Lyden var kun.et Par Alen fra Jorden, og Taget fortsatte i Flugt med det øvrige: Tag. dulvet i Skæreloen var et Lergulv, de "var livet af en særlig sej. Slags Ler," Her: blev ;Hakk mn sknaret paa Skærekisten; det var i Reglen en Dreng eller halvvoksen: Knøs; 38 der" udførte det Arbejde; det hed:,»Hver passer sit og Drængin skær Hakkelse«. Naar han var færdig med. Hakkelsen, blev Skærekisten 'sat uden for Døren; og saa gik han om Vinteren i Lag med at tærske med Plejlen den øvrige Del af Dagen. Hakkelsen laa iuden Krog, hvor den var mindst i Vejen. En Træskuffe med: Skaft laa altid op ad Hakkelsen, saa at Knøsen nemt kunde give Hestene et Foder en Gang imellem. Der var intet Stænge over Skæreloen. Syd for Skæreloen var der Faarehus; det var et Rum paa 3 Fag; det var jo et forholdsvis stort Rum til 9 Faar og en Vædder; men det kunde jo ske, at Faarene fik 2 Lam hver og enkelte 3, — saa maatte der være god Plads, saa de ikke gik og traadte hverandres Lam ned. Over Faarehuset laa der "Stænge: paa Bjælkerne. Døren fra Gaarden ind til Faarehuset var en hel:Dør, som lukkedes med en Krog udvendig; . der: var ingen Vinduer i hele Staldlængen. Lyset HU kom ind ad de aabnede Halvdøre. — I Faare huset var der hverken Stenbro eller andet Gulv, kun den bare Jord. i Op til Faarehuset var Indkørsels-Porten, der Portlange" og Luge. strakte sig over 2 Fag, altsaa var 5 Alen bred, eller maaske lidt mere. Portlaagen saa ud som paa hosstaaende Tegning. Indhakket i den var til en Luge [/6we], der kunde aabnes: af Fodgængere. Porten hang paa Hængsler, der hvilede i Kroge, Stabler, [sda'blor], der var slaaet i den yderste Portstolpe mod Syd. Den lukkedes med en Jærnkrog indvendig. Paa Lugen var der Jærnhængsler, der hang paa: Stabler, fastgjort i yderste Stolpe mod Nord, og den lukkedes. med et Klinkefald, Om Natten: kunde man skyde en Jærnslaa: for. Syd for Porten var Høladen [høldon]; den var paa 3 hele Fag og strakte: sig desu ti Cen Vinkel bag om Karlekammerel I Høladen sad Enghøet, og hvis: det ikke fyldte den, blev der ogsaa" sat: Agerhø derind. "Naar. Høe t bruges Ul Foder, skulde det trækkes ud: fra 5 udføkrog [le Baad: i); man maatte tage Høet fra oven, —— sag gile der for med. Til den: | rr ræv ud GE Landevejen. 39 I Sydlængen,;der var sammenbygget med Vestlængen, var der vestligst et Karlekammer; det var vel 3 Alen bredt og 5 Alen langt. Som Loft -var:der Stængetræer, hvorpaa der var lagt Halm. Gulvet: var af: Ler, og det var altid: gennemrodet af Rotter. Her-har min: Fader og hans to Brødre sovet om Natten. Det var'jo i Hoveristiden, og man var ikke blødsøden, men vant: til: Grovhed. e Øst for Karlekammeret kom Bygladen. Den var paa tre Fag. Bjælkerne: her var Egeskaalinger [æjasgå'ler'ar). Bøgen vokser jo hurtigere end Egen, og: naar den bliver Egen for høj, dør. de underste. af .Egens Grene,. selv om de er meget tykke; — først falder nu Barken af,;;.og dernæst smuldrer Hvidvedden fviave'in) hen, saa kun Marven bliver igen. Det er saadanne udgaaede Grene, der kaldes Egeskaalinger. De er lige saa haarde som Ben. og kan næsten aldrig forgaa, men de er utrolig krogede. Op til Bygladen stødte Tærskeloen; den var ogsaa paa tre Fag; over den var der ingen Bjælker. Her var :ogsaa en Lyde, som gik ud i eet med Loen. Og et Fag Lyde gik hen Syd for Bygladen; i dette lille Rum opbevaredes Avnerne af Frøkløveret til om Foraaret, naar. Frøet skulde tærskes af. Tærskeloen begrænsedes mod Vest og "Øst af Lobalken [[o"bo"Igin], en Væg, der var dannet af Egeplanker, og som kun naaede:i Højde med Løsholtet; mellem Bjælken og Lobalken var'der aabent, for at man nemt kunde faa Sæden fra Laden ind paa Loen, Man havde Lobalk af Planker, da Lervægge ikke: vilde kunne taale at blive ramt af Slavlen, naar der blev-tærsket. — Gulvet i Loen var af Ler; i Laderne var der den bare Jord til Gulv. Ind til Loen førte der fra Gaarden to Halvdøre; naar man arbejdede derinde, maatte den øverste "altid staa aaben for Lysets Skyld, da der ingen Vinduer var... . Ved den østre Side af Loen. var Rugladen. Her strakte Lyden sig ogsaa. uden. for, — lige til Enden." Mellem den egentlige Ruglade: og Lyden stod Stolper og. Løsholter; men der var ingen Vægge imellem Tømmeret. Pad: disse frit liggende Løsholter blev. Rugbrødene hængt i Sække ioden varme Tid, to og to Brød paa hver sin Side oltet, for at de ikke skulde mulne; ' 40 Fire Alen fra Østgaalen af Sydlængen var der gravet fire Støtter i Jorden, alle med en Tvege [zvæja] i øverste Ende, saaledes at der kunde ligge en tyk Stang paa dem. Paa denne var der saa lagt Stængetræer med den ene Ende, medens den anden Ende af dem var stukket ind paa Bjælken under Dukkerne. i Gavlen. Oven: paa Stænget var der lagt plejltærsket Halm; det var dynget til Vejrs og spidset til, saa det kunde skyde Vand; det kaldtes [slæ'abo"dan] Slædeboden; herunder blev Skovslæderne, en mindre Slæde, Træharverne og forskelligt Gavntræ opbevaret. Den østre Længe begyndte mod Syd med Haveporten; herfra blev Rugen læsset af ind i Rugladen. Gennem Haveporten var der Gennemkørsel ud i Stakhaven [sdak ha'win)] mod Øst: Her stod de forskellige Slags Stakke, naar" Sæd eller Hø ikke kunde rummes inde. Nord for Haveporten laa Kløverladen, der var paa tre Fag. Her blev. -Kløverhøet sat; det brugtes til Hestene; det skulde tages fra oven.og maatte ikke trækkes ud med Høkrog; for da blev Brummen, d. e. de tørre Blade og Kløverhovederne, revet af, saa kun Stilkene, Stjælkene, blev tilbage, og de var ikke meget værd. Nord for Kløverladen var der Huggehus; det var kun paa et Fag; her blev mange forskellige Ting lavet, skønt det kun var simpelt Værktøj, der fandtes. Der var et Skærelad, noget i Lighed med Træskomændenes, en Huggeblok, en Haandøkse [en handj'sa), to Staversøkser [sdawarsåj ser], to Huggeøkser, en Buesav, en Hullise [hu løsa] (d. e. et Slags Stemmejærn,. hvor Skæret var som en Halvkreds; det brugtes til, at hugge Huller til Stöjler i Løsholter, — der var fremdeles et svært Huggejærn; en mindre og en større Navr, d. e. en Slags Bor; den større brugtes til at bore: Huller i Tøjrekøllehoveder med. Der var endvidere en stor Knibtang (keniwtan]. og et Koben (det varen Jærnstang, 5 Kvarter lang, 1 Tm. tyk; den var: banket flad og bøjet lidt paa skran i den ene Ende, og tvejet med et 2 Tur. langt Hak idet flade; man kunde m 3 ad det trække lange og tykke Spiger [sbæfor), d. e. eddede Søm, ud af Egetræ). | Siden af Huggehuset var der Svinehu s; det var kun dt; Truget, hvoraf Svinene blev fodret, stod i den 41 nederste Halvvæg ud til Gaarden; der var der en Lem med en Skyder for, som kunde lukkes op, saaledes at de kunde fodres ude fra Gaarden. OR Det næste Rum var Hønsehus; det var paa eet Fag; der var anbragt et Par. Stænger, som stod op til Væggen for oven og langt ud, fra Væggen forneden, og paa tværs af disse var der slaaet nogle Ræk. Det var Hønsestigen. Dørene fra Gaarden ind til de forskellige Rum i Østlængen var Heldøre.: De:blev lukket med en kort Jernkrog, der var slaaet fast paa Døren med en Krampe; en lignende var sat i Stolpen ved Siden af Døren; i den. blev. Krogen trykket ned, og saa var der lukket. I Huggehuset var der dog Halvdøre og et lille Vindue. | Øst for Indgangsdøren til Forstuen i Stuehuset var der en Bihave; her stod Bistaderne med deres Halmhat paa. Bihaven var indhegnet med et Stakit og var vel 6 Alen bred og 8 Alen lang. Der var ingen Læde (Laage) [læ'a] derind; men der var nogle Brædder slaaet fast paa tværs i en saadan Højde, at voksne Folk med Lethed kunde løfte Benene derover. Rækværket var der kun, for at Kreaturer ikke skulde gaa derind. I det nordvestlige Hjørne .af. Gaarden var Brønden, 4 Alen fra Stegersdøren og i en noget lignende Afstand fra Staldlængen. Brøndværket omsluttede Brøndhullet: 4 Ege-Fodstykker var falset sammen i en Firkant; i hvert Hjørne var der en Egestolpe med et Hoved foroven; Stolperne var lige under Hovederne føjet sammen med Egestykker; Mellemrummet mellem disse og Fodstykkerne var fyldt med Brædder. — Brøndstøtten stod omkring 3 Alen fra Brønden. Det var en temmelig svær Eg, omkr. 5 Alen høj, der var gravet ned i Jorden, saa: den stod godt fast. Den var tvejet i den øverste Ende og igennem Tvejens Grene var der boret Hul; Brøndvippen, hvori der ogsaa var boret et Hul, blev anbragt i Tvejen paa en Jærnsprøde, der blev stukket gennem alle tre Huller. Vippen var en tynd Eg; i den tykke Ende blev der hængt en Vægt for at tvinge den ned, og naar den fyldte Spand skulde løftes op; i den tynde Ende af Vippen var der ved Hjælp af to Jærnbøjler fastgjort en Granraft; i den nederste Ende af den var der en Jærnkrog til at hænge Spanden paa. Raftens Længde rettede sig jo efter Brøndens Dybde. — Ved Brønden stod et Vandtrug; det var dannet af en tre Alen lang Træstamme, Udhulingen var foretaget af Fader. Til dette Arbejde havde han brugt en Økse og en Tængsel [tænsal], d. e. en Skarreøkse. — Naar man draaw Vaan aap, hældede man Spanden mod den øverste Kant af Brøndværket og lod det saa løbe ned i Truget. Øst i Gaarden var Brændekasten [brænakd'sdin]; det var Brænde; som var kørt hjem fra Skoven, Kvas [kvas] fra Pil, som var stævnet i Marken eller omkring Gaarden. Her blev Kvasset hugget, og det store Brænde savet og flækket og sat i Stak. En Del af Gaardspladsen var brolagt med runde Brosten den øvrige Del var, grusfyldt. Paa Bjælkehovederne udvendig hang den lange Tækkestige, der var paa 20 Trin, en anden Stige, der var noget kortere, samt to Brandhager [branha'wor]; — paa de indvendige Bjælkehoveder hang der forskellige Ting som Reb, Kotøjr, Tjærekanden. [tjæ'rakå'non] O. S. V. Have 🔝Fra Gaardens sydøstlige Hjørne gik der et Stengærde Østpaa langs Vejen; inden for det var der Stakhave og Have. Disse var mod Øst og Nord helt omgivet af et Stengærde med et Risgærde oven paa. I Haven var der omkring en. Snes Frugttræer. En stor Del af dem var plantet af min Fader og bar Gravens tener... Et meget stort kaldtes det sure Æbletræ læwbtræ|; Frugten heraf var saa skør, at den kunde gaa i flere Stykker, naar den faldt ned. Der var flere Træer, som bar:Flaskeæbler ; de kaldtes Ramboer [rambo?"r]. Der var fire Pisjonge r. Et Træ kaldtes Margretes Abild [ma'gre'das awl), og dets Frugt Jord bæræble. Der var eet Træ med blodrøde Kaveeller og eet" med: hvide Kav iner. En Slags. kaldte vi de kantede; Frugtenaf dem var meget tør. Paa to Træer kaldtes Frugten'de søde, pax el hed den Graanetter: og paa et andet Jærnæbler. Vi havde kun: tre Pæretræer.. Frugten paa. det ene kaldtes Punterpærer [pur' dorpæ'rar]; det var store og gode Pærer. . Det aridet Træ; som bar almindelige Graapærer, blev kaldt Sukkerpæretræet ... Endelig var der el Træ med Kej 43 serindepærer. Paa Havehegnet stod Blommetræer, et Par med gule Blommer, mange med røde. — Der var mange smaa Kirsebærtræer i Haven; "eet.stort bar Moreller [mo'ræ'br]. — Der var en Del Hyldebuske;. deres Blomster tørredes. og. kogtes som Hyldete mod Forkølelse. eE ... Der var mange forskellige Slags Blomster i Haven: Kejserkroner og Brandguliller, Haanekam (Primula), Blaamunke, Akkelejer, røde Pioner, Pinseliljer, hvide Roser, Skærsminer (Jasminer), Seriner eller Tysk Hyld (Syrener), Madram |[ma'dram]; Lavendler, Blaa Drenge, Seveler [se've' lor] og: røde Nelliker, der kaldtes Brændende Kærlighed. Georginer kom først midt i Halvtredserne, Vintergæk og Paaskelilje endnu senere. i Fra først af havde vi kun een Potteplante i Stuen; det var Seprefi, der havde tykke, landseformede Blade med Torne paa Kanterne; den blev brugt som Lægemiddel mod Brandsaar. Siden kom der een Potteplante til, som man kaldte Madam Sibom, vistnok en Art Pelargonie. — Det er for Resten pudsigt, som man lavede om paa Navnene. "Om ad Jystrupkanten var der for mange Aar siden en gammel Kone, som kaldte en Pelargonie for Peder Gaal, og en Rosengeranium for Rosen-General. i Af spiselige Havevækster blev der dyrket Katøfler, Persille, Purløg, Skalotteløg, Rødløg, Porre, Selleri, Gulerødder, Peberrod, Pæstenakker, Ro beder og Kommen. Skt: Hans: Uft voksede mellem Stenene i; Gærdet. Imellem Træerne og ude ved Hegnet voksede en Del Urter, som ikke ligefrem var Nytteplanter; de blev hugget af'med en Le og baaret ind «til Kreaturerne;' der var saaledes Skvadder [sgvad'ar], d. e. Skvalderkaal; de første grønne Blade af denne blev somme Tider brugt som Tilsætning til Grønkaal og gav den en egen pikant Smag. Der voksede fremdeles Skallentyr [sgalanty'r], d. e. Skarntyde, og Brændenælder. Nælderne blev i Begyndelsen af 19de Aarh. brugt til at fodre Kaanskehøns [kånsgah'ör's) (Kalkuner) med. Man trak Vanter paa, tog fat nede om Stilken og smøgede saa ved et kraftigt Tag Blade og Frø af. Dette blev hakket med Kaalkniv paa et Hakkebræt, lidt Gryn eller lignende, blev blandet deri, og det var da et udmærket Foder. I Haven var' der ogsaa en Gudsvelsignelse: af Fandens Mælkebøtte eller Fandens Kærnemælk. Vi Børn Børn gør endnu — at more os med at danne er. af Stænglerne. og med at blæse Uldhovedet:af. Fremdeles var der Surkaal, en Art Skræppe. Det skete, at vi Børn spiste af de første grønne Blade; de var ganske umaadelig sure, men havde ellers ingen slem Smag. Vejebæreblade [væjsbærabla'do], Bladene af Vejbred, blev brugt til at lægge paa buldne... Fingre. — Burrerne blev je grundig hadet;umen de kom alligevel. Det var evig Løjer, naar vi i Leg kunde faa gnedet en Haandfuld Burrer i Haaret paa hinanden. — Melurter, d. e. Svinemelde, var ogsaa al tid til rede, særlig: hen paa Sommeren. I Kartoffelstykket meldte de sig i vrimlende Mængde. Paa Hegnet vokste:der Humle —- og vi havde ingen anden end den, der groede der —; den løb op i Blommetræerne, som stod der. Var:der et Sted, hvor Humlen ikke kunde komme. til Vejrs, blev. en Stav stukket ned i Risgærdet eller i Jorden ved Siden af, for at den kunde slynge sig der op ad. Tyende 🔝Her: var for: det meste en Husmand, som tærskede detmeste af Sæden. Ret: ofte var han hos os de tre Dage af Ugen og hos vor Nabo: de andre tre, — Hans Løn var Punderskæppen [punørsgæbån]: Naar han task tePuns, fik han af Rug hver 21de Skæppe; skulde der tages Langhalm af, fik han desuden 3 Skilling for Traven af Langhalmskærver (1.Trave er 20 Kærver).. Af: Foraarssæd. fik han hver 25de Skæppe: Naar. der om Efterhøsten blev taget Kartofler. op, var Husmanden og hans Kone og Børn gerne med;..her var Betalingen. hvert Øde Haande; det.kunde være. en Spand; en Kurv el, lign.; hver niende Gang dette Haande: blev fyldt, var det Husmandens. En 17. Aars Pige fik i Løn for et Aar 8 Rbd., 8 Alen Vadmel; 4'Alen Hørlærred, 4 Alen Blaarlærred, 2 & To (Uld) og 1/4 Skæppe Hørfrø:saaet paa Marken, som: hun kunde udnytte, som hun: vilde. En. konfirmeret Dreng fik 2 Rbd:; der var beregnet til Træ 45 sko, en Stumptrøje og et Par Bukser af Vadmel, 2 Skjorter, et Par Lærredsbukser og halvandet Par Hoser. En voksen Karl: fik 30. Rbd., 8 Alen Vadmel, 2 Skjorter, et Par. Lærredsbukser og 2 & Uld. Dersom han selv bragte Le med til at slaa og meje med, fik han 3 Mark i Lepenge. Baade Husmand,: Karl, Pige "og Dreng fiks Julerente [jiwlsræn'd(e)].: Det var. et stort. Brød og en stor Hvedemels Kage. Husmanden. fik: ogsaa gerne en god Humpel Flæsk. ". Til Paaske" fik Tjenestefolkene: hver en-halv Snes røde Paaskeæg.. Saa: gik Drenge og Lillepiger gerne ud paa Gaden for at tranne [frana] Paaskeæg; jeg har selv været med mange Gange. De legende gik lidt tilbage fra hinanden og trillede Æggene paa Jorden mod hinanden; dette blev de ved med, til et blev ramt, saa Skallen gik itu; saa ... blev det spist med det samme. Her fra denne Gaard var man Pløjemand for en Husmand med 4 Tdr. Land. Man gjorde alt det Arbejde for ham, hvortil der brugtes Heste: man pløjede; harvede, kørte Gødning ud, skovede Brænde, kørte til Mølle 0. s. v. Til Gengæld gjorde Husmanden Høstda ge; det var 20 Dage til at begynde med; senere blev det kun. 14. ' Daglønnen for Husmænd. var en Mark om Dagen. Jeg har hørt en, Mand sige — de var flere.og stod og talte om de strenge Tider —: »Hodden mon ded-ska gaa vos te sist; nu ka I. tænke jer, nu ska Jens Jæn ge Husmaanin 20 Skilling om Dawin. Ded æ dow en faali Dawløn«. ; I de Tider fik Husmanden dog ogsaa altid Kosten, hvor han arbejdede.. I 1820—30' havde en Husmand faaet 8 Skilling om Dagen, og hans Kone. 6 Skilling, naar hun gjorde en Dags Arbejde. Naar et.Tyende vilde rejse til Fardag,;;kunde det ske, at vedkommende Karl eller Pige kom og sagde: »Ka jæ'tte faa Low aa ha fri i.Daw; jæ ska yd aa sælle mit Skind«, d.v.s. fæste sig bort. — I Fæstepenge blev i Reglen givet 3 Mark; dersom .det var .en anset, ikke for ung Karl, kuride det ske, at han fik en RØbd. For Karle og Piger var Fardag liste Maj og. 1ste November; det blev anset for en Skam at'rejse i Utide. Det.skete en enkelt Gang, at.en Karl eller 'en Pige fik et 46 Faar født; men det var dog næsten gaaet af Brug i den Tid, vi her taler om. Var der langt til en Karls. Hjem, maatte: han have en Bødekvinde, som kunde bøde og to hans Tøj og i det hele holde ham hel og ren. Karlene havde mere Fritid end Pigerne. I Aftensædet var Karlene næsten altid fri; kun naar der om Aftenen blev udført visse Arbejder, maatte Kaalfolket være med, saaledes naar der blev kærnet, og naar man skulde læse Ærter [læ"sa ærder]|. Der blev i de Tider spist mange Ærter, og de skulde jo være rene, naar de blev køgt: Et Par uldne Dækkener blev bredt over den store, Bordplade, og herpaa blev et passende Maal Ærter hældt. ud; paa det uldne Tøj kunde de nemlig ikke løbe. Vi blev:nu allesammen bænkede omkring Bordet ; med venstre Haand ragede vi de gode Ærter til Side, med højre pillede vi de daarlige og de enkelte Kærner af langstraaet Sæd, som kunde være deri, bort. — Med nogle Aars Mellemrum reengjorde vi paa den Maade ogsaa Saaærterne. Naar der skulde rives Fjer [riwos f/ar), var ogsaa alle med. Alle de større: Fjer af Gæs, Høns og andet Fjerkræ blev i Aarets Løb samlet sammen, og i Vinteraftenerne fik vi ogsaa dem ind paa det store Bord; saa tog vi med venstre Haands Tommel- og Pegefinger om Toppen af Fjeren; med højre Haands Fingre trak vi det bløde af, først paa den ene Side og saa paa den anden, og til sidst blev Toppen klippet af med en Saks i Naar der var rigelig med Frugt, blev den skaaret i Stykker til Tørren;:i dette Arbejde. deltog Karlfolkene ogsaa; — — men: ellers havde de som sagt for det meste fri om Aftenen. For Pigernes Vedkommende var. det jo. ikke: saadan; — nej». naar vi havde faaet Nadrin,' skulde de jo hen at trække i Blaartotten-eller ogsaa ha fati Kaarterne , —. Moder. spandt selv Hørren —; eller de skulde sy Særke og Skjorter eller udføre andre Haandarbejder; der var altid nok, at tage fat i. Maaltider og Arbejdstider 🔝Før 1813 ejede man ikke et Ur her i Gaarden. Tidligere hjalp man sig om Natten med at staa op og gaa ud og se paa Stjærnernes Stilling paa Himmelen. Min Farmoder var særlig dygtig til dette... Min Fader har fortalt, at naar der skulde køres til: København. eller »til Hove«, skulde de altid af Sted senest. Kl..3. om Natten. Det var da Farmoder, der kaldte, og hun tog sjælden fejl. Men der var jo'den Ulempe, at naar Himmelen var overtrukken, saa stod hun hjælpeløs.Men saa var det 1813 el. 14, at der paa Børsen i København blev købt en Bornholmer. Dette Ur kostede 70 Rbd.; dette synes vel at være mange Penge; men det var kun Papirspenge, som næsten var uden Værdi. — Det var ved den Tid, min Farfader paa Københavns Torv fik 400 Rhd. for Tønden af Hvede. — Samme Ur gaar sikkert og godt endnu den Dag i Dag. Naar jeg som Dreng i de korte Dage blev kaldt op om Morgenen, saa hed det gerne: »Naa maa du:op, ded lakker a Daw, du ska yd aa være med aa gøre Maarengærning«. Fader var allerede for nogen Tid siden staaet op og havde været henne at kalde paa Karlen og Drengen. Selv var han derefter gaaet hen at fodre Øjene, mens Karlen og Drengen kom paa Benene, og Pigerne gik i Gang med at malke. Mens Fader striglede, Heste, mugede [mowada] Drengen i Stalden, Karlen skar Hakkelse med Skærekisten, og Husmanden kom og gik i Gang med Arbejdet paa Tærskeloen. Dernæst skulde Køerne og: de. øvrige Kreaturer fodres. Naar Køerne skulde have Høblanding [høbla'nen), skulde der først trækkes Hø. Køerne fik sjælden bart Hø, saa gik der for meget med; man maatte heller ikke krybe op i Laden og vælte Høet ned; nej, man skulde gaa ind paa Siden af det, og hertil brugtes en Høkrog [høkråw] ; det var et Jærnspyd, omtrent af Form som en lille:Baadshage. Tre Tommer fra den øverste Spids sad en Modhage; den anden Ende af Jærnkrogen var formet som. et-Hylster, hvori'der var stukket et Træskaft. — Man stak Krogen ind i Høet og trak til, saa fik. man noget af. Høet med. Det blev blandet med lige saa meget Halm, og Blandingen: blev foretaget med en Halmtyvege 48 [haPmivæja] ved at man kastede Høet og Halmen op og ned gentagne Gange. Derefter fik Køerne Blandingen. — Naar alt Kreaturet var fodret, var det Davretid. Inde "havde Moder imidlertid syslet med at lave Davren til. Hendes. første Arbejde var at spæje Sild, d.v.s. trække Skindet af, skære Hoved 'og Halefinne af og tage Indvoldene ud. Sildene blev;"efterhaands som de blev færdige, lagt paa Sildeskawlin, et tyndt Bøgebræt, der var omtrent 1'/2 Alen langt og 5: Tommer bredt; der beregnedes en hel Sild til hver voksen Mandsperson, en Knøs fik en halv, og vi smaa Bøn fik Stykker, afpasset efter vor Størrelse. Rumpestykket blev anset. for: at være det daarligste. Det var dejlige, store, fede, blanke Sild, — ikke saadan. noget Ragelse, som man faar nu om Stunder, Naar Moder var færdig med Tilberedningen af Silden og Anretningen paa Bordet, blev der raabt ud ad Stegersdøren : »Saa ska I ing aa ha Davre«. Ved Bordet herskede der en Slags Rangforordning.. Husfaderen sad for øverste Bordende ; paa Langbænken sad først Karlen, saa Jens Husmand, derefter Drengen og: endelig Børnene nedefter. Kvinderne stod op forved det lange Bord. Alle Sulevarerne iog man med Fingrene, for Gafler kendte vi ikke den Gang. Bordknive havde vi heller ikke; vilde man skære Maden i Stykker, brugte man sin Lommekniv. Det kunde ske, at Karlen tog hele Silden og begyndte at spise af den fra en Ende; men det blev anset for at være en lidt utoen (uopdragen) Maade at faa Mad paa. Der kunde paa Bordet være stillet en Stabel bare Rundtenommer, hvoraf man kunde tage saa meget, man lystede. Et Brød, som der var skaaret Hul paa, havde sin Plads i Brødskuffen i Langbordet; den store Kniv, hvormed Brødet blev skaaret, blev for det meste strøget paa Bordfoden og tørret af paa Forklædet). Eller der kunde blive baaret'et helt Brød ind saa gjorde Moder Kors paa Underskorpen, inden hun begyndte at skære det ud. Naar Silden. og Brødet var: sat til Livs, fik vi Mælkoggrød ; det var Grød, som var levnet: fra' Aftenen tilforn; den blev med en Kniv skaaret i store Klumper og kom saa i et Lerfad, hvor der. blev hældt. kogende Mælk paa. Saa tog hver sin Ske, som sad bag Vindueshasperne;, og alle langede til samme Fad. i vet Mad blev ikke sat paa Bordet; det røgede Flæsk kunde i var det med Rugbrødet i den bagt: Brød, Det var store Brød; 49 Naar vi var færdige, blev 'Skeen slikket «med Tungen; "og kunde man ikke faa den'pæn. nok' paa den Maade, blev den strøget: af i Armhulen —'og sat paa sin Plads. igen. — Dermed var Davremaaitidet. forbi; vilde nogen - have noget at drikke, stod Ølkanden, hvoraf enhver kunde drikke, som' han lystede, paa Bordet. Kanden var af Træ og rummede 3 eller 4 Potter; der var et Trælaag paa, og paa Siden en Hank, ligeledes af Træ, og ved den modsatte Side var der stundom en Tud med Bly- paa Mundstykket;: denne ;Tud' var til: at drikke af.— Fader, Husmanden og Karlen fik Snaps til Davre, det-fik: de: ogsaa senere paa Dagen. til. Midaften:" Alting, baade Mad: og Anretning, varsjo rent og pænt, men overmaade tarveligt: — Fordær- : SE Sommertiden træffe at have en Plet, som var harsk;.men den blev altid skaaret- bort. Værre rigtig lummervarme Tid. Højst. en. Gang om Maaneden blev der de Rundtenommer, der blev skaaret midt i Brødet, kunde: være 1/2 Alen lange. Det kunde godt ske, at der i hver Ende, af Brødstykket var en stor, lyseblaa Plet, som var mullen; dette blev med 'en Kniv. gravet 'igennem. og skaaret bort; men det kunde- alligevel. ske, at der ikke blev skaaret nok bort, saa naar vi tyggede Brødet ved saadan et'Hul:og aandede ud, kunde der staa en blaa Damp ud af Munden paa os; — men den Gang var der r ogsaa Folk med Maver! " Naar jeg- som Smaadreng var kræsen og ikke gad spist Maden, saa kunde Moder sige: »Saa ka du bie, min Dreng, då bliver nok. sulten, aa naar Sult kommer te mit, saa gåar Kaael med foryden Fit, aa man ka nok lære Fruerhunde te'ed aa æde Skovævle«, Fig.1 17. Ølkande. De som en af de store, I Mand eller Karl; var alt for rask til at faa Mad, hed det: Han skropper i sæj, lisom naar en "forsulten So æ kommet ing paa Tæskeloin«. Man maatte ikke spise for meget Sul til Brødet. Om den, der gjorde det, hed det: »Han æ in ræjdi Joskemikkel«. — En Mand, hvis Datter nylig var blevet gift, blev spurgt: »Va synes du om din ny Svåwer: (Svigersøn)?« »Han josker da'tte mæ Suled«, var Svaret. ; mn ; . Børn har jo ofte lidt daarlige.Tænder, saa de helst undgaar Skorpen paa Rugbrød; men for at faa dem til at spise Skorpen med, hed det: »Du faar aldri noen Kræwter, naar du itte æder Skorpen«. Jeg har hørt en gammel Mand med daarlige Tænder sige: »Næ, jæ hade jo lawt aae aa æde Skorpe, men dæ gik jo itte ra læinge, ingen jæ synes, jæ lisom ble noed mere slatten i Lemmerne, saa jæ maatte jo te'ed aa begynne igen«. I Slagtetiden fik vi gerne Finker til Davre i Stedet for Sild; de var tilberedt af Svinelever og forskelligt andet af Grisens Indmad. "Hvad: der blev tilbage af Flæsk og Flomme, naar Fedtet: var afsmeltet og presset af, kaldtes Fedtfinker (Grever). Dette blev ligeledes spist til Davre eller til Midaften. Efter Davren gik enhver til sit Arbejde, der jo kunde være forskelligt efter Aarsens Tid. Naar Klokken var 9, blev der ud i Gaarden raabt: »I ska ing aa ha Halgemedsmad«. Til Halgemiddag [halgemedaw'], d. e.. halvgaaen Middag, bestod Maden af tørt Rugbrød og. et Stykke Flæsk. eller et Stykke Maisterpølse; en enkelt Gang kunde det ske, at det kun var et Stykke Ost, — dengang var Osten. dog ikke saa lidt bedre end nu. Men der var aldrig Smør eller Fedt paa Brødet. Det kunde ogsaa: ske, at vi fik et Stykke raat Flæsk,. saa var der. altid hakket en Delsaf den fine Purløg,... og det. var sat: ind. paa en Tallerken, hvor enhver. kunde dyppe sit. Flæsk, som han ønskede det. Børn, har jo ofte ondt ved at faa Sulet til at slaa til, til Brødet; derfor blev Sulet skaaret i Smaastykker, og Brødet ligeledes. Flæskestykkerne blev saa lagt oven paa Brødstykkerne; et paa hvert. Det kaldtes Rater [radar] eller Kamme Taater, og hver af dem blev taget i een Mundfuld. Naar man naaede Middag, Kl. 12, blev der raabt: »Nu æ'ed Middaws.« Da skulde vi helst komme straks, for Moder holdt ikke af at »Maden skulde stade aa snære aa lawe Smawen«. Der blev givet to Retter Mad; hvad der spistes: med Ske, kaldtes Søbemad [søw' mad). Kaalen blev knap hakket saa fin som nu om Stunder i Kaalsuppen kom.der Byggryn. Kaalstokkene brugtes ogsaa i Suppen; de blev skaaret af saa langt nede, at der kunde blive to Længder paa et Par Tommer af hver Stok; særlig den øverste Ende af Kaalstokken smagte godt; den anden maatte man tage med Fingrene og bide af og trække den ud mellem Tænderne; da det træede ikke var til at spise. Kaalen var som Regel kogt paa et Stykke Flæsk eller andre Ting af Grisen; det hed altid nykogt den første Dag og opvarmet den anden; der blev saa godt som aldrig. kogt Mad tiere end hveranden Dag, og det kunde godt ske, at vi fik opvarmet Mad tredje Dag med. Naar vi skulde have Ærter til Middag, blev de sat i Støb [sde'w] Dagen før. Var det gule Ærter, blev altid. en lille Del kogt som Grød; den blev sat ind paa et Fad ved Siden af et andet Fad med tynde Ærter, saa vi -kunde tage lidt Grød og lidt af Suppen hver Gang. Der var aldrig.nogen Slags Grønsager i. Ærterne blev kogt paa Flæsk, Grisetæer eller lignende. Et andet Slags Ærter blev kaldt graa eller polske Ærter; de laa altid.hele i det tynde, naar de kom paa: Bordet: Suppen. stod saa. højt, at man altid kunde faa noget i Skeen: af. den; der var kogt en Slevfuld Risengryn, som blev lagt midt i: Fadet oven paa Ærterne. Naar Ærtesuppen var god, saa. waar dær Øjne paa ded tynde (Fedtkringler paa Suppen); elles vaar ded lowli mawert. I Børsted har-jeg som lille Dreng set, at stegt Flæsk var skaaret i meget: smaa Rater og blandet mellem Ærterne; de var jo lidt bedre end de andre. De Saa var der en Ret, der hed Sulevælling; det var Hvidkaalshoved, meget grovhakket, kogt i Vand paa Flæsk og med lidt Gryn i. De fleste holdt meget, af denne: Ret, ' Engang imellem fik vi Oksekødsuppe; men det var jo ikke dagligdags Mad; deri var der Klumpe (d. e. Bygmelsboller), Gulerødder, Kaalrabi, for. det meste Hvidkaal. og en Visk Purrer. Naar der var mange Kringler (af Fedt) paa Suppen, saa kunde Karlen — eller Husmøderen — sige: »Ded æ liegodt noed jæ staar Hu'aae, dætte hæsens«.:—: Naar der var Oksekødsuppe til Formad, spistes der Oksekød til Eftermad. Byggryns Grød fik man ogsaa en Gang imellem; der vankede da her paa Gaarden altid Smør i Grøden. Om de Steder, var lidt knap med Smørret, var der lavet et Rim: somtid æ vaar Mor vred, somtid æ hun itte, somtid faaer vi Smør i Grød, somtid faaer vi itte. En Ret hed Klumpemælk; det var Bygmels Boller kogt i skummet Mælk. Naar en Ko kælvede, fik vi Dagen efter Raamælks Pandekage [råmælskawa]. Der var en særlig Grund til, at vi fik denne Ret; for ellers vilde der blive noget Vejen med Koen, enten blev hun ikke rigtig ren efter Fødselen, eller hun vilde ikke blive tiwregal (parrelysten). — En Gang imellem vankede der tykke Pandekager; de var bagt af Grovmel (Bygmel). Æwlevælling var ogsaa en jævnlig Ret. Den var kogt paa tørrede Æbler; i de lange Aftener om Efteraaret blev "Æblerne skaaret, hvert i fire Stykker, gjort rene og tørret i "Bageovnen. Tidligere om Efteraaret kunde de trækkes paa ; -Snore og' hænges op under Tagskægget for at tørres der. Byggryn og de tørrede Æbler kom i skummet Mælk og blev kogt sammen; det. var. "Æblevælling. Tørmaden var da gerne Stegeflæsk.... Vi fik: ofte'Kartofler til Middag. Naar de var kogt,-kom de i et stort Lerfad; de blev sat ind med Skrællen [ka'tøfalsgræP'or] paa; saa tog enhver sin Lommekniv og skrællede saa mange, han mente, han kunde spise. De skrællede Kartofler lagde hver især i'en lille Bunke paa selve Bordpladen, og Skrællerne i en anden Bunke; der kom nemlig aldrig Dug paa Bordet til Dagligdags; men kun: ved særegne Lejligheder. Naar vi fik Kartofler, blev der altid stegt Flæsk;: Naar Flæsket var'taget -op af'Panden, blev det klareste af Fedtet hældt af jen: Spølkum for senere at bruges: til at smøre paa Brødet til Mellemmad: Paa Bordet blev lagt'en stor, rund Træbund; herpaa blev Panden sat; det,:som var tilbage i'Panden, var. saa Katøffeldyppelse.: Man skar Kartoflerne i-Stykker, som det- passede en, og med Spidsen af Kniven tog man Styk 53. kerne og kørte dem .rundt i Panden, — og det. smagte godt. Efter denne Formad fik. vi altid Stegeflæsk og: Brød. som Eftermad. Kvinderne. kunde blive meget forvirrede og" forfjamskede, i naar der under Maaltidet kom,.hvad de kaldte fine Frem-' mede. Vi var en Dag lige. begyndt at spise Kartofler, da en af Pigerne — de, stod .jo. altid. forved Bordet —. gav et undertrykt Skrig fra sig: »Dæ kommer Præstin«. Du milde Himmel,. hvilken: Forstyrrelse ..En. tog Panden med Døppelsen, en. ragede. de. skrællede.. Kartofler i Forklædet, en samlede Skrællerne, og vips, var de ude.i Stegerset; men det gik galt for. hende med Skrællerne, hun tabte Halvdelen af dem, saaledes.at de faldt lige ved Tærskelen inde i Stuen, saa da Præsten traadte ind, laa hun paa Knæ ude i Stegerset og ragede med Haanden Skrællerne ud over Tærskelen i Forklædet. Den sorte Træbund var det eneste, som var. paa Bordet. . Præsten lo, — det var en prægtig Sammel Mand, Ammentorp. Søren. sen hed han. ; Sulet, vi fik til Eftermad, var i Regelen skaaret ud, saa hver fik sin Del, og .det kaldtes Tørmad. . Til dette brugtes ikke Tallerkener, men.runde.Træbrikker, gerne een til hver; herpaa fik hver.sin Del af. Sulet lagt; man fik ikke Lov at tage .saa. meget, man, vilde. Man tog Sulet med Fingrene og spiste: tørt: Brød. dertil... Sulet var. saa godt'som altid Flæsk eller hvad. Kødmad der kunde laves af en slagtet. Gris. En enkelt Gangkunde der vanke røget Sild. To eller tre Gange om Aaret. kom der en Husmand fra Terslev Overdrev med Aal, som han. havde hentet. ved Karrebæk... Det var meget store Aal, ikke saadan noget ynkeligt noget, som man faar nu om Stunder. De blev solgt i Lispundevis. Noget af dem blev røget. Resten blev. spist fersk. Det kan. nok være, at det. var noget, som kunde smutte ned, naar vi fik stegt Aal med lidt sur Fløde i Døppelsen. ; Undertiden slap Sulevarerne op, før'det passede dem at slagte Grisen. Saa købtes der somme-Tider. et Kallun; det var al Indmaden af en Ko; Benene: til Knæet hørte med, og Hovedet. En Del blev lavet til:Finker; dem holdt man ikke saa meget af, Det øvrige blev... stegt, og. det var noget, som alle kunde lide. Det blev sat ind. paa Bordet. i Stegepanden; 54 men hver fik en Lertallerken til at tage sin Del i. — Hele Kallunet: kostede'4 Mark = 1 Kr. 33 Øre. Engang: imellem blev der slagtet en Spædkalv; en Del af Kødet, helst Baglaarene, blev røget; noget blev'stegt, noget blev der kogt Suppe paa. Men af forskellige Dele af Kalven blev der lavet Kalveost: Kødet blev behandlet med Salt øg forskellige Krydderier, lagt i et Ostekar og presset ligesom almindelig Ost,: Det smagte udmærket. Naar Grisen var slagtet, blev der altid kogt Pølse Dagen efter. Saa fik vi varm Pølse til Middag. Dersom der var lovlig faa Tarme, saa syede de nogle smalle Poser af hvidt Lærred, en lille halv Alen lange; heri blev der fyldt Pølsemad, og de blev kogt sammen med den anden Pølse. De var gerne de sidste Pølser, der blev spist. Efter at Posen var sprættet . af dem, blev de skaaret i Skiver og stegt paa Pande. Et Faar blev slagtet hvert Efteraar; alt Bagkødet blev saltet og røget. Det øvrige blev spist paa anden Maade. Faarefinker var de bedste af alle Slags Finker. Sennep blev altid malet hjemme. Nogle Steder havde de en Sennepskværn; men hos os bar vi os ad paa en anden Maade. Det var et Arbejde, som alle helst vilde være fri for, da det drow Vaaned a Øjnene: En Kvinde sad paa en Stol med et Lerfad paa Skødet; hun tog lidt Sennepsfrø og SDR i'Fadet, og deri lagde hun Sennepsloddet [senaps laa'ded|; det var en blankskuret Kanonkugle, som vejede 128 — den er her endnu —; saa holdt hun paa Fadet med begge Hænder; naar hun saa svingede en lille bitte Smule med Benene, løb Kuglen: hurtigt rundt og knuste Sennepen. Lænkehunden fik Levningerne fra: Maaltiderne. Om Sommeren, naar Dagene var lange, sov Mandfolkene til Middag, men Kvinderne" aldrig. "Naar vi naaede hen ad den Tid, da Middagssøvnen skulde. begynde, sagde Husbonden: »Ja, nu ka vi jo saa begynne aa sla Bøw ed Graaent«. Naar: Karlfolkene havde faaet en. lille Lur; saa blev'der kaldt ind aa faa Kaffe. Man kendte den Gang-ikke nogen Kaffepose:... Man brugte en blankskuret: Kobber-Kaffekedel; heri kom de brændte Bønner og et passende Maal Vand. Naar det var kogt, skulde det staa og klares lidt; san blev Kedlen baaret ind og sat paa et trebenet Fodstykke med en bevægelig Bund, der var indrettet saadan, at et smalt Stykke af den gik ud gennem det: bageste Ben; i dette Stykke. blev der bundet en tynd Snor; oppe for oven var der: boret et Hul gennem samme Ben; heri:sad der en Skrue, hvortil den tynde Snor var gjort fast. Naar det begyndte at synke i Kedlen, blev der drejet et 'sindigt Tag med Skruen for hver Kop; der skulde skænkes; Bagsiden af Bunden og af. Kedlen hævedes derved lidt efter lidt. Denne Indretning havde man, for at Kaffen ikke skulde blive plumret:... Man fik kun et Stykke "Kandis til Kaffen;- dette Kandis var med en Sukkertang knækket i passende smaa Klumper og lagt paa en Tallerken. Noget senere i Tiden blev der mellem det brune Sukker lagt nogle Stykker hvidt Sukker; det var hvad vi nu kalder hugget Melis. Det blev anset for finere. .— Fig. 18. Kaffebund og Kaffekedel. Man havde forskellige Maader at klare Kaffen paa; den kunde saaledes klares med Æg; hos Præstens i Terslev brugte deat stikke en brændende Bøgegren ned i-Kaffen og svinge den lidt rundt. Naar Kaffen var drukket; gik man til sit Arbejde. Naar saa Midaften kom — det var: Klokken 4 — var Kosten noget lignende som til Halvgaaenmiddag: Somme Tider fik vi'dog.til Midaften bart Ostebrød (uden Smør) og saa gerne Syltemælk bag efter. Syltemælk blev" lavet. paa denne Maade: Man tog et Sold; et hvidt, rent: Klæde: blev bredt derover. Her blev der hældt Tykmælk i: Klædet blev samlet sammen, et Baand bundet om, og saa blev det hængt op, saa hver en Draabe Valle kunde dryppe af; derefter kom det i en Kærne, og saa blev der hældt lidt nymalket Mælk i. Det hele blev stampet lidt, som naar man kærner Smør, og nu var Syltemælken færdig. Naar den kom ind, skar man de lange Rundtenommer i Strimler paa'langs; dem dyppede man i Fadet med Syltemælken, og det smagte virkelig godt. — Var nogen i Marken at arbejde, blev Mellemmaden baaret ud til dem i en Kurv, der var bundet paa samme Maade som Bikuber og med en Træhank gjort fast midt over. Øllet: blev bragt ud i en Træflaske eller Ølflaske; den var'af Træ 56 og havde Form som en Tønde; men Stavene var ikke mere end 4 Tommer lange. "Bunden kunde være fra 6 til 12 Tommer . 1 Tværmaal,. ligesom: man vilde have Fla"sken, stor til. Paa, Undersiden var der. to Stave lidt fra hinanden, meget. tykkere end de. andre,. for at. Flasken ikke skulde trille ... rundt, naar den, blev sat paa. Jorden. Paa Oversiden var. der ligeledes et Par tykkere Stave, saa der kunde: bores Huller:i dem, og en Snor. stikkes igennem til, at, bære "Flasken i. Den, midterste Stav. for. oven var bredere og lidt. tykkere. end de andre; deri, var der boret et Hul til at drikke 'af£ En T ol (Prop) kunde sættes i Hullet: "Fig. 19. Øjaske: Om Aftenen fik vi Melgrød; den. blev lavet af Byg, som " var malet paa: Møllen, men: sigtet hjemme: Grøden blev altid kogt i Mørkningen.: Som -Smaadreng. har jeg; tit .holdt Praasen imens;-den lyste. lige netop, saa man kunde skimte hinanden, Naar. Vandet i. Gryden, kogte,. begyndte Pigen med venstre Haand; at, komme. Mel a,. alt ;mens hun med højre Haand rørte rundt! med, Gr ødstikken [grødsdegan];. det var en Stok, 3 Kvarter lang, to Tommer bred i den nederste. Ende, hvor den var rund ved den .ene Side. og flad ved den anden. Naar hun. var færdig med det, var der en Del tørre Melklum-: per,i Grøden; og derfor skulde den nu slaas:. Pigen satte det ene Knæ imod Gryden, tog fat med begge Hænder paa Grødstikken. og; kørte den. meget: hurtigt rundt i 'Gryden, medens Grøden: blev ghedet ind imod: Grydens Sider. Og saa var den færdig. Den 'blev. sat paa: Bordet. i et Lerfad, et. andet. Fad med: skummet Mælk i blev.satved Siden: af. :Hver:Skefuld Grød: blev dyppet i:Mælken. Der: kom: aldrig Smør. i Grøden. Senere i Tiden fik vi Strap i Melgrøden, og nu var det en hel. Herreret. Der var. et Ordspil, der lød saadan: oSier. Jatte Melgrød ?« Dette. kunde jo. forstaas paa to Maader. Dog: var den rette Forstaaelse naturligvis ikke, at Sætningen var et Spørgsmaal, om man -tiltalte .Melgrøden. med, 1. Nej; Meningen var, om man brugte at lade: Vandet løbe gennem en Siy:før det kom i (Gryden. Det kunde nok gøres; nødigt; da Brønden var. aaben; 57 men i.det mindste een Aften, blev det ikke gjort her paa Gaar .den, hvad der fremgaar af. følgende lille Historie; En Søndag.spurgte. Drengen Fader, om. han maatte "være fri. »Ja, du. maae, men du. ska være her Kl..3 aa hjælpe mæj aa spænne for, : for. jæj .ska bort«.. Men Drengen kom ikke, før der var spændt for, og Fader var. i Færd med. at staa paa Vognen. Drengen. fik. en. Ørefigen, han blev forfjamsket og slog begge: Hænder: op.:om.Huen :—. det, viste sig,:at.den var fuld: af. Karudser:... Saa.skete det. en Aften. nogen Tid efter, da Grøden.. var .kommet. ind.—.det var. ved. Lys, kun, et enkelt Tællelys —,:at naar man saa paa Grøden saa fra een Side og saa. fra. en. anden, —" glimtede og.: skinnede. det hist og. her paa den. Det blev hurtigt opdaget, at en lille Karudse var kommet med i Gryden, og det var Skællene af den, man saa. Og nu var det galt igen; Drengen maatte tilstaa, at han havde kastet Karudserne i Brønden, da Fader var kørt. Men denne Gang blev det dog kun til Latter og Munterhed hele Bordet rundt. Mens vi nu efter Afiensmaden sætter os til rette i Aftensædet, skal jeg fortælle. en lille Historie om den samme Dreng: Han fik Lov at holde Duer mens han var her, og ejede: en hel lille. Flok. Saa en Dag tog Høgen en gammel Hun fra ham. Han gik og græd, over dette; til sidst sagde Fader: »Aa væ ded noed aa blive ved aa gaa aa græde over en skit Due?«. Drengen, svarede: »Ja, ded sier I nok, vaar Faar; men Duen vaar mit ded bedste Kretur; dæsom I meste jært ded bedste Kretur, saa græd I kaske osse«. Fader vendte sig om og blev alvorlig; han følte ikke Trang til at gøre flere Bemærkninger. Ild og Lys 🔝At faa Ild. var en meget vigtig, men tillige vanskelig Sag; — det kunde godt gaa saa vidt, at man i en gammel Træsko maatte hente Ild hos Naboen.Hos os lavedes der Svovlstikker hjemme. De var af fedt Fyrretræ, mindst 6 Tmr. lange og tre Gange saa tykke som dem, vi nu bruger. Der blev købt et Stykke gult Svovl; det blev lagt paa en Pande og smeltet; saa tog man et Bundt Stikker og dyppede først den ene Ende og saa den anden i Svovlet. Man Kunde altsaa bruge hver Stikke to Gange. Ilden frembragtes med et Fyrtøj I en Træklods, 9 Tmr. lang, 3. Tmr. bred og 2 Tmr. tyk, var der i hver Ende hugget et aflangt Hul; til hvert af disse var der et lille Laag. I Hullerne var der Trøske, som var indgnedet i Salpeter, for at det bedre skulde fænge. Midt i Klodsen var der boret et Hul, hvor der stak et Jærn op igennem med en Møttrik for paa Undersiden af. Klodsen. Denne Jærnstang var 6 Tommer høj; øverst paa den var der anbragt et Stykke fladt Staal, saaledes at.det kunde vippe op og ned til begge Sider. Naar man nu vilde slaa Ild, tog man Laaget af et af Trøskehullerne, og med en skarp Flintesten slog man paa Staalet, saa Gnisterne faldt ned paa Trøsken og tændte Ild, — saa holdtes en Svovlstik til og Luen var der med det samme. Paa Væggen ved Siden af Tablettet i Farmors Stue hang et lille trebenet Kobberfyrfad med Træhaandtag. Naar der var fremmede, blev det sat ind paa Bordet med Gløder i; derved tændte de deres Piber. Inden Sengetid sagde Moder gerne til Pigen eller min Søster: »Ka du nu gaa yd aa forvaare Ild?« — Der brugtes megen Tørv, men ogsaa en Del Brænde. Naar man nu skulde forvare Ild; blev der i Ovnen raget nogle Tørvegløder sammen, et Par Tørv blev lagt oven paa, og Saa blev der raget Aske op over det hele, saa Tørvene var helt dækket. Der var da altid Ild i Kakkelovnen om Morgenen, og den var endda lidt varm. Døren for Kakkelovnen ude i Skorstenen var en tynd Jærnplade med et Haandtag midt paa; den blev altid sat for om Aftenen, og en Sten blev: lagt: for, saa den ikke kunde falde om; der var ingen Hængsler. paa. Naar man hen paa Efteraaret naaede den Tid, da Faaret eller Beden var slagtet; skulde der støbes Lys. Somme Tider solgte man Faaretællen og købte Oksetælle i Stedet, da den var bedre;.men i Reglen: brugte man halvt af hver Slags. Lys; derudelukkende var lavet af Faaretælle, vilde løbe [[øwo]; det gjorde Oksetællelys ikke. i Den Dag, da Støbningen skulde foregaa, tog man en kort Stige ind i Stegerset [sd;2520] ;- to Ølankere blev sat paa Enden ogsaa bruges. Man havde da i Forvejen snoet 59 og Stigen lagt paa:dem. Man havde en hel: Del Kæppe, en lille Alen lange, Lysepinde kaldtes de; herpaa blev Lysevægerne bundet, 5'eller 6 paa hver. Vægen [væjslin, sin ly'sevæjal) var for det meste af Bomuldsgarn. Til Praasen. brugtes dog Skættefaldsgarn, NE En gammel: Stampekærne blev hældt omtrent /4 fuld af meget varmt: Vanid, og derefter blev den smeltede Tælle hældt i, og straks: begyndte man Støbningen. - Man tog en Pind med dens Væger og: sænkede dem ned i Tællen, Første Gang man dyppede Vægerne, vilde de ikke straks synke i: Man maatte da med Pinden "køre frem: og tilbage paa Kanten af Kærnen for at faa dem til at synke. Pinden med de dyppede Væger. blev saa hængt hen paa Stigen mellem to-Trin. Vægerne var gerne kommet i Urede; man maatte da med Fingrene skille dem ad for at faa dem til at hænge lige ned. Saadan blev man ved at dyppe det ene Hold Væger efter det andet og hænge dem op, til man naaede Enden paa Stigen. Imidlertid var de første Væger blevet kolde og stive; saa dyppede man dem paa ny, og nu gik det raskt, — et hurtigt Dyp ned i-Tællen; ikke alt for hurtigt op; for at Tællen kunde faa Tid at hænge paa — saaledes blev man ved Raden igennem, indtil 'Lysene havde den Tykkelse, man- ønskede. i Naar man var færdig med Lysene, var der endda. lidt Tælle tilbage, og den skulde jo en 5—6 flere Alen lange Traade sammen af Skættefald; det var det daarligste Affald af Hørren. Disse Traade kom saa i Kærnen; hvor man søgte at faa saa meget som muligt til at hænge paa. Det hele blev vundet op i et meget stort Nøgle og blev brugt: som Lys i Køkkenet. Navnet paa dette Nøgle var Praasen [prs'asin). Det var den daarligste Belysning, der var til. nn I de lange, mørke Aftener "samledes de, Wa. « der skulde arbejde, om Lysekællingen: ED . En to Alen lang Stav stod lodret i en Fod, FREE EKE 60 der var. dannet. af: et. rundt Stykke Fjæl, 8 Tommer i Tværmaal;:som var stillet paa tre lave Ben; disse sad. skraat udad, for. at. ;Lysekællingen ikke skulde være væltevorn [vældawron]; iset 9 Tmr. langt og 3 Tommer bredt firkantet Stykke Træ var der boret saa stort et Hul, at det kunde .glide op og ned :ad.den lodrette Stang; "det kunde ved Hjælp af en lille Pind,: der blev stukket gennem Huller i, den lodrette Stang, stillesiforskellig Højde. I begge Ender af dette lille Tværstykke var.der.et Hul ned; det ene var til de hele Lys, det andet var til Profitten.. Denne var et .5' Tmr. langt Stykke Træ, der. med den ene Ende. kunde stikkes ned i Hullet lige over for Lyset; den øverste Ende. af Profitten var noget bredere; paa denne Ende var.der en lille rund Jærnblik-Plade, hvorigennem fire Nilliker var slaaet halvt ned. Her blev den sidste lille Stump "Lys, Snotten [snådin, in snåt|, anbragt, og den kunde da "brænde til sidste Draabe. Uldent og Linned 🔝Der er et gammelt Ord,: der siger: »Man skal rende og saaBoghvede, men. krybe. og saa Hør«,, og dette er rigtigt, idet Boghvedeplanterne skal staa.langt fra hinanden, for at de kan faa Plads til at sætte Grene. ligesom et Træ; men det maa Hørren ikke, den.skal staa tæt, for at.den kan vokse i Vejret og blive saa lang som mulig. Sankt Hansaften stak man Bøgegrene i Hørren, forat. den skulde trives godt og blive dygtig lang, hed det sig. Naar Frøhovederne paa. Hørren er blevet brune, skal den røskes, det vil sige trækkes: op med Rode og lægges i Skaar ligesom Sæd; den. bliver: saa. bundet,i Neg og kørt hen:... paa et Stykke Grønjord;... hvor. Græsset er taget saa nær Jorden som muligt; der bliver den: bredt ud saa tyndt, at der næsten ikke ligger to Straa oven paa hinanden... Her. skal..den. blive liggende til langt hen. paa: Sommeren; dersom. det nu er en tør Sommer, saa kan det. ske, at man maa-tage den op igen og; atter binde den i Knipper og kaste;den. i en Mergelgrav eller: Vanding, for at Træstoffet. kan: raadne;.saa bliver den taget op igen og bredt ud paa Marken .og. stadig: efterset, om den er tjenlig. Det var gerne Konerne, der afgjorde dette. De tog en lille Lok deraf, tog fat paa Midten med begge Hæn"der, saaledes at der var et lille Stykke mellem deres. Tommelfingre, gned' saa hurtigt 'op og ned, og saa. skulde Træstoffet som Skæver falde ud mellem Taverne; naar den var saadan, blev den"'samlet op og. kørt: bjem.: SEERE i Dernæst skulde man knevle Hørren, trække Frøhovederne af; det skete ved at trække Hørren gennem en Hørknevle et fladt Stykke: Træ med lange Tænder, der var gjort fast til en Stolpe i Loeen.'— "Bliver "Hørren vandrødet, maa 'den "knevles før' Rødningen. Naar den støre Dag "kom, da Hørren skulde brydes, og der skulde være Brydegilde, da var der Fest paa hele Gaarden, — Spøg, Latter og Løjer hele Dagen. Der kunde til et -Brydegilde være 10, 12, ja 14 Mand. Der var gravet en Brydegrav, et Hul i Jorden, 4 Alen langt, 3 dybt og 1Y+ Alen bredt. Ved hver Side af den var "der gravet en Rende til Kvinderne at sidde i, mens de passede Hørren. — Der blev tændt et stort Baal'nede i Graven. 3 Stænger blev lagt paa tværs af den og 6 glatte Stænger paa langs, og der oven paa blev Hørren lagt. Det: var ofte et: meget slemt. Arbejde for de Kvinder, som passede Graven; Ilden brændte aldrig lige op, men altid ved en af Enderne, og var Vinden uheldig, skulde der en meget stor " Paapasselighed"" til, i for at'Ilden-ikke skulde faa fat i Hørren og blusse den af. FE Naar Hørren var tørret, skulde den brydes, — det Redskab, hvormed man brød Hørren, kaldtes en Braw [braw'] (Brag). De ældste af den Slags, jeg mindes, varmegetsmaa (det var omkring 1853, da jeg ved et Brydegil . Hør«). Bragen bestod af et aflangt Stykke Bøgetræ, som i en Alens Længde var Se Fig. 21. Hørbrag. 62 gennemhugget paa. langs fra oven ned,' saaledes at der blev ligesom tre smalle Fjæle paa Kant, holdt sammen med en Klods ved hver Ende. Dette Stykke var stillet paa 4 Ben, I den. ene. Ende var et Laag fastgjort, saaledes at det kunde smækkes: op og ned. Laaget var udhulet, saa der i Midten blev tosmalle Kanter, der passede ned i det underliggende Stykkes "Huller. Disse Kantstykker var skaaret i Tænder. Bryderen greb fat i et. Haandtag i Laagets løse Ende; han sad paa eri Stol, mens han arbejdede med Bragen. Saa"kom Løbedrengen mied Hørren. Bryderen tog en passende Lok og holdt den med den venstre Haand helt ind i Braven. Med: den højre førte han Laaget med Kraft ned paa Hørren, idet han for. hvert Slag trak den lidt til sig. Naar dette var "gentaget adskillige Gange, var den tjenlig tilatskætte. Skætningen af Hørren varede gerne i flere Dage og foregik i Reglen i Kostalden, som paa den Aarstid var tom. Der var for det meste, omkring ved 6 Kvinder i Arbejde, og Samtalen gik meget livligt; man maatte altid være belavet paa en noget vovet Vittighed, om man stak Næsen ind til. dem. Til Skætning hørte et Skættetræ og en Skættehaand. I Skættetræet var der foroven et Hak, hvor man med venstre Haand holdt Hørbrøden eller Hørlokken. Med højre Haand slog man saa derpaa med Kanten af Skætte" haanden, saa Skæverne fløj af paa "Gulvet, Affaldet kaldte man Skættefald.... Ogsaa Skættefaldet kunde bruges: til: at. spinde Garn. af; men det var det: allergroveste. og: daarligste. Fig: 22. Skættetræ (Sorø Amtsmusæum, maaske op» ... ... Hørren hegles: (hæilos)]. ved, at den rindelig fra Samsø) mimes gennem "en Hegle. Heglen [hæilon] bestaar af et Stykke Fjæl, 18. Tommer langt, hvor der i Midterpartiet er slaaet 60 aldeles spidse Søm.igennem. — Laaget: bliver taget af Braven og Heglen bundet derpaa. Det.er saa godt som altid Husmoderen, der besørger Heglingen, da det 63 er et vigtigt Arbejde, som. skal udføres godt. Ikke alene skal.Blaaren e hegles fra; men selve Hørtaverne, skal spaltes saa; fint som muligt, saa Hørren næsten. bliver'som Silke, — Naar en Hørlok er færdig, tager:Husmoderen med. . venstre Haand om. den; med den. højre snor . hun den Del af Lokken; som er uden for venstre Haand, om..den selv, saa.der. bliver et Hoved. paa Lokken, der. nu kaldes en. Hørbrøde. Naar. al Hørren. er. færdig, snos: den. ene Brøde i, Kast uden om den anden, saa.de danner ligesom en halv Krans, og der sluttes med: et Hoved eller en Knude; saadan en halv Fig. 23. Skættehaand. Snes sammensnoede Hørbrøder kaldtes.en Hørkrans. — Paa den Maade gemmes den hen i en Kiste, til den skal spindes. - Blaarene bliver i.en Bredde af en god halv Alen lagt op paa et temmelig langt Bord, rullet fast sammen til et Kvarters Tykkelse og lagt til Side, til de skal paa Rokken. En saadan Rulle kaldes en Blaartot. Naar man naaede de lange Aftener, kom Karterne frem. I lang Tid lød nu. Karternes Skratten. og Rokkens Surren hver en ledig. Stund, særlig: om Aftenen. Det var Husmoderen, der spandt,.mens. Pigerne kartede. Med Piger menes ikke blot Tjenestepiger, men ogsaa Husets Døtre, for. de: sad ikke til Stads den Gang. : Da min ældste Søster var blevet konfirmeret, blev der. ikke: holdt Tjenestepige mere her paa Gaarden. Naar Lod og Uld, det er Foraarsulden og Efteraarsulden, skulde blandes. sammen,. tog de lidt af hver Slags og lagde det paa Karterne, derpaa tog de nogle faa Tag, rullede det af og lagde. det til Side; dette kaldtes at skruppe Uld [sgroba ul]. Hele Uldbunken blev lagt paa et. stort Klæde og rullet saa haardt sammen, man kunde. Nu begyndte-de at nippe [neba] Ulden med Fingrene; der maatte-kun tages lidt hver. Gang, saa Fingrene skulde gaa hurtigt; dette kaldtes ogsaa at tjæse Uld [fjæ'se ul]. Nu Fig. %. Hørhegle. 64 var Ulden altsaa; blandet saa godt, den kunde blive," og' saa tog man fat paa at karte Tøjer: Paa Karterne blev Uldtotter. kradset med raske Tag og derefter rullet sammen i Ruller eller Pølser paa er halv "Alens: Længde." ' En Uldhæk blev sat saaledes, at de nemt kunde Tægge Tøjerne i den, om der var: mere end een eller to, som kartede. I; Uldhækken udgjorde! et Bræt Bunden, og der var ved Siderne ud skraa Tremmer, der for oven holdtes sammen med smalle Træstykker. Uldhækken - var "tre. Gange saa bred for oven som for neden. . En Gang hver Vinter blev: der holdt Kartegiide; de indbudne var for det meste Koner fra Byen. De var der sjælden ret længe, før Snakken" gik livligt med muntre Historier og Oplevelser; "— ja, Naboer og Kendinge kunde ogsaa blive heglet lidt' igennem. Det' gjaldt for Mandfolkene - om saadan en' Aften ikke at vove sig. for langt med sin Snak; da der var flere af Konerne, som kunde give Svar paa Tiltale; for de var ingenlunde snerpede. — Det var en fornøjelig Aften, ogsaa for os andre; der vankede god Mad, og Kaffe med. — Naar Uldhækkene var "blevet fyldt, blev de baaret:op-i Øverstestuen og tømt. Naar Awtensæderne- bliver-lange, Saa ska vi te'ed aa trække i Blaaertaatin«, sagde Pigerne. Det var et Arbejde; som de ikke holdt'saa meget af. Til Rokken hører et Opstanderstel; øverst paa det sidder Rokkehovedet; dette kan tages af, og i Stedet kan man sætte Blaarkrækken i: midt ien rund Træbund vender 'en Tap ned ad til at stikke ned i Stellet; opad vender: nogle Pinde, der - er-- spidse i den øverste "Ende; de. hælder lidt udad,"saa' der ligesom dannes 'en lille "Kurv. Heri blev Blaarene' lagt; med Fingrene pilledes- Blaarene: lidt efter lidt ud, mens "Traaden snoedes og løb ind paa "Tenen. Hørren blev altid L-spundet af Moder: hun tog Rokkehovedet i højre Haand og en Hørbrøde med. venstre, trak et Par Taver ud midt paa den og lagde dem hen over Rokkehovedet, spyttede lidt paa dem, saa de lige kunde hænge ved, og drejede saa Rokkehovedet rundt med nogle 'gyngende Be vægelser, imens hun holdt ganske. blødt paa Brøden; saa løb Hørren løst paa, og efter at have omviklet Hørren med et Hylster, kunde hun tage fat paa at spinde. — Smørelsen, hvormed Rokken blev .smurt,. kom fra Gæssene; — -den lugtede fælt. Op af en Uldhæk. tog. de Tøjerne, naar de spandt Uld. Stellet til Rokkehovedet: var da. taget af. i Hvad der af Uldgarn skulde farves, blev haspet af Tenen paa en Gaarnvinde. Hvad der skulde til: Væveren, blev vundet. op. i. Nøgler; Tenen blev da anbragt paa en Teneklods. [f;"anaklds]: en lille Træklods, flad paa Undersiden, med. to smaa Træpinde oprelstaaende i Tenens Længde fra hinanden; i Toppen af disse. var der et Hul. Et tyndt Jærn kunde da stikkes gennem Pindene og Tenen, og her kunde altsaa Tenen løbe rundt, mens den blev vundet af, Hørgarn, Blaargarn og Skættefaldsgarn blev altid haspet af paa en Garnvinde, Førend Blaargarn og Skættefaldsgarn blev taget af Garnvinden, blev det altid rafled godt igennem med en Kam med store Tænder i, for at Skæverne kunde falde af. Før Linnedgarn blev vundet i Nøgler, skulde det først koges i Askelud., — For at det ikke skulde spæjes, blive uredt, under Kogningen, blev der bundet et Baand om Garnstykket, saa de kunde faa Haanden ind paa rette Sted, naar det blev taget :op. af Luden.. Derefter blev det tørret, og saa tog man fat med begge Hænder midt paa Stykket, snoede det meget haardt sammen og stak den ene Ende ind i den anden; saa blev det lagt paa en Træblok og fik mange haarde Slag med en lille Kølle, og nu var det blødt og tjenligt til at vindes i Nøgler. Hertil brugtes en drejet Vindepind.: En god Klump blev først vundet paa Pinden; saa blev den smøget af og Resten vundet. uden paa den. — Naar man vandt Linnedgarn eller haspede det af, havde man enten en Klud eller en Pelslap i Haanden for at værne denne, da der ellers blev slidt Hul paa Fingrene; denne Lap kaldtes en Russelæp [rusalæp]). — At vinde Garn i Nøgler var et Arbejde, der ofte blev udført af Kaalfolket, vel at mærke kun om. Aftenen. Det Hørgarn, som skulde anvendes til Traad, blev tvundet: to Nøgler blev lagt i en Kurv. og Traadene sammen føjet i Tenen, og saa gik Rokken avet om. — Den, Hørgarnstraad, som skulde bruges til Sytraad, blev — efter at være. tvundet — sg 52 66 bleget, saa den var snehvid. — Den Længde Traad, man tog, naar der skulde syes, kaldtes et Naals Traad [ed ns'als trs'20]. Naar der:skulde slaas en Knude, var der mange forskellige Maader at gøre det paa. En Slags kaldtes Væweknyde, en anden :Draweknyde, og der var flere andre. En gammel Kvinde, som daarligt kunde se, kunde sige: »Ka du itte knytte den Knyde for mæj?« | Naar Uldgarnet var vundet op i Nøgler, straks det var spundet; blev Nøglerne trukket paa et tykt Hyssingbaand. Hertil brugtes en Slags Naal, som kaldtes en Preen [pr;"an], og var dannet af et lille Ben, som sad paa Grisens Skankben; det var slebet spidst og lidt fladt i den ene Ende; i den anden var der boret et Hul; her blev Snoren stukket igennem. Saa stak man Prenen- ind under lidt af Garnet i Nøglet, og Snoren blev trukket igennem. Naar der var saa mange Nøgler, som man ønskede, -paa Hyssingbaandet, blev Enderne bundet sammen, og nu kaldtes det et Knippe [£neba]. Tvundent Uldgarn blev brugt til Hoser. Hosepindene var altid i Gang, naar der ikke var andet Arbejde i Øjeblikket; selv naar Pigerne:gik ud at malke med Malkebøtten paa Hovedet, saa baandt di Hose; Nøglet var da hæftet fast til Brystet. i Hoser og Vanter blev altid valkede paa en Valkehæk, saa de blev faste og hvide. ' Til at''væve Hosebaand [ho"sabs'an] brugtes et Spjæld. Det var et omtrent firkantet Træstykke; foroven var der et Hul til et Baand, hvori det hang paa Væggen. Der var udskaaret en halv Snes Render, smalle, 10 Tommer lange Huller, i det tynde Bræt. Midt paa hver Tremme var der et lille Hul; gen"nem Renderne og. Hullerne blev Rendegarnets Traade stukket; hver anden af Rendegarnstraadene. kunde altsaa hæves og sænkes i Rendens' Længde, medens de Traade, der var ført gennem Hullerne, ikke kunde forskydes op og ned. — Der skulde være to om at væve med Spjæld; den ene stod op og løftede Spjældet op og ned; den anden sad ned og vævede: førte Islætten frem og tilbage; man brugte ingen Spole,'; men førte med Fingrene Islætsnøglet frem og tilbage mellem de to Hold Trade, der altsaa skiftevis var øverst og nederst. For hver tre Gange Islætten kom paa, blev der slaaet et Slag paa den 67 med Kanten af den ene Haand, for at. det kunde blive fast. Naar der var vævet en tilstrækkelig lang Ende, blev den bundet om Livet paa den, der vævede. — En anden Maade at lave den Slags Baand paa kaldtes at virke; her brugtes kun Fingrene, og Arbejdet: udførtes af een Person. Der var for det meste to Farver, 8 Traade af hver. e Det Tøj, der lavedes af Ulden, var mest Vadmel [oarm, valman).. Hvergarn, Værken, var kun lidt i Brug den Gang. Derimod blev der lavet ikke saa lidt Dynevaar; i dem var der flere Farver. Naar Moder skulde til Væver for at faa vævet Dynevaar, vilde hun helst i Forvejen se, hvordan de forskellige Kanter og Borter vilde tage sig ud: Hun tog et Stykke Træ,/en halv Alen langt, tre Tommer bredt. Her svøbte hun Traad om af de Farver, som skulde bruges, og blev ved dermed, indtil det passede hende. Dette blev iaget med til Væveren, for at han kunde se, hvordan hun vilde have det. Blaarlærred og Hørlærred skulde, riaar det kom fra Væveren, bleges [blæjas]; der blev syet Stropper ved Enderne; " heri blev der stukket Pinde, efter at Lærredet var spændt ud paa Græsjord. Somme Tider blev det vandet, bruset over med en Vandkande. — Det daarligste Lærred var af Skættefald. Men der var ikke ret mange, der tog: Nytte af dette, da det næsten alt sammen var Skæver. Der blev sagt: Man faaer saatten pænnie hvide Laaer aa'ed aa ligge paa Skættefaldslagen. [sgædafalsla'ran). ' I gammel Tid hed det: »Ded æ Klæerne, dæ skawer Kaalin; men ded æ Kødet, dæ skawer Hestin«. Men paa den anden Side var det saadan, at vidste man ikke andet at sige om en Karl, end at han var fint klædt paa, saa forslog det alligevel ikke. Sad der derimod et Par godiskawtede Hænder paa ham, saa var han god nok. Det var altid bjemmelavet Tøj, man gik i. Købetøj [kjwatåj] blev ikke regnet for meget. Det var ikke Smaating af Tøj, der blev lavet paa en Bondegaard: Derfor maatte Rokkene være i Gang al den Tid, der kunde ofres dertil. Naar Kvinder kom paa Besøg, skulde de altid en Vending op i Stuen, og saa gjaldt det om, naar Kisterne blev. lukket op, at der var noget i dem. Begyndere blev der jo: set: gennem Fingre med; men ældre Husmødre skulde helst:have store st 68 Tøjruller liggende, baade af Dynevaar, Hværken, Valmen og Lærred. ; Paa Bregentved Gods er der fra gammel Tid og endnu den Dag i Dag. et Legat, hvis Rente, 1200 Rbd., bliver uddelt til enkelte. Skolelærere paa Godset, 2 Skolebørn fra hver Skole, men ellers til Gaardmænd og Husmænd for godt drevet Landbrug, godt Tillæg af Husdyr, Biavl o. s. v. — Det var ikke Skik,-at Konerne skrev Ansøgning om at komme i Betragtning ved Uddelingen af Præmier. Min Moder gjorde det alligevel en Gang, og. da Kommissionen kom tillige med Godsforval teren, var de) meget fornøjede med, hvad de saa. Men der var ogsaa flere Hundrede Alen Tøj lagt frem til at tage i Øjesyn. Hun fik 36 Rbd. i Præmie; det var mange Penge den Gang. | Der blev. altsaa saa godt som aldrig brugt andet end hjemmelavet Tøj, >for ded æ nu liegodt ded bæste«. — Naar nu Ulden' eller Hørren, var spundet og vundet i Nøgler, saa skulde.de til Rending hos Væveren. Man skulde da — foruden Garnet — medbringe Slettemel, det var hvidt Mel (Hvedemel). Det blev rørt ud i Vand til en tynd Melvælling; og saa blev Rendegarnet med en Børste gnedet ind i den. Det brugtes ikke til Uldgarn. Der skulde dog helst medbringes ikke. saa lidt mere Mel, end der blev brugt tilat slette med. Det øvrige kunde Væwerin bruge i sin Husholdning. Endvidere medbragtes en Ost, et Brød og et Stykke Flæsk, — og dersom det Var paa en Aarstid, da der var Kage, skulde der ogsaa saadan en med. Alt dette blev kaldt Vævenyde [væ'woanyda] og var egentlig en Del af Væverlønnen. Betalingen pr. Alen var ikke ens for alle; jeg har flere Gange hørt Væveren sige: »Di æ saa knappe med Væwenyden«. Og saa blev , Betalingen saa meget større: Naar Tøjstykket var færdigt, bragte Væveren det. Var det nu et Stykke Vadmel, blev 'det' derefter: bragt til. Farveren i Køge; han lod det stam pe paa'en Vandmølle, hvor der var et Stampeværk; siden farvede han, livad der skulde farves, og trykkede Blomster paa Tøjet. til: Forklæder, Tørklæder os lign. "Skulde.saa nogen paa Gaarden... have ny Klæder, gik der Bud til Skrædderin. Den Gang: var de fleste Skræddere 69 Krøwlinger. Om en Krøbling brugte man det Udtryk: »Ded æ in velskawt Skrædder«. Skræddere var jo altid: Genstand for Vittigheder: »Ded. trækker sæj nok te rette«, sa:Skrædderen, han hade syet Ærmerne til Lommehullerne. »Eu. sleew (sløv) Saws. gør in: skæwmonnet Skrædder«. »Sparker du?« sa Skrædderin te Lusen.... »Va synes Hærren om Hæjter?« sa Skrædderin;: han ku itte sy Knaphuller. Om en, som'sad slemt i det, hvad. Pengesager angik, hed det: »Han sidder i'ed lisom en Lus imellem "et Par Skræddernegle«. Om det saa var i Børnerimene, gik det ud over disse Haandværkere: Femten Skræddere vejer et Pund, med sin Synaal. med sin Traad, med sit Pæsejærn oven paa; endda kan Pundet næppe staa. — Puf — — — ude! Somme Tider kunde Skræddere ogsaa andre Ting end. at sy Klæder. Per Skrædder — der ganskerigtig var Krøbling — fløjtede og sang næsten altid; han var tillige Mussekaanter og Urmawer, Saa var der en Mand og fortalte: »Jæ plejede elles sæl aa gøre Klokken ren men tesist ble hun saa tossed, saa jæ maatte ha Bud ætter Per Skrædder. Aa han kom jo saa aa sad aa fløjtede for hende aa stak te hende. Saa lie paa in Gaang, saa sier han: Nu haar jæ dow aldri seet saa galt«. »Naa, va æ dær nu?« sa jæj... »Hun gaaer awed om«, sa han. »Naa saa du haar da faaet hende te ded?« sa jæj. Men lie got — dæ han hade sit aa fløjtet for hende en lille Stund te, saa fik han hende te'ed aa gaa ret om igen, — aa hun gik da forresten got sien«. Det var jo ikke altid første Klasses Arbejde, Landsbyskrædderne lavede. Sommetider var Tøjet »gjort te'ed aa vowse i«, — selvom: det var en ældre Mand, der skulde have det. Det kunde ogsaa nok ske, at der maatte stikkes en Kile i Ryggen paa Trøjen. Om saadan en Mester sagde man, at han var en Træffeskrædder. Eller det hed: Han syr Klæer, lisom naar di blinde slaas: træffer "ed, saa træffer. "ed«. Jeg har kun set to Mand i de rigtig gammeldags Klæder; de var meget gamle og boede i;Nabobyen, De bar Træsko med blanke Krammer og hvide, uldne Hoser, der gik op over Knæet. Knæbenklæderne kunde være af farvet. eller af ufarvet Lærred, af hvidt eller- af blaat Vadmel. De'gik ned 70 - over Knæet og blev under Knæet holdt sammen med et stort, blankt Malmspænde. I Stedet for Vest havde de en Brystdug [brøsidåw'], der gik helt ned over Maven. En [brøstpy do], Brystpude, var et Stykke Tøj med Bændler til at binde om Halsen. I Reglen havde de i Brystdugen en Rad Horn-. knapper; men de, der syntes, de skulde være »fine«, mødte med Sølvknapper i Brystdugen, dog kun naar de skulde »i Stads«. Den ene af disse to Mænd bar Skindpels. Den lignede Nutidens Frakker, men var maaske lidt længere. Ulden vendte indad. Pelsen var farvet rødlig; men Kuløren var næsten afslidt. Knapperne var af Malm; det var tynde Skiver paa 2 Tommer i Tværmaal i" og med en Hank i, som var støbt sammen med Skiven. Den anden Mands Trøje var af farvet Vadmel, en Mellemting mellem = Frakke og Stumptrøje, med meget korte Skøder, hvorover der sad et Par Fig. 25. Knøs med Stumptrøje, Knæbukser og Spændesko. (Dragten fra;Sorø. Amtsmusæum). Knapper, og med en Rad. Knapper ned. foran. Den Klædedragt forsvandt .ved disse to Mænds Død; det var først i Halvtredserne;... . Knæbukser: saa man aldrig mere. En Del af den gammeldags Dragt holdt sig. dog længe efter; saaledes har jeg selv som halvvoksen Knøs: gaaet. med Stu m;ptrøje. Den naaede ikke længere end til Hofterne. Frakken, man brugte i min Barndom, havde ikke saa lidt Lighed. med den nuværende »Kjole« (d. e. Diplomatfrakke), kun var Skøderne meget længere. De begyndte et godt Stykke 71 oven for Hofterne (her var der bag paa anbragt'et Par Knap per), og de naaede-næsten.til Anklerne og var noget tilspidsede nedefter. Det. saa... pudsigt ud, naar en Mand gik med - saadan en Frakke i stærk Modvind, saa svajede Skøderne langt bagud ligesom et Splitflag. ; Brystdugen forsvandt, og. Vesten kom i Stedet; den var for det meste af. Værken. (Hvergarn). eller Drejlstøj og havde to Rækker. store..Sølvknapper;. det var. dog kun til Barsel, Begravelse, Bryllup: og. lignende Lejligheder, at disse: fine Veste kom. frem. I Bukserne [bøwsør] oven for Buksesmækken var der en lille Lomme til Lommeuret; til dette hørte en temmelig svær Sølvurkæde, omkr. 8 Tommer lang; i Enden af den var der en eller flere Sølvmønter med paaloddet Hank og en lille Sølvstang med Hul i, saa den lignede en Urnøgle. Jo flere af saadanne Mønter der var i Kæden, des finere var det. Naar der saa ved et Selskab dansedes en rask Dans, og Mændene var forsynede med saadan nogle Kæder, saa. ringede: og kimede det hele Tiden. — Lærredet til Bukser blev altid farvet hjemme; det var Blaasten og Brunspaan, som anvendtes hertil, Lidt senere kom, et. andet Farvemiddel, som de kaldte Pæssekom; det blev brugt til: at farve Uldgarn, Hoser, Tørklæder og. forskellige andre Ting med. Inderst. paa. Kroppen var der kun en Skjorte, ingen Uldtrøje. Uden paa. Skjorten bar de i den kolde Aarstid en Nattrøje. Dennes. Ærmer var strikket af tvundet Uldgarn og syet til Bolin [bo'lin].: Bullen var af hvidt Vadmel.:— Om Halsen bar de for det meste et sort Tørklæde, lagt'smalt sammen og bundet i Knude. ; Naar de skulde ud, var Hovedbeklædningen den meget høje Filthat, som siden, naar den blev for medtaget, brugtes til Dagligdags. Gamle Folk gik undertiden med en hjemmelavet Hue; Pulden var af Skind; paa Siderne var fastgjort en Lap som var lodden udvendig; et Stykke:Bændel var syet i hver Lap, saaledes at de kunde bindes sammen op om Hovedet, og naar det var koldt, kunde Bændlerne bindes ned om Ha-: gen, saaledes at Ørerne var dækket. Skyggen var for det meste Læder af et gammelt Støvleskaft. Ingvor Ingvorsens Fortællinger II 🔝Andet afsnit af Ingvor Ingvorsens Fortællinger.Fodtøj 🔝Fodtøjet var til daglig Træsko med blanke Krammer om72 Overdelen. Krammerne var slaaet fast med Nilliker; det var de yderste Spidser af Hesteskosømmene, som gik ud igennem Hoven, naar Hestene blev skoet; de blev af Smeden knebet af. og. omhyggeligt samlet sammen. "Brugte Søm, som blev brækket ud af Hesteskoene, anvendtes til at slaa Træskojærnene fast under Træskoene med. Skulde man bort, benyttedes Lædersko eller Skaftestøvler. De blev for det meste syet i Køge; men skulde de siden istandsættes, saa besørgede en gammel Husmand her i Byen det. Han brugte ikke Pløkker, men raansyede (randsyede) dem: han udblødte Læderet og skar et Skraasnit rundt ind i Saalen, saaledes at en Rand af Læderet kunde bøjes op, mens han syede: Saalen fast med Begrispen; saa blev Læderranden banket til med en Hammer. "Men den Slags Saaler var slemme til at falde af, naar. der var gaaet en lille Tid. Mandfolkefaarkler (-forklæder) gik et godt Stykke neden for Knæet,'og et smallere: Stykke gik. helt op for Brystet; en stærk Snor i hvert Hjørne af denne Smæk gik op om Halsen, og en Snor ved hver Side af Forklædet var til at binde om Livet... Saadan et Forklæde havde man paa, naar der skulde pilles Sten, ved Slagtning, Møjawning og andre snavsede Arbejder. | Fra 'de Tider har man jo den Talemaade: >Dæ bliwer ingen Bøwser a ded Skind«. Der brugtes nemlig ogsaa undertiden Bukser af Hjorteskind. Jeg har som ganske ung set saadan et Par; som næsten ikke var brugte. Hvor var de smukke! De var af 'dejlig blødt, tykt, lysegult Skind, indsyet enkelte Steder med Forsiringer. — Jeg fik siden at vide, at de var blevet skaaret itu til Remme! . . Faareskind blev meget brugt baade til Bukser og Pelse. Det lodne. vendte altid indad; Naar det skulde være lidt finere, | blev' der syet en temmelig bred Bort af sort Uld med det lodne udad langs Pelsens' Kant, Denne Bræmme gik helt rundt forneden, op foran og omkring Halsen. Disse Pelse blev baaret bande iForm af Stumptrøje: og Frakke. De Gamle holdt meget: af' Faareskindspelse:. Der døde en gummel Mand paa Terslev Fattiggaard; han ejede saadan en. San var der en anden gammel Mand, Hans Jørgensen hed han, han pik. til Bestyrerens Kone og sagde: »Ka jæ'tte faa Lov aa 73 faa Madses Pels? »Næj, du kaa itte«. »Hufor kaa jæ'tte ded ?2« »Næj, for den ka'tte taale aa kaawes to Gaange om Uen«, Han skævede noget: til hende og sagde saa ganske sagtmodig: »Jæ haar sgu'tte saa: maanne Lus, som jæ haar hat«. Om Vinteren: gik sman med Vanter; det var næsten altid Bælvanter; hvori der kun var een Finger, til Tommelfingeren. Fingervanter saa man sjælden. Først i Tredverne kom der et Klædningsstykke, som blev kaldt en Senelje"(Chenille). Den var lavet af blaat Vadmel og var en Slags Kappe, som naaede noget neden for Knæet; et Slag var fastgjort om Halsen; det naaede lidt neden for Albuerne; det kunde naa helt rundt, saa man kunde have Armene dækket af det. — Der kom en Mand. og kørte til Køge med saadan en Senelje paa. Min Farfader tog, da han saa ham, meget ærbødigt sin Hue af; — det var første Gang, han saa et saadant Klædningsstykke. — Bønder plejede jo kun at tage Huen af for dem, de regnede for »fine Folk«, — Min Fader bemærkede da: »Ded vaar Kristen Jæn (Jensen) fra Tæsle (Terslev)«. »Næj, ded vaar'ed dow vel itte! Sikken han haae steeled [sdj-alod] sæ i«. De unge Karle fik jo lidt efter lidt en anden Form for Klædedragten. Men de gamle syntes, at som de gik klædt, mens de var unge, var det alligevel det kønneste. Derfor var det ogsaa, at jeg som Dreng, naar jeg kom med til Gilder, saa dem i disse gammeldags Dragter. Særlig lagde jeg Mærke til de utrolig høje Filthatte. Foderet'i alt Tøj var hjemmelavet Lærred; det blev kaldt Drætelærred [drå'dele'rad]. Mændene var altid glatragede. Af Skæg bar de kun en lille Krans fra Halsen op ved Ørerne. Min Fader bar kun et Par korte Barter paa Kinderne. — Ingen bar Overskæg alene; men der kom en Tid, da enkelte mødte med Fuldskæg. Det syntes de Gamle saa slemt ud. — Min: Moder kom en Gang med nogle nedsættende Ord om en Mand. Han blev taget i Forsvar af dem, hun talte med. Men saa sluttede Moder af for enhver yderligere Drøftelse ved at sige: »Ja, ded æ osse lie mæjed; han æ da in Nar, for han haar Skæg«. Uldtrøje paa Kroppen kendtes heller ikke af Kvinderne: Særkin var sammensyet af to Dele; den øverste, Bullen [bo'lin), var saa godt.som altid af Hørlærred; Næendelen var af Blaarlærred; Ærmerne naaede omtrent til Albuen. I Høstens Tid brugtes Mammelukker for at beskytte Armene mod Tidsler, stive Straa og lignende. Uden paa Særken bar de en hjemmebundet Uldtrøje. Den var enten højrød eller mørkegrøn og var »bundet« i Stjærner paa de korte Ærmer. Derover. kom et Liv af Drejl; det var meget. nedringet, og et smalt Stykke gik op om Skuldrene; men der var ingen Ærmer i Livet. Skørtet var for det meste af mørkegrønt Vadmel. Trøjen var ogsaa grøn, med Ærmer, der gik midt ned paa Underarmen. Oppe ved Skulderen var den rynket sammen, saa den dannede ligesom en bred Pose. Kvindernes Hoser var sorte og blev holdt oppe med Hosebaand: ... Disse Baand blev enten vævet paa et Spjæld eller virket: Hosebaandene var næsten ?/, Tomme brede og omkring :en Alen lange. og havde.en Dusk i hver Ende. Paa. Fødderne gik de: til daglig med Træsko, der havde en meget: kort Overdel og Krammer af blankt Jærnblik. Læder til Overdel saa man aldrig. ' Skørterne var som sagt i Reglen af mørkegrønt Vadmel. Disse Skørter var ikke klippet saadan til, at de sluttede til Kroppen. De var bare rynket sammen for oven, og Tøjet til et Skørt var. ikke meget under 6 Alen langt; et Stykke Lærred var indsyet foran i Skørtet; det kaldtes Forbredden. Det blev ikke: regnet. for noget, dersom en Kone eller Pige kun bar tre Skørter. Min Moder har fortalt, at mens hun var ung og kom til Dans, da var. der engang en Pige, som mødte med 6 af disse tykke Vadmelsskørter paa. Det var altsaa henimod 36 Alen Tøj, hun: bar i.Skørter alene. — En af de sidste Dage iJuni 1916: var en meget. gammel Kone paa Besøg her i Byen; hun bar endnu 6 Skørter; hun havde gaaet /, Mil hertil, og skulde jo samme Vej tilbage. . Naar Skørterne var rynket sammen, i Stedet for at være skaaret til, var det maaske noget af Sparsommelighed. Det sled nemlig mest paa dem: forneden... Naar de syntes, de blev for medtaget, sprættedes Rynkerne op og pressedes ud med et Pæssejærn, og det øverste blev derpaa vendt nedad. Saa var de næsten som ny igen. Nederst paa Skørtet var der en Sk oning, som en Gang imellem maatte fornyes. 75 De daglige Forklæder var lavet af trykket Lærred; Forklædet skulde kunne dække Forbredden, og det naaede ikke længere op end til Bæltestedet. Der var paasyet en: Linning, som gik rundt om. Livet, og det blev holdt sammen. med et Par Hægter. i EE Paa Hovedet. sad en lille Hue, som var bundet fast under Hagen. Pulden:i.'den. var til at begynde med lille og glat; men senere. fandt: man paa at gøre Pulden større og rynke den, hvor: den var syet fast: Denne Hue blev kaldt en Polk ahue. Næsten samtidig blev: Kvindetrøjen forsynet med et Skød, vel 8 Tommer bredt, der gik rundt om Hofter og Lænder. Det var ogsaa ved samme Tid, at det blev Mode, at Karlene skulde bære deres Haar redt bagover og klippet lige over under Nakken. Det maatte ikke klippes -andre Steder end bag i Nakken, og saa skulde det bøje indad med de nederste Ender. Dette var Polkahaar, ligesom Trøjen, jeg: omtalte, hed Polkatrøje. — Men nu syntes de gamle, at Toppunktet af Modegalskab var naaet; her vilde sikkert Vorherre straffe, og ganske rigtig: det varede ikke længe, før en Historie løb rundt. Jeg. hørte en gammel Mand sige til min Moder, efter at han længe havde heglet de unge igennem: »Aa saa ka du tænke dæj, Kesten, jæ haar. hørt for ganske vest, a der Sydvest paa ska være en Kvinde aa ha født en Tøs mæ saadden noen løjelie Folder' paa Hovedet, aa dæ di saa ska se, ræjti te, saa vaar'ed.en regulert Polkahue«. Der var Straffen! Der var en Hat, som baade unge og gamle Kvinder brugte; den var lavet af et Papstykke, vel nok 14 Tommer bredt; Hjørnerne. blev afrundede fortil, og saa blev:det skaaret til saaledes, at den forreste Kant var meget længere end den bageste; saa. blev det bukket, og den bageste: Kant blev holdt temmelig nær sammen med et solidt Sejlgarn;. et stort, blomstret Tørklæde blev lagt uden om dette Pap, saaledes at een Snip gik ned i Nakken, og to Snipper:blev bundet sammen under Hagen. Det saa morsomt ud, naar der sad et kønt Pigeansigt inde i Bunden paa dette fæle: Futteral. De ældre Kvinder gik med Lin: paa Hovedet. Det. var et Stykke fint, hvidt Lintøj, 6 Tommer bredt og saa langt;. at. det kunde naa om Hovedet og Ørerne. Det sad under Huen, saaledes at en god Tomme af det stak udenfor. fortil; og 76 Huen var bundet under Hagen med brede Baand i en køn Sløjfe. , Der var:ogsaa Kvinder, som gik med Haarbaand. Jeg har kendt en Kvinde, hvis Haarbaand sikkert har været bundet for stramt: lige fra Barnealderen. Jeg lærte hende først at kende; da hun var en gammel Kvinde, og da var der en meget stor Fordybning tværs over hendes Isse, hvor Baandet sad. Naar Kvinderne skulde til Alters, var de iklædt de fineste Klæder. Huen var med Guldnakke og Guldgaloner. De bar da et kostbart Korsklæde op over Hovedet, en stor Hagedusk af brede Silkebaand og en Nakkedusk, d.e. Sløjfe, ligeledes af brede Silkebaand; jo længere den naaede ned paa Ryggen, des finere var det. Kjolen var i Reglen stribet eller tærnet Hvergarn. Bundfarven var grøn, blaa eller sort. Ærmerne var Poseærmer, rynkede ved Skulderen, og ragede lidt til Vejrs.. Ærmerne gik ud til Haandleddet og var der hægtet sammen med et Par Hægter. — De ældre bar et hvidt Tørklæde om Halsen; saa stort, at det kunde: gaa ud til Skulderen, et godt Stykke ned ad Ryggen og ligeledes ned foran. Oven paa dette havde de et sort Tørklæde, saa nøjagtigt en. Tomme af det hvide var synligt rundt om. Det'sorte Tørklæde var af Silke. De ældre bar et stort, hvidt Forklæde, de yngre et, som i Farve passede til Kjolen. Paa Skoene var der paa Overlæderet fast Fig. 26. [Kvinder i Højtidsdragt og: Søndagsdragt. 77 Enhver Gaardmandskone ejede en Kaabe [£å'wa], som kun kom paa, naar de skulde ud at køre; den var uden Ærmer og saa lang, at hele Kjolen var dækket, og hele. Personen kunde svøbes ind i den. Den var af Hvergarn, og somme brugte Vadmel til. Foder. Om Skuldrene bar den et Slag,:som naaede neden. for Hofterne; det var foret med Lærred. Og endelig var:der en bred Krave paa den. Det var et meget tungt Klædningsstykke.. Ved Halsen . blev: Kaaben holdt sammen: af en svær Hægte, og foran paa Brystet var der et stort Sølvspænde til at hægte den sammen. —I Stedet for Kaaben, som kun Konerne brugte, maatte de unge Piger hjælpe sig med et rødtærnet Sjal. Naar Kvinderne i Høsten blev overrasket ude i Marken af. et Tordenvejr, og Regnen begyndte at falde; tog de uden videre. det yderste: af. Skørterne — der var. jo flere af dem — op over Hovedet bagfra, saa Hoved og Skulder var dækket, og kilede saa hjemad det bedste,:de:kunde. De gamle Kvinder brugte at stryge Haaret. glat tilbage; men ved 1850 blev det Skik, at der skulde være Skilning midt op over Hovedet, og Halvdelen af Haaret'redtes til hver sin Side; en lille Lok blev taget fremad, saa den dannede en halvrund Bue ud paa Kinden; den sad ganske fladt uden Krølle. Og saa blev Resten af Lokken strøget om bag Øret og samlet sammen under Huen. Her paa Gaarden var der saa rigeligt af Uldent og Lin Fig. 27. Kvinder i Søndagsdragt og Højtidsdragt FE ned, saa det gik ikke ret tit paa med Vadsk. Men naar det skulde være, hed det: »Vi ska to Klæer i Maaren« — og saa var der ogsaa en god Bunke at tage fat paa. Der blev slaaet kogende Vand paa Aske; dette skulde staa og trække, og der skulde røres om i det et Par Gange. Tøjet blev sæt ; e Fig:28: Væg fra Sorø Amtsmusæum. Paa Væggen hænger til venstre: Peberkværn, og under den en Kølle til at banke Hørgarn med, to Tabletter og. mellem:dem en, Si, paa Rad i Midten hænger Banketærskler, Manglefjæle og Manglestokke:;' Paa Bænken staar Humlekube, Malkebøtte, Peberkværn, Tudekande, Madkasse og Barselbakke. i Blød [sæt i blød']; hvor: det stod: Natten over, Om Morgenen blev Tøjet vadsket i Askelud og med grøn Sæbe [sewa] paa en Valkehæk; det var en aflang, firkantet Træramme, hvori der sad to Støjler, indvundet med hvide- Pilekæppe. Efter Vaskningen kom Tøjet i den store Bryggekedel, hvor det "blev: kogt i Askeluden. Det blev nu taget op Stykke for Stykke; skyllet [sgørd, og lagt sammen paa Bankeskammelen, hvorpaa det blev banket haardt med Banketæskelin [bångotæ'sgalin] (et Stykke fladt Træ paa 3 og 7 Tommer og med et lille Haandtag i den ene Ende); — atter blev hvert Stykke skyllet og banket, indtil man syntes, det var hvidt-nok. Til sidst blev Klæderne vreet [vrj'2d], og saa blev det hængt til Tørre ude i: Haven paa et-Bagreb [bawr;'aw], som var bundet op mellem Træerne. Naar Lagenerne var tørre, skulde de trækkes. Lagenet. blev lagt firdobbelt; to Personer tog fat i hver to Hjørner og: trak 'saa modsat hinanden en fire, fem Gange. — Senere blev Tøjet manglet, idet hvert Stykke blev viklet:om en:Manglestok og'rullet med en Manglefjæl; denne var udskaaret i Almuestil. Haandtaget var dannet som en Hest. ' HUSDYR. Hestin var det vigtigste af alle Husdyr; uden den kunde man jo næsten intet udrette ved et Landbrug. Derfor blev den ogsaa- passet godt i alle Maader, fik Foder og Vand til bestemte Tider 0. s. v. Naar alle Hestene blev nævnt under eet, hed det altid - »Øjene«: »Gak yd aa. ge Øjene!« »Haar du geed Øjene?« »Fek Øjene Vaan?« —' En: Hoppe-hed »Øjet«. Gik en Hoppe med. Føl;: hed. hun: Føløjet. — Et Hoppeføl hed Horsføl, og et Hingstføl' Hesteføl. En Vallak kaldtes in Hest; det hed f. Eks.:: »Sæt bægge di brune Heste for den laange Von, vi ska:i Skov.«.— En Hingst blev kaldt in vrensk Hest. Det kunde: ogsaa ske, at en Hest kaldtes et: Bæst: »Ded æ ed Par goe'Bæster, han haar for«. »Gak yd' aa ge Bæsterne, Dreng!« Saa de en Mand med meget daarlige Heste for Vognen, blev der sagt: »Ded vaar dow ett Par fæle Pelliker, han haar for«. — En meget mager Hest kaldtes en Skind mær. Naar et Føl var et Aar gammelt, kaldtes det in Aarsplag, og siden en 2-Aars og 3-Aars Plag. Man holdt mest af at føre Hoppen: til Hest, naar det var Nymaane, og det skulde være .saa tidligt, at Føllet kunde fødes og komme lidt til Kræfter," før Saatiden begyndte, — Naar Parringen var overstaaet,:skulde man lade Hoppen gaa hen og snuse til Hingstens Mule, for saa kom Føllet til at 80 ligne Hingsten. — I det Øjeblik, da Hingsten sprang af Hoppen, var det vigtigt, hvilken Side man drejede til; var det til venstre, blev det et Hors; men drejede man til højre, blev det et Hingsteføl. Det: kunde ske, at et Føl blev født noget. hen paa Sommeren; det kaldtes da in Sildeføding. Ordet at vrinske blev aldrig brugt om den Lyd, Hesten frembringer, naar .den staar hjemme i Stalden; det kaldtes at humre [homra]: »Jæ ka høre, Øjene humrer; di længes nok ætter Æde«. Stod Hestene derimod ude i Marken, saa hed det: »Jæ ka høre, Hestene vrensker«. — Vrinsken er en højere, mere skingrende Lyd end Humren. ' Naar en Hest var ved godt Huld, sagde man, at den var triweli; var den ved daarligt Huld, var den utriweli. Tidligt om Foraaret. var de i' god Stand, men i Saa- og Pløjetiden tabte de jo noget af Huldet; — saa sagde man: »Ded æ svært, saa di æ bleved aræet [d"ræ"ad]. — Vilde en Hest bide, sagde man: »Ded æ fæll, saa awnSsy (avindsyg). han æ«. — Gik en Hest paa med knejsende Hoved og krum Hals, saa lød det: »Ded ka nok hænsed, a han ka kraane«. — Maatte man holde haardt paa Linerne for at styre Hesten, saa var den stivmundet. — Saadan en holdt man ikke saa meget af. En. Hest maatte heller ikke være sky, d. v. s. blive bange for. enhver Ting. Lige saa lidt maatte den være stædig [sdædi] eller. løvsed (»den Hest æ løwsed«, d. vs, vil løbe løbsk). Det var jo. ogsaa slemt, naar den var ridestædig [riasdæ' di]. Om en Hest, der ofte snublede, sagde man: »Han æ saa slem te'ed aa snewle«, — Den Dusk Haar, der sidder bag paa Hestens Ben, kaldes Hovskæg. Ned i Panden hæne ger Pandelokken [panald' gin],og paaHalsen sidder Manen [ma' nen]. i Hestene stod jo i Stalden bundne i hjemmelavede Rewgrimmer. — De Havreneg, som blev skaaret i Hakkelse til Hestene, var aldrig tærskede. Somme Tider blev der dog skaaret lidt Halm imellem." De fik meget Kløverhø.. I Saatiden; naar der var travlt, fik.de ed Drøs stewte (udblødte) Ærter. paa Hakkelsen. ' en Hestene var kræsne og levnede af Foderet, hed det; Di gør Ore [ora]. — At give Hestene. det sidste Foder om Allenen, kaldtes at fodre af. »Nu ska jæ yd aa fore aae«. 81 Om Foraaret kom Hestene lidt senere paa Græs:end Køerne. Om Efteraaret gik de. løse; og fik Lov. at gaa, hvor .de vilde. Gik de løse.i Marken, havde de undertiden en: Fodhilde paa, for at man nemmere. kunde faa fat paa dem igen. Enkelte Hopper var rompegale. Saa snart man fik dem for. Vogn, var Halen i uafladelig Bevægelse for at fange Linen. Saa snart dette skete; :begyndte Hoppen at slaa som en rasende, og' med. det .samme:kom Vandet bag ud, saa det sprøjtede vidt omkring. —. Der var en Husmand, som fik -en lille køn Hoppe paa Prøve. Han sagde siden: »Ded vaar den Onde vælteme ded bæste Øj aa haae i in tør Sommer, for hun ku vanne en tre—fire Tønner Land«. . Her paa Gaarden havde vi gerne en halv Snes Kør, et Par Kvier og et Par Kalve, men ingen Tyr [tiw'r]. Dette PEN Hornkvæg kaldte vi Kreturet. »Gak yd aa ge Kreturet«, hed det: — Naar. en Ko blev tiwregal, skulde hun til Tyren. Bar det saa Frugt, hed det: »Hun æ mæ Kal [ka'l. Hvis ikke, saa var hun Owerløwer: »Hun narrede mæj i Fjor aa løw ower«. — Fødte en Ko for tidlig, saa kastede hun Kalv. — En. Maaneds Tid, før en Ko: skulde kælve, skulde hun malkes gold [g8"al] (Fi: 28. Fodeller senes: [s;?nos].: Saa blev hun ikke malket saa " ofte som. ellers; men der var. enkelte, som ikke var til at faa golde.: —. Naar: Tiden nærmede sig, at hun skulde. kælve, løede hun,:d:v. s. fik en klar Vædske i Patterne;: Vædsken kaldtes Løe [lød]. Koen var da en Løeko:... Det yderste af Fødselsvejen hos Koen kaldtes Bærmet. [bærmad]; Efterbyrden kaldtesSkaarnet. En Ko, som nylig. havde kælvet, var nybærret: Kalven var jo enten in Tiwrek al eller in Kviekal. Naar Kviekalven blev. et:halvt Aar gammel; var den Kvie,.og naar den, kælvede anden Gang, var den Ko. Der var enkelte Køer, som ikke fik.Horn;.de kaldtes k ullede. Dem syntes man ikke saa godt om, da de var saa hjælpeløse om Efterhøsten, naar de blev sluppet i Æwre;... — saa maatte de hurtigt løbe bort, bare en anden Ko saa til dem. — Koens Yver kaldtes Jewer [jew'ar]. Køer skal altid tages med det.gode. De kan være saa Uun derlig sære; — her var for mange Aar siden en Ko, som ikke ' 6. 82 paa nogen Maade lod sig malke af andre end min ældste Søster." Saa snart hun kom, var hun rolig med det samme. Ud paa Sommeren, naar Bremserne kom, kunde Køerne blive bissegale [besaga'l]. Den dvaske Ko kunde pludselig rejse Hovedet og ligesom lure paa noget, og saa med eet stak den "Halen i Vejret, og nu gik det rundt i Gallop saa hurtigt, den "kunde, — og alle de andre var i Gang med det samme. Der var næsten altid nogen og rev sig løse, og saa var hundrede og eet ude. De var næsten ikke til at faa fat paa. En Ko kunde blive Brummer.... Saadan en var Saa godt som altid tiwregal og blev sjælden med Kalv mere; den var kun af ringe Værdi. En Ko kunde være haard mælket; den holdt Pigerne ikke af .at malke, :da det var et strengt Arbejde. En anden kunde være saa blød mælket, at Mælken af sig selv løb af Patterne: Saa hed det: -»Vi kommer te'ed aa malke hende in Gaang mere, ellers spilder hun Mælken «. Vi havde 9 Faar og en Vædder [in vær]: Denne Vædder var saa godt som altid uvaaned [uvå'nad], d. v. s. gal. Drenge syntes jo altid, at det var saa morsomt, naar Vædderen vilde støs [sdøs], stødes, d. e. stange; jeg har som Dreng lært flere til, Men een Gang gik det galt. Døren til Faarehuset stod aaben; jeg stak Hovedet ind ad Døren og vrængede ad ham. Saa kom han med det samme. Jeg løb over Gaarden og sprang op i Brændekaastin. Dette gik godt nogle Gange; men til sidst blev han ved mig. Det blev jeg ked af og satte mig op at ride paa ham. Nu gik det i Gallop ind i Faarehuset. Da han for igennem Døren, greb jeg fat i Stolperne med Hænderne og kom til at ligge paa Ryggen med Nakken paa Tærskelen. Han hummede sig øjeblikkelig. Det første Stød tog jeg med Træskoene og; røg saa op og ud, men før jeg naaede Brændet, fik jeg en Sinkadus; saa jeg fløj et godt Stykke op i det. "Jeg. skulde ikke have ham drillet lige straks igen! ' En enkelt Gang blev et Vædderlam gildet, og det blev da " Kaldtin Bede. Et Hunlam kaldtes et Gimmerlam. Naar el Lam blev flasket op, kaldtes det et Dæggelam. Hertil H vidder brugt: en Lammepatte; det var et Kohorn, i hvis Spids der var dannet en Patte af Skind. En Pennefjer, der 83 var skaaret- Huller i, stak med i Skindpatten. Mælken blev hældt:i den' brede Ende af Hornet. ; Om Vinteren opholdt Faarene sig i Faarehuset. Her var en Krubbe [krobo] langs'den ene Væg. Heri laa altid nogle store Stykker Salt af en rødlig Farve; dem holdt Faarene meget af at slikke paa. Heri fik- de, hvad man nu kalder Afharpnin men den Gang kaldte-Skælle. Ellers fik de lidt Hø, og san Ærtehalm for Resten: Af Ærtehalmen aad de ikke andet end de fine Blade og Bælgene. Resten var Ore og blev raget ud hver Aften. »Ka du gaa hen aa or'e fra Faarene, Dreng«, hed det. Dette Ore blev saa brugt til: Strøelse eller slæbt paa Møddingen. Der blev kun møwet i Faarehuset een Gang om Aaret; alligevel laa de altid tørt og godt. ' i Tidlig om Foraaret kom Faarene paa Græs. De. blev da tøjret, to og to sammen. Tøjret bestod af tre Reb, holdt sammen med en Faarelædden [fs"aralæd'on]. Det var en Ring med tre Huller i, og i hvert Hul en Knap; i den ene af disse var fastgjort selve Tøjret, hvis anden Ende var bundet til Tøjrepælen; i hver af de to andre Knapper var der et Halsrew I den anden Ende af Halsrebet var der dannet en Løkke eller Slynge hen om Faarets Hals.... Der: var naturligvis slaaet en Knude indvendig i Løkken, saa den ikke kunde trækkes a d- og kvæle Faaret: ' "Baade Foraar og Efteraar blev Faarene klippede. Før Klipningen fandt Sted, blev de vadskede; at to Faar, hed det I et Kar: Vand kom der lidt Soda og lidt varmt Vand. Saa tog man først'Vædderen og lagde ham i det, for at han skulde gøre Vandet lidt mere lunkent, og efter ham "kom Faarene Benene var bundne. Saa blev Ulden — nede i Vandet — revet dygtig igennem med krumme Fingre. Derefter blev Baandet om Benene løst, og saa blev de overhældt'med koldt Vand for at blive fuldstændig rene. : En Dags Tid senere, naar Ulden var blevet tør, blev Faarene klippet med en Uldsaws. Somme Tider naar et Faar var klippet, kunde hele Pelsen. hænge sammen. Man tog da for Løjer og svøbte det om en lang Tøs eller Dreng; det saa morsomt ud. " e Foraarsulden kaldtes Lod, og Efteraarsulden kaldtes Uld To kunde bruges baade om Lod og Uld, men kunde ogsan. 6% 84 bruges om Haar af Svin, og Køer, Heste og Hunde. Ulden brugte Moder gerne til Ren degarn og Lodd et tilt slæt. Den Uld, der: sad paa Bugen, kaldtes Bugto [båwlo"]. Der var mange Faar, som ikke løftede Halen, naar de lod Vandet; derved blev Ulden paa Bagen mørk og sammenfiltret; den var inge i to. . ; af ringe Værdi og kaldtes Rompe . Der er et gammelt Ord og lyder: »Østenblammer, Kvindeklammer og Faareforskrækkelse ender med vaadt«. Dette pas 'ser meget godt, i hvert Fald for Faarenes Vedkommende. Naar ; et enkelt Faar kom løs af Tøjret, var der næsten ikke andet at gøre end at sætte Træskoene og løbe efter det saa hurtigt, man kunde. Det varede aldrig ret længe, før Faaret sagtnede Farten, og nu skulde det af med Vand, hvad der saa skete, — og: saa snup vi det. . EE var Fag stort: bevendt med Svineavl og Svinefedning. Her paa Gaarden var der ikke mere end een Leve so og: to lidt større og. to; lidt mindre Grise. Hvor Soen kom til Orne;uved jeg ikke; her i Ulstrup var der ingen Byorne. Ornegrisene blev gildet og kaldtes saa G aaltgresser [gåligresor]. "Sogrisene blev snittet. Der blev skaaret Hul i Siden, og Grisebøren [gresaby øran] (Æggestokken) blev taget ud; saa blev de.ikke ornegale. Det var en gammel Bondemand, der udførte dette; (men der var flere, som kunde den Kunst); han blev for'det. meste kaldt Sosnitterin. Ek En So, der første Gang skal have Grise, kaldes en Gyl t. Naar Soen laa med Grisser, blev den selvfølgelig fodret godt. Ellers var Foderet Skælle, Grønt eller lignende. De Svin, som. skulde 'fedes, fik Ærter eller Skraa. De, som standede for:Haand e: [sdansde få hsana), d. e, som Var i Opvækst, fik alt muligt, hvad der kunde ædes, — nedfaldne Æbler, Grønt af alle Slags, Masken, naar den var brygget, 0. s. V. Var en So ornegal,;;gav den en underlig skrydende Lyd fra sig, som kaldtes at ruffe [rof]: »Soen æ ornegal, jæ ka høre, hun ruffer«. . | . i Gulvet i Svinehuset var. kun Brosten, og særlig en gammel 86 kunde være slem til'at rode den op. Blev den alt for vold80 1, blev den ringet: en Staaltraad, fem Tommer lang, blev "slebet spids i den ene Ende og stukket igennem Næsebrusken; 'sandan at Halvdelen af Staaltraaden sad ud til hver Side. Saa 85 blev Enderne bøjet fast om hinanden nogle Gange, og med en Niptang blev Spidsen bøjet ind mod Næsen, saa den stak, naar Svinet vilde rode. Omkring 1820 var Kalkuner, Kaanskehøns, en meget vigtig Indtægtskilde og blev ved at være det langt op i-Tiden; dog var de -lagt af, inden jeg blev født. En Kaanskehøne var'en ganske udmærket Liggehøne; " den udrugede. gerne tre Hold Kyllinger af almindelige Høns uden at løbe fra Reden; men. saa var den ogsaa saa [d"ræ'sd], afmagret, at den næsten ikke: kunde staa paa Benene. Kaanskekyllingerne blev jo opfødt: med Nældeblade. Ellers blev Kalkunerne gennet i Marken, hvor de blev vogtet; men kom der Regn, maatte de straks bjem; den kunde de ikke taale. De var slemme til at flyve til Vejrs; især holdt de meget af at flyve op paa Brøndværket. Skete det da, at en blev skubbet i Brønden, saa fik man jo travlt med at fiske den op igen. Men den Gang var Brøndene ikke saa dybe, saa det var meget sjælden, at der druknede en. . Naar de nu var tjenlige til Salg, blev de kørt til København og solgt derinde. Jeg mindes en Oplevelse, min Fader fortalte, han havde, da han som ung kørte ind og solgte Kalkuner. — Han havde været derinde med et Læs, og nu var han paa Tilbagevejen: naaet: til Køge, hvor han.tog ind forat bede. Her skulde han modtage et nyt Læs Kaanskehøns for at køre dem til København. Saa kom Knøsen, som var sendt hjemmefra med Læsset, 'grædefærdig og fortalte: »Dæ jæ kom te Siseboden, saa spurte di, om jæ hade noed aa sku sise. »Næj«, saae jæj. - Aa saa tow di alle Kaanskehønsene«.——- Saa maatte Fader hen til Broport, hvor Aksiseboden laa; Betjentene lo, da de saa Fader. De kendte ham nemlig godt, og det hele gik let 1i Orden. Langt tilbage i Tiden blev her holdt Gæs: De skulde jo gaa paa Græs,. og der skulde helst være et'Vandsted i Nærheden. — En Dag, har min Far fortalt, kom Drengen, som vogtede Gæslinger, nok saa fornøjet hjem og fortalte, »nu hade han opdawet, hutten han ku faa Gæslingerne te'ed aa awde (lystre)«; Da han blev spurgt om, hvad han da gjorde, svarede han: »Jæ lætter Vingerne paa dom aa smækker dom paa ded baare Læjeme (Legeme)«. — Ænder holdtes ikke her paa. Gaarden. ... 86 Vi holdt indtillen Snes Høns. De blev hver Dag fundet, d. v. s. undersøgt, om de skulde lægge Æg: »Haar du fundet Høns?« kunde det hedde. De, som var med Æg, fik ikke Lov at komme ud, før Ægget var lagt. »Kak-kak-kak gør Æg«, sagde saa: Hønen, naar Ægget var lagt. Naar en Høne om Sommeren holdt op med at lægge Æg, vilde'den ligge, d. e. ruge. Saa gav den en særlig Lyd fra sig; det kaldes at skrukke: »Den brune Høne haar begynt aa skrukke; hun æ vist liggegal«. — Der var somme af Hønsene, som fik den Vane at hugge Skallen itu paa Ægget og fortære Indholdet. Saa klippede man den skarpe Spids af Overnæbbet; det bjalp for det meste. Man skelnede mellem to Slags Høns, dem med Hale og dem uden Hale; de sidste blev kaldt Gumpehøns. Vi havde to—tre Katte. Det var jo mest, for at de skulde tage Rotter: og Mus.. Men de kunde ogsaa forudsige Vejret. Sad en Kat og slikkede sig, saa hed det: »Ded bliwer pænt Vær i Maaren, Kattin slikker Solskin«. — Somme Ti "der stod Katten paa Bagbenene og kradsede med Forkløerne i et Træ: »Nu faar vi Blæsevær, Kattin riwer Vær a sæl«. Ordet Killing blev aldrig brugt; det hed in Katunge. Sygdomme blandt Husdyrene skulde helst kureres ved Hjemmeraad. Det skete saa mange Gange, at Fader sagde til mig: >»Ka.du rie op te Smeden i Alkestrup med en Hest aa be ham om aa ge ham noed ing«. Det, Smeden gav den og andre Heste, var mest Glaubersalt og lidt Rugmel, udrørt i lunkent Vand: de allerfleste Tilfælde kom Hesten sig. Jeg har flere Gange. hørt.denne gamle Smed sige: »Ded alleskrappeste ded æ Fanme aa ge ham en Piwe Tobak«. En Pibe blev stoppet og tændt. saaledes, at der var god Ild i den, og saa blev Pibespidsen hurtigt stukket ind i Hestens Endetarm. Smeden paastod, at ingen, kunde suge Røg saadan som Hesten, og at Midlet var ufejlbarligt: mod Forstoppelse. Men jeg har. aldrig set det udført. ' . Mens jeg var en lille Dreng, fik jeg en Sommerdag Lov af "Karlen paa Nabogaarden at ride Heste til Vands. Da jeg sad ... ... paa Hesteryggen, mærkede jeg en Klump, svøbt.ind i Linned "og-bundet solidt fast i Manken. »Va æ dette hær?« spurgte : jeg Karlen. »Aa, æ du tossed, rør ed itte, dæ æ læst over. 87 ed. Den klowe Maan vaar hær igaaer«. Men hvad det indeholdt, ved jeg intet om. . .... En Hest var jo. udsat for mange forskellige Sygdomme: en kaldtes. Kuller; der. var baade Dødkuller og Flyvekuller; en. anden Sygdom hed Krop, en tredje Kværk; det var en: ondartet. Halssygdom. FE Paa en. Gaard.i Terslev var det Skik, at naar en Ko havde kælvet, saa gik. Konen ned i Stalden og begyndte paa Mulen af Koen at rulle et Æg. op: over Panden, hen ad Halsen og Ryggen og tilbage .ind -under Bugen,. til hun naaede Mulen igen. Saa blev Ægget stoppet i Halsen paa Koen. Dette virkede til at afværge ondt. Det er omkr. 50 Aar siden, det" fandt Sted. i Naar en Ko blev malket første Gang efter at have: kælvet, skulde der Staal i Spanden. Den første Gang en Kalv fik Mælk skulde der ligeledes Staal i det Haande [hs'2na], han drak af, — Frygtede man for, at det var en Strengkalv [sdrægke 1, og at den altsaa ikke kunde leve, tog man fat i begge Bagben og løftede ham højt op, og samtidig gjorde man nogle stærke Ryk, — saa sprang Strengen, og saa var der intet i Vejen. Engang mens jeg var. Dreng, trak jeg til Tyr. med en Ko» som var tiwregal. . Da jeg gik derfra, sagde jeg: »Farvel og Tak«.... . »Du maa itte' sie, Tak«, svarede Manden, »for saa bliwer hun itte med Kal. [ka 1 «. Svin var: der saa godt som ikke noget at gøre ved, naar de blev syge. Det eneste Lægemiddel, man brugte, var at sætte Svinerod. i Ørerne paa dem: der blev stukket et lille Hul i Ørerne, og. her igennem blev der stukket:en lille Rod af denne Plante, Naar der var gaaet nogen: Tid;.blev Øret indtørret rundt om Roden i en Ring paa Størrelse med et Kronestykke, og. dette Stykke af Øret faldt tilsidst ud. Om det bjalp, ved jeg ikke. : Naar Faar blev syge, vidste man endnu mindre at gøre ved dem. Der var en Sygdom, hvorved: de blev. fuldstændig. afmagrede; det kaldte de, »a di gik:a'a sewedes hen«, og der døde mange af den Sygdom. —: En anden Sygdom kaldtes Dreje syge. Faaret holdt Hovedet: til den ene Side og drejede sig stadig rundt. De troede, det: kom af en Orm, der gnavede paa. Hjærnen. ... 88 OSLAGTNING. Til Husholdningen blev her henad Efteraaret slagtet et Faar. Kødet paa Hovedet kaldtes Lammegrimen og blev sammen, med Lunge og en Del andre Smaating anvendt til Finker. Bagkødet blev saltet. og røget. De allertyndeste Tarme lavede man Rokkesnore af; de kom til at ligne en tyk Violinstreng. Tarmene blev spændt ud imellem et Par Træer; de blev behandlet med Tommelfingerens Negle, og derefter blev de sat paa Tenen af en Rok og snoet; saa havde man en. umaadelig stærk Snor. i i Sidst paa Høsten blev der indkøbt 12 eller 15 Gæs, som gik paa Stub [sdøb, sdø'bin] til hen paa Efteraaret; saa blev de sat ind at fedes, og derefter blev de slagtet. — Nu skulde der pilles Gæs; d. v. s. man skulde: plukke Fjerene af. Et stort Kar blev: sat ind i Stuen, og omkring dette sad mindst fire Personer og pillede hver sin Gaas; denne blev holdt lidt ind over Karret, og saa lod man Fjerene falde deri. Det kan nok være, Fingrene gik, for der var ingen, der vilde være sidst færdig. Efter den første Plukning blev Gæssene skoldet [sgs'2120], og derefter pilledes de fuldstændig rene. Hovedet blev skaaret "af, og saa blev Halsskindet skaaret løs helt inde ved Kroppen og-draget af; det blev fyldt med Pølsemaad og kogt sammen med Blodpølsen af Grisen, idet der altid blev slagtet mindst een: Gris; naar: Gæssene blev slagtet. Halsen, Hovedet, Vingerne, Fødderne og noget af Indmaden blev syet paa en Traad og kaldtes Kraasen [/ers'asim. — Gaasen blev skaaret paa tværs af Bagdelens Underside, hvor Fedtet blev taget ud tilligemed Indmaden og; Indvoldene. Fedtet blev smeltet af og var en Lækkerbid i; Husholdningen. Husholdningsgrisen eller -Grisene blev slagtet lidt før Jul, for at man kunde have forskelligt Sulemad i Julen. Naar Grisen blev stukket; stod: Moder og holdt den Spand, som Blodet løb i; der blev stadig rørt om i Blodet, for at det-ikke skulde levres; siden blev det siet gennem et Dørslaw. i "idet døde Svin blev skoldet i det store Saltkar. - Naar det var tjenligt, blev det løftet op og holdt paa Kanten af Karret, mens en Dør blev skudt ind under det. Saa blev det skrabet reut; et Hængetræ blev indsat mellem de store Sener paa Bag 89 benene, og derefter blev det hængt op paa en stærk Jærnkrog, som var fastgjort paa Bjælken i Stegerset, Det blev nu skaaret op, og Indvoldene blev taget ud i et stort Trug. Disse blev lagt hen paa Stegersbordet, hvor man straks tog fat paa at pille Fedt af Taarmene [tårmana]. Mellemgulv, Lunge og Hjerte blev ogsaa taget ud. Der hvor Grisen var stukket, blev der skaaret et stort Stykke ud, som blev kaldt Dalbawin [dalbaw'in]. Af Tungen og Mellemgulvet blev der lavet Rullepølse: Flommen ;(flåmon] blev: taget ud og hængt til Side for at afkøles. — Noget op ad Dagen blev Hovedet skaaret af. — Til Aften tog man hele Grisen ned og lagde den paa Ryggen; Benene blev skaaret af i Knæleddet; naar man ikke var særlig øvet, kunde man staa og file længe, før man ramte, hvor man skulde; — jeg saa en Gang en Landsbyslagter, som kunde skære et Ben af i eet Snit, som om han skar i et Stykke Flæsk; han paastod, at naar man havde løjet samme Dag, saa kunde man ikke. Men det passede vist ikke, for han var selv en stor Løgnhals. . . ; Mørbradene [myørbra'ana) blev skaaret ud, og saa blev Grisen vendt om paa Bugen. Nu blev der skaaret to Snit fra Halen helt op til Halsen; man trak Kniven ved hver Side af Rygbenet, saa den mellemliggende. Strimmel: af Sværen blev 3/, Tomme bred; Grisen blev atter vendt om paa Ryggen, og Sidebenene blev med en Økse hugget af tæt ved Rygraden. Nu var der: altsaa to Sider Flæsk og Rygbenet.. Derefter blev Rewnsbenene [rew'nsbj'anona] skaaret fra, og saa blev Siden delt, saa der blev tre Stykker: Boven; Mellemstykket og Skinken. Disse Dele af Grisen kom i Saltekarret og blev saltet for siden at røges. — En udhulet Bøgestamme til at hensalte i kaldtes en Suleolde. Flommen og Plukkefedtet [flåmafit] og [plåkfit| blev skaaret i Smaastykker og smeltet af; det hele blev hældt gennem et Dørslag; hvad der blev tilbage i dette kaldtes Fedtfinker Fedtet blev hengemt i Lerkrukker. — Naar man stegte Flæsk i Panden, fik man Stegefedt. Og hvad.der blev afskummet, naar man kogte Flæsk, kaldtes Madfedt. Det blev altsammen brugt i Husholdningen. —: Efter Slagtningen' blev der lavet Maisterpølse [ma'isdarpølsa]. — Af. Grisehovederne lavedes der Sylte. "En Del af'Svineryg90 gen blev saltet; noget af den blev der kogt Suppe paa. Mørbradene blev: spist ferske. De større Tarme og en Del af de mindre blev brugt til Blodpølse:... Byggryn, hvoraf nogle var halvkogte, blev blandet med. Blodet, og saa kom der Flommefedt i. Naar Pølsemaden skulde; fyldes i Tarmene, brugtes den tykkeste Del af et Kohorn, Pølsehornet; det blev stukket lidt ned i Tarmen, og med en stor Ske blev saa Pølsemaden fyldt i i Tarmene. Endetarmen af Grisen, som ogsaa blev brugt til Blodpølse, blev altid spist af Grisens Ejer; det var den fedeste. — Det var Dagen efter Slagtningen, at Pølsen blev spist til Middag. Og den regnedes. for en Herreret. Naar Flæsket var blevet saltet i det store Saltekar inde i Mælkekammeret, skulde det røges. Der blev stukket et Hul gennem de større Stykker, saa en Stump Tækkegarn paa en Alens Længde kunde stikkes der igennem og knyttes sammen ; heri. blev der. saa bundet et kort Stykke Reb; den lange Stige blev lagt op ad Taget, og saa krøb Fader derop med et langt Reb og en tyk Stav; denne blev lagt tværs over Skorstenspiben. Saa lod han den ene Ende af sit lange Reb gaa ned igennem Skorstenen. Hernede stod saa en anden og bandt det Reb, som var fastgjort i Flæsket, til hans Reb. Derpaa trak han. Flæsket op gennem Skorstenen og bandt det fast til Staven; saa blev det lange Reb firet ned igen for at hente et nyt Stykke: op, og saaledes blev man ved, til det hang der alt sammen: Til de smaa saltede Ting, Pølser og lignende, brugtes en Stang af passende Længde, helst den øverste Ende af en EL hvor Grenene: sad tæt; disse blev hugget af en 3 Tmr. fra Stammen. Paa disse: Grenstumper blev Pølserne hængt. Stangen, blev rejst inde i Skorstenen, saa den øverste Del hældede ind mod Muren; den: nederste Ende blev sat i Hjørnet ved Kakkelovnsdøren. Det var Røgestangen [røjesday'an]. MÆLK OG SMØR OG OST. I Almindelighed blev der malket Morgen og Aften. Om ... Sotmmeren kunde det ske, at der blev malket tre Gange om Dagen, Dersom der var mere Mælk, end der kunde være 1 91 Malkebøtten, saa maatte de have Drawten [draw'don), Aaget, frem; paa det kunde de jo hænge to Spande. Naar Mælken blev baaret fra Marken i aabne Spande, blev der lagt en tynd, rund Træbrikke i hver Spand, for at Mælken ikke skulde skulpe [sgolba] over. — Naar de kom hjem fra Malkning, skulde. Mælken. sis. Sien var en Skaal af Jærnblik, hvor Bunden udgjordes af et rent Linnedstykke. Mælkebøtten, som der blev siet ned i, var af Træ. Stavene i den var vel. fem. Tommer høje. Ovenpaa denne blev Siladet [s7lad'2d] lagt; dette bestod. af to Stager, godt saa lange som Bøttens Bredde; de var sammenføjet med to kortere Stave, saadan at Sien kunde staa i det firkantede Hul, som derved fremkom. Naar Mælken var løbet gennem. Sien ned i Bøtten, blev Kluden taget af og gjort ren. Mælkebøtterne blev om Sommeren sat ind i Mælkekammerset, om Vinteren op paa Hylderne ved Bjælkerne i Dagligstuen. — Om Sommeren kneb det med, at Mælken kunde staa længe nok til at sætte Fløde; den vilde jo tit blive til Tyk mælk forinden. — Om Vinteren stod den somme Tider 36 Timer, Ej fra den blev malket, til den blev skummet. Fig, 30. Silad. Naar Moder skulde flyde Mælk, d. v. s. skumme, tog hun Mælkebøtten, og holdt den saaledes, at Mælkebøttens Underkant støttede paa Randen af Flødebøtten. Saa lod hun højre Haands Pegefinger stryge rundt indvendig, saa Fløden løsnedes fra Mælkebøtten. Var nu Mælken bleven tyk, brugte hun en Flødeske af Træ til at skumme med. Var:den ikke det, hævede hun Bøtten lidt bagtil og kunde saa .blæse Fløden af. — Flødebøtten stod i Mælkekammerset om Sommeren; om Vinteren stod den paa Enden af Langbænken lige inden for Stuedøren. Smørret blev kærnet i en Stavkærne. Selve Kærnen var en høj, smal Bøtte; Staven var af Hæsle med en gennemhullet Skive paa nederste Ende; midt i Kærnelaaget [kærnelåw'o0] var et Hul til Staven; om "Hullet (og Staven) var der oven paa Laaget en Ring af et kegleformigt Træstykke; den var løs og kunde skydes op og.ned ad Staven. Den skulde hindre Fløden i at sprøjte op, naar der kærnedes. Paa.den ene Side af Laaget var der et Hul, hvori der sad en Pind. 92 Den. Fløde, der gennem Smaahuller og Sprækker sprøjtede op, blev raget ned gennem dette. Paa den modsatte Side af Laaget var der'et Haandtag. Naar Fløden begyndte at blive grynet, blev der sagt: »Nu æ Smørred veed aa komme:z. Naar Smørret var kommet, blev det taget op med Hænderne og lagt paa et Trug.. Saa blev'der tilsat Salt; det skulde have Tid til at løwe i Lawe (løbe i Lage), hvorefter Smørret blev æltet. | Græssmørret blev der gemt lidt hen af i Lerkrukker, da det var mere velsmagende end Vintersmør. Smørret fra Efteraarstiden var ÆvredSmør. Skulde der laves Ost, brugtes der Osteløbe [osdolj2we]; den fik man fra en Kalvemave, helst af en nyfødt Spæek al. Kort før Kalven blev slagtet, fik den lidt Mælk; thi ellers var Maven jo tom, og der var ingenting i Løbebælgen [l[j"wabæ'lin). — Naar Løben kom i den lunkede Mælk, løb denne sammen og dannede Ostemassen; denne deltes paa Kryds og tværs med en stor Træske; saa sank den sammen, og Vallen kom — ovenpaa. Efter at have hældt Vallen fra, Fig. 31. Ostekar. fiskede man Ostemosen op og æltede den med Salt og Kommen. Derpaa lagde mandeni Ostekar. Man havde: Ostekar af forskellig Størrelse; de, der brugtes mest, var 9 Tommer lange, 6 Tommer brede og 6 Tommer dybe; de var lavede af Træ og havde Huller i Bunden til Vallen at løbe ud ad. Man lagde et linned Stykke i Ostekarret, og oven paa det lagde man Ostemosen og pakkede den fast ned. Efter at have trukket Linnedstykket hen. over Mosen, lagde man Laag paa, og oven paa: det lagde man en stor Sten. Af og til blev Osten vendt og gnedet med lidt Saltvand. Naar den havde ligget længe nok i Pres, blev den taget ud og lagt paa Hylde. MEL OG BRØD. Skønt der ikke blev malet saa meget Korn i min Barndom som nu, blev der alligevel tænkt mere paa Møllen end nu om "Dage: Man bagte selv sit Brød,'og der var kun. Vejrmøller her i Nærheden, Naar det saa var bliklunt [bleklu'wnti] fjorten Dage i Træk, saa var der Mølletraad [mølotråd], stoppet med sædfyldte Sække i alle Møller. Det var især galt, naar det var nær ved Jul; man kunde da høre den ene sige til den anden: »Haar I faat maalet te Jiwl? Ded æ doyw forskrækkeli, ves vi itte: snaart: faar Vind«. Dengang: betaltes Møllerarbejdet ikke med Penge; men Mølleren toldede af Sæden, og for at faa Svendene til at døbbe diwt (stikke Toldkøppen dybt) i Sækkene, fik de to Mark for hver Tønde Toldsæd.: De maatte egentlig kun tage %16 af Tønden; men jeg har som Dreng set Svendene tage en toppet Skæppe Sæd af hver Tøndesæk. — Vi havde en Sæk, der kunde tage godt 10 Skpr.; den blev kun brugt til Rug, naar der skulde males. Den blev stoppet godt fuld, naar den skulde til Mølle; men den var slemt slatten, naar den kom tilbage, og Sæden fylder endda ikke saa lidt mere i malet end i umalet Tilstand. Der var paa hver Mølle et justeret Kobberkar til at tolde med; men enten blev det ikke brugt, eller det blev misbrugt. Paa enhver Mølle var der eeSkallekværn. Den havde kun eenrenkelt Sten; uden om denne var der en Jærnplade, hvis inderste Side var dannet som et Rivejærn; denne Jærnplade. var fastgjort paa en Træramme. Her blev Kornet skruppet, saa Skallen blev revet af. Denne Behandling fik Bygget, før det blev. knækket til Gryn. "Rugen maatte to Gange gennem Kværnen for at blive til Mel, hvorimod den Sæd, som Kreaturet skulde have, nøjedes med een Gang. Denne grovtmalede Sæd kaldtes Skraaning. — Havde man ikke Maltkølle paa Gaarden, købte man ogsaa Malt paa Møllen. De, som ikke holdt Hest, skulde jo ogsaa have brygget og bagt; deres 'Sæd maatte Gaardmændene tage: med til og fra Mølle. Saa kom Husmanden og sagde: :>Ka du itte ta in Slump [slom'p] mæd te Mølle?« Eller: »fra Mølle?« Hvilket det nu var. Der var ikke mange Møller den Gang: Her var Herføgle og Vollerslev, og der var en: Mil; til hvilken vi kørte. Det kunde somme Tider være. strengt nok i haarde Vintre; naar Sneen laa højt, og vi maatte ind over Marker, ofte over Jordvolde med. ' . Møllerne var lidt fine paa det. Første Gang, jeg kørte il 94 Mølle, blev der sagt til mig: »Du ska ta din Hue aae for Møllerin aa sie Di te ham«. — Det brugte man ikke overfor Bønderfolk: Der er et gammelt Ord og siger: »Man skal lære en Pige at kende i et Dejntrug og ikke i en Springdans«. Og det er rigtigt nok; for ved Æltningen skulde der gode Kræfter til. Hen imod Aften blev den støre Sæk Rugmel baaret ind i Stuen og lagt paa den ene Ende af det store Langbord; — der var paa en almindelig Bondegaard omkr. 10 Skæpper i Sækken. — Ved Enden af Bordet blev Dejntruget sat saaledes, at man fra Sækken lidt efter lidt kunde lade Melet løbe ned i Truget. Melet blev saa rørt ud i Vand, og derpaa blev Surdejen sat til. (Surdejen var en Klat Dej — fra foregaaende , Bagning — paa et Menneskehoveds Størrelse; den var klappet-fast sammen, lagt paa en Træbund og overdrysset med Salt; hvorefter der var trukket en Svineblære over den). Det Arbejde, der paa denne Maade blev udført om Aftenen, kaldtes at lægge til Bægt [lægs le bæjl. Tidlig næste Morgen var Dejen hævet og skulde nu gennemarbejdes, æltes. Den var nu meget fast og stiv; her var det da, man skulde »kende Pigen«; for det var et meget strengt Arbejde. Derefter skulde Brødene formes; Pigen stak med Hænderne passende Stykker Dej af og lagde dem op paa Bordet. Her henne stod Husmoderen og tog imod; der blev drysset et tyndt Lag Mel paa Bordet, og her blev saa Brødene klappet og rullet, til de fik den Form, man ønskede. Vægten var fra 12 til 16 Pund." " Det var altid Manden selv, der fyrede i Bageovnen. Naar den var varm nok; blev Ilden draget ud; hertil brugtes Ragen [rå'wan] eller Bageovnsragen [bawaonsra'wan]: paa en lang Stav sad der et 15 Tmr: langt Tværbræt af Bøgetræ. Paa en anden lang Stav var der skævt paa den ene Ende bundet en Langhalmskærv; det. var Bageovnskosten [bawaonsko"sdin). Den blev dyppet i Vand, og saa fejede man Arnen ren for Ildgløder med den. — Derpaa blev Brødene sat ind med en Gresel [grp asol]; det var en 12 Tommer bred Bøge plade (tyndhøvlet i den forreste Ende og med Hjørnerne afu rundet), hvori der var indfalset en lang Stav. Paa Pladen blev "Brødet: sat og ført ind til sin Plads i Ovnen; med et rask Tag blev Greslen trukket tilbage, Brødet smuttede af og stod, hvor det skulde. En tyk Dør af Træ, [sgådin], blev sat for Ovnsmundingen og klinet tæt med Ler. Og saa stod Brødet derinde i indtil det var bagt. Man bagte sjælden mere end een Gang om Maa- | neden; i den kolde Aarstid kunde det godt vare endnu længere. I'den varme Tid tog man to Brød vendte Underskorperne mod hinanden og lagde Brødene i en Sæk; man bandt for Sækken saa langt nede, man kunde, og kom saa atter to Brød i samme Sæk og bandt oven for dem. Disse 4 Brød blev baaret ned i Laden, hvor det var køligt frem for paa Loftet, hvor de øvrige Brød opbevaredes; somme Tider bar man henved Fig. 32. Gresel. Halvdelen af Bægten hen i. Laden ' og hængte d . holdt Brødet sig meget bedre. . 8 en op. Her ØL. Humleavlen var uden Betydning her paa Egnen. Der var ikke anden Humle, end hvad der skød op paa Hegnet rundt om Haven. Hvor der ikke var Kirsebærtræer og Blommetræer lg kunde løbe op i, blev der stukket Rafter ned i Gærdet. Naar den var tjenlig til at plukkes, blev der sat en kort Stige til Træerne, og den Del af Ranken, hvorpaa Knopperne [knobarna] sad; blev taget ned; man holdt dog ikke af at faa for mange af Rewerne [rewarna, håmbrew'orna), d. e. Rankerne, med. Om Aftenen blev der saa pillet Haamle aae; man sad i en Kreds om et 'Haande (et Kar; en Kurv el. lign og med Fingrene tog man saa Knopperne og lod dem falde i Haandet. Humlen blev baaret paa Loftet og bredt ud der for at tørres. Den opbevaredes derefter i Humlekuben, et stort Haande, dannet af Halmsimer. Den Humle, der blev avlet bjemme kunde sjælden forslaa saa der maatte gøres Indkøb af Humle fra Fyn. i En Maltkølle [(må'likøb] har jeg aldrig hørt har været ker i Ulstrup; men jeg ved lidt om saadan en andre Steder fra. Et Par Tønder Byg blev sat i Støb [sd/'ow]; det vil Sige: 96 Bygget blev hældt i et stort Kar, og saa kom der Vand i Kar ret; naar Bygget. var gennemtrukket, blev Vandet hældt fra og Bygget baaret paa Loftet og bredt ud, saa det ikke laa alt for tykt; derpaa blev det dækket til med Sække, for at det skulde komme, d. v. s. spire. Naar det var sket, blev det tørret. Køllen laa gerne lidt fra Byen, da den ofte brændte. En Grøftevold var jævnet paa et lille Stykke, og her laa Køllen. Maltet blev anbragt paa Flagerne [flawarna]; det var Jærnplader med meget smaa Huller i. Og saa blev der tændt Ild under det. Men der skulde passes gødt paa, at Ilden ikke blev for stærk, for saa blev Maltet svedet, Der blev vaaget om. Natten ved det. Undertiden var det Pigen, der gjorde det; hun. fik jo gerne Besøg af Byens unge Karle, og saa skete det somme Tider, at Ilden knap blev passet, som den skulde. Maltkværnen havde den sædvanlige Form. Haandtaget, vi trak den med, var af Jærn og formet som et Vimmelstøj (Borsving); den nederste Ende af det dannede en Gaffel, der nede i Øjet fangede Sæjelen [sæialin), det Jærnstykke, som bar Løberen (løwerin). Den nederste Sten kaldtes Liggeren [legarin). Den øverste Ende af Haandsvinget gik op paa Siden af Bjælken, hvor den holdtes fast af en Krampe. Naar der nu skulde brygges, skulde man jo først male Malt. .(må'lb må'li. Her paa Gaarden brugte vi gerne 2 Skæpper. til'en Brygning. Maltet maatte ikke knuses for fint. — Det store Rostkar blev sat paa en Karstol; i Bunden af Karret var der.ved den ene Side et Hul til Tapstaven: En stor Visk Langhalm, som der var slaaet Knude paa, blev sat uden om Stayen;. oven paa Halmen blev der lagt flade Sten for at holde den nede. Imidlertid var der fyret. op under Bryggekedlen,. der: var. fyldt med Vand. — I en anden Kedel blev Humlen. kogt i. Vand; naar den var kogt tilstrækligt, blev Vandet siet fra Humlen; dette Afkog kaldtes Humleurten [håmbu'rdan]. "Selve Humlen, blev bredt ud paa Halmen i Rostkarret. Nu kom Maltet i Rostkarret, og varmt Vand fra Bryggekedlen blev hældt paa. Saa blev der med Hænderne rørt om, til det var en jævn. Vælling. Det stod. nu lidt og trak, saa blev der med en stor Strippe øst kogende Vand paa under. stadig Omrøring med en Mæskestav. Dette kaldtes at mæske. Endelig tilsattes: Humleurten... SE ned, naar Tønden skulde gøres ren. — Naar nu Tøn 97 Under Karrets .Taphul satte man en Spand, lettede lidt paa Tapstaven, og saa:løb Øllet ned i. Spanden; herfra blev det hældt i Kar eller Baller. Medens det endnu var: lunkent, blev Gæren sat til,;;og det blev derefter overdækket med et Klæde; det henstod :ni nogen: Tid: for at gære [gæ'ra], og derefter blev Gæren skummet: af, (Det første Bryg var det bedste og blev kaldt »Vaar Faars- Øl; det andet var tyndt Øl og blev drukket til daglig. Jeg mindes ikke, at der nogen Sinde blev brygget Gammelt Øl her paa Gaarden. Naar Øllet var færdigt, skulde der.tvilles [fvilos] Ø1, d. v. s. det skulde hældes paa Tønder — Haltønder eller Fjærninger — hertil brugtes en hjemmelavet Tragt [tra'din]; det var et udhulet, aflangt Stykke Træ, i hvis Bund der sad en firkantet Tap, som, passede til det firkantede Hul i Tønden; dette skulde være saa stort, at en Arm kunde gaa der-. ; ; (mere den var fyldt med Øl, blev: Hullet lukket. med. et Spuns, d. e. et firkantet Træstykke, dannet saaledes, at den øverste Kant gik ud over Tønden. Maltet, som der var brygget paa, kaldtes Mask og blev brugt til Foder til Kreaturerne.: — Gæren blev op-. Fig. 33. bevaret til næste Gang,. der skulde brygges: Man dan- FR. nede en Ring: af: Pilevidje, lagde den midt i et Klæde og gjorde den fast. med:et Par Sting, samlede saa Klædet op rundt om og hældte. Gæren heri; et:Baand blev bundet om, og saa blev det hængt: paa: Loftet. Øllet blev tappet gennem en Øltap; den sad paa Tøndens Ende nede ved Undersiden og var en. 6 "Tommer. lang drejet Træstok. med et Hul paa langs. I Hullet:sad Svikken (svegin], en Træpind med et bredt Blad paa den yderste Ende. MARKER OG. HEGN: Lodden her var delti syv Skiwter;den,,som ligger Gaarden nærmest, kaldes Towten, Den lave Del af den var Eng og kaldtes Towtemosin. Toften var paa ide tre Sider omgivet af Jordvolde, hvorpaa der voksede Rødpil, lavstammede Popler, Kurvepil, Hassel og andre: Arter Blødtræ. Den fjerde Side var langs med. Byens Haver, og her var der et Stengærde. 7. 98 — Oven paa Jordvold og Stengærde var der vundet et Risgærde, og ved Indkørselen var der et Led; her blev Kreaturerne lukket ind om Natten, naar de om Efteraaret var slupseer en Lavning Nordvest for Gaarden paa den tredje Skiwt: imod Vest; den kaldes Vaasin [va'sin]; lidt herfra ligger en Gaard, som hedder Vasegaarden [va'sags'arin]. Langt tilbage i Tiden gik Vejen Syd for denne Gaard. Her var der meget blødt, lidt Kildevæld og Uføre. For at kunne komme over, uden at Vognene sank alt for dybt i, lagde man en Vaase — det er et Udtryk, som endnu den Dag i Dag bruges af Skovarbejderne her paa Egnen —, man huggede en Del Pilegærdsel, vel tre Alen i Længde; dette blev lagt paa tværs af Vejsporet, og lidt Fyld blev lagt oven paa; saa kunde man køre, uden at Hjulene sank i. Marken udad imod Vest er paa højre Side af den Vej, som gaar til 'Hejede og. Tollerød. Her strakte der sig et Stengærde en hundrede Favne fra Gaarden og udad. Resten af Gærdet var en Jordvold, hvorpaa der halvvejs ud til Hæslebak ken var plantet Popler. — Midt over Marken lod min Fader grave en Jordvold fra Syd lige mod Nord. Saa blev hele den Del af Marken mod Vest — to og et halvt Skifte — indhegnet med "Risgærde, saa Kreaturerne uden Tilsyn kunde gaa løse der om Efteraaret. Men det varede ikke saa lang Tid, før han opgav 'det-igen, da der var alt for meget Arbejde ved at holde saa meget Gærde ved Lige. Det var flere hundrede Favne. — Helt ude bagi Marken ligger en lille, aflang Bakke, som bærer Navnet Di(g)esgaard. Den vestlige Del af Marken kaldes Kildemarken; der var nemlig en Kilde derude, som jeg ' r i 1873. rar man kommer igennem Ulstrup i Retning af Sædder, ligger der en lille: Udlod paa højre Haand, som hører hertil; den kaldes Enghaven. "Der er Tørvejord dernede; men nu skæres der ikke Tørv mere. Der ligger en lille Bakke, hvor der for en 200 Aar siden laa en Gaard. Den sidste Mand, som boede der, kaldtes Ole Jyde. Jeg tror, at det langt tilbage a'Piden ikke har været Bønder, som har boet 'der. Man kan grave ned næsten hvor man vil, saa støder: man paa. smaa Stykker af røde Mursten, og der var næppe Munkesten i Bøn 99 dergaardene den Gang. Naar man kommer 400 Alen længere frem, har man Ulstruplund paa venstre Haand, og her er en Dal et Stykke ind i Skoven med en opfyldt Dæmning, hvor det. tydeligt ses, at et Stibord har været gravet ind til den ene Side i den faste Jord. Denne Dal hedder den Dag i Dag Duns: Dam [duw'ns:dam'). — Alt dette kunde tyde paa, at der herude har ligget en Herregaard. Længere frem. imod Øst, op til Sædder Skel, har vi atter en Udlod; den kaldes Bjæverskov. Imellem den og Enghaven. havde vor Nabo en Udlod af samme Navn. Paa Na " boens. Lod var der Tørveskær, og der saa jeg en Gang tre eller. fire runde Jordstakke tværs over Tørveskæret; de bestod ikke af Tørvejord og havde derfor faaet Lov at staa. De var lidt større end en almindelig rund Kartoffelkule. Jeg kunde ikke undersøge dem nøjere, da der var Vand rundt om dem i men der kan vist ikke være Tvivl om, at det var Bæverens Boliger. For Loddens Navn maa jo komme af dette Dyrs Navn. — Ved Landevejen fra Ringsted til Køge ligger Landsbyen Bjæverskov. Dette Landsbynavn maa have samme Oprindelse. Længst mod Øst paa Bjæverskov-Lodden har der været en Boplads i den ældre Stenalder; der var en Kilde, lige til Lodden blev drænet. Det var den første Betingelse for, at Stenalderfolket. kunde bo. der, Da Jorden blev pløjet op der første Gang, fandtes der næsten et helt Læs »Bryggesten«,. Og" jeg har fundet mange Spydspidser, Pilespidser: og andre' Redskaber derude. Rødpilen har vokset her i umindelige Tider; men P o plerne er kun omkring 80 Aar gamle her paa Egnen. Den gule Baandpil, som bruges til Kurvefletning, er: en Busk. Disse tre Arter af Pil var de overvejende paa Volde og i Hegn. Desuden voksede der Hassel, Ask og Tjørn, som brugtes til at varme Bageovn med. ; Omtrent hvert fjerde Aar blev Pilene stævnt, stynet. Hegnene var inddelt, saa der var et-Stykke Pil at stævne hvert Aar. Pilene var lavstammede; men man maatte dog bruge en kort Stige, naar man skulde i Lag med at stævne dem... Der. var ligesom et Hoved paa hver Pil; Grenene blev hugget af saa nær ved Hovedet som muligt. Naar man var færdig: med Vi 100 det, skulde Grenene. snedes af [snedas å"|: de smaa Kviste blev hugget af. —.En Del af Rafterne blev brugt til Gærdestavrer,; andre til Stængetræer. Enkelte af Poppelgrenene brugtes til Sættepil, blev plantet. Og Resten blev savet til Brændsel." Hvad der blev tilbage af Ris og Kviste, kaldtes "Gærdsel [gæ'rsal] eller. Kvas. [kvas]. — Naar der var vundet Gærde, var der en hel How Ros [håw rås] tilbage. Dette blev. kørt hjem og læsset afi Brændekaastin og hugget ud til Brændsel. De gule Baandpil eller Vidjepil blev særlig: brugt til. større Høkurve; men det var kun første Aars Skud, der duede til dette,: saa -disse. Pil maatte stævnes ofte for at være brugelige. Naar Klag'en, Klawen, d. e. Frosten, gik af Jorden, skulde man til at vinde Gærder; det kaldtes ogsaa atlukke Gærder. Først brækkede man det t gamle Gærde:ned og kørte det hjem; det blev brugt som Brændsel om Sommeren. Dernæst blev Grøften ved Siden af Volden renset op, og . Fig 34. Stavrekølle, Volden istandsattes, hvor den var traadt ned. Naar dette var udført, tog man fat paa at stævne Pil. Dernæst blev der hugget Stavrer; de var knap to Alen lange. Hertil brugtes en ikke alt for stor Økse [sdawarsår'sa] og en lille Huggeblok, som man bar fremad, efterhaanden som. der ikke var flere Stave at faa, hvor man stod. Pilerisene blev lagt lidt i Orden med det samme, saa de var lige ved:Haanden, naar man begyndte paa Gærdet. "Naar man: var: færdig. med at hugge Stave, tog man en Favnfuld, og med. den højre Haand stak man dem en for en Jidt ned i Jorden;..saa. de. kunde. staa ene. Bagefter blev de slaaet i med en Staverkølle.. Denne skulde helst være af Egetræ, en Ejeskaaling, d. v. s. en vissen Egegren, hvor den bløde Hvideg var raadnet bort, saa kun Marven var igen. 9 Tommer fra den tykke Ende skulde den krumme lidt, og der blev med en Hullise [huliso] — et Stemmejærn, hvor Skarpen havde Form som en Halvkreds — lavet en: Fordybning, for at Staven ikke skulde smutte ved Siden, naar man slog paa den. Derefter tog man fat paa at vinde Ris: om Stavrene: man tog en stor Haandfuld. af: de mindste Ris til det første Lag. Til det andet Lag brugte man kun to Ris, højst tre; men de skulde være længere: og tykkere. Til det tredje og'sidste Lag brugtes. endnu længere Kæppe, og de blev pudset lidt af med. en Økse; men det: var kun een Kæp for hver Stav; de kaldtes Afvinderis, Aaevinneris [2'"venarr's]. Naar Gærdet var vundet færdigt, blev det banket lidt sammen hist og her, og saa blev Stavrene atter slaaet lidt ned, saa de stod i passende Højde. Saa var Gærdet færdigt. Den Gang skulde helst hele Lodden være indelukket; naar nu en Vej gik gennem Lodden, var der ved begge Loddens Sider et Led tværs over Vejen. Naar man var ude at køre, skulde man derfor i de Tider af hvert Øjeblik for at lukke Led op, og selvfølgelig skulde de lukkes igen. Det var der somme, der ikke gjorde, og heraf kunde der opstaa stort Uvenskab, ja endogsaa Slagsmaal. Det skete ogsaa, naar en kom fra Køge og maaske var en lille Smule varm i Panden, at han gav Hestene et vældigt Rap af Pisken, saa de hverken hørte eller saa noget Led. Det røg da i Stumper og Stykker til alle Sider. Jordens Drift 🔝.Jorden" her: var som nævnt delt i syv Skifter, Skiwter. Første AarsSkifte laa i Brak. Grønjorden' blev om Efteraaret brækket, for at den kunde blive vintertvingt [ven' dørtverx' i]; det kunde hedde: »Nu ska vi'te'ed aa brække Grønjor«. Om Foraaret blev Brakjorden harvet [hard] og tromlet (men dog først efter at der var saaet Foraarssæd);.og saa skulde der køres' Gødning, awes Møj, ud paa den; hertil brugtes de to Møjvogne, et Par Lundstikkevogne med lave Fjælle. Der var foran paa Vognbunden slaaet'en Pind, som gik ud under Fjælen til venstre, for at det skulde gaa lettere at faa Fjælen løftet op over den bageste Vognkæp, naar Møget skulde væltes af. Til at bryde Møj paa brugtes: en bjemimelavet tregrenet Greb, der helt var af Træ; men naar Spidserne blev slidt af, 102 blev der somme Tider sat Spidser paa af Jærn. Strøgrebene [sdry'øgreworna] var ligeledes af Træ, men meget mindre. Møghakken var af Jærn med to Grene, der var bøjet i en Vinkel. Naar Gødningen var kørt ud paa Brakjorden og strøt, blev uJorden pløjet; en Gang imellem, naar Ukrudtet begyndte at | skyde op, blev den harvet, og ellers laa den saa hen til mellem Høhøst og Kornhøst; saa blev den pløjet. Naar der var indhøstet, blev der pløjet til Rug eller Hvede (andet Skifte). Vintersæden skulde gerne saas inden 8 Dage før Mikkelsdag. Her blev altid saaet Hvede i Lerjorden, og der var Lerjord i hvert Skifte. Før Hveden blev saaet, skulde den syltes: den blev bredt ud paa Logulvet og overbrust med Kalk, opløst i Vand, senere. med Blaastens Opløsning. Det var for at hindre Brand i Hveden. Naar Vintersæden var saaet, blev der pløjet Vandfurer [vanfå'ra]; der blev pløjet en Fure for hver Ager. Ageren var 15 Alen bred, og Furen skulde pløjes saa smukt som muligt. Paa de Steder, hvor der var Sveje, Lavninger, blev der pløjet paa tværs. Alle disse Furer skulde saa skoles op (skovles op): selve Furens Kant blev med et rask Tag med en Rive revet ind paa Ageren; Bunden af Furen blev renset op med en smal Skovl og Jorden kastet vekselvis til begge Sider. ; Fig. 35. Trægreb.... «Om Foraaret, naar Rugen var saa langt fremme, ene, €) Naglerne. at' Straaet var blevet meget tykt i den øverste Ende, sagde man:'»Nu æ Rugen i Holk [hol'k], nu vaar'ed itte ra længe, ingen den gaaer i Vipper«. Man brugte nok somme Tider Ordet Rugaks, men som oftest talte man om en Rugvippe.. Om Hveden hed det altid Hvedeaks. : Naar Rugen blomstrede, sagde man: »Nu dræjer Rugin« eller »nu staaer Rugin i Dræj [dræj)]«. Efter Vintersæden blev der saaet Byg (tredje Skifte). Byg blev altid kaldt Korn. Spurgte en: »Hvor maanne Tønner Korn haar du høstet?« mentes der altid Byg. Naar man nævnte de forskellige Slags Korn under et, sagde man Sæd. Der blev ogsaa ofte saaet Byg i en Del af tredje Halm (fjerde Skifte); (hver Gang der blev saaet i et Stykke. Jord, uden at det fik Gødning eller laa i Grønjord, kaldte man det "in Halm", f.Eks.: »den har baaret fire Halme«; hed det om en Pige: »hun har baaret in Halm«, betød det, at hun havde født et Barn. Bygget blev saaet om Foraaret paa den efteraarspløjede Jord: Tiden, naar: det skulde. saaes, maatte den Gang som nu rette sig efter, naar Jorden var tjenlig.... Bygget blev sjælden tromlet; før Kornet var kommet op. I fjerde Skifte blev der saaet Ærter, for saa vidt det ikke " var tilsaaet med andet Aars Byg. — Ærterne skulde saaes saa tidligt som muligt; i stærk Lerjord maatte man somme Tider pløje dem ned; men saa skulde der pløjes meget grundt [grå'ni], højst to Tommer dybt. Man havde den Gang kun Foldeharver med rette Tænder, og de kunde ikke bearbejde Jorden ret dybt. — Vi avlede mest gule Ærter; for her blev-altid gode Kogeærter. Af andre Slags kendte vi Paalske Ærter og Graa Ærter. I femte Skifte blev der saaet Havre. Der er en lille Fugl, som. blev. kaldt Hawresaaten;' det var' Vipstjærten, man nævnte: saadan, naar man saa den om Foraaret. Der blev da sagt: »Nu- æ'ed. Tid. aa. saa Hawre, for nu æ Hawresaaten kommet«. Havren: var den Sædart, som blev saaet sidst under Skifter nes Vekslen, og i Havren blev der saaet Frø af Rødkløver og Timotiom (Timote), senere i Tiden ogsaa Rajgræs. Det var nogle: vældige Afgrøder, der blev den. .Gang.af Rødkløver, særlig af den sildigmodne, som der blev saaet en Del af. Men Jorden. var jo ogsaa nymerglet. Senere kom en Tid, da Kløveren næsten slet ikke vilde gro mere. I to Aar laa Jorden. hen med Græs.. Første Aars Græs blev mest slaaet og høstet som Hø. Andet Aars: Græs blev tøjret af og fortæret af Kreaturerne. Derefter kom saa Brakken igen. Efteraars Pløjningen skulde "helst være tilendebragt før første November, idet der saa blev Fred til at bruge Plejlen; — og udtærsket til Saatiden om. Foraaret skulde man jo have. 104 Den gammeldags Hjulplov har jeg: aldrig: set anvendt her paa Gaarden. Derimod har jeg set en Nabo. pløje med Hjulplov, og sikkert er det, at saa smuk og lige en Fure, som han kunde: pløje, er. der ikke mange, der gør ham efter nu om | Stunder: Hele hans Lod var paa 8 Tdr. Land; han havde to smaa kraftige og velholdte Heste, og de kunde godt trække Ploven. Ellers hed det, at der skulde fire til, ja, var de meget daarlige, endogsaa seks. — Foran paa Hjulploven var der to Hjul, lidt større end Hjulene paa en Trillebør. Mellem dem var anbragt et temmelig svært Stykke Træ, hvorpaa en tynd Jærnaksel var fastgjort, saa vel som Trækketøjet. Midt imellem Hjulene laa den forreste Ende af Aasen. Oven paa.den var en Række Jærnknopper. En tyk Jærnkrans med Led gik ned under Trækket foran. og op om Aasen, saa den kunde falde ned imellem Knopperne, hvor man ønskede det, og man kunde altsaa: flytte Hjulene frem og: tilbage, som man vilde. Aasen RU ER var lang og meget tyk paa det Sted, hvor Sulen gik igennem den. Fig. 36. Hjulplov. Sulen bar den forreste Del af Underploven, og med den kunde Ploven løftes op eller ned, alt efter som man vilde pløje lettere eller dybere. Der var stemmet et aflangt Hul: igennem Sulen, og heri sad en Trækile. Naar man slog: paa denne Kiles brede Ende, hævedes Ploven, gik lettere; slog man paa den anden Ende, sank den, gik dybere. Der var paa Siden: af Sulen fastsømmet et Stykke Træ med et Hak indvendig; heri' sad: der altid en lille Haandøkse. I Aasen sad Laangjærnet;'Underploven: bestod, af: [sgæred), [mulfjæl], [lanfjæl) og [lansliå].. Min Fader har fortalt, at naar de var til Hove, vilde de helst pløje: saa let som muligt. Naar Forvalteren kom, tog han Øksen. og slog Kilen langt tilbage; saa kunde Hestene næppe drage Ploven, og saa maatte de gaa og løfte op, alt hvad de kunde, for at gøre det lettere for Hestene. Meri. saa snart Forvalteren var kommet langt nok.bort, slog de Kilen fremad igen. Her paa Gaarden brugtes i min Barndom en Svingplo.v, Den lignede den nuværende Plov;" men Aasen, hvori Langjærnet sad, var af Træ. 105 Der var blandt. andet ogsaa den Forskel paa Hjulploven og Svingploven, at naar. den første skulde i Jorden, skulde man trykke haardt. nedad, men med den sidste løfte opad. — Min Fader udførte: Markarbejde for en Husmand med et lille Vænge. Der blev jeg. sendt. ned for at pløje; men jeg var kun lille den Gang og kunde daarlig magte Ploven, saa Husmanden sagde: »La mæj, min. Dreng,... saa. ka du køre Hestene«. Men i Be gyndelsen gik det næsten hver Gang saadan, at naar vi vendte, og. Ploven. skulde i Jorden igen; saa raabte han: »Hov, hov, jæ ka Fanme itte huse (huske) dette hæsens, a jæ ska løwte op«.. Han var fra den gamle Tid og van. til Hjulploven. Naar Høsten var ude, laa Markerne hen som Stubjord, Støbjor: Hvedestøb, Bygstøb, Havrestøb. Saa hed det: »Nu ska vi.te'ed aa pløje Støbjor«. Al Stubjorden blev efteraarspløjet, paa den nær, hvor der skulde saas Ærter næste Aar; dog kunde det ske, at den ogsaa blev pløjet om Efteraaret. Man kunde pløje a sæj om og fra sæj om; det første var til venstre, det andet til højre; — t..Eks.: »Du. ka.ta yd aa pløje paa Hvedestøbbed; dæ ska holles a sæj om.paa den føste Awer, aa saa seen gaaer ed jo a sæj sæl«. — Gik Ploven for. langt til venstre, saa; der blev: en Strimmel staaende, som ikke blev vendt, kaldte man det at lægge Bulk [bor k]; det var noget, som. ikke. skete' for. en .dygtig Plovmand. — En Pløjetid. eller et: andet Stykke Arbejde med Heste: mellem. to Maaltider kaldtes et Bed; der blev ofte sagt: »Du.ka gaa yd aa pløje ed Bed [eå b;'20]; det kunde t. Eks. være fra Halgemiddaw til: Middag eller fra Middagen til Midaften. Ved Enden: af Ageren, hvor man vendte, blev.der et smalt Stykke, som: til sidst blev. pløjet paa tværs: for: Agrene. Det kaldtes Forpløjning. . Om Efteraaret blev der saaet Hvede og Rug, om Foraaret, hvad man kaldte Foraarssæd, først Ærter::og:Vikker, dernæst Byg og sidst Havre. Agrene. var 15 Alen brede. Det passede til to Saagange. Der saaedes af Sæk. Der var et Par: gode, stærke Baand i Sækken; man bandt deres to Ender. sammen,. lavede saa en Løkke, som man slog om den ene Hjørnedusk. ved Sækkens Bund, kastede Baandet op over Nakken, saa: Sækken med Saasæden laa paa venstre Arm med: omtrent Halvdelen. af Indholdet paa hver Side. — Naar man saa begyndte at saa, gik man altid ved den Agerren til højre, — omtrent to Alen fra den, dersom det var stille Vejr. Blæste det stærkt, maatte man lempe sig efter Vinden saa godt man kunde. — Der var nogle; som kun saaede eet Kast for hver to Skridt. Men det mest brugte var at saa et Kast for hvert Skridt; naar man flyttede højre Fod, kastede man Sæden noget mere til højre, og naar man flyttede venstre Fod noget mere til venstre. Saa passede det, at hele Ageren blev tilsaaet ved at gaa en Omgang (to Saagange). Det hed den Gang: »Man skal løbe og saa Boghvede [båwada] og krybe og saa Hør. Hørren skulde saas tykt, saa satte den ikke Grene. ud, blev ikke tenet [fj:anad], som det hed. Naar den voksede høj, med en enkelt Stilk, fik man en fin Tave [ta:wa]. — Derimod: skulde Boghvede saas tyndt, for at den skulde sætte Grene, da der saa blev bedre Kærne og flere Fold. —. Der er ellers et gammelt Ord og siger: »Saamanden bliver aldrig-klog«. For hvad der passer det ene Aar, passer undertiden slet ikke det andet. Det beror jo saa meget paa Vejrforholdene. Naar Ærterne- var saaet, kunde man høre det Udbrud: »Kommer: di, saa kommer di itte; men kommer di itte, saa kommer di«. Dermed tænkte man paa Skovduerne, der var saa slemme. ved: Ærterne. Endog efter at de var kommet op, hakkede de:ned i Jorden og tog Ærten. Det' var jovikke alle, der var lige dygtige til at saa. Det kunde hænde, naar Sæden kom op, at man kunde tælle alle Kastene, eller: at de ikke naaede sammen midt paa Ageren; saa hed det: »Han-har. saaet lisom naar di blinde slaaes, træffer ed, saa træffer ed«. Naar Sæden: var 'saaet; blev den harve t, .og det blev gjort med en Foldeharve' med: rette Tænder. Midt i 40'erne var Tænderne af Jærn; forhen: var de af Træ; det var først omkring 1850, at Svenskharven kom i Brug. Foldeharven bestod: af to Dele; hver Halvdel bestod igen af fre Bulle med to Slaaer [s/s'ar] igennem. I Bullene. sad "Tænderne, og de to Halvdele blev høldt sammen af en Jærnsprød.de [sbrøde]. Svenskharvens Form. var trekantet. De udvendige: Bulle 107 bøjede lidt indad ved Forenden, hvor Trækket til Hamlen var fastgjort. Der var tre Tværbulle; i alle Bullene sad Tænderne. De var krumme fremad, men spidse. Det var først noget senere, at Spidsen blev dannet som en Gaasefod. Naar Jorden var lavet. til og tilsaaet, blev Sæden harvet.ned med Svenskharven, da vi fik den, og bag efter fik den et Tent [ier'i], d.e. en Overgang, en »Tand«, af Foldeharven for at jævne Jorden pænt. — Hvad Harven spænder over. een Gang fra'Agers Ende til anden kaldtes et Harvebed [ha'rabed). Blev der en Strimmel, som Harven ikke ramte, kaldte man det at lægge Mæst [mæst). Det kunde ske, at Jorden paa enkelte Steder var slem med Klumper, saa maatte Drengen ud med Tøjrekøllen og slaa Klæmp [klæm'p]. Til sidst blev Jorden tromlet, og saa skulde der pilles Sten af. De blev lagt i smaa Bunker i Agerrenerne. Der var nogle, som brugte at lægge Faddingen af en Mergelkasse paa Tromlen og køre dem bort straks. Andre brugte en Vogn; men det saa jo ikke kønt ud med de dybe Hjulspor: i den pænt tromlede Jord. De fleste lod Stenene ligge til efter Høst; men dette havde sine: Ulemper; stod Sæden meget tæt, eller gik den i Leje, eller dersom det var Ærter, kunde man nemt komme til at: hugge Leen ind i saadan en lille Stenbunke. Naar man skulde rive Marken, laa disse Bunker ogsaa i Vejen. Det var ikke noget godt Varsel for Høsten, naar det i længere Tid efter. Saaningen var Kulde; for saa kom Ukrudtet. Var det stadigt Solskin og tør Blæst, var det-lige saa galt. Men kom der Regn og Varme, saa kom Sæden først. Faldt der en god Bløde, glædede man sig: »Ka vi'baare faa saadden een in Gaang imellem, saa ska vi nok faa'in go Høest«. Naaede man hen. midt i Juni, og det. blev ved at være Tørre, saa kneb det: »Nu æ dær itte mæjed Haab om in go Høest«. Men andre trøstede: >»Faar vi-itte Ræjn før, saa faar vi te Sehansdaw«, Kom der en lille Iling [iley], som ikke blødte ret meget, sagde man jævnmodigt: »Ja, ja, ded svaalede dow«. — Faldt det ind ;med stærk Varme, naar Sæden begyndte at modnes, frygtede man for, at den skulde blive skoldmodt [sgs'2lmo" il]. Den Tid, her tales om, var der ikke saa megen Jord at høste 108 Sæd paa, som der'er nu. Mange Steder var der Enge, andre Steder laa en Del: Jord hen. som Overdrev, og. atter andre Steder var:der ikke saa smaa Stykker, bevoksede med Kratskov, Hassel, Tjørn o. lign. Naar Høhøsten kom, eftersaa man, om Letøj et var i Orden. Leen. skulde slibes, og naar den var sat fast paa Lesk aftet. igen ved Hjælp af Leringen [/e'rey' in] og Lepløkken, gjaldt det om,-at den sad som den skulde. Lekarlen stillede sig ret, satte den Ende af Leskaftet, hvor Leen ikke var fastgjort, lige ved Fødderne, holdt saa. den brede Ende af Leen ind mod Brystet, satte: Pegefingeren lige under Æggen og blev ved at holde Fingeren der ind mod Brystet. Naar han saa stillede, Leen ud fra sig med Spidsen mod Brystet, skulde Lespidsen ramme tre Tommer under Pegefingeren. Saaledes skulde Leen sidde, naar man slog Græs; skulde. man derimod meje Sæd, skulde Leen sidde lige. Var. Letøjet i Orden, begyndte man at slaa. Agerhøet blev slaaet først. Fig. 37. Letøj. Naar man var gaaet et godt Stykke, EN rr ke tabte Leen det fine Bid; den skulde g) Vorten; h) Laaret, i) Lebladet. da stryges; hertil brugte man 'en Strygespaan: Det Stykke, man gik mellem hver to Gange Leen blev strøget, kaldte. man. et Strygende [sdry'and]. Naar der var. meget.Kløver eller Græs paa Jorden, skulde der efter Slaaningen :græsses.yd: Skaarene blev splittet ud til Siderne, enten med en Rive eller en Høtiwe (Fork). Naar Høet var tørt paa den øverste: Side, blev det vendt for at blive tørt paa den: anden Side med. Derefter blev det sanket sammen i Stakke og Jorden revet med Haandriver. Enghøets Behandling var noget lignende. Høet blev,. efter at..det var vejret, med Høtyve kastet sammen i:Rumper. Derefter brugte man en Høslæwe; det var et Læssetræ med et Reb. bundet i hver Ende. Disse to. large Reb. blev samlet og bundet i en Hamle efter et Par Heste. Saa... stod en. Mand 109 op' midt paa Træet, mens han kørte Hestene frem." Han skulde genne Høet, at det ikke væltede bagover, saa det gjaldt om at staa godt fast;:for han kørte ikke ret langt; før:der var saa meget Hø foran ham, saa han ikke kunde se opover det: Naar han syntes, der var nok, stod han bare af Træet, saa smut "tede Høet over, og derefter begyndte han at samle en ny Bunke: Som Drenge: kunde. vi godt lide at være med til dette; der var jo ikke noget, vi: kunde holde os fast i, saa det gik snart paa Hovedet ind i Høet; men hu—hej! op igen og atter paa Hovedet; — det" var evig: Løjer. Derefter blev.Høet sat i Stakke; de var store, somme Tider paa et helt Læs. Høetblev traadt sammel, og Stakkene skulde være høje og spidse, saa de kunde skyde Vaaned (Vandet). Naar Høet skulde køres hjem, blev Lundstikkevognene gjort Fig. 38. Høsthave, høstredt [høstre'i]. Langvognene blev sat i, og Høsthaverne og en lang Vognbund sat paa. En Høsthave havde to 6—6"/2 Alen lange Stænger, forbundne med fire Slaaer; i de Sider af Stængerne, som vendte mod hinanden, var der boret Huller, godt: en Tomme dybe og med 4 Tommers Mellemrum; heri var der stukket Kæppe paa en. Stoks Tykkelse, de kaldtes Havespoler [haweasbo"br]. Høet blev læsset paa, Læssetræet blev stukket op, og Forrebet, der gik ind: under Vognen og op over Vogntyven, blev lagt om Læssetræets Forende. I den ene Ende af Bagrebet (som sad ind under Vognen og op over Værlen) var der en Trækrog; i denne var der indstemmet en Trisse; Rebet blev saa kastel dobbelt op om Læssetræets Bagende, og Krogen blev hængt paa Rebet. Saa trak man i den enkelte Ende af Rebet, og paa den Maade kunde Træet stram mes meget "haardt ned paa Læsset. — Var det Enghø, der kørtes hjem, skulde Læsset væwles; hertil brugtes en Høvæwel, et meget langt Reb, helst ikke ret "tykt, De 110 af Vævlen. blev gjort fast i Bagrebet; den, som tog igen Høet paa Læsset, tog den sammenrinkede Vævel og gik — paa Jorden. vel at mærke — rundt om Læsset og lod den løbe ud. Den anden holdt Vævlen saa højt op, han: kunde naa; naar man var naaet om til Bagrebet igen med. Vævlen, blev den. strammet saa meget, de kunde, og saa gjort fast. Saa gik man rundt igen med den; men nu blev den holdt længere nede. Saadan blev Læsset omsnøret, for at der ikke skulde spildes Hø undervejs. Til Kløverhøet blev der ikke brugt Høvævel. Naar Rugen var moden, blev Mejeredet [mæjarj'20d] gjort i Stand: Leen sad paa. Bommen [båm'in]; den inderste Ende (nærmest Mejeren) af Bommen var afrundet og holdtes med venstre Haand; lidt ude sad Knakken [kna'gin], der blev holdt med højre, Haand. 6 Tommer fra den yderste Ende sad Slaaen [s/s'on], en Tværstok, der var en Snes Tommer lang. Paa den sad Gøgen [gåj' in]; den var fastgjort til Bommen for at styrke Slaaen. Paa øverste Ende af Slaaen sad Svøben [svøwan]; den var et langt, tyndt, bøjeligt Askestykke, som a) Bommen, b) Knagen, c)Svøben, med den spidse Ende var stukket igenSEERE, 1) Kragene, D Viden. nem et Hul i Bommen. I den yderste Ende af Gøgen'og Svøben var der Hul; i disse to Huller sad Bjælken [bjælgin]; heri var stemmet tre Huller til Krogene, Disse var ligeledes af Asketræ. Stiverne var af Jærn. I den ene Ende af Stiverne var der Hul, saa de kunde gaa ned paa Krogene; paa den anden Ende af Stiverne var der Gevinner [ge'verrar] og to Fløjmøttriker. Disse Ender gik gennem Slaaen, og ved at skrue paa Møttrikerne kunde man hæve eller sænke Spidsen af Krogene, som man vilde. Bag paa Bommen var et "tyndt Jærn fastgjort om de tre Sider; i dette Jærn var et Hul til Leens Vorte [vs'arda]. Endvidere hørte til Mejeredet en L.ering og.en Lepløk; Pløkken var for det meste den yderste Ende af et Kohorn. Fig, 30. Majered. Dersom Rugen egentlig. først var rigtig tjenlig paa:en Mandag, begyndte man alligevel at meje lidt af den: Lørdag Eftermiddag. Hvorfor man ikke holdt af at begynde Høsten en Mandag, ved jeg ikke; men paa Herregaardene her omkring holder man den Dag i Dag ikke af det. Karlen skulde altid hugge forrest. Husmanden var Nr. 2 og Knøsen: Nr; 3. Der blev altid hugget imod, ind mod det staaende Korn, naar det var Rug eller Hvede. Der skulde en til at ta fraae for hver Mejer (det var gerne Piger og Drenge, der udførte dette) og en tilat'binde Neg. — Paa smaa Bøndergaarde kunde der sjælden blive Raad til . mere end to Mejere, naar der blev mejet Rug eller Hvede. Man blev ved at meje fra Morgen til henad Medawten; saa blev Negene baaret sammen og sat i Hob [håw"]. Kvinderne og de smaa bar sammen, Mændene satte i Hob. " Naar Rugstykket var afmejet, blev det revet. Det blev vudført med Haandrive og var et strengt Arbejde for de smaa og Svage, især om Rugen var svær og gaaet i Leje. Det, man samlede sammen med Riverne, kaldtes Slod [slo"å]. : Dersom Foraarssæden nu var moden, tog man fat paa at meje af den, indtil. Rugen blev. tør nok til at køre ind. Foraarssæden blev. kastet fra (mejet bort fra det staaende) og lagt paa Skaar.: Det kunde jo ske, at Havren paa enkelte Steder var. saa svær, at der maatte hugges imod; men det var sjældent. ' ' Det var. ikke alle, der var lige dygtige, til at bruge en Le. Nogle tog. kun en meget lille Skaar — en ordentlig Skaar skulde være en Favn bred —, andre satte Skaarkam baade i Ind- og. Udhug. Støbbet [stø'bad] (d. e. Stubbene) skulde være lige højt over hele Skaaren. Atter andre tog for store Hug, saa der blev lidt af Sæden staaende; til dem blev der sagt: »Ta lit for, aa ta "ed net aae, lisom di gør i Spjellerup, naa di træks i Haare [i 'hs"'ara]«. — Det var heller ikke alle, der forstod at stryge en Le; naar de tværstrøj den, blev den straks sløv igen. ' ' Naar Sæden, som laa paa Skaar, var tør, skulde der neges op [næjas åp), d. v. s. man trillede med en Rive Sæden' sammen i Neg; det var gamle og Børn, som nejede op. De voksne skulde derefter binde Neg. Foraarssæden blev bundet i Baand af Rugbraater [rubrå'dar], Rughalmsknipper: Man tog en Rugbraat med venstre Haand, og for hvert Neg tog man en lille Visk af Rughalmen og bandt Negene med. "Var Rughalmen: lang nok, brugte man: den enkelt. Var den ikke det, tog man lidt mere Halm, delte det, vendte Toppene sammen, noget forbi hinanden, og snoede et Båand ved at tage fat med begge Hænder og stikke den ene Ende af Rugvisken op i Armhulen og holde fast med Armen, mens man under Snoningen skiftede Hænderne; dette skete to' eller tre Gange, ligesom der skulde snos: håardt til. Hvor man havde godt langt Enghø, snoede man Baand deraf om Vinteren; det kunde gaa langt hurtigere at binde med Høbaand; men: der var den Ulempe derved, at naar Kornet var sat i Stak, skar Musene disse Høbaand over for at bruge Høet til Rede, — saa naar der flyttedes Stak ind om Vinteren, var næsten Halvdelen af Negene løse. — Naar Negene var bundet, skulde der sørges for, at Laasningen [lås'asner'en], d. e. Knuden, vendte nedåd; da man ellers kunde træffe at lukke den op, naar der skulde bæres sammen. Man blev som oftest ved at binde Neg til Solnedgang; sa blev' der baaret sammen: -Arbejdsdagen var lang den Gang, og det hang sammen med Hoveriet. De, der kunde bestille noget, maatte møde paa Hovmarken, saa der. kun var Husmoder og Børn hjemme. De negede op, hvad de kunde. overkomme. Naar saa de andre hen paa Eftermiddagen kom hjem fra Hove, maatte de ud at binde. Og det blev næsten altid mørk Nat, før de vendte. hjem. fra Arbejdet. — Jeg har som Dreng været med mange Gange og baaret sammen, til det var saa mørkt, at vi ikke kunde se hverandre, naar vi kom noget fra hinanden. Jeg var mørkeræd og holdt mig saa meget som muligt midt i Flokken: Det var, fordi jeg var helt stoppet med Spøgelseshistorier om Varulve, Trolde, Nisser, Genfærd og alt det overnaturlige, som de gamle vidste saa meget om. — Naar vi arbejdede paa Marken om Aftenen, blev der ikke talt et Ord, saa vi gik der som nogle hemmelighedsfulde Væsner og puslede i Mørket. -— Dagen efter maatte vi saa ud og samle de Neg sammen, som vi-ikke havde kunnet se at faa med om Aftenen. Her paa Bregentved Gods ved jeg ikke af, at der er blevet taget Tiende af Sæden, mens jeg har levet. "Derimod er der 113 — efter en Svogers Fortælling — paa Giesegaards: Gods blevet taget Tiende af den-nordlige Del af Aarløse, der: fra: Godset var. solgt til et Par Husmænd: Ingen Sæd maatte køres hjem, "før Tiendetageren fik taget, hvad der. tilkom ham. Folk gik ofte og ventede baade een og to Dage paa ham. Det var jo ikke morsomt, naar Sæden var tjenlig, og Vejret var'godt. — Naar Tiendetageren kom, gik han langs Hobene og talte Negene, og. hvert tiende Neg trak han ud og kastede lidt tilen Side... Naar' han var færdig med Stykket, kom hans Køretøj, hvorpaa han: læssede Negene;- det var hans. Hvor kunde det være besværligt den Gang, naar det faldt ind med ustadigt Vejr.. Saa skulde Sæden — inden den var bundet — vendes: man gik langs Skaarene og huggede Haandriven i og trak til sig; saa kom Undersiden til.at vende op ad; det var et sent Arbejde. Var Vejret meget ustadigt, maatte det somme Tider gøres flere Gange, særlig i Udlægsstykket, hvor der var saaet Kløver, som altid groede meget stærkt i saadant Vejr; Havren kunde næsten blive helt skjult af den... — Haandrivens Hoved var af Asketræ; heri var der hugget to Huller; Staven [sdaw'in],. Skaftet, var en tveget Hassel; denne Tvege blev stukket: i Hovedets Huller og gjort fast. Staven blev afpudset og: skrabet med et Glasskaar. Men. sidst i 50'erne hørte. vi, at de rev med Hesterive paa Sprettingegaarden, som ligger lige herved. Den laante Fader, og saa rev jeg med Hesterive for første Gang. Du milde Himmel, hvilket Fremskridt! Ganske vist tog den en Del Jord med; kunde. den fange nogle Smaasten,. gled de ogsaa med; saa godt: som al Ærtestubben fulgte med; men det tog man sig ikke saa nær. — Denne Hesterive' saa saaledes ud: i et fire Alen langt Stykke Fyrretømmer, 4 Tommer i Tykkelse paa hver:Led, var der boret Huller: med 4 Tommers Mellemrum; heri sad Tænderne; et Par Stærte [sdærda] var gjort fast til Haandtag. En Krog var sat i hver. Ende af Tømmerstykket til et Par Reb, hvori Skaglerne. blev bundet. -— Næste Aar fik vi selv saadan en. Naar man kørte Sæd bjem, var der tre med. Vognen. Karlen, som var Kusk, skulde stikke op; Storpigen skulde lægge, og Lillepigen eller en Dreng skulde rive op, saaledes at'der var rent bag efter dem med det samme. Naar man. holdt ved: 8 114 Hoben i Marken, blev Forrebet, der sad ind under Akslen og .op omkring Vogntyven [vo'nti'wan], omhyggeligt hængt ud paa begge Svingler og de indvendige Skagler, for at det ikke skulde. falde ned paa Jorden; for saa fangede Forhjulet det, og saa var det næsten umuligt at faa det op igen. — Læssetræet blev trukket bag af Vognen, og med Bagrebet blev der slaaet to Kast om det, saa det slæbte bag efter Vognen, naar der: kørtes frem. Sædebrættet (eller Awebrættet) blev lagt paa Vognbunden. Først blev saa Haverne fyldt, idet som sagt Karlen stak op og Storpigen lagde Sæden; derpaa begyndte man at lægge Lag. Negene blev altid lagt med Roden udad. Naar første eller andet Lag var lagt, blev der lagt: Fæste [fæasds]; det var en Række Neg langs hen i Midten af Vognen; derpaa blev der lagt Lag igen. Der blev lagt Fæste to eller tre Gange, ligesom Læsset var højt til. Naar man havde faaet lagt saa mange Lag, man.ønskede, blev der lagt noget at binde paa;. det. var fem. eller seks Neg baade fortil og bagtil; for Læsset"skulde være lavest paa Midten; ellers kunde det ske, at Læssetræet knækkede over, naar det blev bundet. Her paa Gaarden havde vi fire. Trækheste, saa der kunde køres med to Vogne; men der kunde jo være noget i Vejen, saa der kun kunde køres med eet Spænd. Saa maatte man hjælpe sig med Sættevogn [sædavo"n]; der var da ingen Heste for den Vogn, som var hjemme og blev læsset af. Naar saa næste Læs kom fra Marken, blev Hestene spændt fra og sat for den. tomme Vogn, — og saa af Sted igen. Det første Lag: i Stak eller Lade blev Negene sat med Roden nedad og Toppen opad; dette Lag kaldtes Stælin (sdæolin]; de øvrige Lag blev sat med Roden opad. En Stak sattes saadan, at den var tykkest: midt paa. Naar der var indhøstet, skulde Stakkene krages [kra'was] eller mønnes: der blev lagt et meget tykt Lag. Halm op paa Stakken, og den blev lavet saa spids som muligt; derpaa blev der hængt Kragetræer. op paa den, for at Halmen ikke skulde blæse af: lange Halmbaand med et Stykke Træ i hver Ende blev hængt tværs over Halmen.. Saa blev Stakken tækket saa langt ned, som man skønnede, det var nødvendigt. — Dersom der var god Tid paa Langhalm, brugte man undertiden den at tække Stak med: der: blev lavet en. Mængde 1'/2 Alen lange Kæppe, spidse i den ene Ende; naar saa. Langhalmskærven [kærin] skulde hænges paa Stakken, vendte man Roden opad, en Kæp blev stukket ind under Baandet paa den og drevet langt ind i Stakken, — saaledes at Toppen af hver Række Halmkærver hang ned over Rækken nedenfor. — Men ellers var det jo mest tærsket Halm, som blev: brugt til at tække Stak; saa stod Karlen paa en Stige og stak Dukker [dogar] ind i Stakken; en Dreng. stod nedenfor og snoppede op [snåbads 'åp] og lavede Dukker og rakte-dem op til Karlen. Dukkerne var tykke Halmviske. "Naar Høsten var til Ende, fik 'de unge Lov at holde Nøddedag [nødsdaw]. Den Gang var der en. Mængde Hassel, ikke alene i Skovene, men ogsaa paa Overdrev, Udlodder, Hegnsvolde og lignende Steder." Og senere blev der jo holdt Mik-. kelsdag, hvor alle, der havde deltaget i Høsten, var med, og Slægt og Venner ofte var indbudt; der vankede god Mad; men her paa Gaarden blev der ikke danset. TÆRSKNING OG RENSNING. Saa: snart Høsten var forbi, lød Plejlens Slag paa Logulvet; man længtes altid efter Brød af den ny Rug, og'var der høstet Hvede, var det ogsaa rart at kunne køre til Køge eller København: med nogle Tdr. Hvede. — Bonden var altid glad og let i Sind, naar Høsten var vel overstaaet, vel at mærke, naar det var en god Høst, — og selv om Høsten ikke var saa rigelig, som man kunde ønske den, var man endda glad for'det, man fik; for. de, som "ikke var helt unge, mindedes: med Rædsel 1826, da her af alle Sædafgrøder blev høstet tilsammen 85 Tdr. 3 Skpr. paa en Lod paa 48 Tdr. Land. TilPlejlstøjet hørte Handelen [han lin), som man holdt paa;' den varvaf Fyrr; paa dens øverste Ende var en Jærn< ring; igennem denne var der lodret ned i Handelen slaaet et Jærn med Hoved: paa. Paa' dette Jærn sad Hilden [hin]; den var dannet af: Orneskind, og Hullet i Hilden; som fattede om Jærnet, var saa stort, at den: kunde drejes rundt. Hilden var til den anden Side ved Hjælp af Aaleskind fastgjort til Slaglen [slawlin], som var af Asketræ. Her var gerne. en Husmand og task te Puns, og. hans Løn: var jo Punderskæppen. Han' tærskede altid paa. ge 116 Tærskeloen, hvor.der var Lade til begge Sider. Hen ad Aften skulde Loen gøres tilrette [fe'ræds]: alt det tærskede Korn blev. skuffet :ud. midt paa Logulvet, og, nu skulde der fejes Emter... æmdor] af: de. længste Straa blev revet af med. en stærk;Lorive (hvori der langt fra hinanden sad 5 lange Tænder, som kunde gaa til .Bunds i Bunken); saa tog Tærskeren ; en Riskost og begyndte ved den Kant, hvor han stod, at svinge Kosten fra den. ene Side. til.den anden paa Bunken; saa skred Avner og Smaastraa stadig fremad foran Kosten. Naar:Dyngen var ren - ovenpaaa, gik han med Riven ind paa Kornet; saa holdt han Rivehovedet paa skraa,. saa. kun. een Tand rørte Logulvet, svingede saa Riven i en Halv... kreds frem og tilbage;. naar. han svingede til højre, fulgte Tanden yderst til venstre Gulvet, og modsat, naar. han: svingede til venstre; derved kom der paa ny et godt Lag Avner ovenpaa, og saa blev de fejet bort. Kornet fik paa den Maade to Omgange med Loriven og tre med Kosten. Derpaa blev. Kornet. med Bagen af. Riven skudt ind. til Siden og skuffet op, — saa var Loen gjort tilrette. i ; I Reglen en Gang om Ugen blev Kornet kastet og renset op. Tilat kaste Kornet med. brugtes en lille Haandskuffe; man sad paa en lille Skammel eller Stol og brugte Skuffen med højre Haand, idet: man. kastede fra Væg 1il Væg... Naar der var ; kastet. en Tønde eller saa, blev der. fejet Emter af. Fig. 40, Plejlstøj. Saadan. blev: man ved,. til hele Dyngen var kastet. — Rensningen foregik. med Haandsold; der hørte ikke saa. lidt Øvelse til: at: gøre det ordentligt. Naar man. skulde øve sig, lagde, Husmanden eller Karlen sin Kasket med Pulden. nedad midt i.Soldet. Naar man saa svingede Soldet rundt, skulde Huen. løbe: rundt paa den yderste Kant af. Pulden,: men blive : midt i Soldet; saa: længe man ikke kunde: gøre: det, duede man ikke til at rense. : Naar man udførte dette: Arbejde, som man skulde, samlede smaa Stykker. af Straa eller Vipper, enkelte Avner 0. lign: 'sig midt paa Kornet. i en lille Stak, og det kunde da: tages bort 117 med Haanden. For den uøvede kom alt dette ganske vist ogsaa oven' paa;umen det var spredt over hele' Overfladen. Sand, Smaafrø og lignende løb igennem Soldet ned paa Gulvet, Haandsoldet blev for det meste lavet af gamle Mænd, som ikke kunde paatage sig andet Arbejde; Dets Bund var lavet af lange Skinner af Hasselkæppe; de blev vævet eller" flettet med Fingrene: Siden af Soldet kaldtes et Stum ne, Sold estumne [s&'øløsdåmna],' eller rettere sagt, den bestod af to Soldestumner; det var to Ringe af lidt forskelligt Tværmaal og Bredde; den snævrere (mindste i Tværmaal) var 6 Tommer bred, den videre (største i Tværmaal) var 3 Tomimer bred, Naar Bunden var færdigflettet, blev den lagt paa »den snævrere«, Ring, og Bunden skulde da naa 4 Tommer ud over Rin: gens "Rand til alle Sider, Nu blev den videre Ring presset haardt ned paa Bunden, saa bøjedes det, som ragede uden for den-snævrere Ring, ned, og: den videre Ring kom saaledes til at fatte om baade Bund og en Del af den snævrere Ring, og' Bunden blev yderligere syet: fast med Hasselstrimler; et Kors af noget tykkere Skinner blev gjort fast for at støtte Bunden. — Bunden laa lidt højere end Underranden af det nederste Stumne; saa'den ikke rørte Jorden. , Der hørte ogsaa stor Færdighed til at arbejde med Drøftetruget [drewtru'ad]; det var et meget fladt Trug, og" begge Ender var bøjet lidt nedad, saa der var godt Tag med Haanden; naar man skulde drewte, tog man med de fire Fingre under Kanten ved hver Ende; Tommelfingrene blev holdt lige ud og maatte: ikke berøre Truget; — saa vippedes'den yderste Kant op og ned, saaledes at Truget hver Gang slog mod Tommelfingrene; Støv, lette Avner' og lignende fløj da rask u over Kanten og faldt til Gulvet. | Skulde der laves Langhalm af Rugen, blev Negene lagt med Roden mod Væggen til begge Sider og: puslet ud med Loriven; naar Rugen var tærsket paa den øverste Side, blev den vendt med Hænderne: man tog fat om saa meget af Toppen, som man kunde spænde om med begge Hænder, løftede den højt op og kastede den med et behændigt Sving ned paa Gulvet; saa blev den tærsket paa den anden Side og derefter skubbet ned bag i Loen. Naar man syntes, Rughalmsbunken var stor nok, begyndte man at lave Langhalm. Langhalms 118 riven med. de lange. Tænder blev stukket ind i. et Hul i en Stolpe og sat. fast. der. Man rev derpaa saa. meget Rughalm, som man med Møje kunde spænde om med. begge Hænder, flere Gange gennem Riven og stødte Halmen. med, Rodenden mod. Logulvet, saa Halmen blev. ret og lige, og dernæst bandt man et Baand om det et Kvarter fra Rodenden. Halmen af .Foraarssæden skulde, naar den; var tærsket, rystes godt. Hertil brugtes en Halmtvege. [halmtvæja]; den var af Hassel; naar. der skulde, bages,. blev. den holdt i:den hede Bageovn; saa linnede Barken fra,. og mens den, endnu var varm, blev den stukket ind i en Stige, og. bundet fast, og der. sad. den saa, til den blev gennemtør; saa havde den faaet den rette Form. — Naar Halmen var rystet med Tvegen, blev den bundet i Klipper [klebar] .og sat. til: Side, enten paa Stænge eller i Stak. — Naar Køerne skulde fodres, i den Tid, der blev tærsket, tog . man. Halmen hos Tærskemanden, saa var han fri for at binde den; men i saa Fald. maatte man kende den Kunst, der hed at svøbe et Foder [å svewa eø fo"r]: man maatte ikke saadan uden videre gribe ned i, Halm bunken med begge Hænder og tage saa meget, man. kunde . spænde om — og saa gaa og drysse Halmen tværs over Gaarden; nej, Halmen skulde svøbes; man skulde tage den med højre Arm og. pakke den ind mellem venstre Arm og Laar, idet man stadig lagde den dobbelt; til sidst tog man om den med. begge. Arme; paa den Maade kunde man gaa med en stor. Favnfuld uden at spilde. Naar Bygget. var kastet, skulde det kørnes, kølnes [følnos). Den gammeldags Maade var at banke det dygtigt igen nem. med Plejlen;: det. var jo for at. faa den lange Avn: af" Kærnen; — men siden fandt man. paa at øse hele Bunken ud paa Gulvet og. lade Heste: træde det; jeg har som Smaadreng redet. Hestene. mange Gange for at kølne Bygget; . men: der var. jo den. Ulempe, at bedst som man red, begyndte Hesten at lette Rumpen; saa gjaldt det om at være,der hurtigt med Skuffen og holde under, for at der ikke skulde blandes Pærer i Sæden.: Nogen Havre blev af Karlen tærsket . paa Skæreloen; der gik jo ikke saa lidt Tid for Karlen med at skære Hakkelse,... og. der var mange andre Arbejder, som han skulde være med til; Pundtærskeren kom ikke paa Skæreloen. 119 Naaede man til... Ende med Sæden, var der endnu Kløavnerne. [kly'øawnerna] at behandle. Frøkløveren blev tærsket: tidligt. paa Efteraaret, og Kløverhovederne og Avnerne blev stoppet: indsi Avnehytten [awnshydon). Her sad de til henad: Foraaret; saa blev lidt af dem lagt i en Strime tværs over Logulvet, og en Tærsker stillede sig ved hver Side, og der stod man: saa somme. Tider en: hel Uge og tærskede; det var et: kedeligt Arbejde. Kløveravnerne blev kastet. ligesom anden: Sæd.. Dernæst blev Kløveren renset paa et Sold; hvor Bunden var: af Hestehaar, og Hullerne var saa smaa, at Frøet ikke; kunde løbe igennem. Bagefter blev Kløverfrøet drewtet [drewted], drøftet, paa et Drewttrug, Drøftetrug. — Hørfrøet blev:behandlet paa en lignende Maade. Men der var ikke nær saa: megen. Ulejlighed ved. at tærske det. "Der blev somme Tider tærsket paa Dagleje; der kunde da. være'den Tærsker, som næsten ikke bestilte noget. Spurgte man saa:. »Naa, gir ed noed?« kunde der blive svaret: »Næ, jæ haar aldri seet saa galt, for der bliver værken Foer eller Kærne«, . Da' en anden Daglejer nævnte, hvor meget han skulde have for: udført Tærskearbejde, sagde Gaardmanden: »Næ, saa. maa du hæller beholde Sæden, du haar tosket [fosg20]«.. Men Daglejeren svarede: »Ded æ jæj — saa bandte han — itte tjent med«. TRÆ OG TØRV. Skovene her paa Egnen tilhørte Bregentved. Gods. Der holdtes Skovavktioner, hvor man kunde købe Kævler og en Gang imellem Træer paa Roden, men ikke Favnebrænde. Top: pen af Træerne blev. ikke lagt i Bunker som nu. Naar et Træ var fældet, tog Skovarbejderne hvad der passede dem og gjorde til. Favnebrænde eller Gavntræ, men de var ikke slemme til at gaa langt ud i Toppen. Der blev. bare skrevet et Nummer paa den Del af Toppen, som blev tilbage; der kunde. godt træffe at blive Favnebrænde i. en saadan Bunke. — Midt i 50'erne var der Skovauktion i Ulstruplund; der var den Gang mægtig store, høje Bøgetræer; der var fældet tre Træer, saadan at de laa med Toppen oven paa hinanden. Denne store Bunke var: der ingen og. turde købe... Min Fader fik den saa for 10 Ea 120 Mark, altsaa: 3:.Kr. 66 Øre. Der blev 22 Læs; det var ganske vist paa korte Vogne og ikke. store. Læs; men. Brændekaastin blev. dog saa stor, at vi næsten ikke kunde komme ind i Gaarden..— Nogle Aar efter blev der solgt mange Bøgetræer fra. Ulstruplund til Skibskøle; et enkelt af dem var 36 Alen. langt og saa lige som en Snor. Man kan faa et Træ til. at falde, til hvilken Side man ønsker det. Der hugges med Økse omtrent. halvt ind i Træet ved. den. Side, det skal. falde til; saa saves der med Skovsav ind. fra den. modsatte Side, og her.slaas Jærnkiler, Vægge [væ"ga], ind i Savskøren [sawsgy'øran]; paa den Maade lader Træet. sig tvinge,. hvorhen. man. vil. Der var megen Eg i Skovene, og der blev brugt meget Tømmer derfra. Alle, som boede her omkring, var Fæstebønder, og alle Huse og Gaarde var af Bindingsværk. Naar en Mand skulde. have bygget. en Længe, fik han. Undertømmeret fra Grevskabet. og 80 Rigsdaler til hvert Fag Stuehus og 50 til hvert. Fag Udhus i Bygningshjælp. Favnehuggerne fældede Egene, og saa kom Savskærerne med deres Langsav og Slingeøkse [sleg26j' sa]; men de tog kun, hvad der var. af. første Klasse af Egen; Resten lod de ligge; dette blev solgt ved Skovauktioner; min Fader købte ofte noget af dette, da. der kunde blive godt Tømmer ogsaa heraf, baade Stolper, Løsholter og Fodstykker, — En enkelt Gang købte han den nederste Ende af en ikke alt for tyk Eg for at bruge den til Hjuleger, Værler og Vogntyver [vo"ntir war]. Brændsel var. her rigeligt af; foruden det, som blev købt paa Skovauktioner, fik Gaardmændene Udvisning fra en af Skovene paa Bregentved. Gods. Det skete Byvis,. saa alle i Byen skovede paa. een, Gang: Bønderne maatte selv fælde et Egetræ og et Bøgetræ hver; saa blev Træerne delt i lige saa mange Bunker, som der var Gaardmænd, og hver fik ved Lodkastning sin Del. Ved den Lejlighed blev Bysaven ['by'saw'in] brugt. Den var. sine tre Alen lang og et Uhyre at trække paa. Engang ved en Udvisning fik de en meget tyk, lavstammet Bøg. Man prøvede at sprænge det store Kævle med Krudt; men det kunde ikke slaa -Kævlet itu, og skilles ad skulde det: Saa. maatte vi gaa paa med Bysaven. To Mand ved hver Ende holdt i Haandtaget; men de kunde ikke udholde det ret længe. 121 Saa blev et. Reb; bundet i hver Ende, og her trak. saa fire Mand; det var ialt.8 Mand for at skære et Kævle: over. Ask købtes ikke:i. Skovene.. Hvad der groede der, var for skørt og duede ikke til Slagler og de mange andre Ting, som Ask brugtes til; men der vokste nok paa Volde og Hegn; de blev. skaanet, til de var store nok til Brug. Det eneste;;som den Gang ved Auktionerne var lagt i Bunke, ; var El:— Naar de var kørt hjem, blev Barken taget af dem, og naar de var tørre, blev de lagt op paa Stænget, hvor der jo altid; var tørt. Man gjorde Vognstænger og Læssetræer af dem. Efter: Skovningen blev Træet. omhyggeligt gaaet igennem, saa.alt, hvad der kunde bruges til Gavn, blev taget til Side og hugget op af Fader selv. Bøgetræ brugtes saaledes til Vognaksler, Kæpstokke, Vrideskamler, Vognkæppe og Hjulfælge;... Af Ask dannedes Hammelstokke, Svingler og andre Ting. —... Vi havde altsaa altid et godt Oplag af Gavntræ til Brug, naar noget gik i Stykker paa Vogne, Redskaber o. s. v. Naar: Fader i Løbet af nogle Aar fik samlet. en god Bunke Egetræ, sendte han Bud til Savskærerne. Egeklodserne blev da slinget smukt firkantede; derefter blev de lagt op paa et Lad; dette blev lavet saaledes: paa en Vogn blev der stablet noget Træ;.gamle Stolper eller lignende. Fire solide Stænger blev bundet: sammen, to og to, en halv Alen fra den Ende, som skulde-vende op ad, saa den lange Ende af dem dannede et Par Ben, som skrævede noget ud fra hinanden, og var tøjret sammen: med et Reb for neden, for at de ikke skulde skræve saa-langt ud, at det hele faldt paa Jorden. I disse to Kryds, der blev anbragt i passende Afstand fra Vognen, blev der lagt to svære. Stænger, hvis anden Ende laa paa Vognen, og oven paa" disse. Stænger lagde man saa Egeklodserne. Den ene Savskærer stod oven paa og den anden under Egestykket. Det underste Haandtag i Saven var til at tage af Savklingen og sætte fast igen ved Hjælp af en Kile. Paa denne Maade blev der skaaret Tømmer, Stakit og meget-andet, hvortil der skulde bruges Egetræ. . . Hvert Aar blev her skaaret Tørv. Vor Nabo havde en Del . Brædder til at lægge paa Engen, hvor Tørvene skulde. laves: Disse Brædder laante Fader; han skulde blot vaske dem rene bag efter. Begges Tørveskær var ved Siden af hinanden. 122 Brædderne blev lagt: paa Engen som et Gulv. En Del temmelig lange Pæle blev med Køller slaaet ned i Engen ved Siderne af dette Gulv, og saa blev der sat Vognfjæle og Vognbunde paa Kant op ad Pælene, — for at genne Tørven, naar den blev lagt op paa Gulvet. Nu blev Græstørvene taget af det Stykke, som skulde kastes op, og-kylet ud i de gamle Tørvegrave. Tørvejorden blev kastet op paa Bræddegulvet og jævnet ud; derpaa blev der med Skuffer øst en Mængde Vand op paa Tørven, og to Heste blev redet rundt i den. Det kneb fra først af lidt: med at faa Hestene til at blive der; for der var dybt til Bunden; en enkelt Gang faldt en Hest, saa længe Tørven var stiv. Men man blev ved at ride rundt, og stadig østes der Vand paa. Ved hver Ende stod en Mand og skovlede den Tørv ind, som Hestene ikke ramte. Paa denne. Maade blev man ved, til Tørven var en tyk, jævn Vælling: Naar Hestene trak Benene til'sig, skulde det: kunne rykke i Massen et Stykke ud til Siderne, saa den ligesom var sej. To Mand med hver sin Hjulbør kørte nu Tørven ud paa Engen; her bredte en Mand 'den i Bænke; disse var saa brede, at der kunde blive 5—6 Tørv i Bredden. Naar han fik bredt nogle Børfulde ud, plaskede han med Haanden Vand paa af en Vandspand; saa strøg: han med Skovlen frem og tilbage paa Bænken, saa den blev kønt glat, og ligeledes blev Kanterne strøget. En Træskovl var bedst til. dette: Arbejde. Naar al Tørven var kørt ud. og Bænkene færdige, blev den klosset [kldsad), d. v. s. g at den: blev 'skaaret med en Tørvekniv; denne var lidt rig... krum og sad paa en tre Alen lang Stav. Dermed Tørvekniv. hlev Tørven skaaret igennem paa langs og paa tværs, saa der blev dannet Firkanter, hvoraf der kunde blive fire Tørv; dette Arbejde udførtes straks, da Tørvemassen ellers slog Revner. Dagen. efter blev der skaaret et Kors gennem hver Klods, og nu var Tørvene for saa vidt færdige. Efter nogle Dages Forløb, ligesom Vejret nu var, ... blev Tørvene vendt og kantet, og atter nogle Dage senere blev de røjlet [råjlod]: »Nu ska vi nyør aa røjle: Tør«, heddet saa: Tørvene blev sat i Stak i Tørerøjler. — Og saa blev 123 Brædder, Hjulbøre::og de øvrige Redskaber kørt op i: Gadevandingen og gjortirene med Riskoste. — Senere blev Tørvene kørt hjem og sat ind i Tørvehuset. i FATTIGVÆSEN OG VEJVÆSEN. Fattigforsørgelsen skete paa den Maade, at Gaardmændene leverede. Brød, Smør, Gryn, Flæsk og: Ost, som blev. uddelt til dem, som trængte. Det var Sogneforstand erskabet, der; ordnede det og: tilsagde, hvad. man. skulde møde med. En eller to Gange om Aaret fik de fattige den store Almisse; jeg har som Dreng redet. til Terslev med Almisse; jeg: husker endnu, hvor forarget jeg: blev; for: de, der skulde have den, begyndte at spise straks, og de tog lige: saa. tykt et Lag:Smør, som Brødet var tykt. Det var ikke saadan jeg fik det, naar Moder smurte Mad, og tilmed fik vi meget sjælden Smør paa Brødet... — Somme Tider blev Almissen efter Ordre uddelt hos hver enkelt Gaardmand her nede i Ulstrup for at-spare de gamle den lange Vej til Terslev; saa fik de nydende "Bud, hvem de skulde møde hos, og hvad de skulde have. — En anden Sognepligt var at køre i Kongerejse; saadan kåldte man det, naar der skulde hentes Læge til de fattige. Der var ingen Læge nærmere ved end i Ringsted. Der er 3. Mil: fra Ulstrup til Ringsted, og naar man saa tænker paa, hvordan Vejene var den Gang, kan man nok forstaa, at "det ikke just: var nogen Morskabstur. Der blev altid sagt to Vogne til; en. til at hente Lægen og en til at køre ham tilbage. Alt, hvad der skulde. til Beboernes Kundskab,: blev af Sognefogden oplæst ved Kirkestævne. Det kunde være Meddelelser fra'Øvrigheden eller Auktioner og meget andet. Sognefogden var ikke: Lægdsmand: den Bestilling havde en anden Mand -i: Sognet. Hver. Gaardmand i Sognet havde flere Vejstykker, som han skulde holde vedlige. Hvert'Aar blev der kørt Grus paa dem alle, og om Foraaret, naar det begyndte at tørre, skulde der skubbes Vej [sgobas væj]: de dybe Hjulspor blev jævnede. Vejgrøfterne blev renset op en Gang imellem. — De har endog. herfra maattet tage: op og være med at anlægge. Landevej. ved Ringsted ; de, hentede Gruset ved Haraldsted. "Det var 124 en lang Vej 'at tage påa Arbejde fra Ulstrup ved Tureby. Vejmesteren var meget arrig, saa de. hverken kunde staa eller "gaa ham tilpas; men det hjalp. meget, da de. hver gav ham en Mark; saa forlangte han ikke, at de skulde røre sig til det mindste. De forslog da Tiden med Brydning og andre Legemsøvelser. Jeg har hørt de gamle mange Gange fortælle om en Tildragelse, som fandt Sted ved den Lejlighed. Den ' bekendte bomstærke Gaardmand Hans Pedersen fra: Kagstrup, som ligger midt mellem Ringsted og Haslev; var.med paa Vejarbejde, Der var ogsaa:to meget stærke Mænd, som kaldtes »Skovfogedsønnerne«, . En. af disse: og Hans Pedersen: prøvede Kræfter. Det lykkedes Skovfogedsønnen at sætte Hans Pedersen i Knæ; men nu blev Hans Pedersen vred, han sprang op, og med et rasende Tag hug han den anden til Jorden og satte. med. Voldsomhed sit Knæ: mod hans Bryst. Skovfogedsønnen døde: to—tre: Dage: efter. BONDE OG HERREMAND. ' "Her paa Bregentved Gods har Greveslægten Moltke. været Lensbesiddere langt tilbage i Tiden. I min. Barndom havde den. kendte Minister og Konsejlspræsident i Martsministeriet Adam Vilhelm Moltke dette Gods. Moltkerne har alle Dage haft: Ord. for at være gode og retsindige,. venlige og forekommende: overfor Godsets Bønder, og dette gælder lige op til Nutiden. :A, V. Moltke var i den Grad afholdt, at Bønderne, endnu mens han levede, rejste en stor Bronzestatue af ham i Bregentved Have.,: Jeg var 14 Aar den Gang og sad oppe i'et Træ lige tæt'ved det Sted, hvor: Talerne blev. holdt, og Afsløringen foregik. Alle Godsets Bønder var indbudt til Spisning. Greven var meget svag den Gang, men han kom alligevel kørende op paa Festpladsen og takkede og talte med Bønderne. Da han skulde tilbage, spændte de Hestene fra: Vognen og trak ham op til Slottet. Greven græd og takkede med bevæget Røst. " De Gamle vidste mange Historier at. fortælle: om AV; Moltke. Den Gang var der ikke Forpagtere paa Godsets mange Herregaarde; der. var. kun Forvaltere. . Greven tog en Gang imellem rundt paa Gaardene. Tjeneren var altid med, og mens 125 Greven. talte med Forvalteren, snusede Tjeneren omkring ude. Saa. var det paa Sophiendal, som ligger i Terslev Sogn; Gre: ven, Forvalteren og -Tjeneren kom ned i Kostalden: I den ene Ende. saa' det: ud, som der sad en Mængde Halm. Da de "kom derned, lod: Tjeneren, som han snublede og faldt meget haardt om "mod: Halmen. Den gav efter — og saa var der derinde. et:stort Rum, og her stod 14 Fedekalve. . Forvalteren blev-meget forfjamsket; men. han fik da hakket frem, at han: havde tænkt, at den. bedste af dem skulde sendes til Bregentved: til Grevens: Fødselsdag, som snart forestod. Men Greven: 10: En Gang sad Greven hjemme og gennemgik Regnskaber fra: samme Gaard; saa spurgte han Tjeneren, om han kunde gætte, hvor stort Overskud Sophiendal havde givet i det Aar, som var:gaaet. Tjeneren nævnte en stor Sum: >»Nej, saa stort er:det:ikke. Du maa gerne. faa det hele«, sagde Greven, og saa gav han ham en. Rigsort — 50 Øre. En Gang kørte A. V. Moltke paa Landevejen sammen med sin: Søn Frederik. Der kom da en Bonde og kørte. uden om dem. "Sønnen sagde: »Synes du ikke, Fader, at det er for meget, at en Bonde saadan kører uden. om dig% Men A. V. Moltke:svarede — og det var et Svar, som: de gamle Bønder aldrig glemte ham —: »Aa Gud, min Søn, det er saa fornøjeligt for' mig, at'Bønderne paa Bregentved Gods er saadan kørende, at :de- kan køre uden om mig«. Holdt. Bønderne af deres Herskab paa Bregentved, saa; nærede. de i:'Almindelighed alt andet end" Kærlighed til Avlsforvalternepaa Herregaardene. Ja, det er egentlig kun ham . paa Turebyholm:— Nyholm hed han — som jeg kan for tælle om. Han var en ;skrækkelig Bondeplager, og til: Gengæld hadede-Bønderne ham af et oprigtigt Hjærte. Han skældte og lynede og: tordnede, saa Luften var tyk om ham. Stokken. dansede" ofte paa' Ryggen af Hovbønderne; min 'Fader saa en Gang, han sled to Hasselstokke op paa Ryggen af to Husmænd. De slog Græs, og han beskyldte dem for, at de ikke. slog saa godt, som de kunde. . Før 1792. var der ingen Grænser for, hvad: de kunde kræve af Hoveri; Kvinderne maatte endog gaa til Turebyholm: og vaske Vinduer. Men saa.kom den saakaldte » Hoveri-Forening«, 126 en: Overenskomst mellem Herremand og Bønder om" Fastsættelse. af Hoveriet. "I denne: hedder det: »I allerunderdanigst Følge den. Kongelige allernaadigste. Indbydelse ved Placater af 24. Juhi og 23. December. 1791 til frivillige Foreninger om bestemt :Hoverie, haver underskrevne Forvalter Frantz Aggerup, påa- Deres Høigrevelige Exellence Hr. Geheimeraad Greve Moltke: til Grevskabet Bregentved, hans Vegne om Hoveriet iil Thurebyeholms Hovedgaard i Tryggewelde Amt, med bemeldte Thurebyeholms Godses Bønder indgaaet følgende Forening«' osv. Her fastsættes det da gennem en nøjagtig Beregning af, hvad hver enkelt Hoveribonde faar at udføre af de mange forskellige Slags Arbejde paa Herregaarden,: at »hver Hoverie forrettende fuld" Gaards Beboer« er pligtig til at: udføre 9.Pløjedage, 48 Spanddage og 168 Gangdage (Spanddagene er Arbejde af en . Mand :med Heste og Vogn, Gangdagene er Arbejde: af en: Mand).... Og videre hedder det: " »Af foranførte Dages-Antal: maa ei fordres mere ugentlig end. i. det høieste:. I. Pløje-Tiden: 2 Pløiedage, 1 Spanddag, 3 Gangdage; Høstens Tid. 2 Spanddage, 12 Gangdage; Gødnings, Skovnings og Giærdeluknings- Tid. 3 Spanddage, 3 Gangdage; Den: øvrige Aarets Tid 1 Spanddag,. 2 Gangdage. De Hoverie- . Arbeider, som efter forestaaende er bestemt for hver: Mand til: visse Hovmaal, saasom Pløining; Giødning, Agning, Saaening, .Kornhøst og Høehøst i de. store Enge, samt Giærdelukning. og Skovning forrettes ethvert: til sin rette og beqvemme Tid, uden Hensigt til visse Spand- og Gangdage, og skulde da -til 'et eller andet:af slige til Hovmaal. bestemte Arbejder medgaae: et mindre Antal Dage, end dertil efter foranførte er fastsat, skal saadanne. overblevne Dage dog ei fordres, eller til andet "Arbejde anvendes; hvorhos dog iagttages, at Bønderne: i ingen Uge. ansiges. til Hove "oftere end 4. Dage med 2 a3 Bud.(d. v. s. Mand] daglig, efter Omstændighederne og foranførte Bestemmelse, og: at de i. det mindste beholder 2 Dage frie: om Ugen til: deres: egen Høst«,"— — Dette Dokument, blev trykt i. København i Aaret 1800, og. hver Hoveribonde fik et Eksemplar. Men. Forvalter Nyholm paa Thure byholm brød..sig ikke ei Døjt om dette: Han sagde til langt. ud over, hvad han havde lovlig Ret til, og.der var ingen, der turde "sige nej, naar de af Bondefogeden: blev. tilsagt til:at 127 møde. Først efter 1840 var der en Gaardmand fra Sonnerup som vovede det — Kristian Nielsen -hed han. Da han neg: tede at møde, mente de øvrige Hovbønder, at nu skete der ham en Ulykke. "Men der skete ingenting; derimod gik Snakken, at Nyholm. skulde have sagt til en af sine Ligemænd : »Vor Tid er forbi nu«. Snart efter kom den Tid, da :Bønderne kunde: blive fri for Hoveri imod at betale en aarlig Afgift af 48: Rbd. Min Fader var en af de første, der. vovede dette Skridt.... »Niels, Niels, du æ splittosset; hvor vil.du skaffe alle de: Penge fra?« sagde de andre Bønder til ham. Men Fader vidste; nok, hvad det. betød at være fri for Hoveri og hver Dag at. kunne arbejde hjemme. Han tog straks fat paa Merg-. ling af Lodden, og det gav et Skub "frem ad, saa det forslog noget. Lidt efter lidt kom de fleste andre Bønder med. 1850 var, der.kun fire, som mente, at de ikke kunde skaffe disse 48 .Rbd:; der var en fra Ingelstrup, en fra Nyby,. en fra Tollerød,. og en til, jeg kan ikke huske hvorfra. Til sidst vilde.de: paa Herregaardene slet ikke have dem til Hovarbejde og. saa fik:de Ordre til at blive hjemme. ' I Hoveritiden blev Folkene i Reglen tidlig færdige paa Hovmarken, ofte midt paa Eftermiddagen; men de tog. sjælden bjem før-henad Aften. Tiden mellem Arbejdets Ophør. og Hjemrejsen... gik med alle mulige Legemsøvelser, Brydning, Tovtrækning, "trække Manglestok« og. meget andet. — Det havde vist nok,sin store Betydning for den Tids Mennesker: — De unge Karle og Piger var ikke glade, da Hoveriet hørte op. Der. var. jo.knap Tid paa Fornøjelser den Gang. Men ved Hovarbejdet kom; de: dog ud imellem andre Unge og kunde more, sig paa:mange forskellige Maader. ' mee I den Tid; de skulde. paa Hovmarken, skulde. der en god Madpose med: Denne. Pose var mindst to Alen lang. Aabnin: gen i den var: midt paa, saaledes at der kunde være.... .noget i hver Ende. Naar den var pakket og skulde bæres; tog. man fat paa Midten, drejede den ene Ende. en Gang. rundt, og saa paa Skulderen med Posen. Der var en. Slynge gjort. fast om Dusken i det ene Hjørne; den tog man ind under. den modsatte Armhule og slog Slyngen om en Dusk paa den anden Ende; saa hang Posen paa skraa over Ryggen. og Brystet. Saadan en Pose kaldtes en Tværsæk. : ; 128 Haandværk 🔝Før 1840 maatte man altid medbringe Trækul og Jærn,. naar man skulde til Smed, og ligeledes en Madkurv med Mad. og rigelig med Snapse, da Smeden helst skulde have en Bid og en Saaben med. — Smedjen laa den Gang i Nærheden af det Sted, hvor Tureby Station nu ligger. — Plovene var af Træ næsten helt igennem; men foran paa Underploven var der et Jærn, som kaldtes Skæret [sgærad].. Min Fader fortalte om en Mand her ned ad fra, som havde været oppe og faa lawt paa Skæred. Da han gik hjem, gik han paa skraa [på 'sgrs'a] over Sprettingegaardens Marker, hvor der var flere 'store Jordvolde. Han kastede da Skæret over en af Voldene, før han krøb over. Da han kom om ved den anden Side, saa han, at den Lap, som han havde faaet svejst paa, var drattet af igen. Der var ikke andet at gøre end at gaa hen til Smeden igen. Men han blev vred, for han »hade itte gjort Skæred te'ed aa stride med, men te'ed aa pløje med«. — Stenkul kendte man ikke til den Gang, saa det kunde vel knibe lidt med at faa Svejsehede. I min Barndom fik vi smeddet hos Smeden i Alkestrup; han kunde ogsaa aarelade en Hest og var lidt Hjemmedyrlæge. Naar jeg skulde ride til Smedje, kunde min Fader sige: >Ka du rie te Smedde [smeda] mæ ded brune Øj aa faa lawt Skoene' om; men si, at di ska hawes op (hages op), aa sør for aa faa di gamle Søm aa Nillikerne mæd bjæm«. De gamle Søm blev jo brugt til at slaa Træskojærnene fast med, og Nillikerne' — d. e. den spidse Ende af de nye Søm, som blev knebet af med en Tang, efter at de var hugget igennem Hoven — blev brugt til at slaa de blanke Krammer fast paa Træskoene med. — Naar Hagerne paa Hesteskoene var slidt; blev de brækket af, og der blev slaaet ny Hager paa de gamle Sko. Der var nogle, som havde tinget med Smeden, saaledes at han fik en vis Betaling for at sko Hestene og udføre alle Istandsættelser, mens alt, hvad der blev gjort af nyt, skulde betales med Penge. ' Dette med at tinge holdt Smeden vistnok ikke af. Som Dreng hørte jeg ham en Gang svare paa et Spørgsmaal om, 129, hvad han fik for noget Arbejde, han udførte for en, der havde tinget med ham: »Ja—a, va faaer jæ vel; jæ faar Low aa slikke. Fingrene. Jiwleawten«. Smeden smeddede selv Hesteskosømmene; men det var ikke alt Slags Jærn,' der duede hertil. Engelsk Jærn kunde ikke bruges; det. skulde være svensk Jærn; det kunde bøjes lige saa meget, det skulde være, uden at knække. Derfor blev der altid sat et: Mærke paa den indvendige Side af. Skoen, for at man kunde se, hvad der kunde bruges til Søm; de blev nemlig altid smeddet af gamle Hestesko. Vognene blev lavet hos Jiwlmaanin, Hjulmanden, som boede'i Bjerrede. Her. paa Gaarden var der tre Vogne. De to var Møg vogne [måjvo" na]. Den tredje var Fjællevonin. Til Fjælevognen hørte to Agestole [awasdo"h]. De havde et Understel med to Jærnkroge ved hver Side til at hænge paa Vognfjælene... I: hvert af de to forreste Hjørner af Stellets Ramme stak' der en Træstive op, en halv Alen høj. Bagtil var der lidt fra. hinanden anbragt to lignende; igennem disse 4 Opstandere: gik to Buer af bøjeligt Asketræ; de var højst 1/4 Tomme: tykke og %/4 Tomme brede. Disse Agestole var malede, og: de kaldtes Bueagestole. Vognfaddingen [vo"nfå anin; var af Brædder med For- og Bagsmække, som var fastskruede til Siderne, Nogle Folk havde Sidefjælle, som var. højere bagtil end foran. Akslen (awslin] var af Træ; men paa langs: under den var der i hver Ende indfalset et temmelig tykt.Stykke Jærn, der gik' noget ind mod Midten af Akslen, hvor der var en Jærngjord, som holdt det fast. Dette Akseljærn: stak. noget uden for Træakslens Ender. Og i Jærnets Yderende, var der Hul til Lundstikken. Oven paa Akslen var der ligeledes et Stykke Jærn, som gik ud over Akslens Ende, med et Hul til Lundstikken; en mindre Ring foran og en større Ring længst inde paa Akselhovedet strammede Jærnstykker og Træaksel sammen. — Hjulet [jiw'bå] bestod af Navet [nau/ad], Egerne [æj'arna] og Fælgene [fæl ana]. Yderst laa Jiwlskinnerne, d, e. de Jærn, hvormed Hjulene var beslaaet; der var en. Hjulskinne fastsømmet paa hvert Hjulfælg [jiwlfæl'a]. Paa den bageste Aksel hvilede en K æ pstok med Huller til Vognkæppene. Midt i Akslen var 9 130 der: nedfalset et Stykke Egetræ saaledes, at det stak baade forud fra. Akslen og bagud; det var halvanden Alen langt og endte bagtil med et Hoved. Dette Stykke kaldtes Værlen [vær lin). . De gamle fortalte, at naar man var ude at køre om Natten, saa kunde det ske, at pludselig begyndte Hestene at trække meget haardt, og lidt efter gik de helt i Staa og kunde ikke mer. Naar dette skete, vidste de Besked; nu »havde de Fanden oppe aa awe«. Og de vidste ogsaa, hvor han sad; det var nemlig paa- Værlens Hoved. Og der var kun eet Middel til at faa ham væk, og det var at staa af Vognen og gaa hen bag ved den og lade sit Vand stryge kraftigt ind lige over -Værlens Hoved. Et saadant varmt Styrtebad holdt han | ikke af og smuttede bort. Saa kunde de køre igen. Igennem den forreste Aksel gik Vogntyven [vo"ntiw'an]; det var et svært og stærkt Stykke Egetræ; i den forreste Ende af den var der indskaaret et stort, lodret Hak, saaledes at den bageste Ende af Vogn. A stangen kunde gaa ind deri. Vogn Fig, 42. Fortøj til en Vogn. tyvens to Forender omfattedes af et a) Vogntyv, b) Stangbolt, c) Over- . . slag, d) Hamimelbolt, e) Briller. Jærnstykke, Brillerne; Vognstangen. fastholdtes i Tyvens Hak med en vandret Jærnbolt, Stangbolten; — fastholdt med samme Bolt spændte en bevægelig Jærnbøjle over Tyvens Grene; denne Bøjle kaldtes et Overslaw.: Overslaget var fortil forsynet med et Mellemstykke, der holdt Hammelbolten, som gik ned gennem Hammel og Vognstang, og holdt Hammelen med dens Svingler fast paa Stangen. Bagenden af Vogntyven, . bag ved Akslen, var indskaaret med et stort, vandret Hak, hvori Langvognen [lånvo"nin] kunde stikkes ind og fastholdes ved en Jærnbolt. Langvognen fastholdtes bagtil til Værlen med et Par lodrette Bolte og med en Jærngjord nær ved Bagakslen: Paa Forakslen hvilede en Fjæl, der kaldtes Broen. Og paa Broen laa Vrieskammelen; den var som Kæpstokken forsynet med. to Huller til Vognkæppe. Den var stærkt. beslaaet med Jærn. : I Modsætning til "Kæpstokken var den ikke" fastgjort" paa den underliggende Bro og Aksel; men igennem Vognbund, Vrieskammel, Bro og. Aksel var der boret et stort Hul, og deri sad Hovedbolten, som holdt alle disse Dele sammen: "Med: Underkanten støttet til Vognbunden.: hvilede Vognhaverne (el. Sidefjælene) paa Vognkæppene. 8 Tommer: fra Vognustangens Forende sad der paa Undersiden et Stoppejærn; det skulde hindre Halskobbelringen i at glide tilbage paa Stangen. ' i Akslen blev smurt med Tjære. Man begyndte altid med det fjærmer (højre) Forbjul og: endte med det nærmer (venstre) "Skulde man køre længere Ture, var Tjærekaanen altid med. Den hang enten paa Værlen. eller paa. Bagsmækken. — Tjærekanden blev lavet af Træskomanden. Den var et: Stykke Bøgetræ, 18 Tommer langt, udhulet paa langs.- Foroven var den lidt flad, og her var der ved hver Side boret et Hul;'den dækkedes med et Laag, ogsaa med to Huller i. En Rebhank blev først stukket gennem- Laagets Huller og saa ned igennem Hullerne paa Siden af Kanden, og for Enderne af Hankerebet blev der slaaet Knuder. — I Laaget var der et lille Hak, hvorigennem Smørestikken kunde gaa ned' i Kanden. . Naar man skulde fylde Veje, køre Grus fra Grusgraven ud paa de forskellige Vejstykker, man havde at vedligeholde, blev Møgvognen brugt. Og for at Gruset ikke skulde skride for eller: bag af Vognen, var der bundet to smaa Halmknipper fast til:hver sin Ende af Vognbunden; i denne var der boret et Hul, og der blev slaaet et Par Pinde deri, saa Knipperne blev. der: Ingvor Ingvorsens Fortællinger III 🔝Tredje afsnit af Ingvor Ingvorsens Fortællinger.Skovslæderne 🔝Vi havde to Skovslæder; Mederne var en halv Alen brede og to Tommer tykke; fortil bøjede de noget i Vejret. Her var der et Hul i hver, hvorigennem der var stukket et temmelig svært Stykke Egetræ. I dette var Stangen gjort fast;Tværstykket sad løst i Mederne, saa Stangen kunde bevæge sig op og ned. Oven paa Mederne var der med Træunagler og stærke Jærnbaand fastgjort to Stykker Egetræ, der svarede til Vrideskammel og Kæpstok paa Vognen; heri var der Huller til Kæppene. Kæphuller og Kæppe var stillet saaledes, at man, naar Slæde føret kom, kunde løfte Faddingen af Rejsevognen og sætte den paa Slæden; saa passede det sammen. — Blev Slædemederne slidt for meget, skulde de andres [andras]: »Vi kommer te'ed aa haae ed Par ny Andrer [an'drar) unner Slæin, han æ slit lowli mæjed«. [in slæ'aan'dra, (slæ'san'drin)] var et Stykke grønt Risbøg; det. blev tildannet, saa det var af samme Bredde som Meden og fastgjort med Trænagler. Al Sæden blev den Gang kørt til Køge, og naar Føret var til det, benyttede man Slæden; paa Bivejen var Sneen ikke kastet ret bredt, og.der gik det nogenlunde med at holde Slæden løbende. Men naar man kom ud paa Landevejen, vilde Slæden svirre [svera]. Hestene maatte da gaa efter Siden næsten hele Vejen. Langt om længe blev Slæderne skoet med Jærn, og saa var der intet i Vejen. Naar man holdt med Slæden, vilde den gerne binde; saa maatte man lade Hestene dreje til Siden med det samme, man kørte. Var man i Skov, og var der Slænning [slænen] i Vejret — d. v. s. begyndt, at. blive Tøvejr — saa gjaldt det om at tage sine Forholdsregler for at kunne komme i Gang igen. Det bedste var at lægge en Stang paa tværs under Slæden, omtrent midt under, dog saaledes, at den bageste Ende var den tyngste. Saa gik det godt; men saa gjaldt det om ikke at holde, naar man var i Gang, for ellers var det galt igen. Det var kun simpelt Seletøj, man den Gang havde; Bringestykket bestod mest af en Hampegjord med lidt daarligt Læder. paasyet rundt om, og Stykket op over Ryggen var noget lignende, men der var indvendig paasyet et Par smaa Puder for at værne Rygbenet. Der var kun een Halsrem. Halskoblet bestod, af en solid Rem op om Nakken paa hver Hest; et Par Jærnled ved hvert Kobbel gik ned i en svær Ring, der var til at stikke paa Enden af Vognstangen. Milerne var hjemmesmeddede, og Hovedlaget var kun et Stykke Reb. De to Hestes Miler var sammenføjede med Meeltømmen, Mellemtømmen -— Tømmen var et enkelt Reb, fastgjort udvendig ved begge Sider. Tømmen blev ikke engang stukket igennem Ringen, som var fastgjort paa Rygpuden af Selen; »ded sled saa fælt, naar det laae dær aa filede bestanned (bestandig)«. Der var Rebskagler uden Strandskeder. Dersom en Hest blev gnavet paa Siden af Rebet, svøbte man lidt Lamme eller Faareskind om. Vi havde et Par Seler, som var lidt bedre: Hovedstolene var af Læder med Skyklapper. Tømmen var ogsaa af Læder, og der var Strandskeder til Skaglerne: For at beskytte Hestens Sider var Skawlerewet oppe ved Selen stukket gennem en "Strandskede [sdransgi'e); dannet af gamle Støvleskafter. Selve Skawlerne var dannet paa den Maade, at man bøjede Rebets bageste Ende om og stak den to Gange gennem Rebet, saa der blev et Øje. Herigennem blev den anden Ende ført, saa der dannedes en Klanke, der var til at sætte om Svingelin. Den anden Ende blev fastgjort i Selen; denne Ende var bøjet om med mindst en halv Alen og blev stukket tre Gange gennem Rebet. Dette var for at Skaglen kunde gøres yd, naar Klanken, som det sled mest paa, var opslidt. Der var den Ulempe ved Skaglerne, at naar man pløjede eller harvede, saa skulde de være lange; men skulde saa Hestene for Vogn, skulde de være lidt kortere. »Ge dom et Sveew [svj'ow]«, hed det saa; eller: »Slaa ed Kast om Svingelin«. Saa blev de kortere. Det kunde ske, naar jeg som Dreng raabte til en: »Maa jeg køre med?% at jeg fik dette Svar: »Næ, du maae itte; men du maa awe med«. — Det var kun ham, der holdt Tømmen, der kørte; de andre var »oppe aa awe«. Det var en Selvfølge, at hvad man selv kunde lave hjemme, blev der ikke givet Penge ud for, og man kunde lave meget. At lægge Baand om en Bal [ba'l], et Kar eller en Bøtte, var en smal Sag; hertil brugtes de gule Baandpil. Kun naar en Balje skulde logges op [lagas 'ap], maatte man til Bødkeren med den naar en Balje var blevet utæt, blev den skilt ad, den "nederste Ende af Staverne blev skaaret af, og der blev lavet en ny Rille til Bunden; naar den saa blev sat sammen paa ny, kunde den vare længe igen; det var det man kaldte, at den blev logget op. Ellers brugte Moder at tætte Kar og Baljer med Akselskaft [awsalsgawt]; Vognene blev smurt med Tjære; paa bægge Ender af Hjulnavet [jiwlnaw'ed] satte Tjæren sig fast og blev haard og stiv, Det var dette man kaldte Akselskavt. Naar man skulde tætte et Kar, lagde man det: med Bunden i Vejret, saa tog man Akselskavt og lagde Klumper deraf, hvor Karret var utæt. De brede Lapper paa Ildtangen blev: gjort gloende og derefter holdt paa Akselskavtet, saa det. blev flydende, og naar man saa gned frem og tilbage paa det med ildtangen blev Karret tæt igen. Det meste Reb som brugtes, var købt Hamperreb. Men vi havde en Gang en Karl, som kunde sno Reb; han blev for Resten ved at sno Reb for Fader længe efter, at han var rejst fra os og var blevet gift. Han brugte at sno Rebene af Svineto [svijnoto'], Haar af slagtede Grise, Køerne var den Gang værre end, nu til at æde Rew; Jærntøjr, kendte man ikke; men Reb af Svinehaar vilde de ikke tygge. Det værste ved disse Reb var, at de ikke var nemme at vriste op, naar man skulde lave Klanke til Tøjrepælen. Handel og Samkvem 🔝"Der var mange, som gik omkring for at handle med Bønderne. Gamle Koner og Mænd solgte Basser (Hvedebrød). Jeg mindes især Spille-Pær fra Hejnerup; han bar en meget stor Kube [kewen] paa Ryggen; heri var Basserne. Foran bar han et stort Tørklæde; heri var der Kræmmerhuse med afvejede hele og halve Pund af Kaffebønner, brunt - Sukker og Puddersukker. Overbassemanden fra Terslev handlede med Tørklæder, lidt Bomuldstøj, Bændler og andet lignende. — Der var mange Bissekræmmere; Jøder kom der ogsaa en Del af; saa "gjaldt. det om at være paa sin Post, for de snød, saa Vandet drev af en. Min Moder købte en Gang noget Tøj af en Jøde, og hun troede, hun gjorde en god Handel. Der blev syet Bukser til os Drenge af Tøjet; men første Gang min yngre Broder havde dem paa, revnede de over Bagdelen fra den ene Side til den anden Der var flere i Byen, det gik paa lignende Maade; det viste sig nemlig, da Tøjet blev vasket, at det mest bestod af Klister. — Min gamle Skolemester Dysell fra Tollerød Skole sagde flere Gange, at en Jøde troede, han fik syv Synder afskrevet hos Vorherre, for hver Gang han snød en Kristen! Hvis dette var rigtigt, maatte den Tids Jøder tilsidst være blevet rene Helgener. Kniplings kræmmerne var altid Jyder. Min Fader blev i daarligt Humør, naar han saa en af dem komme; for det var kostbare Sager, de handlede med. Det var med Kniplinger til Kørsklæder, og et Korsklæde" kunde koste indtil femten Rbd., altsaa 30 Kroner. Disse Kræmmere gik for det meste med mange Penge paa sig. Derfor troede man den Gang, naar der fandtes en enkelt rig Mand hist og her, at han havde slaaet en Kniplingskræmmer ihjæl. Køge er den Købstad, der ligger nærmest Ulstrup; der blev saa godt som al Sæd og øvrige Produkter solgt fra denne Egn, naar undtages, at man en enkelt Gang kørte til København. I Tiden til omtrent 1850 maatte man betale Told næsten af alt, hvad der blev ført ind i Byen. Denne Afgift kaldte vi Sise, og den betaltes i Siseboden. Det var en meget forhadt Skat, og man snød Toldvæsenet, saa ofte man kunde. Det var især Kvinder, som paatog sig dette. Her i Byen boede en Skovfoged, som tillige var noget Skytte hans Kone kunde gaa med en Hare foran under Skørtet, uden at det nogensinde blev opdaget. Ja, det blev endogsaa fortalt, at der var Koner, som kunde bære en Flæskeskinke paa den Maade forbi Tolderne, uden at de anede Uraad. Man holdt altid hos en bestemt Købmand. Han købte Sæden, og hos ham blev der købt af Købmandsvarer, hvad vi skulde. have med hjem. Der bestod et vist Tillidsforhold mellem Købmanden og hans Kunder. Ældre Købmænd brugte ret ofte. Tiltalen du til sine Kunder, ja, en enkelt brugte aldrig andet. Dersom der skulde sættes et Pengebeløb i Sparekassen, blev Pengene afleveret til Købmanden, skønt Sparekassen kun var nogle faa Skridt derfra. Der var en Dør fra Butikken ind i Beværtningen. Naar der var spændt fra, hed det gerne til Gaardskarlen: »Gaaa med ing aa faae en Saaben«. Saa blev der forlangt: »To og en hal«. Det betød to Snapse og et Glas Øl. Det var ellers mest Skik at forlange in haal Pæl. Der var Glas, som tog en halv Pægl. Deraf tog man saa en Slurk imellem til sin medbragte Mad. Skulde der købes Mad paa Beværtningen, var det som Regel et flawt Surbrød (et flakt, d. e. flækket, Surbrød). Lidt før Jul skulde man altid til Køge for at gøre Indkøb, — og saa for Julegavernes Skyld, som man modtog af Købmanden. For Mandens Vedkommende var det en Flaske Ekstrakt og et Spil Kort; for Kvindernes et Hovedtørklæde [ho'adtar'aglo] eller lignende. I en stor Del af Købmandsgaardene var der Brændevinsbrænderi og Fedestald. Kreaturerne fik næsten ikke andet end Affaldet fra Brænderiet, som gik under Navnet Drank; lidt tørt Foder maatte de dog have. For dem, som arbejdede i en Købmandsgaard, var det ikke let at undgaa at blive fordrukne. Der stod altid et lille Ølglas. med Brændevin i et af Vinduerne; her listede de ind og tog en Slurk, naar det passede dem, og for sommes Vedkommende gik det meget ofte paa. Mine Forældre fik farvet hos en meget rig Farver i Køge; han regnede ikke Købmændene for ret meget. Han kom en Gang med en meget nedsættende Bemærkning om en. »Ja, men han æ da Kewmaan«, sagde min Fader. »Naa, ja, Købmand. — Naar de har faaet to Pund Rosiner og en fordærvet Klipfisk paa Kredit, saa er de Købmænd«, var Svaret. Det skete jo ogsaa enkelte Gange, at en gik fallit, og flere Bønder led Pengetab. Hvilken Fest et Marked den Gang var for os, som var meget unge. Hele det store Torv var ligesom en By for sig selv, den ene Teltgade ved Siden af den anden. Og længst nede var alle disse vidunderlige Ting, som man nu kalder »Gøgl«; Haaret kunde rejse sig paa Hovedet af saadan en Smaadreng ved at se. alt det rædselsfulde, som var fremstillet paa de malede Lærreder; det handlede gerne om. vilde Dyr, Mord og Røveri. Alle og enhver opslog sin Bod paa Torvet lige meget, hvor han var fra, og hvad han handlede med. Der var gamle Husflidsmænd med River, Leskafter og Mejereder. Vævere holdt med Vogne og solgte bjemmegjort Tøj, især Lærred. Man kunde købe Hjul til Trillebøre, Tækkekæppe, Hamler og Svingler o. lign. Der var Hattemagere og Handskemagere, Skomagere og Saddelmagere og mange flere. 8-Skillingsbutikker var der altid flere af der handlede man med Legetøj, og hvilken Genstand man pegede paa, kostede 8-Skilling. Der var altid et vrimlende Mylder af Mennesker, baade Unge og Gamle. Hen paa Eftermiddagen var det næsten ikke muligt at trænge sig frem. Kom man fra Nørregade og gik ned imod Brogade, mødte man den ene Rad efter den anden af unge Bønderpiger, som gik med hverandre under Armen; der kunde være indtil 8 i een Række. Vi maatte da se at komme uden om til een af Siderne. Der kunde jo en enkelt Gang være en Karl, som masede lige paa og brød. Rækken; men han blev anset for at være en raa Tamp. Pigerne var jo ved saaaadan en Lejlighed iført deres fineste Stads med Sølv- og Guldnakker, Kniplings Korsklæder, Nakke- og Hage-duske af brede, kulørte Silkebaand o. s. v. Jeg husker en lille Oplevelse fra saadan en Markedsdag, hvor man jo hvert Øjeblik løb paa kendte Mennesker: Jeg gik ned gennem en Teltgades Trængsel, da kom en lille Fyr med et markedsglad Ansigt lige imod mig, rækker Haanden frem og siger: »Godaw Kristjan«. Jeg slog min Haand i hans og sagde: »Godaw Pæder«. Han blev ligesom lidt lang i Ansigtet og siger: »Jæ hedder itte Pæder«. »Ja, jæ hedder heller itte Kristjan«. Og saa opdagede vi, at det var ingen af os. Paa de store Markeder foregik Handelen med Kreaturer altid paa en aaben Plads lidt uden for Byen. Naar de Gamle kørte til København, blev et Stykke Brød, et Stykke Flæsk, lidt Ost, en Stump Maisterpølse og en Trææske med Smør lagt i en Tværsæk. Naar de bedede og vilde spise, tog de Tværsækken med ind i Kroen, tog ud af den, hvad de vilde bruge og lagde det paa Bordet og forlangte saa »in haal Pæl aa ed Glas Øl«; det kostede højst 6 Skilling. Men jeg tror, at Fader, efter at han var blevet fri for Hoveri; ikke tog Sækken med mere, men købte sin Mad paa Gæstgiveriet. Jeg husker, da jeg som 11-aarig Dreng — det var 1856 — for første Gang fik Lov at følges med Fader til København. Alle, som fik at vide, at jeg skulde med, sagde: »Pas nu paae, for du kommer te'ed aa kysse Kællingen i Enden«. »Va æ ded for en Kælling?« sagde jeg. »Ded æ een, som sidder lie ved Inggaangen te Væsterport, aa dæ æ ingen, naa di kommer te Kewenhawn føste Gaang; aa faar Lov aa slippe ing paa aaen Maaede«. Det var jo slemme Udsigter; men da vi naaede derind. ad, glemte jeg helt Kællingen for alt det ny, jeg saa. Neden for Frederiksberg Bakke laa der en Kro, »Sorte Hest«; det var alt, hvad der var af Bygninger derude. Et godt Stykke længere fremme laa den kongelige Skydebane; ellers var der Pløjeland paa bægge Sider. Kort efter kørte vi over den store Bro over Voldgraven; her laa Ravelinen, hvor der var Vagt af Soldater, og saa gled vi ind ad den smalle Vesterport. Da vi kom ind i Gæstgiveriet, lagde jeg Mærke til, at der ikke var ret højt til Loftet inde i Skænkestuen, Der var et firkantet Hul i Loftet omkr. 1/2 Alen paa hver Led. Naar man gik hen og kiggede op igennem det, opdagede man atter et Loft, ikke mer end to Alen højere. Jeg spurgte Fader, hvad det var deroppe. »Ded æ Losied, min Dreng«, var hans Svar. — Fader tog altid en Seng for sig paa Gæstgiveriet; men de fleste tog Dobbeltseng, hvor man kunde komme til at ligge sammen med et helt fremmed Menneske; men det tænkte ingen videre paa, da det jo altid var Bønder. Men de, som syntes, det. kostede for meget at ligge i Seng, de, benyttede Losied; det kostede kun 4 Skilling. for. en. Person; men der var ogsaa kun det hare Loft at ligge paa; de tog derfor tomme Sække og Dækkener med derop og svøbte sig ind i. Der var ingen Vinduer eller andre Lufthuller deroppe, — kun det firkantede Hul, de krøb op igennem. Dette Gæstgiveri laa i Vestergade og hed »Skibet«. Barsel, Bryllup og Jordefærd 🔝Den Kvinde, der var frugtsommelig, var i flere Henseender udsat for Farer. — Hun maatte saaledes ved en Begravelse ikke gaa ind ad Kirkegaardsporten; men hvad Følge det kunde faa for hende, dersom hun gjorde det, ved jeg ikke. Mellem Sladdersøstre hed det ved slig en Lejlighed: »Hejsa, saa du ded? Kesten hun gik ing a Kirkeløwen. Ser man ded, nu ble man da saa klow.« En gammel Kone her fra Byen, som er død for mange Aar siden, fortalte om sin Sønnekone, som snart stod for at skulle føde: »In Daw seer jæ plusseli ed Par Draawer Blod paa hendes Træsko; saa veste jæ Beskeen, a nu sku eet a dom døe; men Guskelow, ded ble da Baarnet, dæ døde«. Samme Kone fortalte om sig selv, at mens hun var yngre og var i velsignede Omstændigheder, gik hun en sen Aften hjem. fra Sprettingegaarden; da kom der en Varulv efter hende. Hun løb, som det gjaldt Livet. En Jordvold, som gik langs Vejen, maatte hun springe over, frem og tilbage, og hun naaede heldigt hjem, før Varulven fik indhentet hende. En Varulv kan jo ikke komme meget hurtigt af Sted, da den kun har eet. Bagben; det omskabte Menneskes andet Ben stikker bag ud som Hale. Det Varulven vilde, var at rive hende til Blods; faar han Held til det, er Fortryllelsen hævet, for hans Vedkommende; og han faar siden Lov at være Menneske baade Dag og Nat. Men Varulvenaturen gaar da over til det Barn, som fødes af den Kvinde, der rives til Blods. Naar. der var en lille i Vænte, ble Moder altid aareladt, en lille Tid før Fødselen foregik. Fra først af var det Jordemoderen, der besørgede det. Men siden kom der.en Kone til Egnen, som kunde aarelade, og saa blev det hende. Der blev af Fader altid sørget for, at Kørehestene var godt skoet, naar Tiden nærmede sig; for Jordemoderen boede i Terslev, hvortil der er næsten en Mil; det kunde saa oven i Købet godt ske, at hun var ude i Forretning; saa skulde Køretøjet endnu længere bort for at hente hende Og ved saadan en Lejlighed skulde det helst gaa lidt fra Jiwlenee; d. e. køres hurtigt. Ved Fødslen var der foruden Jordemoderen to Koner til Stede; som selv havde født Børn. Moderen satte sig ien Lænestol, der foregik Fødselen, og derefter blev hun lagt i Seng. Om min egen Ankomst til Verden ved jeg ikke stort andet end, sat jeg var slem te ed aa vræle. Saa hed det sig: han bliwer skrap te'ed aa sønge, og en anden føjede til: »Man.sku:næsten tro, a han belawer sæj paa'ed aa ska være Dæjn, saadden han stemmer op.« Dagen efter Fødselen begyndte Nabokonerne at komme med Basselmad: De to Koner, som var med, da Barnet blev født, kom i Reglen først, og saa kunde der komme enkelte andre, enten "nære Slægtninge eller Naboer, som vidste de blev bedt til Bassel. Første Gang kom de. med rød Vælling, d. e: Sødsuppe, og tynde Kawer, d. e. Pandekager, Der var alle Steder en Lerkrukke: med Ører til dette Brug. Her blev Suppen hældt i; en Tallerken med Pandekagerne, blev sat oven paa saa... blev et virket Hosebaand [ho"sabs'an] med Dusk i bægge Ender — det "blev kun brugt til det samme — stukket igennem bægge Ører paa Krukken, og der blev slaaet en Knude. Derefter blev et fint hvidt Klæde bredt ud paa Bordet; herpaa blev Krukken sat, Hjørnerne blev samlet op om den, og "der blev slaaet Knude paa Hjørnerne, to og to sammen," saaledes at man med Haanden kunde tage baade i Strømpebaandet og Klædet paa een Gang. Anden Gang kom Konerne med Hønsekødsuppe; her blev den kogte Høne lagt paa Tallerkenen, og saa bar man sig ad som før. — Tredje Gang bar de Risengrød og Brødkage. De Koner, som bar Mad til Barselkvinden, sørgede gerne for at faa at vide, naar de andre gik, for ikke at komme to paa een Gang; det kunde jo ske alligevel, og det følger af sig selv, at det var de meget kede af. Naar der saadan et Sted var lidt større Børn, og de saa, at der kom en Kone med en Krukke i et hvidt Klæde, saa kan det nok være, at de holdt sig i Nærheden. Naar der blev aabnet for den fine Mad, vankede der Jo lidt til dem ogsaa. Var det en ung Kone, som første Gang laa i Barselseng, var hun altid glad, naar der kom en ældre Kone; saa kunde, hun faa gode Raad og Hjælp paa mange Maader. Naar Moderen efter faa Dages Forløb var nogenlunde vel, blev der indbudt til Kvindestue. De to Kvinder, som var med ved Fødselen, var selvskrevne, og saa var der nogle faa andre, dels fra Byen og dels af Slægten. De fik Mad og Kaffe og opholdt sig der et Par Timer eller tre: Samtalen gik livligt, og den drejede sig gerne enten om meget strenge Fødsler eller om meget lette, eller det kunde være om andre mærkelige Foreteelser, som kan forekomme ved saadanne Lejligheder. Naar der skulde være Barselgilde, kom der: meget tidligt paa Daabsdagen Piger med Mælk og Smør og en Flaske Fløde fra de indbudte. Det blev anset for en Skam for disse Piger at komme sent: De- mødte med en Spand nymalket Mælk, der rummede 10—12 Potter, og en temmelig stor Kop eller Spølkum, hvori der kunde være omkr. 3 Pd. Smør; det "var altid toppet højt op, og saa var det pyntet med Figurer, Rosetter og Krusseduller, som var lavet i Smørret; somme forstod at lave ligesom; Blomster i Toppen. Der var en Kappestrid, om, hvem der kunde lave det kønnest; Sagen var nemlig den, at Smørret: blev sat paa Gildebordet, ligesom. det var modtaget; saa kunde Folk, naar de sad ved Bordet, næsten altid vide, at den havde givet det, og den havde givet det. Fremdeles medbragte Pigen en Trepægleflaske med Fløde. — Disse Piger blev i Gildesgaarden opvartet med Smørrekage og bagefter med Kaffe. Gæsternes Ankomst var saa tidlig, at der kunde spises et Maaltid Mad, før der skulde køres til Kirke. Maden var, hvad vi nu kalder »koldt Bord«; der var Rugbrød, Hvedekage, Smør, Spegepølse, saltet Faarekød og hjemmelavet Ost, saa godt som altid Sødmælksost. Derefter blev der skænket Kaffe, Den blev ved saadan et Gilde kogt i Ostekedlen; der kunde nok være en fire Spande i den. Det var ikke Skik den Gang, at Moderen holdt sit Barn over Daaben; for det meste var det en ung Pige, der bar Barnet, og en anden ung Pige holdt Hue. Desuden var der en Kone med i Kirken, som skulde ge Patte; Moderen maatte ikke give Bryst i Kirken, Kristentøjet, som Barnet iklædtes, var en Art Kjole; den var meget lang, gik helt op under: Armene, og naar Barnet laa paa Ryggen paa Pigens Arme; hang den langt ned Bundfarven var grøn; men paa Forsiden var den oversyet med Sløjfer, Rosetter og andre Krusseduller, alt i gloende og spraglede Farver. — Naar Barnet skulde iklædes; blev Døbeskillingen lagt paa dets Bryst; for at det aldrig. skulde mangle Penge; et lille Stykke Brød, indsvøbt i Papir.og ombundet med Traad, blev ligeledes lagt paa Brystet, — for. at det aldrig skulde savne Brød. Hestene spændtes for, og Gæsterne anbragte sig paa Vognene. Saa gik Moder ind til Vuggen, hvor Barnet laa, foldede sine Hænder og læste Fadervor, gjorde Korsets Tegn over det og gik ud og stod paa Vognen. Saa tog Fader Barnet og bar det ud og lagde det i Armene paa den, der skulde holde det over Daaben, og derpaa kørte alle Vognene ad Terslev til. Her paa Gaarden var der aldrig Dans ved et Barselgilde; men mange Steder blev det brugt. Saa var der for det meste tre Musikantere, to med Violin og en med Klarinet; de var klædt i blaa Vadmelsfrakke og Benklæder og havde meget høje Filthatte af Førm som de nuværende Cylinderhatte. — Naar Gæsterne ventedes,; gik Spillemændene ud i Gaarden, og for hver Vogn, der kom ind ad Porten, spillede de et Stykke. Naar Vognene kørte til: Kirke, spillede de igen. Vi kom saa til Kirken; naar der var ringet sammen — ved første Klokkeslag blottede alle Mænd deres Hoved — saa gik Kvinder og Mænd ind i Kirken, paa Moder nær; hun skulde ledes ing og blev derfor i Vaabenhuset; et Par Koner blev dog gerne hos hende. Naar den anden Salme begyndte, gik Præsten ud og holdt en Tale for hende, hvorefter de fulgtes ad ind i Kirken. Men Moderen skulde sætte sig i en anden Stol end den, hvor hendes Barn var. Selve Daaben foregik paa samme Maade som den Dag i Dag, hun som holdt Hue, fulgte med op til Døbefonten og løste Huen af, mens Barnet blev døbt, og bandt.den paa igen, naar Daaben var fuldført — Nu skulde der ofres; først gik Gudmoderen, fulgt af Huepigen. Naar de havde været oppe at ofre til Præsten og Degnen og var kommet ind i deres Stol igen, gik Fadderne frem, fulgt af de øvrige Mænd, som var med til Barselgilde. Derefter gik Moder alene. Men hun lagde foruden Offer til Præst og Degn en Mønt i en Blok, som stod nær ved Døbefonten, og som kun var for Kirkegangskoner. Naar vi kom hjem igen, kom Fader ud og tog Barnet og bar det ind igen. Nu blev der spist til Middag. Man fik først Risengrød, kogt i den nymalkede Mælk, som Pigerne var kommet med om "Morgenen. Naar Risengrøden var øst i Fad, blev der: midt i Grøden dannet et temmelig stori Hul til Smør og fire Render fra Smørhullet, korsdannet, halvvejs ud til Randen; i Enden paa hver Rende var der atter et lille Hul. I alt dette blev der hældt smeltet Smør, hvori man dyppede Grøden. Fadene var i Reglen glasserede Lerfade; var der en enkelt Terrin [taa'ril); blev den sat paa den øverste Bordende. Fadene anbragtes saadan, at mindst fire, somme Tider seks, spiste. af samme Fad. Skeerne var altid af Træ; der var mange den Gang, som kunde lave Skeer; ret ofte var Skaftet smukt udskaaret,... og Sleven [slew'in] "kunde være kønt dannet' og fuldstændig glat; men somme: var rædsomme og var ved at flaa Munden i Stykker, naar man brugte dem; det var ikke rart at æde Søwemad meed den Slags. Eftermaden var Klipfisk med Sennepssaus, som der var hældt smeltet Smør over og drysset Allehaande paa; denne Saus blev sat paa Bordet i smukke, blomstrede Skaaler; naar det sank for meget i dem, blev de baaret ud og fyldt igen. — Gafler kendte vi ikke den Gang, og af Knive var der kun en hist og her paa Bordet. Knivene var smeddet af Landsbysmedden. En halvanden Times Tid efter Middagen blev der skænket Kaffe. Siden fik man Midaftensmad. Den bestod af Sylte med Rødbeder; i Sylten var der i Sværen indstukket Kryddernilliker; ellers var der paa Bordet Smør og Kage, Rugbrød, røget Faarekød, Spegepølse og Ost. Hen imod Midnat vankede der Kvældsnadver [kvæl'snaara]; den vigtigste Ret var her Plukfisk og ellers lidt Tørmad. Selvfølgelig fik man til hvert Maaltid saa mange Snapse Brændevin og saa meget hjemmebrygget Øl, som man ønskede. Anden Dag fik Gæsterne Øl og Grød og Plukfisk til Middagsmad, og sidste Maaltid var som Midaften den første Dag. Ved saadan et Gilde kneb det lidt for Kvinderne med at faa Tiden til at gaa, naar der ikke var Dans. Var der derimod Dans, saa var der jo nok at se paa og tale om. —- I 1868 var jeg med til et Barselgilde et Par Mil sydvest herfor. Da Dansen skulde til at begynde, kom Gudmoderen og Faderen, det var en halvgammel Mand, høj og svær, med højrødstribet Vest paa, ingen Frakke, men snehvide, uldne Nattrøjeærmer; de tog hverandre i Hænderne, og Barnet laa paa deres Arme, mens de dansede nogle Omgange. Saadan var det almindelig Skik. Der blev ved Gilder tit spillet Kort, enten fire Kort og fire Skilling eller Tre Kort og tre Skilling eller Sejsten Stræjer om in Skilling. Ved sidstnævnte Spil blev der givet 5 Kort til hver, og den, der fik sidste Stik, skrev med Kridt en Streg paa Bordet. Den, som først fik skrevet sejsten Streger, maatte Medspillerne hver give en Skilling; det var jo ikke særlig højt. De ældre Mænd, som ikke spillede Kort, samlede sig gerne om et Bord, hvor.de en Gang imellem tog sig en Saaben [saa'bon], og: ellers fordrev Tiden med at fortælle muntre Historier eller Oplevelser, som de kunde en Mængde af. Her er en Mundsmag af dem: »Se, I ka jo nok huse ham Per Jæn, som boede i Vandhused, — ded laa jo ved in Bæk, aa dæfor kom ed vel te'ed aa hedde saadden, — se.han kom in Awten — ded var forresten i di korte Dawe — hen te Gaardmaanin, som jo bode ed Støkke dæfraa. Dær aar di inge aa faa Nadre. »Ve du haa en Skefuld med«, sier Maanin. »Æh—hæ—jae«, svaarer Per Jæn. Mens di nu sidder aa faar Mad, saa haar Kvennen lawed Kærnen te; for di sku kærne den Awden. Dæ di saa begønner, saa sier Per: »Æh hæh, jæ ku jo taae ed Taw med«. — Nu gaar der jo gerne in lille hal Time med aa faa Smør; men hør kaan saa nu dæ saa Kærnen ble stansed, saa vendte Per sæj te Maanin. aa sier: »Æh—hæh, saa sku jæ be dæj om ed fraa vaar Mor, om du ville hente Jormoren«. Maanin røj op mæ et Brøl, saa di trode a Kalkin sku rasle a Væggene, — aa Kvennen kom ing a Døren fraa Steesed mæ Smørtruet i Hænnerne, hun ga osse ed lille Skræj fra sæj ad tawte Smørtrued; Maanin vaar ju'tte fri for'ed aa snakke lit højt: »Haar du sit hær saadden en Tid aa oven i Kiwed (oven i Købet) væt mæ aa kærne, aa saa føst nu snakke om'ed, at vi sku hente Jormor! Yd mæ jær Drenge, aa faa Øjene for«, — Aa saa ka ded nok være, a der kom Faart i Sawerne. Aa ded gik, som ded skulde og maatte gaa: Kvennen fik et Baarn, aa ded gik mæjed godt. Per saae itte ra mæjed aa han veed heller itte ra mæjed, men om ded er a Klowskaw a han tier stelle, ded ska jæ'tte ku sie«. Straks er der en anden Mand med end een Historie: Dær æ vel nok ingen a jer, dær kænner ham Nis Nielen fra Rønnemose; han ku nu altid saa næmt faa Lejlighed te'ed aa fortælle om, da hans Søn lærte aa lawe Træsko, — ja, han kaldt'ed nu forresten aa gøre Træsko. Vis noen kom te'ed aa sie, a ded kostede Penge aa lære noed, saa vaar han der lie mæ ded samme. »Ded haar du Ret i«, sae han, »jæ saae, dær: min Søn lærte aa gøre Træsko, — han hade 16 Rbd. aa 8 Alen Valmel i rene Specier, men ded smøjde alsammel; men Skidt æ'ed iliel, for han gør baare Nat aa Daw; men lie mæjed jælper ded, for Kvennen slöwer (sluger) 'ed alsammel ætterhaaens«. — For jæ ska sie jær, ded vaar nok en øssel Sluske, han vaar bleed giwt med. Øjeblikkelig falder en tredje ind: - Jamen ded vaar ingaang, mens jæ laa ved Tolleriet, saa hade vi Manør yde paa Fælleden; Frederik den sjæte vaar forresten sæl med; saa holdt vi ved den ene Ende. a Fælleden lidt om a ed Jörne til; dær vaar lisom. lidt Standsning i'ed for vaart Vedkommende. Nu vaar dær altid in hel How fine Herrer te Hest ve saadden en Lejlighed for'ed aa see, vaadden ded spændte aae. Mæsten lie tæt ve vaas vaar dær in aa holdt, aa han hade slængt bægge Beenene om te den ene Sie for'ed lisom aa vile sæ lidt. Saa kom jæ te'ed aa le aa'ed. »Va griner du aae«, sa saa Skjæsantin. »Aa, ded vaar itte aant end, a vis vi nu skud, saa trillede han aae dæhænne.« »Fyr«, raawte han saa med ded samme, aa saa brændte vi dom aae, alle træj paa in Gaang. Dær Rajin saa drow lidt te Sie, saa saae vi, a Hesten rændte laangt owre paa: Fælleden, aa sæl laa han aa sprællede i Græsset«. »Ded vaar din Skyld, din Rad«, sa Unnerofficerin. »Jæ ku da'tte gøre ve'ed a han trillede aae«, sa saa jæi. Næ, saa vaar in naaen Gaang, dæ vaar vi oppe paa Vollin aa skud mæ gloenes Kuler. Di hade kørt noed Favnebrænde sammel yde paa Frederiksbær, som vi skulle skyde Ild i, aa ded vaarte da heller itte læinge i ingen ded vaar besöeret. Nu vaar ed jo saadden, a vær Gaang vi hade skut, saa skulle vi viske Kanonen mæ in Vrilling Tang som vaar døbbet i en Bal Vaan; ded vaar for a dær itte skulle ske Uløkker. Saa vaar der in a stod aa pessed lie, vor jæ sto ved Balen. Han sto aa glode aa gawede a en naaen Sie te, aa dæ han sku te'ed aa ta Smækken op for aa knappe Bøwserne, saa smed jæ in Klump vaad Tang ingen for, aa mæsten lie mæ ded samme saa begønte Vaaned aa renne ovenyd a Skoene. »Va æ dow ded«, sa jæj, »dær staar jo in aa pisser i Bøwserne«. Saadanne Historier blev jo altid modtaget med skraldende Latter. — Det var ikke saadan, naar der blev talt om Trolde og Spøgeri. Da blev der altid Stilhed i Stuen. Min Morfar døde som gammel Mand omkring 1860; han var kommet fra Eiby, som ligger et Par Mil Nord herfor. Som lille Dreng hørte jeg ham — blandt mange andre Spøgelse historier — fortælle følgende: Saa vaar'ed in Awten, jæ gik yd over Eiby Mose, aa ded vaar saa mørt, saa mørt, aa liesom jæ gaaer, saa møder jæ en stor graae So. »U0«, sa hun aa rendte a Stengelstrop te, aa tree Dawe ætter saa døde Fruens. — Han pikkede paa Bordet med Fingrene og nikkede med Hovedet, ligesom for at stadfæste det rædselsfulde, som han fortalte. - Det var for det meste en Torsdag at Brudgommens og Brudens Fader fulgtes ad for at tale til Præsten, bestille Lysning. Saa blev der lyst til Ægteskab 3 Søndage i Rad; men dersom det hastede, blev der lyst to Gange paa en Søndag. Den fjærde Søndag skulde de to unge følges ad til Kirke, op aa hente Lykke. Brudens Fader eller hendes Broder bød til Bryllup. Indbydelsen, der blev fremsagt, i hver Gaard, hvor man indbød lød saaledes: »Jeg skulde hilse fra vore de unge, om I vil komme hen til vort paa Fredag og være med at holde deres Bryllup og først spise Frokost og saa følge med til Kirken og overvære Brudevielsen og saa følge med hjem og spise til Middag og siden blive der og more jer, saa længe I lyster.« Forhenværende Gaardejer Lars Hansen, Hastrup, Terslev Sogn, nu boende i Haslev, har efter min Opfordring velvilligst tilsendt mig følgende Stykke om Bryllupsskikke her paa Egnen: Bryllupsdagen begyndte med, at Pigerne fra de nærmest liggende Steder kom med Sødmælk, Fløde og Smør. Smørret var sat i en høj Top paa en Skaal, et Smørslaw kaldtes det; — disse blev sat paa Bordet til Middag og Aften; der kunde være Smørslag paa 8—10 Pund. Naar Brylluppet var til Ende, blev Resten af Smørret æltet sammen, og der kunde være hele Ottinger Smør, som blev solgt til Handelsmanden. Mælken brugtes til at koge Risengrøden i. Af det tiloversblevne lavedes der Ost, og det kunde blive rigtig god Ost. Pigerne, som bragte Mælk m. v., blev beværtede og ofte indbudte til at komme igen til Aften for at deltage i Dansen. Næppe var alle Pigerne gaaet, før Gæsterne begyndte at komme kørende i Gaarde. Musikanterne spillede. De fjærnere boende Gæster medbragte selv Mælk, Fløde og Smør, naar de kom. Brudeparret stod pyntet i Forstuen og tog imod Gæsterne. Bruden bar sit Haar samlet sammen i Nakken, og der oven paa et saakaldt Nakkestykke; det var et rundt Stykke Tøj, vel 5 Tommer. tværs over, tæt besat med meget store Glasperler af alle mulige Farver, og omgivet af en kruset Bort. Foran: Nakkestykket var der et to Tommer bredt Stykke, ligeledes med en kruset Bort om; dette gik rundt om Hovedet og var bundet under Nakken; desuden bar hun en stor Nakkedusk. (Sløjfe af Silkebaand). Naar Gæsterne var kommet, spiste man Frokost. Derefter steg man til Vogns, der kunde være en Snes Vogne eller derover. Naar Følget kørte, stod Musikanterne i Gaarden og blæste. Naar Brudetoget nærmede sig Kirken, og mens Toget gik ind i Kirken, blev der kimet med Kirkeklokkerne. — Brudeparret gik Arm i Arm foran ind i Kirken, fulgt af Forloverne og det øvrige Følge. Brud og Brudgom tog Plads i de øverste Kirkestole (Bænke), hun til venstre for Gangen og han til højre. — Efter Vielsen indtog de de samme Pladser. Saa ofrede Brudeparret til Præst og Degn, derefter Forloverne, saa Mændene. af Følget og til sidst Kvinderne. Følget forlod Kirken i samme Orden, som det var kommen. Mens Toget forlod Kirken, og naar det kørte af Gaarde (Præstegaarden), kimede Klokkerne igen, og naar det vendte tilbage til Bryllupsgaarden, modtoges det paa ny med Musik af Spillemændene. Efter Kirkefærden spistes der til Middag: Risengrød og Klipfisk. Under Spisningen spilledes der paa Violin, Skiftevis i Stuerne, en Omgang for hver Ret; ved tredje Omgang kom Opvarterne med en Tallerken, hvori der af Gæsterne lagdes Penge til Spillemændene. — Musikanterne takkede, og enten de eller en Opvarter indbød Selskabet til at komme igen næste Dag, hvis ikke Selskabet tidligere var indbudt dertil. Henimod Aften begyndte Dansen, som aabnedes af Brudeparret, der ene dansede det første Stykke. Ved det andet Stykke lagde Brudeparret for og sagde Værsgod til Gæsterne, der nu dansede med bagefter. Ud paa Aftenen sattes et Bord ind i Dansestuen, som ofte var paa en Lo, der var beklædt med Lagener og, Dækkener Ved Bordet tog Forloverne Plads.som Skænkere; og nu begyndte man at drikke Skaaler. Skænkerne fyldte et Glas og Brudgommen traadte frem med Bruden ved Siden og udbragte tre Skaaler; han tog Glasset og sagde: »Dette skal være min og min Kones Skaal«. Han, drak af Glasset og rakte det til Bruden, som ogsaa drak af det. Han tog igen Glasset og sagde: »Vore Forældres Skaal« eller: »Vore Forloveres Skaal«, drak og rakte Glasset til Bruden. Den tredje Skaal lød: »Hele Selskabets Skaal«. Derpaa lagde han Penge paa en Tallerken til Musikanterne. Derefter fulgte Gæsterne Par om Par, Mand. og Kone, forbi Brudeparret og Skænkerne. Hver Mand udbragte ligeledes tre Skaaler og drak hver Gang af Glasset og gav det derefter til sin Kone. Første Gang hed det: »Dette skal være Brudeparrets Skaal«. Anden Skaal lød: »Dette skal være deres Forældres Skaal«. Tredje Gang var det »Musikanternes Skaal« eller »Selskabets Skaal«, »Min og vor Moers Skaal« eller »Min og min Kærestes Skaal«. For hvert Par skænkede Forloverne jo i Glassene; men de blev sjælden tømt, og alle drak af de samme Glas. For Kvinderne blev der somme. Tider skænket Mjød. Hvert Par lagde sin Mønt i Spillemandstallerkenen. Efter denne Drikken Skaaler toges der fat paa Dansen igen og saa spistes der Aftensmad. — Naar Gæsterne tog hjem, gav navnlig de, der havde deltaget i Dansen, atter Spillemændene Penge, for nogles Vedkommende altsaa for tredje Gang. Gaver til Brudeparret var det i de Tider mere sjældent at give, og naar saadanne gaves, var det ved Afskeden lste Dag, og da i rede Penge til Bruden. Foranstaaende er taget efter Bo Jensens Bryllup i Høsten-torp i Juli 1861, som Lars Hansen var med til, og saaledes var den almindelige Skik ved større Bryllupper her paa Egnen i den Tid. — Ved Skaaldrikningen til Bo Jensens Bryllup blev der holdt en rigtig Tale af Brudens Broder, som var Lærer. Det var jo ellers ikke Skik den Gang. Min Fader har fortalt, at længere tilbage i Tiden blev der altid ved Skaaldrikningen lagt Penge paa Bordet til Brudeparret. Det var en Indtægt, som der altid blev regnet med, og som ofte efter de Tiders Forhold: kunde løbe op til en ret, betydelig Sum. Der blev ogsaa ved enkelte Lejligheder givet mindre Bruideegaver: Da min Fader i 1834 holdt Bryllup med sin første Kone, fik de de før omtalte to Par dejlige Kaffekopper, som var malet med røde Blomster, og som nu staar paa Amtsmusæet i Sorø. Min Kones Forældre var kommet ude fra Heden, fra Ishøj, som ligger godt et Par Mil fra København. Derude var hun med til Bryllup først i halvtredserne; dær blev danset i Laden. "Et Lægte var slaaet paa tværs af Laden, og Dækkener og Lagener var fastgjort til Bjælken, saaledes at Lægtet var bag ved dem. Her sad tre Musikantere med Ryggen til Lægtet. Ud paa Natten, da de begyndte at blive søvnige, vilde ham, der sad i Midten, strække sig lidt; derved knækkede Lægtet, og de gik alle tre bagover og ned i Laden, og Tæppet trak for. Der blev stille midt i Dansen; men saa lød der en stormende Latter, da de tre kom kravlende op igen under Tæppet. Naar et Par unge Folk kom sammen, var noget af det første, de tænkt paa, at anskaffe sig Joretøj d. e. Ligklæder. Det. vilde være meget slemt, dersom en af dem døde, og Ligtøjet ikke var til Stede. Naar det hændte, regnedes det for en Skam; det kunde tilgives den aller fattigste, men ikke den, der havde nogenlunde Raad. Ved Dødsfald skulde Liget først klædes [klæ'os]. Der mødte gerne et Par Koner af Slægten og hjalp til med dette. — Paa et Bord blev der bredt et tyndt Lag Langhalm, som blev klippet smukt af ved Kanterne. Herpaa blev Liget lagt, efter at det var klædt, Og her laa det, indtil Synsmændene havde synet Liget. Derefter blev det lagt i Kiste. Paa Begravelsesdagen blev der tændt to Lys og stillet paa Laaget oven paa Kisten. Naar Følget begyndte at komme — der kom kun de, som var indbudt — blev Laaget med Lysene taget af og lagt til Side, og den Dødes Ansigt blev afdækket. Naar der var spist og Tiden kom, at de skulde drage af Sted til Kirken, samledes saa mange, der kunde være i Stuen, hvor Liget laa, og saa blev der sunget en Salme. Derefter blev Laaget lagt paa og skruet til, og Kisten blev baaret ud i Gaarden og sat paa to Stole, Mændene tog Hattene af og holdt den for Ansigtet en lille Stund, imens der blev læst Fadervor. Nu blev Kisten sat paa Vognen, og saa kørte de. Der var for det meste flere i Følget, end der kunde være paa Vognene; de gik til Fods og altid nærmest den Vogn, hvor Kisten kørtes. Der blev nøje lagt Mærke til, om den første, de mødte paa Vejen til Kirken, var en Kvinde eller en Mand; for den næste, der skulde dø paa den Gaard, som man var draget fra, vilde blive af samme Køn. Naar man naaede Hans Jakobsens Gaard i Terslev, blev der gjort Holdt, og Kisten blev taget af Vognen og baaret ned ad Gaden og ind i Kirken. Alle stod af Vognene, paa Kuskene nær, og fulgte bagefter til Fods. — I Præstens Tale blev den dødes Levnedsløb altid først fortalt; hvornaar den var født, og hvorfra den var kommet, hvornaar den var gift, blevet Enke eller Enkemand o. s. v. Der var to Dages Begravelse. Og der var af de indbudte sendt Mælk, Smør og Fløde som ved Barnedaab og Bryllup. — Første Dag var Middagsmaden Risengrød og Klipflisk, anden Dag Øllegrød og Plukfisk. Klædedragten ved Jordefærd skulde, særlig for Kvindernes Vedkommende, være Sort og Hvidt: sort Kjole og Hue, hvidt Forklæde, Lin og Halstørklæde. Det hed sig, at Selvmordere ikke maatte begraves paa Kirkegaarden; men saa vidt jeg ved, blev de i den Tid, hvorom her tales, begravet i et afsides Hjørne af Kirkegaarden. En frugtsommelig Kone maatte ikke gaa ind ad Kirkegaardsporten; hun skulde gaa gennem Laagen; derfor blev der holdt Øje med Kvinderne, for at man paa den Maade kunde opdage, hvem der vaar paa Glid. Aarstid og Højtid 🔝Ved Vallermosse [val'armosa], Voldermisse, 1ste. Maj, var det den Tid, da Karle og Piger holdt mest af at flytte. Alle Helgenes Dag, 1ste November, naar den lange Vinter stod for Døren, holdt de fleste af at blive, hvor de var. Men med Vallermosse kom Udlængslen. Det var ligesom der var Uro over dem, naar Trækfuglene kom, som om de nu vilde ud at røre Vingerne. Naar Vaarvinden drog (vsarvern'an draw'] (Luften flimrede) og Foraarets lune, linde Luftninger: strøg hen over 'Agrene, var det, ligesom det hviskede: »Gaa ud og se dig om, der er saa meget vidunderligt i Verden«. — Jeg har selv prøvet det, saa jeg næsten stønnede derved.Naar man hemmeligt lagde en Hønnekes førstlagte Æg i Lommen paa en Person, som var født en Torsdag og med Sejrsskjorte; saa kunde han paa Kristi Himmelfartsdag i Kirken se Heksene komme op ad Kirkegulvet, — Der var en Dreng; som sad i Kirken Kristi Himmelfarts Dag; han havde saadan et Hönnekeæg i Lommen uden at vide af det. Saa med eet raabte han: »Næ see, see, dæ kommer den, aa dæ kommer den, aa dæ kommer vaar Mor mæ en Kærne paa Hovedet, aa dæ kommer Dælen gaaleme vaar Berthe«. I Pinsen gik man i Kirke og ud i Mark og Skov. Det var en staaende Skik i Pinsen, at vi skulde have Hvedekage [vedakaw'u]. I min Barndom blev der aldrig — saadan som der nu gør — tændt Blus St. Hansaften [Se'hans]. Men man satte. Bøgeris i Hørren, Og alle skulde hver have en Skt. Hansurt stukket op imellem Bjælken og Loftet. Der kunde de holde sig friske længe og bøje Toppen op imod Loftet. Vi gik og kiggede lidt ængsteligt op til dem, for den, hvis Urt visnede først, skulde dø inden Aaret var omme. I August kommer Bertemæjs [bærds'mæj's], Bartholomæus (d. 24de); da rejser Storken, og saa skal der tages Bier op. Der bliver da travlt, hvor de har mange Bistader, med at presse Honning og brygge Mjød. Til Mikkelsdag skulde der ruttes Mikkelsdaw, d. v. s. være Høstgilde. Man kunde ofte høre en spørge: »Haar I ruttet Mikkelsdaw?« — "Ved Høstgildet skulde alle med, som havde givet en Haand med ved Høsten, selvom det kun var en eneste Dag; det skete tit, at en bød til at, hjælpe i Høsten bare for at komme med til Høstgilde. Den Dag spistes der Oksekødsuppe og megen anden god Mad; somme Steder blev der danset; men det var langt fra overalt. Mortensaften fik vi i mit Hjem ikke Gaas, men derimod anden varm Mad. Saa kom Julen, og da var der ligesom en Højtidsstemning overalt, Der var gjort rent baade ude og. inde, Grisen var slagtet, Brødet og Kagen var bagt, og Køerne fik bart Hø den Aften (ikke Høblanding). I Mørkningen, inden man gik ind, gik Husfaderen rundt og satte Staal alle Vegne, under Tærsklerne, ;ved Dørene og i Taget over Dørene; paa Loftet blev der ridset Kors i Sædbunkerne, altsammen for at afværge alt ondt. Naar man saa kom ind, var der lagt Dug paa Bordet; et helt Brød paa den nederste Ende af Dugen og en hel Kage (Hvedebrød) oven paa Brødet, saa kom der to Fade Risengrød ind, og naar saa alle var samlede om Bordet, saa foldede de Hænderne, og Husfaderen fremsagde: »I Jesu Navn gaa vi til Bord at spise og drikke paa dit Ord, Dig, Gud, til Ære og os til Gavn, saa faa vi Mad i Jesu Navn. Amen«. Naar Husfaderen sammen med de andre begyndte at spise, skulde han ved. første Skefuld sige: »Store Aks paa mit Korn«, ved anden: »Store Læs paa mine Vogne«, ved tredie: »og ikke køre istaa«.. Men disse Ord blev i vor Gaard i hvert Fald ikke sagt højt. Eftermaden var Ribbenssteg og andet godt af den slagtede Gris; der levedes jo godt hele Julen igennem, derfor hedder det ogsaa i Ordsproget: »Det er godt at være Præst i Paasken, Føl i Høsten og Bonde i Julen«. Naar Maaltidet var til Ende, saa læste Husfaderen fra Bords: »0 Gud ske Lov evindelig, for vi fik Mad saa rundelig, for sine Gaver allesammen, bespis vor Sjæl i Himmerig, Amen«. Saa blev der takket for Mad, først gav man Husfaderen og Husmoderen Haanden og sagde: »Tak for Mad«, og saa gjorde man ligesaa over for de andre Huset rundt. Det var kun i Julen, at der blev takket for Mad. Nu blev Maden taget af Bordet paa nær Brødet og Kagen, de skulde blive liggende paa Dugen; denne svøbtes op om dem, og de blev liggende der. til Dagen efter, naar der skulde spises Davre; det var for, at der ikke skulde. mangle Brød i det kommende Aar. Derefter blev der sunget nogle Julesalmer, og. saa blev Æbleskiverne delt ud, en Slump til hver, ligesom man var stor til; Jens Husmand fik de fleste af Husmoderen, og saa fik han endda en eller to af de andre, ligesom de syntes, at de havde Raad til; og han var evig glad. Der blev spillet sidste Stik: om en; Æbleskive; sommetider var Husfaderen med i Spillet; det var saa ovenud morsomt for Børnene, naar den: stille, alvorlige Fader kunde være med - her og bruge Skæmt. og Løjer med dem; det var en Glæde uden Lige. Naar: man nærmede sig Sengetid, saa fik man Kvældsnadver: [kvæl'snadar], og den bestod af en Rundtenom »Kage« uden Smør og et Stykke Ost til... Nogle faa Aar senere fik vi . dog Smør og Kage. — I Juletiden maatte intet gaa rundt. I Nyaar skød man Nyaar ind; det var mest. voksne, der gjorde det. Mange Steder blev de, der skød Nyaar ind, budt ind og opvartet med Æbleskiver og Snaps. Nyaarsskyderne sluttede sig tit sammen i hele -Flokke og gik fra Gaard til Gaard. Helligtrekongers Aften blev der sat et tregrenet Lys paa Bordet. — Baade Nyaarsaften og Helligtrekongers Aften vankede der en lignende Aftensmad som Juleaften. I1.Fastelavnen fik man Fastelavnsboller og Kommenskringler, I mit Hjem var der aldrig Gilder. med Musik og Dans i Fastelavnen; men andre Steder i Byen og i Nabobyen fandt det Sted. Disse Gilder stod paa i flere Dage. Derimod blev der her i Byen ikke redet Fastelavn eller slaaet Kat af Tønde. Jeg har en enkelt Gang, mens jeg var ung, været med til at stikke til Ring i Bjerrede. Den 22. Febr. kom Per med Lammelægget [/amalæ'god], d. e. Peders Stol; da begyndte Faarene at læmme. »Per kaster en varm Sten i Vandet, og saa tør det lige saa meget fra neden som fra oven«, siger man. Den 24. Febr. kom Matis. med Gaaseægget [g8252æ' god], d. e. Matthias; da begyndte Gæssene at lægge Æg. Bendittes Daw [bæn'didas daw), Benedictus, d. 2lde Marts skal Bikuberne, hvori Bierne har overvintret, løftes op, mens der fejes under dem. Skærtorsdag skal Yi have ni Slags Kaal til: Middag. 154 LEGESTUE OG LYSTIGHED. Jeg har hørt min Moder tale om, naar de gik til Legestue; saadan kaldte de i hendes Ungdom, omkr. 1830, at gaa til Dans. Det var hver Søndag hele Sommeren igennem ; men det er alt, hvad jeg ved fra den Tid. Naar de unge i 1850erne eller 60erne syntes, at de trængte til at faa Benene rørt lidt, samledes nogle af dem og ud meldte to eller tre af de fremmeligste Karle til at gaa ud og bestille Gilles og træffe Aftale med Mussekaanterin. Gildet blev holdt hos en Gaardmand; der var kun faa Husmænd, der havde Plads nok. Det var særlig ved Aarets Højtider, at. Dansen gik og allermest ved Fastelavn. Somme Tider var der Gilles de fire første Dage i Ugen i Træk; saa pustede man lidt. om Fredagen. og; gjorde Relighed om Lørdagen, d. v. s. Omkostningerne blev paalignet Deltagerne. Karlene kom gerne først til Gilles, og de begyndte straks med at spille Kort; det var saa godt som altid »Firekort og fire Skilling«, et andet Spil, »Sejsten Streger om en Skilling«, blev mest spillet af Drenge og. Knøse. Mødtes man tidligt paa Eftermiddagen — f. Eks. i Fastelavnen —, blev det tit foreslaaet, at man skulde kaste Nøde. En Nøde er en rund Træklods med Skaft ligesom en Tøjrekølle; men der er svære og stærke Jærnringe om Hovedet paa den, og der er indsat Jærnstykker og Jærnkiler i Hovedets Ender; den var saaledes meget tung og blev i Almindelighed brugt til at slaa Vægge [væ'ga] (Jærnkiler) i med, naar man vilde flække Alenklodser af tykke Træstammer. Naar man nu skulde kaste Nøde, delte Deltagerne sig i to Hold, og de, der kunde kaste Nøden længst, vandt Væddemaalet, der altid drejede sig om Brændevin eller Ekstrakt. Naar Pigerne var kommet og Mussekaanterin spillede op, begyndte Daansin. Først var det Runddanse;: men det varede ikke længe, før man skar i med. en Sekstur, og længere ud paa Aftenen kom alle disse kønne: gamle Danse: Totur, Tretur, Firetur, Halvfemtetur, Jødetur, Fangedans, Det lille f, Taarup svider, og naar Humøret kom rigtig op: Reel og Svejtrit: Der var en Dans, hvor man skulde hoppe to Hop for hver Gang Foden flytte 153 des; men den" ved jeg intet Navn til, og der var kun et enkelt Par og: kunde træde den. — : Der var en og fandt paa for hverandet Trin at slaa Støvle hælene sammen med et Klask; saa blev det Mode: en lille Tid; men: det. varede ikke længe. - Der stod. altid et Par Trepægleflasker med Brændevin i Vinduerne, og særlig ud paa Natten, naar Stemningen var blevet lidt livlig, gik der ikke lang Tid imellem, at der blev raabt:»Ded: vaar. Brændevin værd«; det var naar en rask Dans: sluttede. i Naar man naaede hen ad Midnat, blev der baaret et Bord op i Dansestuen, og her paa blev der sat en Punsjebolle, og snart gik det lystigt med Drikkeviser: ' »Hans Nilen til Ære skal denne Skaal være«, vi sjunge med Glasset i Haand. Og Skam faa den, som ikke Hans Nilens Skaal vil drikke. Hurra, Hurra! den Skaal var bra, Hurra! Paa denne Maade kunde man fortsætte længe. — Eller man sang: . I Fængslet den Vinskænker drømte, han Vinen for Kongen bar frem; sin Pligt han jo forsømte; men han kom til Naade igen. Se, her staar nu Glasset til bredefuldt Maal Trallala — — Og dette skal være Vinskænkerens Skaal Trallala — — Ved disse Gilder hørtes der megen raa Tale. Der kom næsten altid Herregaardskarle med fra Juellund. Og deres Tale var spækket med raa Udtryk og hele Rækker af væmmelige Eder. Og det var desværre saadan, at de fleste Bønderkarle syntes, at det var stort, naar de kunde efterligne dem. Naar Punsjen begyndte at gaa Herregaardskarlene til Hovedet, tog de fat paa at synge utugtige Sange. En enkelt Gang mindes jeg, at Bønderkarlene viste, at de var Herrer i Huset. Det blev saa galt med den Slags Sange, at Pigerne forlod Stuen, tog deres Tøj paa og vilde gaa hjem. Men da kan det nok være, at Herregaardskarlene i en Fart maatte holde inde. Og saa gik Dansen igen. Naar man naaede langt hen' paa Natten, skulde Pigerne R tage op til Dans; saa. var. Karlene lidt: spændt paa at se, 156 hvem der nu var mest i Vælten. Der var jo altid enkelte Bænkevarmere blandt Pigerne, og de benyttede selvfølgelig Lejligheden til at svinge de modvillige Karle. Engang om Aaret var der Pigegilles; her ordnede Pigerne alt; sørgede for Musik, tingede Gilles, gjorde Indkøb af Drikkevarer; Kaffebønner, Sukker o.s.v., ligesom de maatte betale, hvad det kostede. Der var altid ved et Gilles en Bassemand og solgte Hvedebrød. Hans Plads. var paa Langbænken nederst ved Døren. Hans Fortjeneste hos Bageren var »tre Skilling paa Marken« d. v. s.: naar han købte 16 Tvebakker, fik han tre i Tilgift, De ældre kom sjælden. med til Ungdomsgilder; men ved Barselgilder var de jo med, og der kunde det ske ud paa Aftenen, at de fik Lyst til at træde en Dans. Engang ved et Barselgilde i Hejnerup; det var vistnok 1851, var der en ældre Gaardmand med, en munter, vittig, retsindig Mand. Han kunde stryge Fiaalen, og det duede ikke, naar de ældre ikke kunde faa ham til at spille, og han var ikke uvillig. Ih du Verden, sikken en Halløj! De gamle og halvgamle Mennesker straalede. En Gang imellem standsede Spillemanden og rev en Vittighed af, og saa paa den igen. Naar Stemningen var paa det højeste, spillede han en Skotsk, og uden nogen Overgang hug han i med en Reel eller en Svejtrit; da var det, som hele Huset skulde skilles ad, Stamp i Gulvet, et Hvin og et Hyl ind imellem, og saa: »Hæng i, hæng i, Kesten, nu æ dær Liw i Klydene«, Men det varede sjælden længe, før de ældre blev trætte, og saa tog de unge fat igen. Der brugtes ikke mange Dikkedarer, naar man bød op til Dans: Han gik bare hen og stak sin Arm om Livet paa hende; saa gik de en Omgang rundt paa Gulvet, før de begyndte at danse. — Ja, det kunde gaa endnu mere ligefrem til: Det " var. ved et Høstgilde hos en' Slægtning af mig. Dær tjente en. gammel Karl paa Gaarden, han var enøjet og grim som Arvesynden og blev af alle anset for en Tosse og en Somikkel. Ham saa jeg byde op til Dans; det var en glad gammel Enke, som. boede i et Hus lige uden for. Gaarden. Han gik hen til hende, tog fat paa hende og sagde: »Kom. 157 nu her, Sidse«. Hun vilde skyde ham fra sig og sagde: »Næ, den Onde: gale mæj, om jæ vil«. Men han tog bedre fat og sagde: »Saa ska den Onde æde i saadant et gammelt Riwejærn«. Og: med maatte hun; der var ikke noget at stille op. PAA MORS SKØD OG VED FARS. SIDE. Da den: Tid kom, jeg kunde begynde aa skønne, og jeg saa sad paa Moders Skød eller hos Barnepigen, hørte jeg for første Gang alle disse Barnerim og Remser: ' Visselulle, min Lavring, jeg vugger dig for en Kavring. Kan jeg ikke den Kavring faa, saa vil jeg lade Vuggen staa og lade Lavring græde. Rie, rie ranke te Møllerins Banke, dæ vaar ingen hjemme; kun en lille Kat aa Mus! Di laae hen ad Vægge aa slikked døres Lægge, aa Haanin han gaaled, aa Møllerin han maaled, aa Hunnin han pew, aa Kattin han rew, aa Gudskelov han bed itte mæj aa lille Enver (Ingvor). Danse, danse Dæje, Kattin haar en Fæje, Hunnin haar in Liggetyd, han danser ing aa yd mæ smaae Pier aa Drænge. Hæj, dommelom! en Kælling faldt om i siw Væggerum., Hade jæj in Kæp, sku jæj ræjse hinne op, saa ded sku knawe i hinne Krop. Lirum-larum Kattin gør Æg, Blommen sidder i Spillemands Skæg. »Vi faar Rejn«, sa Per Dejn. »Gør vi ded?« sa. Per Smed. »Kriw i Skiwl!e sa Per Jiwl. »Næj, jæ viU'ke«, sa Per Nilke; >Jo, du skal«, sa Per Dal. 0.Ss.Vv. ' Ring-rang! Det ringer i Skov, det kimer i Lund; for Per Pund, . den gamle Hund, han skal begrawes i Morgen. Da jeg saa lærte aa ku snakke, kom der andre Remser med 'Leg og Lystighed. — Moder tog fat enten i Næsetippen eller i Øreflippen og spurgte: »Hvor bor Viwen?« Den lille svarer: »Højt oppe i Striwen.« »Hvad gør den dær?« »Sorte og hvide Æg.« »Hvikket ska jæj haa?« »Ded sorte« — Saa klemtes der haardt til, indtil det begyndte at gøre ondt; saa forandredes Svaret hurtigt til: ""»Næ ded hvide.« Og saa slap Øre eller Næse ud afsin Klemme. 158 Saa blev der sagt Gaader, hvor den lilles Skarpsindighed blev sat paa Prøve. Ogsaa disse Gaader var tit paa Vers: Dær sto in Hund paa Traanemose Banke. Han saae yd a Hawed aa gødde yd aa Gawed, aa Hvad hed Hunnin. Naar den lille saa forgæves havde brudt sit Hoved med at hitte ud af, hvad Hunden hed, fik han at vide, at Hvad var dens Navn. Hva æ ded, dæ æ højre end ed Hus aa mindre end en Mus aa ka'tte gaa ing a en Kærkedør? Det kunde jo give Anledning til mange Overvejelser og Be- tragtninger, — ikke mindst, naar Svaret lød: »Ded æ in Stjærne.« Til mange af vore Lege sang vi Vers: Skøn Jomfru hun drawer det røde Guldbaand, ded binder hun om sin Allerkærestes Haand. »Av, av, skøn Jomfru, bind ikke for haardt, jæj awter slet itte aa løwe laangt bort.« Skøn Jomfru gaar i Skowin in Daw eller tree, aa naar hun blir sulten, saa lar hun sæj see. Og se nu, hvor lystig de danse de to med silkene Strømper baldyrede Sko. Bro, Bro Brelle Klokken ringer ellve. Kæjseren bor paa ded høje Slot, saa hvidt som ed Kridt, saa sort som ed Kul. . Fare, fare Krigsmand, Døden skal du lide, dæn, der kommer allerbawest, han ska i den sorte Gryde. Søster, Søster sølle (Sølle), følg mæj over Mølle, over Bæk, over Bro; sig mæj, hvem du haar loved din Tro. Naar du kommer tilbawe igen, sig mæj, hvem din Kærrest æ. Snart blev jeg saa stor, at jeg kunde have Glæde af at høre Æventyr, Her er et Par Stykker af dem, jeg husker bedst. DE TAVSE KVINDER. Dær vaar tree Kvinder aa bode sammel; saa in Daw sier den eene:: »Dæ: hørte jæ en rød Ko aa brøle«. Saa gik ed Aaer te Ende, saa sa: den aan »Va ved du, ennen hun vaar rød eller sort?« "Dæ der saa vaa gaaet æneet Aaer, saa sa den træde: »Vil I saadden te'ed aa staaje, saa kommer i Jæ nok snaart te'ed aa være mæj om en aan Kaje«. HANEN: OG PER KOK. En. Mand, som" hed Per Kok, var gaaet ind i Høladen for at: sove til Middag. Døren stod aaben. Den store Hane gik ude i Gaarden, baskede med Vingerne og galede. Det lød, som om den sagde: »Jæ ka slaaes mæ ti Par Høje (Høge)«. "I det samme slog en stor Høg ned paa ham og huggede Kløerne i ham; men han var for tung, saa Høgen kunde ikke løfte ham op. Han løb rundt i Gaarden med Høgen paa Ryggen, og hver Gang. han kom forbi Høladen, saa klagede han sig: »Per Kok — Per Kok — Per Kok!« Saa kom Per Kok og sagde: »Naa, nu æ'ed kaske itte saa faali mæ dæj din Praalehaans«." Og saa blev Hanen hjulpen ud af Klemmen. HVAD HJULENE SIGER. Naar Hovbønderne kører Sæd fra Herregaarden til København, saa klager Hjulene sig og siger meget langsomt: »Vi hjælpes ad, vi hjælpes ad«. Men naar de saa kører hjemad med tom Vogn, og Kusken har faaet sig en Saaben mere end han plejer, saa gaar det jo rask, og nu lyder det fra Hjulene: »Hver hytte sæj, hver hytte sæj«. DE TO RØDE KALVE. Der var en Gang en Mand, som ejede to røde Kalve; de løb fra ham ud i Skoven. Saa blev Drengen sendt af Sted for at lede dem op. Da han kom ud i Skoven, mødte han en Trold. »Hvor skal du hen?% sa Trolden. »Jæ ska yd aa lede. ætter vaare di to røde Kale«, svarede Drengen. »Ja, diæi men Rumpe-la-slumpe, smut du dænør med«, og saa.sløwede (slugte) han Drengen med. Da Drengen ikke konf tilbage, maatte Lillepigen af Sted for at lede efter ham, og da hun kom ud i Skoven, saa: mødte 160 hun Trolden. »Hvor skal du hen?« sa Trolden. »Jæ ska yd aa lede ætter vaar Dreng, vaar Dreng vaar yde aa lede ætter vaare di to røde Kale«. »Ja, di ær i men Rumpe-la-slumpe, smut du. dærnør med«. Saa maatte Storpigen af Sted. Hun mødte Trolden. »Hvor skal du hen?« sa Trolden. »Jæ ska yd aa lede ætter vaar Lillepige, vaar Lillepige vaar yde aa lede ætter vaar Dreng, vaar Dreng vaar yde aa lede ætter vaare di to røde Kale«. »Ja, di æ i men Rumpe-la-slumpe, smut du dærnør med«, -—— — Saa maatte Karlen af Sted, og han mødte ligesaadan Trolden, og det gik ham paa samme Maade. Saa maatte Va ar Mor af Sted, og saa maatte Vaar Faar af Sted, dernæst maatte Hunden. af Sted; men ingen af dem gik det bedre. — — Til sidst maatte Katten af Sted. »Hvor skal du hen?«. sa Trolden. »Jæ ska yd aa lede ætter vaar Hund, vaar Hund vaar yde aa lede ætter vaar. Faar, vaar. Faar: vaar yde aa lede ætter vaar Mor, vaar Mor vaar yde. aa lede ætter vaar Kaal, vaar Kaal vaar yde aa lede ætter vaar Storpige,. vaar. Storpige vaar yde aa lede ætter vaar Lillepige, vaar Lillepige vaar yde aa lede ætter vaar Dreng, vaar Dreng vaar yde aa lede ætter vaare di to røde Kale«. »Ja, di æ i men Rumpe-la-slumpe, smut du dænør med«, sa Trolden. Men — »Miaw — miaw«, sa Katten og sprang op og bed sig fast i Troldens Hals og rev og flaaede med sine Klør, saa Trolden revnede, og saa kom di ud allesammen, først Hunden, og saa vaar Faar og saa vaar Mor, saa Karlen, og saa Storpigen, saa Lillepigen, og saa Drengen, og til allersidst de to røde Kalve, — og saa gik de hjem allesammen og var saa glade, for Trolden døde med det samme. — Og snip, snap Snude, nu er Eventyret ude, og tip, tap Tønde, nu kan du begynde. Saa sang vi ogsaa Viser, som denne her: Den Gang jeg var en lille bitte en og gik paa Gulvet og dansed, " da kom til mig en Spillemand og bad mig op at valse. Hejsisa fallallallalla. Men jeg vil ingen Spillemand ha, for jeg kan ikke danse; men jeg vil mig en Skrædder ha, saa faar jeg Tøj til Kranse. Nej, jeg vil ingen Skrædder ha, saa skal jeg sanke Klude; men jeg vil mig en Slagter ha, saa faar jeg fede Stude. Nej, jeg vil ingen Slagter ha, saa skal jeg skrabe Tarme; men jeg vil mig en Bager ha, saa faar jeg Kagerne varme. Nej, jeg vil ingen Bager ha, saa skal jeg hugge Brænde (slukke Brande). Men jeg vil mig en Brygger ha, saa faar jeg godt Øl i min Kande. Nej, jeg vil ingen Brygger ha, saa skal jeg skylle Tønder; men jeg vil mig en Præstemand ha, han skrifter mine Synder. 161 Nej, jeg vil ingen Præstemand ha, Nej, jeg vil ingen Ungkarl ha, han skrifter mig saa længe; men jeg vil være alene; men jeg: vil mig en Ungkarl ha, om Natten, naar jeg lægger mig, han følger: mig til Senge. saa sover jeg saa ene. Før den lille kunde gaa, blev han sat i Gangvogn [ganvo'n]; det:er efter min Mening et Torturredskab for smaa Børn; det. fandtes den Gang i alle Hjem; nu ser man. det heldigvis ikke: mere... Deri blev Barnet sat, naar ingen havde Tid. til: vat gaa: og. dingle med det«, — inden det endnu kunde redderere sig: selv:... Gangvognen bestod af et firkantet. Træstativ, dannet af. tynde. Træstykker; det var lidt bredere forneden, end foroven og havde Træbjul under hvert Hjørne; foroven var der vandret anbragt to brede Brædder, som der var skaaret et rundt Hul i; det ene Brædt var fastgjort til Vognens Træramme, det andet, der sad paa et Par Hængsler, kunde lukkes op. Barnet blev anbragt med Kroppen i Hullet, saa Armene var ovenfor de omtalte Brædder. Hullet var saa stort, at Barnet kunde dreje sig. rundt i det, men ikke faa Armene igennem. Barnet kunde nu køre frem og tilbage med Vognen, men kun. i to Retninger, Jeg husker ikke, at jeg selv har' gaaet med Faldehat; men det var jo Skik og Brug, saa jeg har vel ogsaa baaret den. Den bestod af en tyk udstoppet Krans af Tøj med en Puld i og et Par Bændler til at binde om Hagen; den skulde tage Stødet af for Hovedet, naar Drengen faldt. — Den sidste Kjole, jeg gik med, var grønstribet; da var jeg ikke større end, at jeg kunde være i Gaasereden i Langbænken; det var evige Løjer at sidde derinde og titte ud af Hullet i Skodet [sgo'%2d] og raabe til dem ude i Stuen. — Saa naaede jeg at faa Bukser paa; dem var jeg ikke glad for, førend jeg fik lært at omgaas dem; de skaffede mig adskillige Klaps paa min Bag. Derimod holdt jeg mere af den højrøde Nissehue, . som jeg fik næsten samtidig; det var en voksen Mands Hue; men den kunde passe til alle Hoveder; den var strikket af blødt, tvundet Uldgarn. Man rullede den. bare op fra neden, indtil den passede til Hovedets: Størrelse; naar jeg rullede . den helt ned, kunde jeg trække den ned baade over Hoved og Skuldre. Ø Naar jeg saa gik og vraltede om, saa skete det jo: ofte, at jeg faldt og slog mig. Naar jeg da skraalede op, sagde i læ i | i i i . 162 Moder: »Kom her hen og la mæj blæse paa'ed«. Saa'gik det jo for det meste over. Var det en Ting som.en Stol eller en Skammel, jeg havde stødt mig paa, saa hed det: »Nu ska jæ ræjdi ge Skammelin Dada«. — Saa daalmede ded jo stras. : "Om at blive toed var der for det meste nogen Uoverensstemmelse mellem Moder og mig... Jeg kunde ikke rigtig forstaa, hvad det skulde til med alt det Vandsjaskeri; jeg syntes, det gik alt for tit paa. Naar jeg var rigtig griset til og kom i Nærheden af Moder, saa raabte hun: »Kom herhen aa la mæj faa rawet noed Møj a dæj«. Stod hun ved Vadsken, og der var travlt, tog hun en vaad Karklud og skruppede mig med; det var altid noget der sved, for hun tog ved saadan Lejlighed ikke med bløde Hænder. At blive kæmmet var næsten endnu værre, Gjorde jeg mig saa. ud til Bens og strittede imod, hed det: »Naa, du ville: kaske heller ha laved Hoveded om teen Luserede aa gaae aa bli baare skaarred og skabed?« Paa Gaden saa vi ofte Børn, som gik med Tosser [fasar] i Næsen; det blev fremholdt for os. Gang paa Gang, at saadan saa den ud og saadan saa den ud, og vi skulde ikke gerne være saadanne Snottehaase. — Det skete nu alligevel, at Moder maatte have fat paa Næsen og sagde »snyd«, — og saa gjaldt om at puste til, for dersom hun skulde sige det to Gange, saa kan det nok være, der blev klemt til. Det var ikke saa nemt at undgaa at blive bemøjet; for der var saa meget, vi skulde prøve i den Alder. Jeg mindes en Gang, der var fremmede hos os. . Vi var nogle Drenge, som fik fat i et Bræt. Det lagde vi ud over Møddingvandet, og saa løb vi over det og rundt i en Kreds. Naar vi løb over Brættet, kunde Vandet sprøjte langt ud til Siderne. Det. gik godt, saa længe Brættet var tørt; men det blev jo: snart vaadt, og saa en Gang, jeg løb over, smuttede. det ene Ben fra mig, og jeg satte mig paa Enden i Vand og: Pløre, Oven i Købet var det det ny Tøj, jeg havde paa. Jeg. kan ikke huske, om jeg fik Ris den Gang; men Moder sagde: »Du.æ' dow osse en ræjti Skidtfoss«, og naar hun sagde saadan, vidste jeg, at hun var meget vred. Naar det saa var Vinter, og der. var tyk Is' paa Gaade "163 vandingen, huggede vi. Skiwe, det: var en lang Række firkantede: Isflager.. "Saa løb vi over dem; men det maatte gaa. rask, for:de kunde. ikke bære os. Naar det saa skete, at et.Ben eller: de: begge: to gled, saa jeg stak i Vandet, var det galt igen, naar:jeg kom brølende hjem. Saa hed det: »Naa, haar du nu væt paa:Spel igen; du kaae dow itte: nære dæj, yden du ska: ha. Klø in. Gaang imellem«. ' Der. var en Leg, som. var: saa, morsom: det var at tage fat i.Klinkefaldet: paa: Stuedøren,: hæve mig. op og saa sætte det ene: Ben: imod: Dørkarmen: og træde til, saa: svingede Døren om. til. den. anden Side; saa satte. jeg: det: andet Ben. mod Væggen og svingede. tilbage igen. Men. det. gik: sjælden ret længe, før Moder: var der: »Ska du nu: ha øelawt Døren, du æ dow osse ded væste Spetakkel, jæ haar kænt«, KE En Gang, husker jeg, lavede jeg vældig Mudder.... Det var en tidlig Morgen, Moder og Mormoder, som var hos os den. Gang, sad med. deres . Rok og. spandt ved Lys.: Lyset stod i Lysekællingen.. Saa vilde jeg være Smed; jeg havde'et dille Søm, en Nipiang og en- Hammer. Sømmet vilde: jeg gøre gloende i Lyset. Men det kunde vi ikke blive enige om, og:det endte med, at jeg. fik varmet min Bag, saa jeg. tog te. Fløjten og løb ud. til. Fader, som var ude i Gaarden. Han tog mig ved Haanden og gik ind: med mig, lindede Døren paa hans lille Skab og tog et Æble; det gav han mig og gik saa stille ud igen. Jeg satle mig saa: langt bort i Stuen, jeg. kunde komme, og gnavede Æblet i mig, mens jeg gloede ondt paa Moder og Mormoder. Men Mormøder lod falde: den Bemærkning: »Ded vaar mæ itte ræjdi a Niels; han sku. heller ha taaed aa ged ham en ræjdi Skrøp«. Naar jeg gik, var. jeg slem til at slaa Skank, det vil sige: slaa Træskoene mod Ankelknysten; somme Tider. gik der Hul. Men. værre var det, naar jeg løb, for saa blev Snavset af Træskoene strøget af. paa Bukserne, og saa hed det straks: »Du øwer dæj nok i.aa skære Medawtensmad mæ Knæene«... ... ... . ' Naar .der blev køri Gødning: ud, og der kom en Smaadreng i Nærheden, saa blev han gerne sendt hen. til en -af Nabogaardene for at hente en Møddingskraver. For det meste kom. han ;saa slæbende : hjem med. nogle tunge: Sten eller 1" 164 Brændestykker i en Sæk. Men: var. det en god: Mand, som Drengen kom. til, syntes han, det var Synd, at saadan en lille. Dreng. til, ingen Nytte skulde gaa og slæbe paa. saadan noget —: for man sendte jo kun Drengen af Sted for at gøre Løjer. med ham — og han gav da Drengen : den Besked: " »Gaa hjem aa si, a dæn æ for stor; den ka du itte bære; di maa sænne i naan som æ større ætter den«. : Naar der blev vundet Risgærder, sendtes der paa samme Maade en Dreng af Sted efter en Gæresaws »til at klippe smaa Kviste af med«. Det gik jo: saa. ham paa lignende Vis; for der. var. nemlig intet Redskab med: det Navn. Der. var saa mange Regler, man skulde kende; Man maatte ikke. fløjte om Aftenen; »for saa fløjter du Faen te dæj«, hed det. Det var:en Regel, som: man nok: skulde huske, for vi var saa fyldte. med. de gamle Spøgelsehistorier, saa vi ikke turde gaa. uden for en. Dør en mørk: Aften. :... Derimod: kneb det. mere med. at huske, at vi ikke maatte nævne Rotter og Mus i Julen, Gjorde vi det alligevel, kunde Fader sige paa. sin stille og rolige Maade: »Du ka jo nok la være aa nævne saadden.noed i Jiwlen, du ka jo nøjs mæ'ed aa sie ed Teede«. Grunden til, at vi ikke maatte kalde dette Utøj..ved sit almindelige Navn, var, at saa fik vi en Mængde: af det hele Aaret rundt. At.lege. med. Ild blev vi altid advaret. imod; for saa gik det galt, naar vi kom i Seng; saa kunde man ikke holde sig tør. ; Hvis. Sindet var nogenlunde i Ligevægt, naar jeg: kom op om. Morgenen, kunde det ske, at jeg begyndte at synge straks; men der blev snart raabt til mig: »Da ska'tte sønge saa tili, saa kommer du 'te'ed aa græde ingen Awten«. Ro Man. maatte ikke paa nogen Maade slaa et Barn i: Hovedet med en. Riskost, selvom det kun var i Spøg, for saa kom det te"ed aa staa i Stamme. Jeg. maatte. ikke staa paa den ene Hæl og dreje rundt, saa jeg med Træskoen skrev en Kreds paa Jorden, »for saa faar du Nawespor«, d. v. s. en Sygdom i Hælen, »saa man ku blihel Krøvlinge. — Stod. jeg med en Høtive, maatte jeg ikke stikke den ene Gren i Jorden og lave en Rundkreds med den anden; saa. gik det ogsaa galt. — At klemme et EN 165 Æg i Stykker: sefter Enden« var ikke blot vanskeligt; men det hed sig: ogsaa, at det:var en slem Gerning.: Jeg maatte ikke. gaa. hen over en Hestevælte (hæsdevæl da), hvor. en:Hest: havde rullet sig paa Jorden; "eller en Hundevælte; —' for saa fk man Smerter et: eller" andet Sted i Kroppen. Det kunde. ske, at en Mand klagede over Smerter i et Laar eller et Knæ eller et andet Sted, og saa kunde der blive sagt: »Ja,: du. æ kommed over en Hundevælte eller en. Hestevælte; men dæ æ jo ded goe ve'ed,: a ded plæjer: sjællen: aa vaare ra længe«, Overflødig Besked og overflødige: Spørgsmaal. blev' man vænnet af med: Naar 'jeg. havde. faaet. Lov at løbe ud til Folkene og saa kom tilbage igen, kunde det ske, at jeg sagde::»Nu kommer jæ igen«. Jeg fik da altid dette Svar: »Du æ. bæjer end in Skid, for den kommer. itte' igen«. — Spurgte jeg om et eller andet hos Karl eller Knøs, og han var i ondt; Lune, saa hed det: »Spør du ad for noen?« »Nej«. »Ja, for sa ska du sie, du ved itte«. Sædvanlig Høflighed i Hilsen og Tiltale maatte selvfølgelig overholdes... Kom jeg til fremmede Folk, som var i Arbejde; skulde jeg sige: »God Daw, aa Gu jælp jær«, Hvortil altid blev. svaret Tak. — De gamle skulde altid tiltales med I af de unge; det var en slem Brøde at sige du til en gammel Mand eller Kvinde. Der skulde nok blive lagt Mærke til det. Barbara i »Hospitalet« forærede mig en Ridepisk. Hvor hun havde faaet den fra, ved jeg ikke; men det var en fin Pisk, Skaftet var en halv Alen langt og Snærten lidt længere. At være Ejer af saadan en og ikke faa den brugt, det var jo ikke til at udholde. Hestene gik løse uden for paa Toften. Langs med Byens Haver. gik et Stengærde helt ned til Hospitalet i Nærheden af det gik det gamle brune Øj, som altid var saa skikkeligt. Jeg fik den brune hen til Stengærdet, kravlede op paa dette, som omtrent var i Højde med hendes Ryg, og snart sad jeg oppe paa hende. Saa fik hun en Rap af Pisken saa god, som jeg kunde give den. Hun satte. i Galop med det samme ad Hjemmet til men inden hun var naaet Halvvejen, gik jeg paa Hovedet ned. Da jeg siden kom til mig selv, laa jeg i en Seng med stærke Smerter i Hovedet. Jeg maa vel sagtens have sovet en Tid, for det første, jeg hørte, før jeg fik lukket Øjnene op, var, at Moder sagde: »Han æ baare gul aa grøn i Hoveded; ded vaar da got, a: han itte' brækkede Halsin«. — Siden, da det blev bedre med mig, fik jeg en Del Formaninger og Bebrejdelser: »Vor ku ded falle dæj. ing aa sætte dæj op paa in Hæst, saatten in Smule Dræng, som du æ; du ku jo gerne slawed dæj ijæl, saa hade du nu væt begrawed oppe paa Kirkegaaerin, — hade ded væt raart?. Du sku ha døjti Klø, sku du ha, ded hade du ærli fortjent«, — Men: Fader sagde: »La mæj se, min Dreng, a du itte gør ded mere, saa længe du æ saa lille, du ska nok faa Lov aa rie, naar du bliwer lit støre«. Moder: var: nok lidt: hidsig. og maaske for villig til at bruge Riset; men hun lærte os: ogsaa at bede Fadervor, naar vi kom i Seng om: Aftenen, og hun lærte 'os' at bøje Knæ, naar Jesu Navn. blev nævnet, - og i det hele at have Ærbødighed og Ærefrygt for de hellige Ting. Vor stille og rolige Fader kunde le saa' hjærteligt ad en god Spøg og selv fortælle en Oplevelse eller Historie, saa vi alle maatte le af fuld Hals. Da jeg fik lært at læse, sad jeg om Vinteren hver Aften ved hans Side paa Bordendesbænken og læste et Stykke af Bibelen. Vore Forældre var stærkt paavirket af den religiøse Retning, hvis bedste Repræsentant var Pastor Willemoes i Herfølge — han var Broder til Løjtnant Willemoes, som var med i, Skærtorsdagslaget — som Smaadreng var jeg ofte med, naar de tog til Møder, hvor Willemoes talte. SAGN OG TRO. Samtidig med, at man lærte Dyd og gode Sæder, og fik Kendskab til bibelske Fortællinger og kristen Tro, hørte man som Barn ogsaa Sagn fra en helt anden Verden og fik indpodet en Tro af en helt anden Slags. Det var en hemmelighedsfuld Verden med sælsomme Væsener, man paa den Maade førtes ind i, — og det var: tit med Skræk og Gysen, man hørte derom. LINDORMEN VED EJBY KIRKE. Naar man fra Køge følger Landevejen, som gaar til Ringsted, kommer man. vel 1/4 Mil fra Køge til Yderholms Kro — den samme der i Visen fra 1807" nævnes: »Kroen Svinevad«. Her drejer en Vej brat til højre, saa kommer man over den høje Køge Aas, og her omme bagved ligger Landsbyen Ejby. Min Mormoder' — født 1777 -— var kommet fra Ejby og har fortalt mig følgende Sagn: I gamle Dage var der en fæl Lindorm, som kom og lagde sig lige uden for Kirkedøren imod Syd. Der var saa ikke andet at gøre end at bryde Hul paa Kirkemuren imod Nord, saaledes at man endda kunde komme i Kirke. Men dette kunde ikke blive ved altid at gaa paa den. Maade. Til sidst blev de enige om at opføde en stor og stærk Tyr, som de haabede skulde dræbe Lindormen. Dens Føde var sød Mælk og Nøddekærner. Da den var syv Aar gammel, mente de, at den var stærk nok til at tage Kampen op imod Udyret. Men det endte med et Nederlag for Tyren, og den maatte tage Flugten. Saa blev den atter sat paa Stald i syv Aar og fodret ligesom før. Da blev Tyren paany sluppet løs mod Lindormen, og denne Gang gik det godt. I en rasende Kamp dræbte Tyren Lindormen; men Tyren blev selv saa" overspyet med Edder og Forgift, at den i Raseri og Smerte fo'r hen over Bakken og ned i den store Ejby Mose, hvor den druknede. "Paa Nordsiden af Ejby Kirke, temmelig højt oppe, er der indmuret en Sten, saa vidt jeg husker: en god Alen lang og en" halv bred. Paa denne er indhugget et Fabeldyr, som mest ligner en Kæmpesnegl med et Par vældige Følehorn; dog ligner disse Følehorn mest Snoge. Det skal formodentlig være en Afbildning af Lindormen. EN LILLE NISSEHISTORIE. Følgende lille- Historie er fortalt af min Fader: "Husbond og Madmoder paa en Gaard" skulde køre bort. Hestene var spændt for og Madmoder paa Vognen. Saa gik Husbond ind og sagde til Pigen: »Vis-dæ sku komme in lille Maan i Awtenlawet aa spøre, om va han ska bringe ing, saa ska du sie: Ru aa Vede«, Og saa kørte de. Saa var det i Tusmørket, da Pigen gik og tænkte paa ingenting, at Døren. blev linnet lidt paa Klem og en lille bitte Mandsling med en rød Tophue paa, stak Hovedet ind og spurgte, hvad han skulde bringe ind. Pigen saa paa den lille og sagde: »Du, din Pusling, ka du bringe noed ing? Ja, Hundemøj og Kattemøj ka du bringe ing«. Den lille tog Næsen til sig og forsvandt. Men Dagen efter var Loftet næsten fyldt med disse hersens to Ting, og saa kunde Pigen have den Fornøjelse at bære det ud altsammen. Mareridt og Varulve 🔝Naar en Mand led af Mareridt, troede de gamle altid,at der var en Kvinde, som var forelsket i ham, og at det var hende, som om Natten kom og lagde sig ind over hans Hoved, saa han næppe. kunde trække Vejret. I Stolperne i Bindingsværkshuse er der altid boret 2 Huller, som der er slaaet Nagler igennem, der holder Løsholtene. Nu kunde det jo ske, at der manglede en Nagle; og herigennem var det, hun kom. Jeg har mange Gange hørt fortælle om en Karl, som især var meget plaget af Mareridt, og i det Kammer, hvor han sov, manglede der netop en Nagle. En Dreng, som laa hos Karlen, kunde altid mærke, naar det var galt. Saa aftalte Karlen med Drengen, at naar han næste Gang mærkede, at Mareridtet kom over ham, saa skulde han straks staa op og slaa en Nagle i Hullet. Drengen gjorde, som det var aftalt, og gik i Seng igen. Men da de vaagnede næste Morgen, stod der henne i en Krog af Kammeret en smuk ung Pige, helt nøgen. Varulven var en Mand, som, naar Mørket faldt paa, blev omskabt til en Ulv paa tre Ben. Hver af hans Hænder blev til et Forben. Det ene af hans Ben blev til et Bagben, men det andet stak bag ud som Hale. Hvis nu en Mand paa en eller anden Maade havde faaet revet sit Ansigt til Blods — ved Brændekørsel, ved at samle Tjørn eller lignende, saa blev der siden set til ham med mistroske Øjne — for det var nemlig saadan, at Hundene var slemme ved Varulven, og det kunde da være dem, der havde bidt ham i Ansigtet. — Varulvene søgte især at rive frugtsommelige Kvinder til Blods; thi saa gik deres Vanskæbne over paa Fosteret, og de blev selv til rigtige Mennesker igen. Genfærd og Spøgeri: viste sig snart her og snart der Somme Steder var det særlig galt — Naar man fra Ulstrup: gaar i Retning af Tollerød, kommer man op over Pølsebakken. Nær ved den ligger en Udflyttergaard - fra Ulstrup. Her har det til Tider været slemt med Spøgeri. Folkene paa Gaarden paastod, at de i mørke Nætter kunde se gloende Jærnlænker blive kastet i Vejret oppe paa Bakken. Hvor man gik, og hvad man tog sig for, stod man i Fare for at blive angrebet af overnaturlige Væsner, Trolddom, Hekseri og andet ondt. Det gjaldt da om at kende, hvad man burde gøre, og hvorledes man skulde bære sig ad for at afværge det Onde eller fordrive det, hvis det allerede havde slaaet sin Klo i en: Kom to Knive til at ligge over Kors, blev der Uenighed i Huset. Laa der en Kniv med Æggen i Vejret, vilde der indtræffe en Ulykke o. s. v. Børn: faar jo somme. Tider en Sygdom, som nu kaldes Engelsk Syge, men som de gamle kaldte Skæver. Blev Sygdommen for slem, gik de ud i Skoven og opsøgte et Træ, hvor en Gren først gik ud fra "Stammen, men længere oppe bøjede sig helt ind til den igen. Det Hul, som den krogede Gren sammen med Stammen danner, skulde Barnet, helt nøgent, føres tre Gange igennem. Dette skulde gøres. [Zidanas], tiende, i Tavshed. — Voksne brugte for Resten samme Fremgangsmaade med sig selv ved visse Sygdomme. Naar man om Sommeren i Høstens Tid var ude. at binde Neg, kunde det ske paa saadan en klar stille Sommerdag, at der kom en af disse smaa raske Hvirvelvinde, som leger Tagfat med Negene og suger Straaene rundt med sig og lidt til Vejrs, Kom saadan en i Nærheden, saa spyttede. de gamle tre Gange, saa hurtigt de kunde. — Jeg har set en gammel Mand, som lige havde bøjet sig ned for at binde Neget, da Hvirvelvinden kom bag Paa ham. Han sprang op, og de tre Spyt kom saa hastigt, at jeg næppe kunde tælle dem. De troede, at de kunde blive. »poppesislawet«; d.v.s ramt af Apopleksi, hvis de ikke spyttede ad Hvirvelvinden. At spytte blev i det hele taget brugt ved mange Lejligheder. Naar man lagde frisk Halm i sine Træsko blev der altid spyttet paa den gamle Træskovisk, før den blev kastet bort. I andre Tilfælde brugte man at slaa Kors for at afværge det onde:.Naar man skar sine Negle paa Hænder eller Fødder, slog man altid Kors. paa bægge Sider af Haand eller Fod. Det "blev gjort, for at Fanden ikke skulde bruge Neglene til at sko sine Træsko med. - Somme Tider kunde det være vanskeligt at se, at man gjorde noget galt, eller regne ud, hvad Følger, der kunde komme af det; der var tit ved Arbejdet Skikke og Talemaader, som maaske ingen rigtig forstod, men som alligevel brugtes ved given Lejlighed. Da jeg var Dreng, kom jeg en Dag ud paa Marken, hvor der blev slaaet Græs. Jeg tog da fat i Letøjet og begyndte at slaa: med det. Da tog en af Husmændene en Tot Græs og strøg: mig op og ned ad den nederste Del af Benet. »Du er blevet gulbenet«, sagde han, »og nu skal du giv Hønsere«. — Hønsere var noget Brændevin at drikke. Ild var et fortræffeligt Middel mod Troldskab. - Mens jeg var ung, var der en gammel Mand, der arbejdede paa en Udflyttergaard; han fortalte om, hvad Erfaring han havde gjort i saa Henseende: Ded vaar in a di Vintre, jæ task nøre paa Mosegaarin, a jæ ble klow aae, va ded betyd aa ha Ild for sæj. Ded vaar en faali mørk Awten, a jæ gik jem. Saa dær jæ haar gaaet en god Stund, saa kom jæ tebawe til Gaarin. Jæ gik da - igen, men kom atter tebawe te Gaarin, aa jæ gik tredde Gaang; men ded ble ded samme. Saa ble jæ jo lisom lit unli ve'ed. Te al Held hade je men Piwe aa Fyrstaael i Lommen. Jæ stoppede Piwen, slo Ild aa tænte den, aa nu ku jæ got hitte jæm. Jo vist haar'ed noed aa bety mæ'ed aa ha. Ild for sæj. Lige saa kraftigt som Ild var Staal til at holde sig Ondskaben fra Livet: Naar en Kvie blev malket første Gang, blev der lagt Staal i. Spanden, før man begyndte. Malkningen. Naar en Kalv fik Mælk første Gang, blev der ligeledes lagt Staal i Spanden. -—— Om Julen var. der især stærk Brug. for Staal. Det anbragtes paa de utroligste Steder: over Gangdøren og Køkkendøren inde i: Stuehuset; over Stalddøren og Svinehusdøren; ja, om det saa var i "Møddingen, saa blev hugget Staal iiden, —- Nu var det "jo ikke saadan, af man havde en hel Del Stykker Staal til samme Brug. Nej, man hjalpi'sig med, hvad man havde ved Haanden Knive, Økser, Hakker, Leer og andre Redskaber, bare der var Staal i dem. Ogsaa »Tordenstene«: brugtes: som: Værn mod ondt: »Tordenstene« "kaldtes: de Flintøkser, som "er lavet" af vore" Forfædre" i Oldtiden. For-mere end 50 Aar siden gravede: vi-Jord, og: omkring 18 Tommer nede fandt jeg en Flintøkse: > Den har ligegodt' været slaaet langt ned«,' bemærkede en gammel Mand' som var: ved" at' grave. —. Den "almindelige-Tro- var; at de, kom med: Lynet. og af dette blev slaaet ned i... Jorden. Man tiltroede. dem. Kraft: til at værne mod Lynnedslag. De blev lagt ind under: Sengene. Der var dengang: ikke ret mange Senge, som der ikke laa en Stenøkse: under. Hvad man mødte :af. ondt: og; mistænkeligt; vidste. man altsaa enten Raad imod, eller man maatte se at kommie uden om: det... Naar. man slaar Græs eller mejer. Sæd, gaar man altid: med noget skrævende Ben.. Saa skete det ofte, at en af de:store graa Skruptudser sad paa"Jorden, saaledes at den var midt: mellem: Fødderne: paa: os, riaar vi: gik fremad. "Men de gamle gik ikke paa: nogen. Maade ind over den. De flyttede. begge Ben: cm til een Side, til de var kommet: forbi den. —"Spurgte man om Grunden til det, fik. man altid til Svar: »De siger, ded skal itte være godt«. Ogsaa: Spøgeri gik man jo helst til Side for. Troen paa Spøgelser og. Genfærd sad dybt i Folket, selv hos dem, som: ved højlys Dag ikke rigtig: vilde være ved det. :Saadan. fortalte en gammel Husmand: mig: Næ, jæ troer nu itte paa Spøieri, for jæ- ka got sie, at jæ. haar færredes i mørke Nætter paa alle Klokkeslet, baare ve :Menat aa. Haanegaal, aa: jæ haar aldri siet, noed — aldri sku — miere end ien: Gaang, dæ: jæ gik fra Kværrede aa jæmad, jæ tjænte jo te Hans Jeppes dæn Gaang, —: aa: saa som jæ allerbæst gaar, saa er der et graaet Ting aa gaar lie ve Sien:a mæi,, men: dow ve: den -aaen Sie a Væigrøwten, aa ded ble aasse ve aa følle mæi- hielt jæm. Jæ gik jo saa ing i Kammesed 'aa gik i.Sæng;;men som jæ laa dær, saa kunne jæ got høre. at Seletøiet,;; som hængte 172 paa den aaen: Sie a Væggen, ble taaed nør aa hængt op igen: Saa - Dawen ætter, dæ jæ fortalte Vor: Mor: dette: hæsens, saa svarede hun blot: »Naajah, ded: haar væt.den gamle Jeppe;: dæ haar væt jemme aa ættersiet mæ'ed«. Man tog Varsler af alt muligt, af Vejret, af Dyr og Fugle, og af tilfældige Begivenheder. Kom to til at sammenligne deres Hænder, hed det: »Vi spør Ægteskab, vi syner Hænder«. Frygten for Trolddom og Djævelskab var saa. stor; at det kunde ske, at man i Forskrækkelse over noget usædvanligt kunde se- den: onde selv ved højlys Dag,. saadan som denne Historie viser: ' ' Ded vaar omkring 1857: en lun stille Sommerawten, lidt ingen Solen gik nør, da sad to Pier aa malkede yde paa Marken itte ra laangt fra Skoven, som gik laangs a Marken. Som di allerbest sidder, saa kom der en Skikkelse ing over Skoven aa dalede nør lie tæt ve dom. - Di ga et faali Vin fra sæ, aa for jæmad til Gaarin i Kværrede, vaar di tjænte, aa ing i Stuen te Maanin aa skræi, at Djævlen var fulled nør yde i Marken. Maanin kom te'd aa røste over hiele Skrowed aa viste værken yd eller ing. Men saa gik han hen te en Nabo, som blev ansiet for aa være saadden in klow Maan. Han miente, ded vaar best, de gik deryd allesammel fra Byen, for man ku jo itte vide, va dæ ku skie; ien tow en Høtiwe, in aanen et Pleilstøi, in tow en Møigrew - aa saadden va di ku faa fat paa; — aa saa drew di a Marken te. Da di kom deryd, laa han osse mæied ræidi let fra Kvæjed, aa rulled frem aa tebawe i den Smule Awdenvind, som ded vaar. Di stansede let fraae, aa Maanin, paa vis Mark han laa, rowte hen te ham: »Dæsom du æ et Menneske, ska du la dæi op, aa æ du in Djævel, ska du Faen slamme vie bortfra men Mark«. Men: ded jalp jo itte. noed. Den klowe Maan laae sæi nør paa Joren, aa saa kunne han se Solen igjemmel ham. Saa gik han hen aa tow ham: Ded vaar en: Balon, som vaar skawt som in skaansk Husar, fire Alen høj; — aa i den ene Hæl vaar en Ingretning. lisom Væntilen paa en Sykle. Hele Krabaten væide kun fire Lod. En Kost kunde være i Besiddelse af mærkværdige Kræfter, som det fremgaar af følgende lille Historie: Hos vor Nabo, Hans Haan (Hansen), tjente før jeg blev født en Pige, som holdt meget af de unge Karle og sjældent sov ene nogen Nat. Hun blev jo advaret saa af en, og saa af en anden, »Du æ jo tosset ded ender jo med aæ du faaer in tyk Mawe«. Men hun lo kun og svarede: »Næe, ded gør itte noed«. »Jæ gik aa tænkte«, fortalte en Mand siden hen, »mon itte man ku faa gjort Ende paa ded Kaalesjov?« - Saa in Awten listede jæ derom aa hade in Kost med; jæs stillede mæj i Skiwl, men liegodt saa jæ ku see Venvet ing te Piekammesed Aa mæjed ræjded, da jæ haar staaed dær lidt, saa kom Kalurius aa kravlede ing te hende. - Saa listede jæj mæj - mæ Kostin hen under Vinvet aa drow Skawted aae, aa laae ve den ene Sie, aa Kostin ve den aanen a Vinved. Saa drew jæ i Skiwl igen. Ded vaarte længe, ingen han kom, men ænneli kom han da; aa da han vaar væk, saa vaar jæ der li'e mæ ded samme, aa skud Skawted ing i Kostin lie unner Vinved, aa dæ jæ saa gik, saa tænkte jæj »Se saa, lille Inger, nu tænker jæj, a Vinnin snart kommer te'ed aa blæse fra en aaen Kaant«. Aa ded slo mæjed ræjdi te, for dæ gik itte saa fæl læinge, ingen man ku see, hun hade Læs med aa faa hæjded Kjolin«. SYGDOM. Man var jo ikke saa krøwen a sæj, gav ikke efter: for lidt, den Gang. : Lægen blev. ikke hentet, før ded knew: Den, som: var altfor hurtig med at køre efter Læge, blev ikke " regnet. for'meget af de Gamle. Der blev en Dag sagt: »Nu haar Jens. Jens hænt Dowter te Pæder«. En gammel Kone bemærkede hertil: »Ded æ. faali mæ dom, for saa snaart dæ æ in Skid aa vrier sæi i Bøwen paa dom, saa ska di dow ha Dowter lie paa Stæed«: ; Der var heller ikke saa mange Sygdomme som nu; men. en var der, som.de maatte trækkes med den Gang,: men. vi nu er fri for, og det var Kaaelnen [£z"'elnon], Koldfeberen: Det. var en Sumpfeber, som Lægerne siger; den er her paa Egnen uddød for mange Aar .siden.— Jeg: har: selv-prøvet den i 1858; nøjagtig hveranden: Dag: Kl. 3: "om Eftermiddagen 174 begyndte Kuldegysningerne, og lidt efter begyndte jeg at ryste. Saa maatte jeg. hurtigt i Seng. Naar: Klokken. var 4, rystede jeg;. saa. hele Sengen girede, og. Kl. 5 var det: hele forbi; men saa: var jeg saa. udmattet, at jeg næppe kunde rejse mig op i Sengen: Jeg fik. Feberpulver;. men: de gamle regnede ikke det. for noget; nej, efter deres Mening skulde det: gaa efter "Recepten: med Ondt skal Ondt fordrives. — En ældre Mand task te Puns her. Han fik ogsaa. Feberen.. Jeg saa ham sidde paa: Langbænken. med: en. stor Snaps. Brændevin i den ene. Haand: og en Spiseskefuld Peber i den anden. »Du ska hælle Pewred i Glassed aa røre om aa saa drikk'ed ain Gaang,... Annes«, sagde Moder, som. stod ved. Bordet. ; Men Anders var en sær. Snegl: ;: »Jæ- mener Fanme, a. nu. taar jæ Snapsen:i Munnin aa haaller den dær, aa saa taar jæ Pewred i. Munnin, aa-saa løwer ed nør a in Gaang«. Men ak, Snapsen. løb ned; da. Anders: stak: Skeen: i: Munden, og der sad.han og tyggede paa det tørre Peber; det var et skrækkeligt Syn at se, og »for at han ikke skulde dø«, maatte Moder skynde sig at skænke ham. end: een Snaps:. Saa kom han lidt efter lidt til sig selv igen. Om det hjalp? Det gjorde en god Støvle, gjorde det! . En gammel Kvinde, som har været Barnepige til mig, lever endnu. Hun er født 1832. Hun taler somme Tider om Sygdomsaaret, det var 1831... Naar hun kommer til at tale om sin Slægt, der hørte hjemme henad Karisekanten, kan det hænde, at hun siger: »Folk døde ud der i Sygdomsaaret«. I hvert Fald var der een. Slægt, hun ved dette om. — Der var enkelte Steder, hvor næsten. alle døde. Her paa. Gaarden var alle syge; men om der døde nogen, ved jeg ikke. Men jeg ved, de. var.indbudt til Begravelse 5 Steder paa een Dag:. Det kan ogsaa ske, naar en bliver. spurgt:. »Hvornaar døde din Fader«, at Svaret: saa lyder: »Han: døde det Aar, alle andre. Folk døde«. Og dermed menes saa 1831. Det var en koleralignende Sygdom, der rasede. Naar ældre: Folk fik ondt i Lænderne, hed det: »Du ska traades (trædes) for Lændeværk«. Den syge lagde sig ned paa Maven, og saa gik een — helst en: ung Pige — rundt paa. Lænderne, og. traadte ham. Saadan. hed det sig, at. der skulde gøres; jeg har. aldrig selv set det. 175 Lægerne brugte undertiden Kaffe som Lægemiddel. En gammel. Dr. Ramløse fra Køge. blev hentet. til en. Kone: i Solrød, der. ligger omtrent et Par Mil Nord for Køge. : Lægen: ordinerede Kaffe, »saa gaar det nok over«. Men han blev alligevel hentet.een Gang til Paa Spørgsmaalet,. om Kaffen ikke hjalp," fik: han delte Svar: >Aa Gud, jæ. ku smæn ittetygge den, jæ-fik. kun en eneste Skefuld«. — De kendte ikke Kaffe der og. mente, den skulde koges og. spises som Ærter, I saa'godt som alle Huse var. der en Potteplante, som.de kaldte Seprefri; den blev. altid. brugt til Brandsaar. Jeg hørte for mange Aar siden en gammel Mand sige: »Naa man faar rewed Hul paa. Hænderne, saa ska man baare pesse paa'ed, ded æ ded aller skrappeste, saa læjs: ed lie paa Stæed«. I Skoven vokser en Svamp, som har et: rundt Hoved: naar den er. moden, og man træder. paa den, staar. der en gullig Damp op derfra; den blev kaldt. Føes [fy 'øs] eller Føesbul [fwøsbul]; den blev brugt til. at standse Blod. med; ogsaa til at lægge paa friske Saar var den god. Som Dreng fik jeg en stor Byld i Nakken; hertil blev der lavet et Plaster af Sirup og Rugmel. Jeg husker endnu, hvordan det klæbede fast, saa det nær aldrig var kommet. af. En Gang for mange Aar siden kom en gammel Kone. her fra Byen ind til os og spurgte, om hun ikke kunde faa lidt Komøg. Vi gik ud i Stalden. Køerne laa ned; men de rejste sig, da vi kom, og en lettede Halen med det samme; her holdt hun en Lertallerken under og tog saa meget, hun vilde have, Det skulde blandes med andre Ting, som jeg: ikke " husker. Hendes Mand havde en bulden Finger, og hertil skulde det bruges. Fik man ondt i Tænderne, brugtes en Krydderpose, : hvis Indhold var Timian, Kamille og Salvie. Den blev lagt paa Kinden og et Tørklæde bundet om Posen og op om Hovedet. Større Børn eller Kvinder fik somme Tider en Skraa ind ved Tanden, eller en Snaps Brændevin, som de maatte holde i Munden, saa længe de kunde, For et lille Halvhundrede Aar siden boede der hist og her en Mand eller Kvinde, som kunde aarelade. Her i Byen boede et Ægtepar, som forstod denne Kunst. De fik endogsaa lært at sætte Blodkopper. Det var lige meget, hvad Folk fejlede, saa skulde de enten aarelades eller have Blodkopper sat. Ja, der var mange, der lod sig aarelade, enten de fejlede noget eller ej. En Kvinde, som skulde føde, lod sig altid aarelade nogen Tid, før hun ventede, Fødselen vilde foregaa, — En Urmager i Tollerød, som ligger her i Sognet, kunde ogsaa Kunsten. Til ham kom en Gang en Pige for at blive aareladt. Urmageren var en Skælmsmester; han kom med et Aareladejærn i hver Haand og sagde til Pigen: »Se dette jæ haar i dænne Haand, æ kon te Kvenner, som æ mæ et Baarn. Ded, jæ haar i den aaen Haand, slaar jæ: Hol paa alle aa en hver mæd; men dær æ væl itte noed i Væjen mæ dæj?« »Næ, ded æ dær itte«, sa Pigen. Han lavede saa til, og skal lige til at slaa Hul, da Pigen skreg: »Næ, ta ded aaent!« »Ih, ded vaar da gaat, du saa'ed«, sa Urmageren, »for ælles ku ded gaaed ræidi galt«. Som et Bevis for, hvor ofte Folk lod sig aarelade, skal jeg anføre, at disse to Folk her fra Byen en Morgen gik ud til hver sin Side, bægge med Jærn i Lommen og da de om Aftenen kom hjem, havde Konen aareladt 18 og Manden 21. — Det skete ret ofte, at Folk. kom ud af Huse eller Gaarde, naar de saa en af dem gaa forbi, og spurgte dem, hvornaar de mente, at det var bedst, de blev aareladt, — og det var i de fleste Tilfælde Folk, som var raske og slet ingen Ting fejlede. Der var Folk, som lod sig aarelade mindst to Gange om Aaret. En yngre Husmand her i Byen fik Lungebetændelse; der gik Bud efter Laaekvennen, og han blev laet [la'at] 3 eller 4 Gange. Saa blev Lægen hentet, og han sagde, at alt Blodet var tappet af ham, og han døde snart. Men Ladekvinden paastod, at hvis hun bare havde faaet Lov at aarelade ham to Gange til; saa var han blevet rask. Jeg er selv blevet aareladt en Gang for over 50 Aar siden. Der kom en stor Byld paa min venstre Arm; da "den var draget til [drawod 'te] og begyndte at synke, skød en anden op et andet Sted paa Armen. Til sidst gik jeg med den ottende. Saa blev jeg aareladt paa den højre Arm, og der kom aldrig flere. Naar en Byld var moet [mo"i], saa Materet begyndte at' flyde, hed det: »Nu æ hun da begyndt aa slawne«. — Hvis en Byld ikke: flød med Materie, men derimod lidt Hud gik af, og der ligesom trak "Vand af den, saa' hed det: »Ded æ en Pæstelensbyld, den sidder aa græder hele Tiden«. En Finger kunde revne af sig selv, det var altid ved Siderne, hvor den bøjes; saa dannes der haard Hud ved bægge Sider af Revnen, og det gør meget ondt. Saa brugte de Gamle at faa et Stykke Beggarn af en Saddelmager — en Risp kaldtes det. — "den" snoede de flere Gange om Fingeren oven paa Revnen, slog Knude og lod "det sidde, til den revnede Hud var groet sammen igen. — Sygdomme og deres Helbredelse var altid interessante Emner for Samtale. I de lange Vinteraftener kunde Jens Husmand godt blive siddende lidt, efter at Nadveren var sat til Livs, og slaa en Sludder af, inden han gik: »— — — — Næ, henne Marie Koræls hun vaa nu liegot skrap te mejet; jæ saa'ed mens jæ tjænte hos Jens Jæn. Saa ve du jo nok, at der bode en Enke aa hed Marne i døres Engestestue [ex'asdasdu'] (Indsidderstue). Hun fik saa forskrækkelig Uro i den ene Aarm, aa saa maatte der jo Bud ætter Marie Koræls fra Pølsehused. Hun kom saa, aa nu sku der smæltes Bly over hende. Jæ maatte mæ ing aa haalle Spaanin mæ ded kaaele [ks'alo] Vaan i. Ded skulle haalles op over Hoveded paa hende — ja, hun sad jo da nør — og saa kom Marie Koræls mæ ded smæltede Bly i en gammel Tranlampe af Jærn aa hældte ded i Spaanin, Aa saa imæns stød hun aa læste aa mumlede, men du ska da'tte tro, a hun sku sie ed Or saa højt, a jæ ku forstaae noed. — Ded vaar elles noed løjerlig aa se Blyed i Vaaned; ded ble te Traade [/rs'202], Krøller aa Stjærner; men ded vaar ded skrappeste, sa Marie, for saa drow'ed bæst. Je sa saa te Marne Dawin ætter »Naa, jalp ed noed?« »Ja, Gud bæjre, nu æ'ed i den aaen Aarm med«, sa hun. »Saa ska du see, Marne«, sa jæj, »a nu æ'ed ifær mæ'ed aa fordele sæj«. Aa ded slo osse mæjed ræjti te, faa(r) dæ(r) gik itte saa fæl laang Tid, ingen ded vaar faarbi mæ Uroen«. For Skæver blev Børn smurt med Skæversaale [gærersaala], eller ogsaa blev de jo nøgne stukket tre Gange tidendes ind igennem Aabningen mellem en Træstamme og en indgroet Gren. Led Børn af Orm, fik de Ormefrø. Det var altid lidt betænkeligt, naar Moder kom med et lækkert Stykke Smørrebrød med et Lag Puddersakker "ovenpaa — saa vidste vi Besked. Naar vi som Børn fik Kuld (blev forkølet), saa hed det: »Ded æ fælt aa høre, saadden du gaar aa snuer aa snotter, du. kommer nok te'ed aa ha noed ing«. Saa kunde det hænde, at vi fik Smørrebrød med et tykt Lag Honning paa. Det var noget andet, end naar der skulde listes Ormefrø i os. Børn skulde helst være runde og rødmussede, hvad jeg aldrig har været. Jeg blev af min Fader en Gang sendt et Ærende et Sted hen i Sognet. Jeg kom da undervejs op at køre med en Gaardmand fra Tjæreby. »Hvor æ du fraae, min Dreng«, sagde han. »Jæ æ Nis Envers Søn i Ulstrup«. »Saa æ du ded?«- »Ja«. »Naa«. »Jæ haar gaaet op aa læse telie mæ jær Dorte«. »Saa haar du ded; ja, hun æ jo saa svær a Lemmetøj, men du æ jo saa spæe«. I SKOLE OG HJEMME. "Det hændte, at Børn fik deres første boglige Kundskab gennem denne Sang: ABCD NOPQ kunne jæ se Hjertet itu kunne jæ se Hjertet itu høit op i Salene Hjertet i Brystet mit diwt nør i Dalene Hjertet i Brystet mit, abcd nopq kunne jæ se. Hjertet itu. EFGH RSTY kunne jæ faa i klaar Himmel-Sky kunne jæ faa klaar Himmel-Sky "faa mæi en Elskere klaar du for dæi, min Ven! "faa mæi en Elskere klaar vær for sæi, min Ven! efgh rsty kunne jæ faa. klaar Himmel-Sky. IKLM Z Aje Ø Hjertet er klem skulle jæ dø. Hjertet er klem skulle jæ dø klemt yd af Kærlighed. dø førend dæi, min Ven klemt yd af Kærlighed. dø førend dæi, min Ven. iklm z aje ø Hjertet er klem. skulle jæ dø. De gamles Udtale for Æ er: "aje". I Begyndelsen: af det 19. Aarhundrede var der kun een Skole i'hele det store Terslev Sogn. Der er omtrent en Mil fra Ulstrup til Terslev. Min Fader red i sin Drengetid derop en Gaang imellem; det var al den Undervisning, han fik, og han naaede endda saa vidt, at da han var konfirmeret. 1818, begyndte han at holde Regnskab over Indtægt og Udgift, — og han. fortsatte dermed, saa længe han levede, saa det'endnu kan ses, hvor mange Tdr. og Skpr. der hvert Aar er tærsket af hver Sædeart her paa Gaarden osv: Det var godt gjort af en fjorten Aars Gut men han var ogsaa radnem [radnæm"], letnem og havde hurtig Fatteevne. Omkring 1850 begyndte min ældste Søster at gaa i Skole i Tollerød og jeg selv i 1853; ad Vejen var der en halv Mil dertil; gik man gennem Boholte Skov var det lidt kortere. Det var somme Tider forbundet med Livsfare at komme til eller fra Skole. Stenkildebækken gik nemlig gennem Boholte og over Vejen; der var ingen Bro over Bækken, men kun en Spang [sbay'] for Fodgængere ved Siden af Vejen; ved Siden af Spangen gik et Rækværk, som man kunde holde sig i. Men Jordsmonnet ved Bækkens Sider var lavt; her.laa nogle Sten, som vi maatte ballancere paa, naar Bækken flød over, og der fik vi ofte Træskoene fulde af Vand. Fulgte man Stien ind igennem Boholte, var det endnu værre; her var der ikke andet end en temmelig tynd Eg til at gaa over Bækken paa; den var hugget lidt flad paa den øverste Side; men der var ikke noget Rækværk til at holde fast i. Der var vistnok halvanden Alen til Bunden, og Bækken havde paa dette Sted et meget stærkt Fald. Der kom vi en Gang og var for Hjemgaaende; det var vel sagtens i Tøbrudstiden; Strømmen var meget rivende, og Vandet sjaskede lidt over Spangen. Vi stod og saa lidt paa dette; men endelig tog en Mod til sig, og han slap over. ; Saa syntes vi andre, at naar han kunde, saa kunde vi vel: ogsaa, og kort at fortælle: vi kom over alle; men dersom et Ben var smuttet ved Siden, saa var han eller hun fortabt, da den, som faldt i, var blevet rullet som en Bold nedad Strømmen og vilde have været langt borte, før nogen fik tænkt sig om. I Skolen herskede Pryglesystemet, saa det kunde forslaa. Jeg glemmer aldrig tredje Dag, jeg var i Skole. Jeg skulde læse højt af en Bog; det kunde jeg godt; men i Stykket, som jeg læste, forekom Ordet Kirsebær. Jeg kunde kun mit Modersmaal, og der hed det Kisbær. »Stav!«, sagde Læreren. Det kunde jeg sagtens. »Hvad siger det? — »Kisbær«, Nej, hvor fik jeg Klø! Og jeg vidste slet ikke, hvorfor jeg fik dem. Jeg syntes, at det var rigtigt, som jeg udtalte Ordet, da jeg aldrig havde hørt det udtale paa anden Maade. Det var en lang, tyk Lineal af Bøgetræ, Læreren slog med; til sidst slog han med Kanten. Endelig blev han ked af det og "holdt op uden at sige mig, hvordan Ordet skulde udtales; for det var hans Skik, at hvad. vi skulde lære, maatte vi sørge for at faa at vide bjemme eller af ældre Kammerater; af Læreren fik vi intet at vide. Han brugte ret ofte at tage med en Haand om hvert Øre og løfte Drengen eller Pigen op og støde dem haardt ned mod Bænken. Eller han tog fat i Haaret med den venstre Haand og trak Barnet ind over Bordet og tampede saa rigtig løs med den højre. En Trøst var det, at Læreren, som var en ældre Mand, havde en Skade paa højre Haands Langfinger; den var altid daarlig; men somme Tider glemte han det i bar Hidsighed, og saa fik vi sjælden mere end een med Haanden; de øvrige slog han med Albuen; men de battede ikke meget, og ofte kunde vi næppe lade være at le. Vi havde to Timer fri til Middag, og den lange Tid skulde jo gaa med noget. Engang var vi største Drenge ude at fiske og kom selvfølgelig for sent igen til Skolen. Der var laaset, og Læreren underviste dem, der var inde. Vi sad efter Nummer paa Bænken, og jeg var Nr. 1; følgelig skulde jeg tage den første Lussing; men idet han slog, dukkede jeg ned, saa han ramte Dørlaasen, og mens han holdt paa sin skamslaaede Haand, stormede de andre ind, og vi godtede os ligesom Soldater, der har snydt en. Foresat. Skønt Undervisningen i Almindelighed ikke. var stort bevendt, var der eet Omraade, hvor jeg tror, at. vi ikke stod tilbage for Nutidens Skolebørn; det var Skriftlæsning. Breve blev indsamlede fra Birkekontoret, Sogneforstanderskab, Lægdsmand, Sognefoged o. fl. a. Der var saaledes-alle mulige Haandskrifter, men een var der, vi især var bange for; det var Justitsraad Bruns, Vesteregede. Han' skrev en rædsom Klo. Men Øvelse fik vi: ved at læse saa mange forskellige Mænds Haandskrift. Til Trods: for, at Undervisningen var saadan som den var, var det for det meste Tollerød Skole, "der besatte de øverste Pladser ved Konfirmationen. Dengang" stod. Konfirmanderne paa Kirkegulvet i Nummerorden, som deres Kundskaber var til. I Fritiden paa Skolen. drev vi alle Slags Lege. Om Vinteren, naar Sriøin vaar lidt klam, sloges vi i Snebolde. Kunde Isen bære, stormede vi hen til en Vanding i Skolevænget for at feje Skred: [fæjs' sgred], d. e. løbe paa Glidebane. Vi kunde sjælden vænte til Isen var tyk nok, saa det skete, at et Par Stykker plumpede i, men der var ikke saa langt til Bunden, saa det tog vi os ikke saa nær. Foraar og Sommer kunde vi spille Pind: to Sten blev lagt tre Kvarter fra hinanden, og en kort Stok- blev lagt oven paa. Med en Stok blev Pinden -kastet saa langt bort; man kunde, hen mod dem, der havde Ulegen ['u'/æj'in]. Saa blev Stokken, man kastede med, lagt paa Stenene, og saa skulde de andre søge at slaa den ned. Skete dette, havde de vundet, og saa maatte de, der havde haft Leg, ud: Men somme. Tider raabte en af Drengene — som vi bedst var i Færd med en Leg —: »Næ, ded æ dær da'tte noed ved. La vos ing i Skoven aa kriwe op i Grannerne aa se, væm dær ka komme føst nør te Stenkildebækkin«. — Saa kan det. nok være, at det gik hurtigt med at komme til. Tops, helst saa højt, at vi kunde spænde om Granen med een Haand. De stod to Alen fra hinanden og var omkring 20 Alen høje. Vi satte Granen i Sving og snuppede saa den næste Gran og svang os: hen i den; saadan blev vi ved, til vi naaede Bækken. Det kunde gaa meget hurtigere, end man skulde tro; der var nok 600 Alen ned til Bækken. Manglede der en enkelt Gran i een Rad, svang vi: til Siden om i en-anden Rad. Der var kun een Gang een, der faldt ned; han slog sig ganske vist meget, men knækkede da ingen af Lemmerne. Der var kun Vejen fra Tollerød til Kværrede imellem Skolen og Boholte Skoven, saa vi opholdt os meget derinde og fik en meget stor Øvelse i at klatre i Træerne. Engang vi sik hjem, snuppede en af mine Kammerater en Musvaage, som laa paa Æg i Toppen af,et meget højt Bøgetræ, og Musvaagen er dog vist en temmelig aarvaagen Fugl. Og mange andre Kunster og Idrætter blev øvet, f. Eks. at [sdrida] kaste med Sten; hertil brugtes en Strideklemme; det var en. Stok, som var. flækket i den ene Ende, saa der kunde. presses en Sten derind. Saa holdt man i den anden Ende og kunde paa den Maade kaste meget længere end med den blotte Haand. — Eller ogsaa kastede. vi med Slynge: i en Læderlap var der dannet et større Hul i Midten og et mindre ved hver Ende; i hvert af de to smaa Huller var der fastgjort et Baand; i det ene af dem var der en Løkke, som man stak Pegefingeren. ind i; det andet Baand holdt man fast med Fingrene. Saa lagdes Stenen i Lappen, og der svingedes et Par Gange, rundt over Hovedet; slap man saa Baandet, kunde Stenen flyve langt bort. For det meste legede vi sammen som gode Venner. Men det kunde jo ske, at et Par blev Uvenner. Saa brugte de gerne Munden lidt, før de fløj i Totterne paa hinanden: »Du trænger nok. te'ed, a jæ ska endevende dæj, din Skidhaas«. ... »Pyt,. din Skvatnawl, du ser jo yd, som om dæ vaar ed Faaer aa hade læmt nør a dæj« — — osv. Somme Tider. kunde en nedsættende Bemærkning om Drengene fra en enkelt By blive Anledning til Fjendtligheder, som kunde strække sig over flere Dage. Saa blev der i Mellemtiden lejet Hjælpetropper. Betalingen var i Reglen Kandissukker købt hos Høkeren i Kværrede; men det kunde ogsaa være Knapper. Naar »Slaget« stod, vankede der en Del Knubs; men der flød aldrig Blod, og lidt efter lidt svaledes de hede Hoveder, og alt gik som forhen. Knapper spillede en stor Rolle; men de var af meget forskellig Værdi: Tin- og Benknapper regnedes ikke for meget; derimod var de stiwtøjede (støbtøjede) i høj Kurs; de var af Malm, og Hanken var støbt i eet med Pladen; det var temmelig svære Knapper. — Skulde vi hurre [hura] (d. e. bytte) Kniv, og de ikke var lige gode, skulde der gerne gives saa og saa mange Knapper i Bytte; men det blev altid nævnt - som en udtrykkelig Betingelse, at de skulde være stiwtøjede... kilroy 2 🔝Naar Vintergækken viste sig i det tidligste Foraar, fik Pigerne travlt med, at skrive Gækkebreve; store Drenge nedlod sig ikke til den Slags Narrestreger. — Et Gækkebrev kunde lyde saadan:
Man kunde da skrabe den lidt i den ene Ende, og naar man saa pustede i den, kunde der frembringes en skræbende Lyd; det var en Skræle. En Fløjte skulde skæres til paa en anden Maade: med et Hul oven i og en Træprop, der lod en lille Aabning tilbage, hvor man kunde blæse ind. Af Skallentyr (Skarntyde) kunde der ogsaa laves en Slags Fløjte, blot ved at skære et Rør af og ved den ene Side skære en Rift. Naar man saa bøjede Røret lidt og blæste i den ene Ende, kunde det give en fløjtende eller skræbende Lyd. Af Hylden kunde der laves udmærkede Sprøjter; man skød Marven ud af en Hyldestok paa en halv Alens Længde; saa satte man en Told, hvori var indskaaren et Hak, i Marvhullets ene Ende; en Pind blev tilskaaret og svøbt med Blaar om Enden. Fyldte man saa Røret med Vand og pressede paa med den blaaromvundne Pind, kunde det sprøjte langt ud gennem Hakket i den tilproppede Ende. Jeg maatte tidlig hjælpe med til, hvad Arbejde jeg kunde udføre: flytte Kreaturer om Sommeren og vogte Kvæget, naar det blev sluppet i Ævre om Efterhøsten, og længe før jeg blev konfirmeret, var jeg med at pløje. Jeg mindes især en Gang vi skulde brække Grønjord om Efteraaret. Fader kørte selv den ene Plov, jeg den anden. Det var to gamle Heste, jeg havde for. Den fjærmer var en gammel Halvblods Hoppe, og hun vidste, at naar jeg skulde styre Ploven, kunde jeg ikke styre Hestene; saa gik hun ganske rolig op: paa den pløjede Jord til højre; derved smuttede Ploven ud i Furen, og det gik da meget lettere for Hestene. Desuden var det et slemt Vejr. Der faldt stærke Haglbyger, og Haglene piskede i Ansigtet paa mig, saa det snerpede... Jeg græd; men Fader var vant til Grovheder fra Hovmarken, og han sagde: »Hva tviner du ætter? Æ ded noed? Du æ in ræjdi Fruentømmertosse«. — Dette syntes jeg var det fæleste Udtryk, der kunde bruges om mig. En Gang vor Smed var i Færd med at smedde Høstleer, var der lovlig lidt Jærn og Staal til den sidste; den blev ikke saa lidt kortere end almindeligt. Den fik han Fader lokket til at købe, »for du haar jo Drenge aa stander for Haaene«. Jeg lavede mig selv et Mejerede, og saa stillede jeg tillige med de andre Høstkarle. Fader lo og mente, at det ikke kunde nytte noget. Men en gammel Mand, som vi pløjede for, sagde: »La du ham baare gaa med; ded, han kratter aae, har vi andre da'tte nødi aa sla«. — Jeg blev meget fornærmet; han skulde ikke komme her og sige, at jeg krattede, naar de andre slog eller huggede. Om Foraaret var jeg med at pille Sten af den saaede Jord, og lidt længere hen ad Forsommeren maatte jeg stikke Tidsler og pille Klinte af Rug og Hvede. Kirkegang 🔝Her i Sognet herskede gammeldags Gudsfrygt. Ofte kom Præsten Willemoes fra Herføgle og holdt Forsamling, dels i Læsestuen (Konfirmandstuen) i Præstegaarden, dels ude omkring i Gaarde hos troende Folk. Men han vilde ogsaa raade for, hvad de hørte og hvad de læste. Der gik den Gang Mænd omkring og solgte gudelige Bøger og Sanghefter. I et af disse Hefter stod denne Sang af Grundtvig »I Kvæld blev der banket paa Helvedes Port, det dundred som rullende Torden«.Naar Pastor: Willemoes kom ud blandt Folk, spurgte han, om de havde købt denne lille Bog. Havde de det, bad han om at se den og rev saa uden videre det Blad. af, hvorpaa den Sang stod trykt, og stak det i sin Lomme. Kirken ligger jo i Terslev By. Der er to Klokker i Terslev Kirke, en meget stor og en lidt mindre. De har en meget dyb Klang, sammenlignet med Lidemark og Sædder Kirkeklokker, Ulstrup. ligger, saa vi kan høre dem alle tre. — Det hedder sig om Terslevs Klokker: Da de lød første Gang; var deres Klang saa vældig, at Taarnet revnede. Der var Sølvnagler i Klokkerne. — Disse blev da taget ud, og der blev indsat Blynagler i Stedet. Derved fik de den dybe Klang, som de har den Dag i Dag. I den store Bakke mellem Hegnerup og Ringsbjærg boede i gamle Dage en Trold. Han kunde ikke taale at høre Kirkeklokkernes Klang. Til sidst blev han saa arrig, at han lavede en Slynge af Silketraad, lagde en Sten i og kastede den efter Terslev Kirke, som ligger en 5 Fjerdingvej fra Troldens Bakke. Men Stenen naaede ikke længere end til Bjerrede Udmark. Trolden tog da en anden Sten, og den naaede til en Mark i Aarløse, som nu tilhører Gaardejer Hans Kristensen; der ligger den endnu. — Tredje Gang kastede Trolden, og denne Gang naaede Stenen langt nok; men den faldt lidt for meget til venstre, saa den kom til at ligge i Kanten af Ternesø ved Terslev. Saa opgav Trolden at ramme Kirken. — Den første Sten blev omkring 1860 flækket ud i lange Stykker og af en Vognmand i Køge kørt til Prambroen ved Køge Bugt. Der sidder Stenstykkerne endnu; de var saa lange, at der ikke brugtes Fjælle til Vognen, da de kørtes derud, og hver enkelt af dem var et godt Læs. — Den anden Sten, som endnu ligger, hvor den faldt, er ikke blevet flyttet, fordi den er, hvad Stenhuggere kalder et Utusk. Et Par Gange er der blevet sprængt noget af den, og Stykkerne er gravet ned, saa man kan pløje og saa oven paa dem. — Den tredje Sten var ikke nær saa stor som de to andre, og den er borte for mange Aar siden. Naar man nu kørte eller gik til Kirke, bar Kvinderne altid Salmebogen foran sig. Under Salmebogens Kant var et hvidt Lommetørklæde lagt sammen, saa det godt og vel dækkede Bogens Underrand; det brugtes ikke til Næsen. Skulde denne have en Haandsrækning, brugtes et andet Lommetørklæde; der var lagt sammen som det førstnævnte, men blev holdt ovenpaa Bogen. Hænderne holdtes foldede om Bog. og Tørklæder, Paa den Maade gik man, og paa den Maade: stod Kvinderne i Vaabenhuset [vdwnhu'sad), til Præsten gik i Kirken. Naar han kom, høvede [ha:wado] de, d. v. s. nejede, og saa først gik de ind i Kirken. Naar Mændene stod paa Kirkegaarden og Klokkerne begyndte at ringe sammen, saa løftede alle som en paa deres Hat eller Hue. Naar de sad — Mændene til højre (mod. Syd) og Kvinderne til venstre — inde i Kirken, og Jesu Navn blev nævnet, saa bøjede de sig, og stod de op, bøjede de Knæ. Det var efter Skriftens Ord: »I Jesu Navn skal alle Knæ bøje sig«. Det var den Gang Skik at gaa til Alters to Gange om Aaret, Foraar og Efteraar. Man skulde da altid være fastende, maatte ikke nyde noget, før man kom hjem fra Kirke. Livsvisdom 🔝Livsvisdom og mundheldSaadan voksede vi Børn op — og saadan voksede Bønderbørn op i Almindelighed; med Sang og med Leg, med Skolegang og Arbejde hjemme, med Kirkegang og med Sagn og sælsomme Fortællinger, med gode Leveregler og Livets egen haardhændede Lære. Lidt efter lidt tilegnede vi os ogsaa den Visdom; som vore Forfædre har udformet i deres Ordsprog. Jeg anfører her en Del af dem, som ikke er helt almindelige : Jo krogere Træ, des bedre Krykke; jo argere Skelm, des bedre Lykke. »Som man er klædt, saa er man hædt«, sa Skruptudsen, den sprang op af Flødebøtten. »Den brede Ende er tilbage«, sa Manden, han jow Skole-skawted i Enden paa Kællingen. »Der kan være noget i'ed«, sa Skrædderin, han spyttede i Gadekæret. »Sparker du?« sa Skrædderin til Lusen. »Det trækker sig nok tilrette«, sa Skrædderin, han havde syet Ærmerne til Lommehullerne. »Hvad synes Herren om Hægter?« sa Skrædderin, han kunde ikke sy Knaphuller. Naar Lykken banker paa Døren, lar kun Narren den staa ude. Man skal hejse Seejlene, mens man har Børen. Den fattige undgaar alles Øjne; men de heftes paa den rige. Der skal mere til at køre Plov end at sige Hov! Det er'en daarlig Hest, der ikke kan bære Sadlen. »Gud ske Lov jeg fik mit Syn«, sa Drengen; »i Gaar kunde jeg ikke seet Gryn i min Vælling, i Dag kan jeg se' baade Sol og Maane gennem mit Ost og Smørrebrød«. »Tillavningen er den værste«, sa Drengen, han skulde have Hug. Naar Sult kommer til mit, gaar Kaal ned foruden Fidt. Man skal ikke skue Hunden paa Haarene eller Karlen paa Klæderne. Præstesækken bliver aldrig fuld. Det er godt at være Præst i Paasken, Føl i Høsten og Bonde i Julen. Var det gjort med Skægget, saa vandt Gedebukken. Det nytter ikke, at Koen malker godt, naar hun spilder Mælken. Det er Møget, der sætter Maden paa Bordet. »Det lettede«, sa Pigen, hun fik to Børn og en Dreng. Det er for silde at raabe »Kat«, naar Flæsket er ædt. Den græd ikke for Guld, som aldrig Guld aatte. Naar Døden banker paa, har den Hastværk. Kvinderaad er Spinderaad og kun en Daare lyder derpaa. Naar en Karl er lidt kønnere end Fanden, faar han nok en Kone; naar en Pige er lidt klogere end en Gaas, faar hun nok en Mand. Det tuder alt af Ulv, som af Ulv er kommen. »Tag Foden til dig«, sa Hanen til Hesten, »ellers træder jeg dig.« Naar Hønen har skrabet, saa seer hun til Kloin. En Høne lægger kun eet Æg ad Gangen. »Gud ske Lov for denne skønne Varme«, sa Kællingen, da Huset brændte. Det skal ryge fra Harven, men dryppe af Møgvognen. Den ager godt Læs i Gaard, som god Hustru faar. Røde Haar og Elletrær gror kun paa sur Bund. Havde Moser og Elletrunter ikke været, saa havde Kællingen fanget en Ræv. Hvor Nidskhed er Dørvogter, lukkes Gavmildhed ude. Jeg er lige kommen«, sa Soen, hun gik i Ærteageren. Nogen skriger og skader ikke, andre praler og har ikke. »Saadan sku di ha ded in Gaang om Dawin«, sa Manden om Rotterne; de rendte paa Taget, da Huset brændte. »Der kan være noget i'ed«, sa Karlen, han skulde tærske om igen. »Skrig nok, men kun lidt Uld«, sa Fanden, han klippede Soen. »Net uden at være prunkende«, sa Fanden, han malede sin Rumpe siskengrøn. Lidt til lidt bliver til noget. Mens der vindes lidt, tabes intet. Lidt har ogsaa Ret. Uforsagt Mand staar Lykken for. Naar man. mindst venter det, springer Haren af Busken. Lidt i Pose og langt til Stis det fortryder den lille Gris. Skaden flyver aldrig saa langt, at jo Rumpen følger med. Naar een Blind viser en anden Vejen, falder de begge i Grøften. Man træder Katten saa længe paa Rumpen, at den bider igen. »Jeg er lige glad, naar jeg selv maa vælge«, sa Drengen, han skulde have Hug. Med Lempe faar man Æg i en Humlesæk. Kærlighed gaar for Kongebud. Kærlighed er en Vilje, den falder ligesaa godt paa et Løg som en Lilje. Man skal sætte Stævne efter Evne. Elskov uden Penge varer ikke længe. Den rige har hver Mand til Frænde, den fattige ingen vil høre eller kende. Ubaaset Stud har godt ved at slikke sig. Døden blæser ikke i Lur for sig. Man skal ikke skræve længere, end Bukserne kan naa. Naar Himlen falder ned, er det nemt at fange Lærker. Angret og undskyldt er halvt forladt. Hver skal enten Herre være eller Herre tjene. Megen Skæmt kan ikke siges med faa Ord. Aften rød gir Morgen sød, Morgen rød gir Trøjen blød (eller: Aften blød). Den, der gaar i Seng med Hunde, skal staa op med Lopper. Længe at leve er længe at lide. Højt at flyve, dybt at falde. Herren har kun een Mave saavel som Tiggeren. Naar Gud har en Kirke, har Fanden et Kapel. Der er aldrig saa stor en Okse; den har jo været en lille Kalv. Øllet af Kanden, Viddet af Manden. Ravnen er ikke des hvidere, fordi han tør sig tit. Naar man smører godt, saa kører man godt. Det er ikke Bagedag hver Dag. Man skal ingenting forsværge uden at bide sin Næse af. Tossen er klogere i sit eget Hus end en viis i en andens. Naar Siden (lavt, fugtigt Sted i Marken) vinder, saa taber Bonden. Ved et godt Stykke Brød bliver al Sørgen sød. Hvad dig ikke brænder, behøver du ikke at blæse paa. Hvor der hugges Brænde, falder der altid Spaaner. En sløv Saks gør en skævmundet Skrædder. Det mulner tit om Morgenen, men bliver klart Vejr inden Aften. Grav din Brønd om Sommeren og din Kælder om Vinteren, saa faar du god Brønd og god Kælder. En Husmand paa Tæerne er bedre end en Herremand paa Knæerne. Tomme Tønder buldrer bedst. Var det ikke for et Syns Skyld, var det lige meget med Øjnene. Mange Heste og mange Hunde kan gøre en Herremand til en Bonde. Jo flere Hunde, jo værre laver de Saad (Svineri). »Hver sørger for sine«, sa Soen, hun aad Grisserne. Kællingelatter bliver altid til Hoste. Naar det regner og skinner Sol paa een "Gang, saa rejser en Skrædder til Himmerig. Var Løgn - Latin, saa kunde jeg prædke, sa' Bonden. Det sidste Baand binder Læsset. Niels Vange, Bjerrede 🔝Erindringer og stemninger 1885-1895
 Marie og Niels Vange ved deres guldbryllup.Niels (Ingvor Hansen) Vange, var søn af Hans Hansen og Marie Hansen f. Ingvorsen. Niels Vange hørte både på fædrene og mødrene side til Terslev sogns meget gamle bondeslægter. Hans morbroder var den kendte Ingvor Ingvorsen, Ulstrup, hvis bog: „Fortællinger om gammelt sjællandsk Bondeliv", i 1918 blev udgivet af Dansk Folkemindesamling, - en bog, der stadig er læseværdig. Det var således en gammel slægtstradition, som N. Vange fulgte op på sine ældre dage, da sygdom og svaghed i lange perioder så at sige lagde penneskaftet i hans hånd og anviste ham skrivepulten som arbejdsplads. Under fællestitlen: „En gammel Bondemand fortæller", har han udsendt en lang række duplikerede hefter om sin hjemegns historie. Desværre drev N. Vange ikke arkivstudier, ellers havde han været manden til at skrive en samlet fremstilling af Terslev sogns historie. Men vi glæder os over de spredte bidrag til sognets historie, som han gav os i de nævnte hefter. De vidner om en folkelig fortællekunst, der næsten kan minde om Jeppe Aakjær, - det gælder også den følgende artikel fra Niels Vanges hånd. N. Fr. R. Niels Vange fortæller 🔝Vogterdrenge 🔝Når vi nåede hen på høstens sidste dage, og dens afslutning var nær, så kriblede det i os drenge efter at nå den dag, da kvæget kunne blive slupne løse for at finde, hvad der kunne være at afgnave over hele markens område, - fra markskel til markskel i alle dens sider, som kunne tjene som næring for kreaturer. - Det var nemlig årets herligste dage for os drenge at gå som vogtere i den frie natur og høje, friske septemberluft og få hvile efter høstdagenes ofte anstrengende dagsgerning.Og så var der så ubegribelig meget at se på og „studere ud„ ved dyrenes og fuglenes liv og færden, og alt krybet på jorden, i vandet (mergelgravene), på buske og træer - ja, allevegne. Når kvæget først fik „rendt det gale af sig", hvilket nok kunne nås den første dag, - altså den dag da dyrene var slupne løse - så var det en ret rolig tilværelse at være vogterdreng, (på jysk: æ Hjordreng), når ellers man forstod „sit kram" som sådan og sørgede for at holde flokken samlet og passede på, at ingen enkelt af flokken fik smag på at gå på forbudte steder, f.eks. over markskellene og ind på een eller anden af naboernes jord, hvor der kunne træffe at være velsmagende ædeligt at gå efter, eller i vort eget lille stykke med runkelroer, som far dog sørgede for altid at have placeret i markens udkant op til skoven, så det derved blev lettest muligt for os vogterdrenge at holde kvæget ude fra roestykket. Desuden var der stykket (1/8 af lodden) med den nysåede rug, som vi skulle holde de løse kreaturer fra. I den første vogtertid var det let nok at holde dyrene, hvor de skulle være, thi da kunne de uden besvær finde „ædelse" nok at gnave i, værre blev det efterhånden, når alt blev afgnavet. - Dog, det lod sig godt nok gøre, når man havde forstand på at vogte kvæg. Men jo længere tiden skred hen på efteråret, des mere påpasselighed skulle der til, for dyrene lærte hurtigt at finde, hvor de smutsteder var, hvor de kunne komme ind til mere og bedre mad. Der var altid i flokken en „førerko", (en driver blev den kaldt), som der skulle passes særligt på, - hvor den gik hen, der gik altid hele flokken hen. Den vidste altid nøje, hvor vogteren opholdt sig, selv om han var gået „i Skruk" for at „læ sig" for muligt ubehageligt vejr eller vind. Var vogteren ikke nær nok over den, så drev den straks forbudte steder hen. Og det kunne da ske, at vogteren blev „gal på Skabet", og bestemte sig på at give den en „Omgang Tærsk". Det skete på den måde, at han med vogterkæppen i den ene hånd, - skjult bag sin ryg „luskede" sig så nær til koen, som det var muligt, da - pludselig i eet spring røg træskoene bag ud af benene, samtidig med at han med den frie hånd snuppede sig fast holdende i koens rumpe og på hosesokkerne „hurrede omkring" bag efter koen, mens han „tævede" den ind over bagenden og lårene med vogterkæppen. Under denne afstraffelse måtte han af yderste evne sørge for, at koen ikke sprang ind i flokken derved at han halede sidelæns i rumpen og på den måde styrede den der henad, hvor han ville have den, for hvis den løb ind i flokken, så splittede han denne ad, og den blev urolig, og det gav ham jo øget arbejde med at få den samlet og bragt til ro igen. Når driverkoen på den måde havde fået et par omgange, var den nemmere at have med at gøre, og da den altid kendte sit kaldenavn, så var det tit tilstrækkeligt, når den var „paa Drev" en fejl vej hen, da at råbe navnet på en høj og snerrende måde efter den, og da den ved afstraffelsen havde lært at kende sin vogter, så virkede som regel råbene helt godt. Hvor vigtigt det var, både at holde flokken samlet af hensyn til mindst muligt besvær for vogtningen, og at tage en stadig eftertælling for at være forvisset om, at hele antallet var tilstede, som det skulle være, viser følgende tildragelse, som jeg et år kom ud for. - Så snart gårdens samlede mandskab havde spist middagsmaden, blev der sendt en person ud til afløsning for ham, så også han kunne gå hjem til gården og få sin middagsmad. Som regel var det lillepigen, der måtte ud til denne opgave. Således også det pågældende år, hvor vi havde to 1 års kvier med i flokken, som var vanskelige at få magt med. De havde både som mælkekalve i stalden, som ½ - 1 års kalve været tøjrede henne i mosen ved skoven, atter som kvier i stalden, og anden græsningssommer stadig i de mest afsides hjørner på græsarealerne, og stadig ene to været sammen og uden noget jævnaldrende eller andet selskab. Kvægets andre individer anerkendte dem heller ikke i flokken, hvor de stadig blev jaget væk. Der skulle derfor hele tiden fra vogterens side med opmærksomhed ses hen til, hvor de opholdt sig, for i rette tid at genne dem mest muligt nær til flokken. Hin dag, som her nævnes, gik de noget afsides i et markhjørne med pil og hasselbevoksning ene to for dem selv, da lillepigen kom derud. Hun tog sig ikke af, hvor de gik, og da jeg kom derud igen, og pigen skulle gå hjem, så manglede de i antallet, og var ingen steder at se på gårdens jorder. Ingen af os kunne gå og lede efter dem, - jeg kunne ikke gå fra flokken, og pigen ikke fra det arbejde, som ventede derhjemme. - Nå, i håb om, at de vel dukkede op igen eet eller andet sted, slog vi os til ro og gik hver til sit, men det skete ikke. Da jeg kom hjem med flokken til malkning, så manglede de jo, de to kvier. Så snart indbindingen var sket, blev jeg sendt ud for at lede efter dem. Jeg tog mit udgangspunkt der nede i markkrogen, hvor de sidst var set, og søgte så fremad i den retning, hvorhen de havde vendt hovederne. Jeg søgte over den nærmeste nabos mark, over en vejstrækning og langt ind på den næste gårdmands mark, - og der fandtes de. Men da var tusmørket så langt fremskredent, at jeg ikke kunne se dem, før jeg var tæt inde på dem. Der var en lavning i jordsmonnet, og der i læ af de lidt højere agre omkring lavningen havde de lagt sig til rette for natten tæt ind til hinanden, - side om side. Dette med kvierne og med driverkoen har jeg skildret så udførligt, for at fremdrage det moment, at en vogterdreng skal være i kontakt og forståelse med sine dyr og bevidst eller ubevidst gøre sig til deres fortrolige og ven, og i lige så vid udstrækning, som det, mere eller mindre, må lykkes for ham, er det et yderst interessant hverv at være hjorddreng - vogterdreng. Vogterdrengens udstyr 🔝Til vogterdrengens udstyr hørte, foruden lommekniven og vogterkæppen også, først og fremmest, den lange pisk. Den bestod af en meget lang snor og et kort skaft. Snoren var lavet af hyssinggam og sejlgarn. Den var tykkest opad mod skaftet, - dette var af en hasselkæp og ca. 1 alen lang, - og tyndedes derefter mere og mere mod den yderste ende, hvor den sluttede i en tynd smække. Denne, altså smækken, blev lidt efter lidt slidt op af, at der blev slået knald med pisken, og måtte da fornyes. Det var af betydelig værdighed, at vogterdrengen altid havde en respektabel vogterpisk hos sig, og at han selv forstod at lave en sådan, især inden kvæget blev sluppet løs.- Den eneste brugsgenstand, som vogterdrengen nødvendigvis måtte have hos sig til enhver tid, var en lommekniv, den skulle han bruge, når han skulle skære en kæp til at straffe driverkoen med, - når han skulle skære kæppen flad i enden til at tage muslinger med, og ikke mindst, når han ville skære sig en pilefløjte, hvilket han kunne gøre så tit, han fik lyst dertil, og han kunne finde en gren af en træart, som var brugelig. Hvilken som helst slags træ kunne nemlig ikke bruges, - den bedste slags var vidjepil, den kunne han lettest med lommeknivens skaft få banket barken løs på. Markernes vilde liv 🔝Der kan være mangfoldige andre ting, end de allerede nævnte at tage i interesse og glæde for en vogterdreng, en lysvågen 12-14 års knægt fra et godt hjem, at samle sine spørgende tanker om. Der er dyr, natur, vejr og vind og iøvrigt alt levende. Tiden kan aldrig blive en vogterdreng lang. - Jeg vil gerne her nævne mere om det.På gårdens lod fandtes 5 mergelgrave, hvoraf de 2 var særlig store, og begge gennemstrømmedes af en stadig rindende bæk. Særlig den ene var velbesat med småfisk. Der var gedder, aborrer, karusser, hundestejler, krebs, muslinger, igler og så - tåeserne. - Gedderne var ikke nemme at få øje på, de „stod" gerne inde mellem eller under tætte vandplanter så skjult som vel muligt. Det kunne dog ske i en gråvejrsdag med overskyet og stillestående lummer luft, at en gedde „stod" lige under vandskorpen i det klare vand. Det var da fristende at lade en bitte lille ting, - blot en stump pind - dumpe ned på vandoverfladen lige ved fisken og så se, hvad der ville ske? Der skete da det, at fisken lynhurtigt forsvandt, og i gravens bund eller sider, der hvor fisken havde „stået", blev mudderet „slået op" i vandet, og deri havde fisken gemt sig. Det var også en „Tidkort" for vogterdrengen at „tage" nogle muslinger. Dertil blev snittet en pind, som var lang nok til at kunne nå ned til muslingerne, der sad på højkant i den bløde sandbund nær vandkanten, og de havde åbnet sig i den øverste kant. Det gjaldt nu om at pinden, som var snittet skarpt flad i den ene ende, blev stukket ind i den åbne revne i muslingens øverste kant, uden at røre ved muslingen, derved lukkede muslingen sig fast sammen straks og klemte om den fladsnittede pind. Så kunne muslingen drages op af vandet. - Den skulle nok selv holde sig fast. Eller de kulsorte igler. - De lå dovent på sandet under vandet, der hvor dette kun var en tynd flade. Det var i drengens interesse at stikke en pind ned og pirre ved dem, så fik de så travlt med at sno sig og kaste sig og rende hen over sandbunden og et andet sted hen. Så var der også tåeserne (tudserne - frøerne). De holdt sig gerne gemt mellem siv og planter lige oven for vandkanten. Ved at der blev basket i det, som voksede der, sprang de med alle 4 ben udspredte i et stort hop længt muligt ud i vandet, og med ihærdige svømmetag kilede de tværs over mergelgravens vand til dennes modsatte bred og gemte sig der i det grønne. På landjorden var der også stadig noget for vogteren at „obselvere". Det kunne ske, at en ko, som gik fredelig og gnavede græs, pludselig gav et fnys og sprang til siden. Så man så nøjere efter, var der en agerhøne lige for dens næse, og frem vrimlede det med små agerhøns - en hel flok, som rendte i græsset - væk fra koen. Det var nemlig ikke altid, at de „gik på vingerne". Dyrene var de ikke bange for, som for menneskene, men for ikke at blive trådt på af koen, så måtte de jo rende lidt væk. Fasanerne var endnu ikke på den tid her er tale om, kommet frit ud i det danske landskab. Det skete først en del år senere, at de første fasaner flagrede ud fra Bregentveds Fasaneri. - Hovsa, der sprang en haremis ud af sin græstot, - også for næsen af en ko. Den gimpede i småhop hen over agrene imod den med buske bevoksede hegnsvold ind til naboens mark, hvor den smuttede igennem og snart satte sig flegmatisk til ro der, og - ja, jeg er vis på, at mangfoldige „haregrin" er fremkommet ved sådanne lejligheder. At der så, når harejagten var gået ind, og de første bøsseskud havde lydt hen over markerne, straks kom en anden fart og bangsel (rædsel) over Morten Hare, det er selvsagt en anden sag. Det kunne også ved meget enkelte lejligheder ske, at der kom 3 eller måske 4 rådyr springende i fuld fart ind over hjørnet af markens yderste ende fra skoven imod syd og ind i den mod vest tæt til marken grænsende Munkeskov. Det var altid en hind, der var foran og efterfulgt af sine 2 halvvoksne sommerkid og med en råbuk som slutning. Og nu til slut vil jeg nævne lærken. Umådelig megen lærkesang har lydt over hovederne på os vogterdrenge og med de glade toner bidraget til at gøre vore sorgløse og fredfyldte dage i den herlige frie septemberluft så festlige, at de til vor dødsdag vil stå i vor erindring. Når det lakkede hen sidst på eftermiddagen og kvæget skulle hjem til malkning, så kom der en uroens tendens over kvægflokken, og driverkoen var næsten ikke til at genne, den, og mere eller mindre dem alle, kendte godt det signal, som skulle fremkomme til tegn på, at nu skulle vi alle hjem. Det bestod i et stort hvidt viskestykke, eller sådan noget lignende, sat på enden af en stang, hvis længde passede nøjagtig således, at når stangen blev rejst på enden op mod et vognskur, som var den yderste af gårdens bygninger ud mod marken, så faldt det hvide stykke lige mod husets stråtag, og på den baggrund kunne det ses over hele marken, når det var sat op. Driverkoen kunne også se det og kendte det, og ved et højlydt drøn tilkendegav den for de andre „høveder", at nu gik hjemturen for sig. Vogterdrengen kunne da ganske roligt „drysse" bag efter flokken, for nu tænkte ingen på at gå på afveje. Efteråret 🔝Så længe efterårsluften var god, blæst og regnbyger ikke for slemme og nætteme ikke for kolde, blev kvæget tøjret for natten omme bag enghaven bag gårdens havehegn i en lun krog der. Det skete på den måde, at der, hvor tøjret stod fast ved jorden med pælen, der blev det stående, og grimen blev bare strøget af hovederne, når de skulle løses om morgenen. Når de så skulle tøjres igen, så kunne vogteren - og ingen andre end han - bare tage køerne een for een ved det ene horn med en hånd, og på den måde følge den hen til tøjrslaget og stryge grimen på hovedet af den! Det vil sige, driverkoen lod sig ikke tage på den måde, - den endefuld, som vogteren havde givet den med kæppen, den virkede fremdeles.Når vejret blev for hårdt for kvæget til, at det kunne stå i tøjr ude om natten, så blev det selvfølgelig bundet i stalden. For at drøje mest muligt på vinterfoderet, skulle kvæget gå ude længst muligt hen i efteråret, så vidt da, at der var noget „ædelse" at finde på marken, og såfremt regnvejr og kulde var udholdeligt. Dette betød selvsagt, at vogtergemingen blev noget strengere efterhånden. Det mildnede dog en del, at der altid var læ og nogen lunhed at finde ved skoven og ved de store bevoksede hegnsvolde i markskellene ind til nabomarkerne. Kvæget skulle også nok af sig selv finde hen, hvor der var lunt, så for det meste kunne vogterdrengen blive siddende i sit smuthul, mens det regnede. Blev regnvejret alt for hårdt, fik kvægflokken lov til at gå om i enghaven, hvilket var et ca. 3 tdr. land lidt lavtliggende stykke græsjord med vedvarende græsbund omme bag gårdens have med et stærkt bevokset hegn. Den anden side var ud til byens gade, hvortil der også var hegnet. Den 3. side var dels ind til et par småvænger tilhørende andre ejere, som selv havde hegnet i skellet, dels ind til skoven, hvor det store skovhegn var. Den 4. side, den ud mod marken, var åben, men når vogteren var krøbet i skjul og tørvejr inde i brændehuset, så kunne han derfra overse den åbne del, og hvis et kreatur viste sig der med tegn til at ville gå „marktur", så var det bare for vogteren om at få stortrøjen trukket højt op over nakken og huen godt langt ned på hovedet og så tage en rask løbetur ud i regnen og få koen vendt, så den „drevsede" indad i enghaven igen. At døje med regn og kulde var vogterdrengens livslod i de dage. Når det så blev bestemt, at kvæget ikke skulle ud at gå løs mere det år, så blev dagene lange for vogterdrengen, - for det var så „kyvsomt" at gå derhjemme hele tiden. Plovdrenge 🔝Således gik efterhøstens tid, indtil 14 års fødselsdagen var passeret, konfirmationen overstået og skolegangen ophørt, hvorefter vogterdrengen fik overladt et par plovheste, som han så skulle følge og bruge fremdeles årstiderne om.På den tid, da kvæget blev sluppet løs, blev der taget fat med fuld kraft på, at få brakmarken pløjet til rug, så at denne kunne blive sået i behørig tid. Dette pløjearbejde var meget let både for plovmand og heste, da rugskiftet var „helbrakket" fra den tidlige forårstid og gødet og pløjet sommertiden igennem. At få jorden bragt i tjenlig stand til rugsæden var altså let nok. Langt mere anstrengende var selve rugens såning. Det skulle ske med hånden, og det besørgede far altid selv. At gå med såsækken over nakken, til de 8 td. rug var sået, det kunne nok give en kraftig „lændepine". Da han havde udført al sædens såning, både forår og efterår, i de første 12-15 år af sin gårdmandstid, købte han sig da en bredsåmaskine. - Radsåmaskineme kom ikke i brug i bondebruget før mange år senere, på herregårdsmarkeme dog noget før. Efter rugsåningen tog man fat på at „pløje lægjord", d.v.s. pløje stubjorden til vinterlæg. Og der havde vi unge plovmænd de herligste dage i septemberluftens frie, lette og svale vinde, og med bøgeskovens tiltagende farveglans. Herlige dage i nær kontakt med naturen og dyr og fuglelivet i den, og i yderst venskabeligt samarbejde med plovhestene. Senere, hen i oktober måned, når dagene kortnede af, gik pløjedagenes længde helt ind i tusmørket, - med andre ord: der skulle piøjes lige så sent på dagen, som man kunne se at „mage furen". Når hestene så spændtes fra ploven, og den forhenværende vogterdreng, nu ung plovmand, svang sig op på den nærmer hest, tog sæde på den varme hesteryg og satte de trætte ben i de langskaftede plovstøvler til hvile i de opringlede skagler ved hestens sider, mens disse i langsom skridtgang tog vejen op mod hjemmet ad markvejens vognspor, da sad der en træt men glad og håbefuld ungersvend på plovhestenes ryg, og med fred i sindet bares han immer nærmere ind i aften-mulmet, som snart lukkede sig om ham og hans heste, medens Aakjærs verslinier lød for hans indre:
Senere på aftenen, altså ved sengetid, når hestene igen var fodrede med et stort hakkelsesfoder i krybberne og et foder hø i hækkene og der var strøet halm i båsene under dem, så kunne „plovdrengen" gå til sengs, ligesom gårdens øvrige beboere, og lægge sig til ro i en levende, om end ikke udtalt, bevidsthed om at have udført en dags arbejde i fuldt ansvar mod mennesker, dyr og pligter, og straks sove ind i en dyb og sund søvn, der uafbrudt varede alle timerne, til der næste morgen blev banket på kammerdøren og højlydt sagt: nu står vi op, - hvorefter en ny dags krav begyndte med morgengemingen i stalden og samlingen om davrebordet, som var dækket med fedtebrød og spegesild. Niels Vange, Bjerrede II 🔝En Vinterdag i en sjællandsk Bondegaard for 80 Aar siden.
 Niels Vange lokalhistoriker fra Bjerrede i Terslev Sogn.Billede dateret 1960. Niels Vange får igen ordet 🔝Morgenstund 🔝Det er mørkt. - Dagningen er endnu ikke begyndt. Halvvaagen ligger Mor og lytter efter Bornholmer-Urets Tik-Tak.- Nu falder det i Slag. Hun vaagner helt. Saa slaar Uret sine fem Slag, - Signalet til Mor, at nu skal hun op. Det sker med det samme. Hun faar tændt sin lille, osende og rygende Petroleums-Haandlampe. Hendes Tøj var lagt til rette paa et bestemt Sted og paa en bestemt Maade Aftenen i Forvejen, saa hun selv ved den meget ringe Belysning hurtigt kunde faa fat i det og tage det paa. Det bestod af Underbukser med en stærk Linning omkring Livet, hvori var stærke Baand, som kunne krydses bag om Ryggen og bindes i en Sløjfeknude foran. Under Knæene var de bundne paa samme Maade med Linning og Baand uden paa de langskaftede, hjemmestrikkede Hoser. Disse var lavede af hjemmegroet Uld (paa Gaardens Faar altsaa), som var hjemmekartet, hjemmespundet og hjemmefarvet Uldgarn. Hosebaand behøvedes ikke, naar Buksebensbaandene var bundet uden om Hoserne. - Mor var ung Bondekone, derfor brugte hun Bukser, hvilket hun var begyndt paa, da hun nogle enkelte Aar i Forvejen var Elev paa en Højskole. Indtil da havde hun hverken som lille Pige, Skolepige eller ung voksen Pige haft Bukser paa. Deraf vil ses, at det var med Pigerne, som havde været paa Højskole, at Brugen af dette Klædningsstykke indførtes i Bonde-befolkningens Paaklædning. Påklædningen i 1880 🔝Kvinder, som var af lidt ældre Aargange, end Mor var, fik aldrig lært at bruge Bukser. Strikket ulden Undertrøje inderst paa Kroppen brugtes heller ikke. Det kom først senere i Brug med ulden Undertrøje. Det inderste Klædningsstykke nærmest Kroppen var Særken. Denne bestod til dagligt Brug af almindeligt hjemmeforarbejdet Lærred, ofte Blaarlærred syet med halvlange Særkærmer. Det fine Hørlærred brugtes kun til Stads-Lejligheder, som f. Eks. Pigernes Brudesærke o.l.Fra disse gamle Tider stammer ogsaa et Mundheld, som nu forlængst er gaaet i Glemme blandt den almindelige Befolkning, nemlig: "Det er de grove Særke, der gør Pigernes bløde Laar". - - Mor brugte ogsaa Nattrøje og Nathue, begge Dele lavet af almindelig hvidt Lærred. Nathuen var formet som en Hætte strammet tæt til Hovedet og ned over Nakken og saa bundet under Hagen med stærke Baand. Huen havde Facon, som de af Drengene nutildags brugte Skindhuer, vistnok kaldet "Flyverhjelme". Næst efter Bukserne og uden paa disse brugtes en "Vadmelsklokke" uden Ærmer og kun med en bred Rem af samme Tøj op over Akslerne. Tøjet var sædvanligvis hvidt, ufarvet Vadmel. - Uden paa Klokken brugtes et Underskørt af Hvergarn, som gik fra Livet og ned efter. Det var syet med en Linning foroven, som fortsattes med et Par stærke Baand, der blev slaaet omkring Ryggen og bundet foran. I den kolde Aarstid hørte der til Underskørtet et Livstykke uden Ærmer, men af varmt og stærkt Stof og syet som en Mandfolkevest og lige som denne knappet ned foran, men sædvanligvis med Hægter og Maller i Stedet for Knapper. I den varme Sommertid gik man ikke med Livstykke. Yderkjolen var i Almindelighed af Hvergarn, syet i forskellige Mønstre og med lange Ærmer. Til Stadsbrug og Højtid var Kjolen af finere Stof. Uden paa Kjolen brugtes til daglig et Forklæde af hjemmevævet Bomuldsstof eller, naar Personen var i det grove Arbejde, hvortil hørte Malkning, Gødningsspredning og Storvask, da af det allersimpleste og groveste Stof, det kaldtes "Skættefaldslærred". I den pæne Hverdagskjole kunde der undertiden indsættes et firkantet Stykke Tøj af en ringere Slags foran under Forklædet, dog lidt mindre end dette, saa:ledes at det indsatte Stykke helt dækkedes af Forklædet. Et saadant indsat Stykke kaldtes: Opled eller Oplet. Til udendørs Brug havde man et strikket, trekantet, uldent Sjal, som var afpasset i Størrelsen saaledes, at den ene, bredeste Hjørnesnip naaede ned over Midjen, naar det var lagt over Ryggen og Skuldrene med de to andre og længere Hjørne-snipper kastet hen over hver Aksel og trukket ned over Brystet. Her blev de lagt i Kryds over hinanden og ind under Armen, hvorefter de igen krydsedes bag paa nede i Livet saaledes, at de lagdes uden paa den brede Bagsnip og holdt denne fast, hvorefter de igen førtes om foran og blev bundet der. De var til Slutning blevne til kun et Par stærke Baand. Hovedtøj 🔝Paa Hovedet havde Kvinderne ligeledes til udendørs Brug et firkantet Hovedtørklæde af blødt, uldent, vævet Tøj med Frynser i alle Siderne, det lagdes ddbbelt og i Trekant og toges paa Hovedet saaledes, at den ene Snip (Hjørne) gik ned over Nakken og Halsen bagpaa, hvor den hang frit ned. De to andre Snipper blev knyttede stramt under Hagen. Den lange Fold, der hvor Hovedklædet var bøjet sammen, lagdes langs ad Haarets Kant ved Panden - undertiden halvvejs ned over denne -. Mor gik ikke med "Huetøj" indendørs (hun var født 1847) . Det gjorde derimod min Farmoder (født 1804), som var Aftægts-kone i Gaarden (hun døde i 1897). Et Hovedtøj bestod af en Hue af lignende Facon som foran nævnt om Mors Nathue. Den var dog syet af almindelig Tøj og i et Forstykke og et Nakkestykke. Dette sidste kunde være overbroderet tæt med gyldne Perler og kaldtes da for en "Guldnakke", men en saadan brugtes ikke her paa den forholdsvis fattige Skovboegn, hvorimod Hedeboegnens velstaaende Bønderkoner altid mødte op med "Guldnakke" i Huerne, naar de kom til Købstaden (Køge), og det var da let at se, om det var en Hedebokone eller en Skovbokone, man havde for sig. "Guldnakkerne" brugtes kun, naar Konerne var i Stadstøjet, og de gik altid i Arv fra Moder til Datter og var et meget værdifuldt Arvestykke.Under Huerne brugtes et Hovedlin, som var af hvidt, meget stivet Hørlærred og blev sat ind under Huens forreste Kant saaledes, at det rakte noget frem foran Huekanten. Det var ikke særskilt bundet, men blev holdt fast af Huebaandene, som var knyttede under Hagen. Til Højtid og Fest brugtes et Korsklæde, som sattes fast paa Hovedlinet hele Vejen rundt og gik en lille Smule frem over Kanten af dette. - Korsklædet var af Blondestof, og naar det gik rigtig "rigt" til, da af kniplinger. Naar Kvinderne i den Tid, som her fortælles om, i den varme og solskinnende Sommertid arbejdede ude i Høslæt, Tørvemose eller Sædhøst, saa brugtes en Lærredshat, som var formet noget i Lighed med Huesættet. Den dækkede hele Hovedet og gik fremover til et Stykke foran Ansigtet. Bagtil var et "Skæg", som noget løsthængende gik ned over Halsen og skyggede for Solens Brand paa denne. Hatten gik helt ned for Kinderne og skyggede for disse, og den var bundet med stive Baand under Hagen. Hele Hatten var "stivet og strøget", saa den struttede frem foran Ansigtet, saa dette sad helt inde i en stivet Skærm. Tit og ofte blev den ogsaa paa en munter Maade kaldt for en "Kys-mig-hvis-du-kan Hat". Fodtøj 🔝For Kvindernes Vedkommende var det daglige Fodtøj til udendørs Brug ogsaa Træsko, der lige som Mændenes var lavede udelukkende af Træ med en Blikramme ind over Overdelen ved Vristen. Men denne (Overdelen) var kortere i Kvindernes end i Mændenes, den naaede ikke op paa Fodens Vrist, saa det var Tæerne og den forreste Mellemfod, som bar Træskoene under Gangen, - den blev derfor ogsaa saa underlig klaprende. Til indendørs Brug havde Kvinderne sædvanligvis lave, flade Lædersko.Mændenes Paaklædning var for de yngres Vedkommende omtrent lige som den, der nutildags er de ældre Mænds. Far (født 1842) har f. Eks. aldrig gaaet med Vadmelsfrakke eller Skødefrakke. - Det gjorde derimod Farfar (f. 1810), som var Aftægtsmand i Gaarden (død 1887). Hans Paaklædning var til dagligt Brug saaledes: Inderst paa Kroppen en Blaarlærreds-Skjorte med lange Ærmer, - ingen ulden Undertrøje og ingen Underbukser -. Til Fest og Højtider havde voksne Mænd i Farfars Alderstid en fin HørlærredsSkjorte med kunstfærdig Udsyning paa Forsiderne og Hals og Haandlinningerne. Uden paa Skjorten bæres først en Hals- eller Brystdug, som dækkede Mandens Forside helt ned til Bukselinningerne. Den var syet af flere Lag Tøj af forskellig Slags, undertiden ogsaa indlagt med et tyndt Lag Vat mellem Tøjlagene, - varmt skulde det være. - - Den hang løst ned foran Brystet, men kunde dog ogsaa undertiden være lavet med et tyndt Bændel i hvert af de nederste Hjørner, som blev bundet sammen bag om paa Lænderne. Den gik med brede Flige over Akslerne og samledes bag om Halsen og fastholdtes ved at Fligene blev knappede sammen der. Dette Klædningsstykkes officielle Navn var: "Brystdug", i daglig Tale: "Brystlap" og i Dialekt: "Fysnas". Bukserne var om Vinteren sorte Vadmelsbukser og om Sommeren blaafarvede Lærredsbukser, - Underbukser brugtes aldrig. Det var altid lange Bukser. Om Farfar har brugt Knæbukser i sine yngre Dage, det ved jeg intet om; jeg har aldrig set ham med saadanne, ligesom jeg heller aldrig har set ham eller andre bruge strikket (rød) Tophue. Gylp 🔝Foroven ind over Maven var Bukserne lavede paa en anderledes Maade, end den nu kendte og brugte. Fra begge Sider gik en stor Klap af Tøjet ind over Maven og samledes midt paa denne med to store Knapper. Klapperne var formede saadan, at Vandladningen kunde foregaa frit neden for dem. - I Sidesømmene var der en stor Bukselomme ved hver Side, og foroven var de sammen med Bagstykkerne fæstnede i en solid Linning, som gik bag om Ryggen, men var altsaa delt foran. I denne Linning fandtes den øverste af de to store Knapper, som samlede Klapperne foran. Forbredderne i Buksebenene gik helt op over Sideklapperne og var tæt sammensyede foran. - Der var altsaa ingen Slidse med Knapper ned foran, som nu om Dage, og ved Vandladningen maatte hele denne store Klap slaas ned, dens Navn var: "Buksesmække", og den blev holdt oppe ved, at der i hver Hjørne var et Knaphul, som knappedes paa en stor Knap, der sad paa Linningen lige over Bukselommerne. - Denne Form for Forstykket paa Mændenes Bukser gik ud af Brug omkring ved Farfars Død ( 1887). Bukserne bares oppe af Seler, som gik fra Linningen omme paa Ryggen, op over Akslerne og ned over Brystet til Linningen. De var krydsede omme paa Ryggen. - Hoserne var altid af hvidt Uldgarn og saa lange, at de gik op over Knæene. De blev holdt oppe af Hosebaand, som anbragtes neden for Knæet i Hosebaandsstedet. Disse Hosebaand var flettet af forskellig farvet Bomuldsgarn paa en kunstfærdig Maade, d.v.s. der var to forskellige Maader at fremstille Hosebaand paa. Paa den ene Maade blev de vævede, dertil brugtes et lille Apparat, som kaldtes et Spjæld. Paa den anden Maade blev de "virkede", d.v.s. flettede.Garnet, som brugtes, var i to eller flere Farver, saa Hosebaandene fik et festligt Udseende. Disse Baand var egentlig smalle Strimler og havde en Længde, saa de kunne gaa flere Gange rundt om Benet og anbragtes i Hosebaandsstedet under Knæet. Naar Mændene brugte Knæbukser, som knappedes under Knæet, og Kvinderne kom til at bruge Underbukser, som havde Linning forneden paa Benene, hvori sad to stærke Bændler, der blev bundet stramt under Knæet, saa brugtes ingen Hosebaand. - Foruden de langskaftede Hoser havde Mændene Halvhoser, d.v.s. med korte Skafter, som gik op midtvejs imellem Knæet og Knysterne, og brugtes i den varme Tid om Sommeren i Stedet for de langskaftede. Og ligeledes om Vinteren blev Halvhoserne brugt, men da var det Hosefødderne, som var en lille Smule større end dem, som ellers passede i Størrelse til dagligt Brug. I dem lagdes en Halmvisk af ren og tør Halm, lavet paa en bestemt Maade. Man trak saa et Par Halvhoser uden paa de almindelige langskaftede Hoser og ligeledes uden paa den nederste Ende af Buksebenene, saa der var fuldstændig lukket for Træk neden fra op i Bukserne. Saa kunde det ogsaa ske, at man, baade for at gøre Hoserne endnu varmere og for at gøre dem mere slidstærke i Bunden, syede en Saal enten inde i Hosefodens Bund eller udvendig under denne. En saadan Saal kunne være af noget slidt Vadmelstøj, naar den skulle sættes indvendig, eller af groft Lærred, naar den blev sat paa udvendig. - Vilde man gøre endnu mere for at holde paa Varmen for neden paa Benene, saa lavede man en lang, fastsnoet og tyk Snor af stærkt Halmstraa, denne blev viklet fast omkring Benene helt nede fra Træskoene og op til Knæene. (Se: "Jens Vejmand" af Aakjær, Vers 3). Saadan at halmbevikle Benene brugtes dog kun ved meget kolde Lejligheder, saasom kolde Køreture, Snekastning o. l. Halvhoser og Halmviske i Træskoene brugtes derimod meget i Aarets kolde Tid. Fodbeklædningen var altid Træsko til daglig Brug. Mændenes Træsko var udelukkende af Træ og i et samlet Træstykke, som var udboret og udformet indvendig, saa Udboringen passede til Fodens Facon, udvendig tildannet derefter og med en Overdel, som gik helt op over Vristen, ind over hvilken en "Blikramme var stramt spændt og fæstnet med et Par Smaasøm i hver Side helt nede ved Svangen. De nutildags brugte Basartræsko - ogsaa kaldet franske Træsko - med Læder ind over Vristen var endnu ikke kommet i Brug og Kaptræsko kendtes overhovedet ikke, ligesom de varme Træskostøvler var ukendte. Træskoene blev paa Fødderne, naar man gik ind i Stuen, hvor der var Lergulv eller Murstensgulv, og man blev siddende med dem paa Fødderne ved Bordet, mens man spiste. Kun hvor der var "Fjællegulv", som man skulde ind paa, blev Træskoene sat til Side og man gik da paa Hosesokker. Ja, det kunde endog ske, at hvor der var Gulv af Ler eller Sten i Sovekammeret, der beholdt man Træskoene paa til man havde lagt Overkroppens Tøj fra sig, saa satte man sig paa Sengekanten og trak Bukser og Hoser af og stillede saa Træskoene ved Sengen saaledes, at de vendte Bagenden ind mod denne og Snuden udad. Træskoene var det sidste af Paaklædningen, man skilte sig ved, inden man lagde sig i Sengen, tog de nøgne Ben ud af dem og svingede disse op i Sengen. Og de var det første, man tog paa, naar man om Morgenen svingede de nøgne Ben ud af Sengen igen. - Iøvrigt blev Klædningsstykkerne lagt paa en Stol, som havde sin Plads ved Siden af Sengen, og lagt paa en saadan bestemt Maade, at de kunne findes alene ved Hjælp af at føle sig frem til dem. For naar den lille primitive Petroleumslampe i Dagligstuen var blevet slukket om Aftenen af den sidste Person, som gik til Sengs, saa skete alting i Mørke indtil Dagens allerførste Lysning meldte sig. Vel gav Mors lille simple Petroleums-Haandlampe - eller en Stump Tællelys i en Lysestage - en kummerlig Smule Lysning i Sovekammeret, mens hun tog sit Tøj paa, men hun tog jo sin Lysning med sig, naar hun gik ud for at rage den fra om Aftenen forvarede Ild i Bilæggerovnen op og lægge Brændsel paa den. Far og vi Børn maatte finde vort Tøj i Mørke. Derfor var det en bydende Nødvendighed, at alt Tøjet var lagt paa en bestemt Maade ved Sengen, og Træskoene ogsaa stod paa en bestemt Maade, saa de nøgne Tæer lige kunne smutte ind i dem. - En god Ting for os Drenge, hvorved vi kunne lære at have Orden i vore Sager, saa vi altid vidste at kunne finde, hvad vi skulde bruge. Senge i Sovekammer 🔝Sengene i Sovekammeret var alm. aabne Dobbeltsenge. Kun Farfar sov i Himmelseng med blaaternede Omhængsstykker trukket for.Mændenes Fodtøj var foruden Træskoene et Par store, solide, transmurte, langskaftede Læderstøvler, som for Husfaderens Vedkommende altid havde sin Plads i Dagligstuen, hvor de, i de i Skafternes Overkant anbragte Læderstropper, var ophængt paa et Søm, som sad paa den indvendige Side af Rammen under det store firkantede Dagligstuespisebord med EgeplankeBordplade. Trætøfler til udendørs Brug eller Lædertøfler til indendørs kendtes ikke og brugtes ikke, lige så lidt som de senere brugte Kludesko (eller "Futsko", hvad man nu vil kalde dem). Hvor man ikke kunne gaa i Træsko, gik man paa Hosesokker. Uden paa Skjorte og Brystdug havde Manden en Trøje, som blev kaldt en Nattrøje. Det var dog ikke altid, at den benyttedes som saadan, den brugtes væsentlig kun om Vinteren. Den bestod af en "Bul" og et Par strikkede uldne Ærmer. "Bullen" kunde være af saavel den ene som den anden Slags Tøj - dog ikke Lærreds- eller Bomuldstøj. Om Sommeren lagdes denne Trøje væk og en alm. Vest brugtes i Stedet. Vesten var som oftest med to Ræder blanke Knapper ned over Fm-stykkerne, og naar det var finest og mest velhavende, saa var det Sølvknapper. Om Halsen brugte man et Halstørklæde. Det var som Regel af sort Linnedstof, og var til Stadsbrug et sort Silketørklæde, som gik to Gange omkring Halsen og knyttedes under Hagen, tiest i en lille Sløjfeknude. I Aarets varme Tid lagdes Halsklædet bort. Hovedbeklædningen var til Brug ved Byrejser og lignende - Kirkefærd f. Eks. - en højpuldet sort Hat, ved højtidelige Lejligheder - Bryllupper, Barnedaab, Begravelser o. I. en høj sort Silkehat. Til daglig brugtes en Hue, som i den varme Tid af Aaret kunne være af Linnedstof (Sejldug eller Drejl f. Eks.) og farvet, med en stiv Læderskygge, eller i den kolde Tid af varmt Klædestof og med Øreklapper, som i Regelen var slaaet op ved Siderne og bundet sammen oven paa Pulden med solide Baand. Naar det kneb med at holde Ørerne varme, da var de slaaet nedad, saa Klapperne dækkede Ørerne, og Baandene var bundet under Hagen. Yderst paa Kroppen havde Mændene en sort Vadmelsfrakke med Skøder og Baglommer - akkurat som de menige Infanterister maatte bruge den omkring ved Aarhundredskiftet. - Desuden havde de fleste ogsaa en Stortrøje, som i Virkeligheden var en Pels. Udvendigt Stof var groft Vadmel el. lign. og helst af mørkegrøn Farve. Den var syet som en almindelig stor Trøje, men var foret indvendig med Faareskind, hvorpaa Ulden efter sidste Klipning var groet lidt frem igen. Et saadant Faareskind kaldtes for et "Studsskind" og var sat i Trøjen med Uldsiden indad mod Personen. Der var to Rader store Knapper paa den nedad Forsiden - det kunne være Hornknapper - og der var ogsaa Udfaldskrave ved Halsen, den kunde være af sort Plyds, eller endnu bedre af sort eller mørkebrunt Hundeskind, eller ogsaa Lammeskind som var farvet sort. - Denne Pels-Stortrøje var uden Revers foran, men var knappet helt tæt op omkring Halsen under Hagen. I begge Sider var der en stor udvendig Lomme, hvori Bælgvanterne havde deres Plads, naar de ikke var paa Hænderne. Mændene brugte altid Bælgvanter, hvorimod Kvinderne kun brugte saadanne, naar de til daglig var ude i koldt Arbejde, - ellers brugte de altid Fingervanter. Naar Bælgvanterne blev tyndslidte indvendig i Haandfladen og i Fingrenes indvendige Side og i "Grebet" mellem Tommelfingeren og Haandfladen, saa syede man en Slidbelægning af Bomuldstøj paa de tyndslidte Steder. Kavajer, Kåber og Skødefrakker 🔝Som yderste Klædningsstykke brugte Mændene, naar de var ude at køre, en "Kavaj". Det var en stor Trøje, Mellemting mellem den foran nævnte korte Pels uden Skøder og saa en lang Skødefrakke, men ogsaa uden Skøder. "Kavajen" var dog længere end Skødefrakken, da den skulde naa helt neden for Knæene - godt og vel. Den var ikke lavet med Facon i og kunde i nogen Ivfaade lignes ved en tom Sæk, hvori der var lavet et Hul midt i Bunden til at stikke Hovedet igennem, samt et Hul i hvert Hjørne til Armene og til at sætte Ærmer i. - "Kavajen" bestod af mørkeblaat Vadmel og havde en bred Plydskrave om Halsen. Denne Krave kunde slaas op om Nakken og Hovedets Sider, men da den ikke var stiv, saa brugte man et uldent, strikket Halstørklæde - kaldet "Halsklæe" - til at binde uden om Kraven og foran omkring Hagen. Det gik to Gange om Halsen og var sat saaledes, at det med den ene Omgang kunde bredes ud og træk'kes op foran Munden helt op til Næsen. - Som Overtøj havde Kvinderne en Kaabe syet af pænt Stof (Hvergarn el. Købeklæde). Den var syet paa ganske almindelig Maa:de som en stor Trøje. Til Brug, naar de skulde med ud paa Køretur, havde Konerne desuden en stor "Slagkaabe" uden Ærmer og Ærmehuller. Den var bare slaaet over Skuldrene og hægtet sammen foroven foran. Denne "Slagkaabe" var altid meget rummelig - saa meget, at de unge Koner, som skulde have Smaabørn med ud at køre, kunde have dem paa Skødet inde under Kaaben, der saa blev trukket tæt sammen uden om Barnet, hvorved det lukkedes inde og skærmedes mod Kulde og Uvejr. - De unge Kvinder havde almindeligvis ikke en saadan stor "Slagkaabe", men derimod et stort, tykt Rejsesjal. Et saadant kunde være købt, men kunde ogsaa være hjemmetilvirket, d.v.s. lavet af hjemmespundet Uldgarn i forskellige Farver og strikket i Mønster efter Behag. - Disse store Rejsesjaler var i Firkant og med Frynser uden om paa alle Sider. Naar de brugtes blev de lagt dobbelt, saaledes at de blev i Trekant. De lagdes saa over Ryg og Skuldre saaledes, at den ene - den største -- Snip gik helt ned over Lænden. - Et saadant strikket, uldent Sjal er endnu i min Hustrus Varetægt (1960). Og det bruges hver eneste Nat som Tæppe i Stedet for Dyne i en af vore Senge.Det er strikket af en af min Moders Søstre i hendes Pigedage i Fødehjemmet. Min moder Ane Nielsen, datter af Niels Ingvorsen og Kirsten Jensen, Ulstrup, var født 1842. Saa Sjalet er snart 100 Aar gammelt og lige stærkt og solidt endnu. Der var fire Søstre i Hjemmet (Matr. nr. 2a, fam. Ingvorsen i Ulstrup, Terslev Sogn), Karen født 1840, Ane f. 1842, Marie f. 1848 og efternøleren Kirsten Marie f. 1858. De naaede alle at faa strikket sig hvert et saadant Sjal inden deres Giftermaal. Desuden var der tre brødre, Ingvor født 1845, Jens f. 1850 og Ole f. 1855. - - - Efterhaanden som Konerne, efter at de var blevet gift, blev mere og mere velforsynede med Klæder, og ogsaa mere og mere velsituerede med Penge, saa skulde de have dem et "fransk Sjal". Det var det fineste, som kunde faas paa det Omraade, men det var næsten ene til Stads- og Pyntebrug; til Nytte var det ikke meget bevendt. Naar nu Mor i den tidlige Morgenstund ved Lyset fra sin lille Haandlampe var trukket i sit Tøj og havde faaet sit Trekantsjal lagt over Ryggen og bundet om Livet, saa listede hun ud i "Stiesed" (d. e. Stegerset = Køkkenet) og kaldte paa Pigerne, hvorefter hun ragede op i den fra om Aftenen forvarede Tørveild i Asken inde i Bilæggerovnens Fyrrum, som havde Indfyringsaabning med Jernpladedør foran ud gennem Arnens Bagvæg, - altsaa oven over selve Arnen, hvor der ogsaa gennem samme Væg var et Røg-Aftrækshul inde fra Bilæggerovnen i Stuen. Dette Røghul sad noget opad mod Loftshøjde, og det kunde undertiden bruges til ogsaa at tørre nogle Styk'ker Flækkebrænde i, før de lagdes ind paa selve Ilden i Ovnens Fyrrum. Saadanne Brændestykker kaldtes for "Hulbrænde" og var særlig antændeligt ved Opfyringen om Morgenen, naar de havde siddet i Hullet Natten over. Det kunde lejlighedsvis ske, at Ilden i Ovnen var saa stærk, at den antændte Hulbrændet. Naar saa Ilden fra dette slikkede op ad Muren i den aabne Skorstens indvendige Side, som var belagt med Sod, saa gik der let Ild i denne ogsaa, og saa fik Kvinderne vel nok travlt med at faa raget den brændende Sod ned paa Arnen og faa den slukket. Det var een af Husmoderens betydningsfuldeste Opgaver at passe paa, at der ikke gik Ild i Hulbrændet. Naar Mor havde "lagt paa Ilden" i Ovnen, havde stillet Trefoden, som stod paa Arnen, tilrette, lagt Smaabrænde under den og tændt dette, samt hængt en Gryde i Grydekrogen over en anden Ild, saa slukkede hun sin Haandlampe, som under hendes Optændingsarbejde havde hængt paa et Søm i Skorstensvæggen. Saa tændte hun en Staldlygte, som, naar den ikke benyttedes, havde sin Plads paa et Søm i en Bjælke i Bryggerset. Det var en uhyre simpel Lygte med en meget primitiv Olielampe inden i og grøntanløbne Glasruder i alle fire Sider. Mor fulgte saa med Pigen ud i Kostalden til Malkningen. Her blev Lygten hængt op i den åbne Dør mellem Kostalden og Hestestalden, saa dens ringe Lysevne kunde udnyttes i begge Staldene. Lyset fra Lygten var saa ringe, at Menneskene kun lige netop kunne se at "retirere sig" ved Dyrene. Morgenfodring 🔝Langt den overvejende Del af Arbejdet, som skulde gøres, maatte man føle sig frem til, og det varede heller ikke længe, før det let lod sig gøre. Far brugte f. Eks. aldrig Lys for at fodre Hestene (der var 6-7 Stk.). Ved blot at lade Haanden løbe let nede i Krybben, saa vidste han bestemt, hvor megen Hakkelse han skulde have i Foderkurven til hver enkelt Hest. Denne Fremgangsmaade maatte vi andre ogsaa lære. - Og saa var det selvsagt af meget stor Betydning, at hver enkelt Brugsgenstand blev sat, saa den stod nøjagtig paa sin bestemte Plads, saa den i Mørket kunne tages med det samme, man rakte Haanden ud efter den.Mens Mor rumsterede i Skorstenen med at faa Ild paa Arnen, trak Far i Tøjet i Sovekammeret og kom ud og fik kaldt paa Karlen og Drengen ude i Karlekammeret. Saa fodrede han Hestene og striglede og børstede dem. - Dette sidste Arbejde blev maadelig gjort, dels fordi Fars Interesse derfor var for ringe, han skulde have dem alle under Behandling - dels fordi den overmaade ringe Belysning - ja, næsten Mørke - umuliggjorde, at han kunne se, hvordan han fik Arbejdet lavet. - Mens Mor malkede, og Far ordnede Hestene, var det Drengens Arbejde at muge i Hestestalden og Karlens at muge i Kostalden. Det foregik med meget primitive Redskaber, nemlig med en Skovl, fejet blev der aldrig. Skovlens Blad var en bred Træplade af Bøgetræ, som "Tømrer-Lavs" lavede. Skaftet af Asketræ var saaledes formet, at et nyt Blad let kunne sættes paa. Et saadan Træblad blev jo hurtig slidt, især da Gulvet i Staldene overalt var brolagt med smaa Kampestens-Brosten (Stenpikning). Cement fandtes overhovedet ikke anvendt nogen Steder. - Naar Malkningen var forbi, og Far var færdig med at "overage" Hestene med Strigle og Børste, saa skulde Kvæget have det første Foder, hvilket var et "Givt Hø", som Far gav dem, mens Karlen og Drengen trak alle Hestene ud i Gaarden, een eller to ad Gangen, og gav dem Vand af Vandtruget ved Gaardpumpen, hvorefter de fik et Foder Hakkelse til. Naar man var færdig med disse Gøremaal, fulgtes alle Mandfolkene ad ind i Dagligstuen for at spise Davre. Imidlertid var Tærskemanden (Plejltærskeren, Pund tærskeren) mødt paa Arbejde, saa han kunde følges med de andre ind til Davren. Denne bestod af Spegesild og Rugbrød uden Fedt eller Smør, dertil fik de voksne Mandfolk een Snaps Brændevin, eller højst halvanden Snaps. De mandlige, som endnu ikke var voksne, og Kvinderne fik ingen Brændevin. Spegesilden kom paa Bordet liggende paa en "Sildeskagle", d.v.s. et Brædt af Bøgetræ, en lille Smule tyndere og en lille Smule smallere end et alm. Brædt er og af 1 1/4 Alens Længde. Nær den ene Ende var der boret et Hul gennem Brædtet, saa det kunne hænges op paa et Søm i Væggen ved Skorstenen. - Det skulle nemlig altid hænges op, naar det ikke var i Brug, og "Sildeskaglen" brugtes ikke til noget som helst andet, end til at lægge Silden paa inde i Stuen paa Bordet. Ved Opvasken var det ogsaa det sidste Stykke, som blev vasket af, inden Vandet blev kastet ud. - Der blev passet meget nøje paa, at ikke Sildesmagen ved Redskabernes Berøring med andre Ting kunde mærkes andre Steder, end der, hvor den skulde være. Derfor blev der heller aldrig brugt en Bord- eller Køkkenkniv til Silden, men der var altid en særskilt Sildekniv, hvilket var en defekt Bordkniv, der havde sin særskilte Plads og ikke blev blandet med andre Spiseredskaber. Sild og Brændevin 🔝A propos Silden og Brændevinen! - Der blev hvert Aar, naar den første nysaltede Spegesild kom i Handelen, købt en halv Tønde Sild til Gaardens Vinterforbrug. - Undertiden naaede man ikke at faa Portionen opbrugt, før den tabte sig i Udseende, Konsistens og Smag. Det var da nogle værre røde Hunde at trækkes med! - Saa maatte Mor i Gang med at koge dem; kogt, varm Spegesild var ikke saa ringe en Spise, men den var udrøj i Brug. Før Kogningen udvandedes Silden en Del. - Desuden blev der altid købt et Anker Brændevin ad Gangen, saa der altid var Forsyning til Stede, man tappede bare af Ankeret, naar Klukflasken var tømt. - Efter Sild- og Brødet blev der givet varm Mælk- og Grød, d.v.s. nykogt haandskummet Mælk, hvori der var kommet Resten af Bygmelsgrøden fra om Aftenen, skaaret ud, mens den var kold, i store firkantede "Klodser" og varmet i Mælken. (Om denne Grød se mere senere). Mælk- og Grøden blev sat paa Bordet i to store Lerfade, saa kunde de spisende lange til Grødfadet med hver sin Ske saa godt, som de nu kunde. Der blev altid spist fra Fadene til alle Maaltider, Tallerkener, Knive og Gafler brugtes aldrig. Der kom ingen andre Knive paa Bordet, end den foran nævnte "Sildekniv", som blev lagt paa Sildeskaglen til fælles Benyttelse. Skulde der nødvendigvis bruges Kniv ved Bordet - til at skære en Flæskesvær over med f. Eks. - saa maatte enhver klare sig med sin egen Foldekniv, som iøvrigt altid havde sin Plads i den højre Vestelomme (i den venstre var Lommeurets Plads). Man brugte bare sine Fingre til at tage Maden med. Skeer var det eneste Redskab ved Bordet, hvor enhver havde sin egen. Hver Gang, naar Skeen var afbrugt (det var altid en Træske, meget undtagelsesvis en Hornske), blev den renset - aldrig vasket ---- paa den Maade, at Brugeren først slikkede den af med Munden, derefter fik den et Par Strøg med Tommelfingeren ned i Skebladets Hulning, og saa et Par andre Strøg under den venstre Arm oppe i Armhulen, - den skulde da være renset nok til at sætte hen til næste Gang, hvor den skulde bruges. Mandfolkenes Skeer havde sin Plads i Vinduet bag Langbænken, hvor Mændene sad, der blev de med Skaftet stukket ned bag Hasperne. Kvindfolkenes Skeer blev tagne med ud i Køkkenet og stukket ned bag Hasperne der. Far og Farfar havde deres Plads paa Bordendebænken, og der under Bordets Ende var en lille Skuffe, hvori deres Skeer blev lagt. - Naar Sildebrødet, Snapsen og Mælkegrøden var fortæret, saa kunne man drikke en Gang af Ølkanden - og saa var Davremaaltidet forbi, og man gik ud til Dagsarbejdet. Ølkanden stod altid paa Dagligstuebordet med Øl i, og enhver af Husets Beboere kunde gaa hen naar som helst og drikke af den, som han eller hun vilde. Den var af Træ, lavet af Egetræsstav med Træbaand af Vidjetræ om, ligesom en Tønde. I en af Stavene var en lang Tud skaaret ud og paa den yderste Ende var paasmeltet en Kappe af Bly, for at Tuden bedre kunne holde, naar den, som skulde drikke af Kanden, gabede over Tuden og suttede Øllet der. I Staven lige modstaaende Tuden var en Stav, hvoraf var udskaaret en Hank med Haandtag, hvori der var Plads til, at man kunne fatte i den med en hel Haand. I samme Stav, hvor Haandtaget var, var øverst oppe fæstnet et Laag, som var til at klappe ned over Kanden. Disse to Dele: Laaget og Staven, var fæstnet til hinanden med et Hængsel - ogsaa af Træ -, saa Laaget kunde slaas op, men ikke fjernes fra Kanden.Ved Bordet var de spisende altid placeret paa en bestemt Maade i en vis Rangordning. For Bordenden sad Farfar yderst mod Stuens Midte og Far inde i Bænkekrogen. Paa Langbænken ved Ydervæggen sad Storkarlen nærmest Far. Derefter Andenkarlen eller Stordrengen, hvilken det nu kunde være, næst derefter sad Lilledrengen - Sommerdrengen, Vogterdrengen - hvilket Navn han nu kaldtes ved. (En saadan var kun om Sommeren i Tjeneste paa Gaarden). Nederst i Rækken sad saa Husmanden (Plejltærskeren, Pund tærskeren, Daglejeren). Ved Bordets udvendige Side (ind mod Stuens Midte) havde Kvindfolkene deres Pladser, men de maatte altid staa op ved Bordet og spise deres Mad. Første Plads nærmest ved Farfar var Mors Plads, derefter Pigen - eller Storpigen, hvis der var to Piger. Næstefter stod Lillepigen og nederst i Rækken: Farmor. - Belysningen ved Davrebordet var et almindeligt Tællelys i en Stage staaende paa Bordet. Det var dog ikke hjemmestøbte Lys, men Lys lavede hos en professionel Lysstøber, til hvem den ved Gaardens Slagtninger indvundne Talg blev indleveret, og man fik færdige Lys i Stedet. Fra det Tidspunkt, da Mor gik fra Malkningen i Stalden, og til Davremaaltidet var slut, havde hun faaet "rigget til" ude i Bryggerset, saa Smørkærningen kunde begynde med det samme, som Mandfolkene gik ud af Stuen. Der skulde nemlig to af dem ud for at trække Kærnen,- det skete ved Haandkraft - fordi den var for stor og tung at trække for Mor med sin Pigehjælp. I den mælkerige Tid af Aaret blev der kærnet Smør hver Dag, ellers kun hveranden Dag. - Kvæget fik ogsaa straks efter Davren sit næste Foder, som først var Kraftfoder, derefter Vand og saa Halm. Dermed var Formiddagsfodringen forbi. Mens Far udførte Kvægets Fodring, gik de andre "Mænner" til Tærskearbejdet paa Loerne. Husmanden (Plejltærskeren) havde sin egen Lo at arbejde i, og der var han hver eneste Dag fra Høstens Slutning til Saatiden i Foraaret. Først havde han al Gaardens Vintersæd, som altid var Rug, at tærske. Naar han var færdig med Rugen, plejltærskede han noget Havre, væsentlig til Saasæd. Og tilsidst lavede han Langhalm (Tag-Tækkehalm) af den Rughalm ("Rugbraadder"), som var fremstillet ved hans Rugtærskning. - Naar han tærskede Rug, saa "task han te Punds", d.v.s. som Betaling for sit Tærskearbejde fik han hver 21. Skæppe af den rene Rug gratis. Ved det andet Arbejde fik han Betalingen i Dagløn. Naar Karlen gik fra Smørkærningen og ud til Tærskearbejdet, var det til den store Lo - ogsaa kaldet Maskinloen, han gik. Mens Far fodrede Kvæget, ordnede Karlen til Tærskning der. Enten "gjorde han op" fra den eller de foregaaende Dages Tærskearbejde, eller ogsaa "rettede han til", saa Tærskemaskinen kunne komme i Gang, naar Far var færdig i Stalden. Forinden Hestene spændtes for Tærskemaskinen, skulde der spises "Halgemeddar" (d. er "Halvgaaende Middag"), det var som Regel Kl. 9½. Man samledes igen i Stuen omkring Bordet, hvor der ud for hver Persons Plads var sat den smurte Mad, som enhver skulde have. For de voksne Mandspersoner var det to Rundtenommer Rugbrød af et tolvpunds Brød. Deraf var det ene med Paalæg af Kødvarer, det andet med Ost. Som oftest begge smurt med Fedt, undtagelsesvis det ene med Smør. Til denne "Formad" blev der givet "Snaps" som ved Davren, og bag efter en Kop Kaffe med en "Knald" af brunt Kandissukker til. --- Naar alle Forberedelser til Tæskningen var sket, blev Hestene hentede ind i Hesteomgangen og spændt for der. Denne var nemlig indendørs og var bygget som en Overtræksomgang, d.v.s. den var bygget saaledes, at den af Hestene præsterede Kraft gik over det store Omgangshjul og overførtes fra dette ad en stor Træaksel oven over Hovedet paa Hestene og ind til Tærskemaskinen. Far var altid selv "Ilægger", og en af os Smaadrenge eller Lillepigen blev sat paa Plads inde ved Hestene for at skulle genne paa dem og afpasse Farten. Den Plads kunne ingen af os lide at have, for det første fordi det var saa dræbende kedsommeligt at gaa der rundt og rundt i Timevis indelukket i det halvmørke Rum og have Hovedet fyldt med Omgangens og Maskinens evindelige Raslen og Skramlen. For det andet fordi det var irriterende ubehageligt, naar Far syntes, at Farten sløjede for meget af, og baade Heste og Kudsk var ved at døse lidt i det, og han saa ind gennem et Hul i Skillerumsvæggen gav et Vræl, lige idet den store brune Hest var ud for Stedet, netop da det var mest virkningsfuldt (Vrælet altsaa), fordi den Hest i særlig Grad reagerede og lagde sig i Selen og trak til, saa det store Hjul, Akselen, Maskinen og hele "Spilleværket" knagede og· bragede, og det kunde befrygtes, at hele "Skidteriet" skulde ramle ned over Heste og Kusk. En Episode, som under Maskintærksningens Trivialitet gav lidt ekstra Opmuntring var følgende: Hen paa Vinteren var der altid samlet mange Mus i de Kornneg, som sad oppe paa Stænget ved Maskinen, og havde siddet der urørt fra Indkørselen i Høsten. Før Maskinen sattes i Gang havde Far altid bundet et Baand stramt om hvert Bukseben forneden, saa Musene ikke kunne komme op under Tøjet ad den Vej. Saa kunde det ske, at der var een, som slap op uden paa hans Tøj og løb i Vildfarelse frem og tilbage oppe paa hans Ryg og Skuldre. Det morede den af os Drenge, som var oppe paa Stænget for at kaste Neg ned til Maskinen, at se paa at Musen løb der. Naar saa det skete, at den forsøgte at komme op paa hans Hue, saa mærkede han jo, at den kradsede i Haaret. Hvis han saa med et rask Tag med Haanden fik Musen inde i den hule Haand, saa kastede han den hurtig ned i "Sluget" paa Maskinen, - og saa var den Mus kaput. - Lidt før Kl. 1 (13) blev Maskinen standset og Hestene sat paa Stald og fodret, saa alle Gaardens Beboere kunne samles ved Middagsbordet Kl. 1. - Middagsmaden bestod af to Retter. Formaden var altid Søbemad - Grød, Vælling, Bollemælk -- eller Kødmad, altid sat paa Bordet i to store Lerfade, hvortil enhver saa maatte række. Tallerkener til hver enkelt brugtes aldrig. Naar der var Grød i Middagsfadene (tiest Byggrynsgrød), saa var der ogsaa et Smørhul oven i, hvor enhver kunne dyppe sin Grødmundfuld paa Skeen. Og der blev nøje givet Agt paa, at ingen dyppede dybere i Smørhullet, end han var berettiget til. Der var ogsaa drysset lidt Kanel paa Grøden, men sparsomt. Saa gjaldt det om, at enhver kun tog Grød med Kanel ud for sin egen Plads. Det kunde ske, at hvis f. Eks. Lillepigen, som jo havde sin Plads nærmest ved Farmor, ragede en lille Smule ind over og tog Grød der, hvor Farmor mente, at det var hendes Ret at tage sin Part af Grøden, at Pigen da fik et Smæk over Fingrene af Farmors Ske og med Beskeden: "Bliv ved din egen Side". (Farmor var nu "den strengeste" i Selskabet). Ved hvert Grødfad blev sat en Kovs med haandskummet, kold Mælk, som enhver kunne søbe af til Grøden eller dyppe sin Grød i, som han nu selv syntes. - - Men hvad er en Kovs? Det er et Haaende (hvad er saa et Haaende?). Det er en Brugsgenstand - eller kan være det - af mange Slags, hvori der kan være et eller andet, som man skal tage med sig eller tage op. Det kan f. Eks. være en Skovl, en Øsetou eller lignende. Men hvad er saa da en "Øsetou"? Det er en Svineøse, som er formet saaledes, at der i den kan være saavel fast som flydende Svineæde, og som har et Haandtag i den ene Side, den kan være saavel af Træ som af Metal. Altsaa: en Kous er et Haaende og en Øsetou er et Haaende o.s.v. - Kousen var af Størrelse som midt imellem en Lertallerken og et Lerfad, og den havde kun eet Øre (el. Hank el. Haandtag). - Eftermaden ved Middagsmaaltidet var altid Sulemad, kun enkelte Gange Æggekage eller Pandekager. Til den varme Æggekage spistes bart Rugbrød, og Pandekagerne blev smurt med Sirup. (Dette sidste var en Herreret). Til Sulemaden brugte man ogsaa at tage baade Brødet og "Tilmaden" med Fingrene og Foldekniven, hvis man skulde skære noget ud. Sulet kunde være enten Stegesul, altsaa saltet og røget Flæsk, stegt paa en almindelig flad Pande og givet lige fra denne, eller Kogesul, ogsaa saltet og røget Flæsk, men kogt sammen med Søbemaden (altsaa Suppe, Grønkaal el. Sulevælling) og givet sammen med Søbemaden, den første Dag varmt, den anden Dag koldt, begge Dage med Rugbrød til. Saa er der Spørgsmaalet om Kartoflerne. Det var en meget vigtig Faktor i Middagsspisningen. De blev given hver eneste Dag til Middagssulet. - Saa hurtig Formaden var spist og Fadene taget ud, blev de dampende, varme, nykogte Kartofler sat ind midt paa Bordet i et stort Lerfad eller en Bøtte, og saa maatte enhver selv med sin Foldekniv skrælle saa mange, som han mente, at han selv kunne spise. De skrællede Kartofler blev lagt i en lille Stak paa Bordet ud for hver enkelt Plads, og ingen skulde vove at lange Fingre til Sidemandens Kartoffelbunke og tage nogen der. Skrællerne blev raget i Bøtten igen og taget med ud, --- og saa kom Sulet og Dyppelsen ind, denne bestod af almindelig hvid Meldyppelse. Enhver kunne saa selv med Fingrene tage sig et Stykke Sul i den venstre Haand, og med Foldekniven i højre Haand spidde Kartoffelstykkerne paa Spidsen af denne og række over i Kousen og dyppe dem i "Meldyppen" der" Der var ingen Tallerkener, Knive eller Gafler til hver enkelt ved denne Sul-, Kartoffel- og Meldyppespisning. Enhver maatte klare sig med sin Foldekniv, sine Fingre og ellers det bare, nøgne 'Bord og Rugbrødsrundtenommerne. Naar Middagsmaden var spist fik hver en lille Kop Kaffe med en Knalling brunt Kandissukker til, inden Mandfolkene igen gik ud til hver sit Arbejde, og Kvindfolkene tog fat paa at vaske op. Middags-Hviletid ud over den Tid, som det varede at spise Maden, blev der ikke holdt om Vinteren. Om Sommeren derimod spistes Middagsmaden Kl. 12½, og saa var der Middagsstund til Kl. 2 (14). Man fik da ikke Kaffen og Kandisknalden før Middagssøvnen var slut, og man gik i Arbejde igen. Det kunde ogsaa hænde, at der var andet Arbejde end Tærskningen, som skulde gøres, f. Eks. skulde der hver 5te eller 6te Dag skæres Hakkelse til Hestene. Det var dog reelt Arbejde, da Hakkelsen blev skaaret af Havreneg alene. Det vil altsaa sige, at Hestene fik Havren "i Kærven". - Det kunde ogsaa ske, at der kom Tilsigelse om at give Møde paa Byens Sognevej til Snekastning. Der skulle altid fra Gaarden stilles med to Mand til det Arbejde. Hen mod Foraaret, naar Brændeauktionerne var blevet holdt i de forskellige Skove, stod Arbejdet ogsaa paa at faa det indkøbte Brændsel hjemkørt. - Naar Kornet var udtærsket, og det blev lidt mildere i Vejret - altsaa naar "Marts med sit Skæg" var naaet, saa skulde der ogsaa hugges Risbrændsel paa de levende Hegn omkring Marken; man stævnede - d. v. s. stynede - Bevoksningen paa Hegnvoldene. ---- ---- Naar Middagsmaden var spist og Kaffen drukket, saa gik Arbejdet sin Gang igen uforandret og uafbrudt hele Eftermiddagen til Mørket faldt paa, og man ikke mere kunde se at "retirere sig" paa Loen, eller hvor man nu var. Saa skulde Kvæget igen have et Foder, Hø eller Emter eller Avner fra Tærskeloen, hvis man havde saadanne, og saa Halm tilsidst. Der blev ikke muget i Kostalden om Aftenen. Dyrkning af og Fodring med Rodfrugter var endnu ikke kommet i Brug, saa Kogødningen var haard, tør og knoldet. - Saa vaskede man sig, før man gik ind til Aftensmaden, - vaskede "Lomøget" af saa godt, det lod sig gøre. For "Vaskeriet" var for Karlfolkene en meget primitiv Affære. Naar man kom fra Lo eller Stald og forbi det store Vandtrug i Gaarden blev Vasken klaret der. Man lagde Huen, Trøjen og den sorte Halskrave fra sig paa Brønddækket ved Siden af Vandtruget. Og saa vaskede man Hoved og Hænder i Vandtruget saa godt, det lod sig gøre. Sæbe brugtes ikke, men var Hænderne noget snavsede eller Skidtet sad fast paa dem, saa ragede man noget fugtigt Sand op fra Jorden et eller andet Sted, hvor man kunde finde saadan noget, og i det sammen med Vandet skurede man saa Hænderne, eventuelt mod Kanten af Vandtruget. Saa gik man med Huen i Haanden og Trøjen over Armen hen over Gaardspladsen til Karlekammeret, og først der fik man fat i Haandklædet og fik Resten af Vaskevandet sammen med noget af Snavset gnedet af sig og nettet sig lidt paa Haaret. - For Kvindernes og Fars Vedkommende foregik den daglige Vask dog paa en lidt mere effektiv Maade, den skete ved Vasken i Bryggerset, og der brugte man Sæbe! Naar Mørkningsstunden var saa vidt fremskreden og Dagslyset svundet saa meget, at Mor ikke mere kunde se at "mage Traaden" ved Rokken, saa blev hendes lille, osende Haandlampe tændt, og hun gik med den og den store Brødkniv ud i Spisekammeret for at "skære Mad", mens altsaa Mandfolkene syslede ved Kreaturerne og Pigerne malkede. Det resulterede i, at der paa Bordet i Dagligstuen blev sat to Rundtenommer af samme Art, som dem der blev fortæret til Halgemedtsmaden" om Formiddagen, ud for hver Mands Plads. Saa kunde man, nar den foran nævnte Dagsvask var besørget, sætte sig ind til Bordet og spise sin "Midaftensmad" i Mørke. - Det var dog egentlig kun om Sommeren, at der spistes Midaftensmad, og det skete da altid Kl. 4 om Eftermiddagen, til hvilket Klokkeslet Maden blev bragt ud til hver især, hvor der blev arbejdet i Marken. Blev der arbejdet ved Hjemmet, spistes baade "Halgemedtsmaden" og "Midaftensmaden" inde i Stuen. - - Naar Mor havde smurt Maden, skulde Melgrøden koges, - og det var et meget vigtigt Arbejde, hvis Grøden skulde blive saa god og velsmagende, som det forlangtes, at den skulde være! En uerfaren Kogerske kunde ikke koge god Melgrød; der skulde Øvelse og Omtanke til. Grøden skulde koges af Bygmel, og det skulde nødvendigvis være hjemmelavet Mel af hjemmeavlet Byg. D.v.s. der blev udsøgt af den bedste Byg, som var avlet paa egen Mark, den Portion, som man ønskede at faa lavet Mel af. Denne Portion blev ekstra godt kørnet og renset, og derpaa kørt til den Mølle, hvor Melet skulde laves. Det skete ved, at det blev malet to Gange igennem Kværnen, for at faa det malet finest muligt ud. Det skulde være, naar Kværnen var sløv, altsaa lige før Kværnstenene skulde tages op til Bildning; det gav det fineste Mel. En nybildet Kværn - altsaa nybildede Kværnsten - kunde ikke bruges, dels fordi de skarpe kanter i de nyophuggede Flader skar Kornet ud i en for meget grynet Tilstand, dels fordi det ved Bildningen fremkomne Affald efterlod fint Sand i Melet, som saa kunne knase i Tænderne, naar Grøden spistes. Dette sandede Affald skulde arbejdes ud af Kværnen lidt efter lidt, som der blev malet paa den. - - Saa blev Melsækken sat paa et tørt Sted paa Loftet, saa der hele Vinteren over kunde tages af den til det daglige Brød. Men først skulde Bygmelet selvfølgelig sigtes. Det kunde blive gjort paa Møllen, hvis man havde Sigteanlæg der. Ellers sigtede Mor selv Melet, naar det kom hjem fra Møllen. Det skete paa den Maade, at der paa Stuehusloftet stilledes et stort Sigteløb, som vel var sine 2½ a 3 Alen bredt, med flad Bund og lave Sidekanter og vundet af Halmsimer og Baandpilssnore, akkurat som de gammeldags toppede Bikuber eller Sædeløb, hvor saadanne endnu brugtes. Ud over Sigteløbet blev bredt et rent, hvidt Lagen, hvor udover Melet blev drysset af Sigtesoldet. Dette var et almindeligt rundt Haandsold, men med meget finmasket Sigtebund, og saa var denne lavet af Hestehaar. Dette Sold var et fint Stykke Redskab, som der blev hæget meget om, ogsaa fordi det ikke maatte tilsnavses, - det var jo Mad, som det skulde bruges til. -- Før Mor begyndte Sigtningen, havde hun klædt sig hensigtsmæssigt paa til Arbejdet. - Nemlig paa den Maade, at hun havde taget et stort Smækforklæde paa, hvor Forsmækken bredte sig over hele Brystet op til Hagen og hvor den nederste Del fra Linningen af gik langt om til Siderne og var bundet bag om med et Par stærke Baand, lige som det gik langt ned mod Skoene. Et saadant Forklæde var lavet af Sækkelærred, og var altsaa groft og skrubbet, - men hvidt og rent skulde det ligefuldt være. Armene var bare helt op til Særkeærmerne paa Midten af Overarmen. Hovedet var ombundet med et stort Linnedklæde, som helt dækkede Hovedet for Melstøv. - I det Antræk og ved det Arbejde var Mor ikke god at komme nær. Hun skulde jo værne Melet mod Snavs og andre Fortrædeligheder. Naar Melgrøden skulde koges, blev det passende Maal af Mælk først hældt i Gryden, og naar Mælken kom i Kog, skulde Melet drysses i. Til det Brug skulde man have en "Graadstøder", d. v. s. en Støder af Træ - og det skulle endda være Elletræ - som havde en Form og var tildannet omtrent som en Knippel, ca. ½ Alen lang, rund og med den øverste Tredjedel noget tyndere end den nederste Del, saaledes at Tykkelsen paa den øverste Del passede til at fatte om med Haanden. Den nederste Del, som var lidt tykkere, var flad paa den ene Side. Højre Haand fattede om Støderens øverste Ende, og med den nederste Del stødtes, stampedes og rørtes i Mælken, mens Melet dryssedes i Mælken med venstre Haand. Det skulde drysses ud paa en bestemt Maade af den med tørt Mel fyldte Haand, saaledes at det langsomt løb ud mellem Fingrene, naar disse spredtes lidt og bevægedes en lille Smule. Der skulde passes nøje paa, at Melet ikke løb hurtigere ned i Mælken, end denne var i Stand til at kunne tage imod. Især paa dette Punkt og ellers i det hele taget fra først til sidst under Kogningen skulde der passes nøje paa, at der ikke blev Klumper i Grøden, men at Melet blev fordelt rigtigt, som det skulde. Saadanne Klumper, hvis de fandtes, blev kaldt for "Kyllingehoveder". Naar der var drysset saa meget Mel i Gryden, som var nødvendig til, at Grøden kunne faa den rette Konsistens, saa skulde den "slaaes", d. v. s. gennemarbejdes med Støderen. Det skete paa den Maade, at Kogersken fattede med begge Hænder om Støderens øverste Ende og lagde Kræfterne ordentlig i, mens hun klaskede Grøden op mod Grydens Sider samtidig med, at hun med Støderens flade Side lavede Gnidning med Grøden op mod den Side af Gryden, som vendte indad mod hende. Paa det Tidspunkt var det absolut afgørende, om Grøden var blevet rigtig, som den skulde være, for var den ikke det, kunde intet laves om ved den; der var i den Retning absolut intet at gøre. - Hele denne Grødkogningsproces var et Arbejde, som der skulde en vis Intelligens til at udføre rigtigt. Der skulde baade Øvelse, Dygtighed og Følelse til. Ja, de fleste - maaske alle, som læser dette, vil sagtens smile ad en saadan Paastand, men ikke desmindre er den rigtig. Den "Fornemmelse", som skulde til, for at kunne koge en god Melgrød, var ikke nær alle i Besiddelse af, og de kunde som saadan heller aldrig faa lært at koge en god Grydefuld Melgrød paa denne Maade. Det var ogsaa en Begivenhed af Rang for Storpigen i en Bondegaard, naar hun blev betroet at skulle lære at koge Melgrød, især naar hun i Begyndelsen havde sin Madmoder og Læremester staaende ved sin Side, mens det foregik. Hvis hun saa skulde være saa uheldig enten at faa svedet Grøden, eller faa anbragt for mange "Kyllingehoveder" i den, saa maatte hun staa for skud ved Madbordet fra dem, som skulle spise Grøden. Naar Rundtenommerne var spist, som nævnt i Mørke, og den varme Grød skulle sættes ind paa Bordet, saa blev Hængelampen tændt. - Det var en yderst primitiv Indretning, bestaaende af en Glasbeholder til Petroleumen, oven i hvilken der var en Metalbrænder, d. v. s. Indfatning til en smal, flad Væge og til at sætte Lampeglasset over Vægen fast i. Denne beholder med Tilbehør var anbragt i en Metaltraadsbøjle, paa hvis øverste Del der sad en hvid, rund Skærm af emaljeret Metal. Lampen anbragtes saa midt over Bordet i en Metalkrog, som gik ned fra et Søm i Bjælken. - Det var jo en simpel Indretning med en saadan Lampe, men den blev alligevel af den Tids Bønderfolk regnet for en "Storhed" i Forhold til Tællelysene, og tillige for en Ting, som skulde omgaas med den yderste Forsigtighed, for "Skidtet" kunde jo ellers gaa hen og "eksplodere". Og hvis det skulle ske, saa var vel ellers nok den store Ulykke ude med Ildebrand og Ødelæggelse. Derfor: "Hold Fingrene fra Lampen, Drenge !" Grødfadene og Mælkekovsen blev anbragt paa Bordet paa samme Maade, som Fadene ved Middagsbordet, og samtlige Husets Folk langede til dem, ogsaa paa samme Maade. Den eneste Forskel var, at der til Melgrøden var Sirup i Smørhullet i Stedet for Smør, - og se, det var det herlige ved Melgrøden foruden dens store Velsmag, naar den ellers var kogt rigtigt. Naar Rundtenommerne og Melgrøden var spist, saa drak man igen en Gang af Ølkanden, og Tærskemanden gik hjem til "Kvinden" og Rollingerne - hvis der var saadanne. Karlene gik som regel ogsaa deres egen Vej, - det kunde lade sig gøre, da de gerne var fra Husmands- eller Arbejderhjem i Gaardens Nærhed. Der tilbragte de saa deres Aftensæde. Der blev ikke udført Husflidsarbejde i Gaardmandshjemmet af Mandfolkene i Vinteraftenerne, og ikke spillet Kort, hverken i Stuen eller Karlekammeret, og den Smule Læsning, man 'beskæftigede sig med, var Ugeblade, der for en Del var af samme Beskaffenhed som det, man nutildags kalder "kulørte Hefter". Noget senere frem i Aarene vandt Gymnastikken i Forsamlingshuset Indpas, og saa gik der et Par Aftener om Ugen med det for Karlene. - Skoledistriktets Lærer forsøgte sig gentagne Gange i de Aaringer med Aftenskole i selve Skolen, men det lykkedes kun daarligt for ham, og han opgav inden længe Foretagendet. Jordbunden og Mentaliteten var ikke egnet til at modtage hans uselviske Indsats paa det Felt. - Karlene skulde dog, hvor de end ellers gik hen om Aftenen, sørge for at passe Hestene, hvis Far ikke var hjemme. Hvis han var hjemme, saa passede han Hestene selv - og det skete, som foran nævnt, altid i Mørke. For Kvindfolkenes Vedkommende var Dagsarbejdet fordelt saaledes, at naar den daglige Kærning var besørget, saa arbejdede Mor videre med Smør, Fløde og Mælk, mens Pigerne tog fat paa Opvasken, dels af Mælkeri-Brugsgenstandene, dels af hvad der hørte Madvæsenet til. Gulvvask i Stuer og Køkken, hvor der var Stengulv af Mursten, fandt kun Sted een Gang om Aaret, nemlig Juleaftensdag. Ellers blev Gulvene kun fejede hver Dag og strøet med Strandsand. Dette kunne ogsaa nok holde dem rene efter Datidens Krav. Man maa huske paa, at baade Mænd og Kvinder altid gik ind paa Murstensgulvet med Træsko paa Benene. Kun omme mellem Langbænken og Bordet, hvor Mandfolkene sad med deres Træsko paa, mens de spiste, kunde det ikke forslaa med Kosten og Strandsandet; der maatte en Gang imellem en Afskrabning af Skidtet finde Sted. Naar denne Morgen- og Førsteformiddagsgerning var besørget, og baade Mor og Pigerne havde "hæget sig", saa tog Mor Plads ved Spinderokken, og hun forlod kun denne for Resten af Dagen helt til sen Sengetid, mens hun sørgede for Maden. Og ligeledes tog Pigerne fat paa Karterne og holdt ved med disse, til Mor lige før Sengetid sagde til dem, at nu maatte de holde op. Kartearbejdet blev kun afbrudt ved Spisningen og Malkningen. Mor udførte altid Spindearbejdet selv, først Ulden ("Toet" kaldet), saa Hørren, derefter Blaaret og til sidst Skættefaldet. Dette sidste var det første, som Storpigen fik at øve sig paa, naar hun fik Lov at begynde og lære at spinde. Ja, saa fik hun ogsaa "Bøvtoet" og "Tisulden", for saa vidt ikke denne Uld var givet bort allerede til Tiggerkoner, som stadig efter hver Faareklipning kom for at "Be' om lidt Uld i Guds Navn", saaledes som Bønnen altid lød. Naar saa efter Aftensmaaltidet Karlfolkene var gaaet hver sin Vej, og Hjemmets øvrige Beboere samledes til Aftensæde i Stuen, -- ja, ikke Farfar og Farmor, de boede i deres Lejlighed i en af Gaardens andre Længer og kom kun over i Gaardens Dagligstue før at spise med ved Middagsmaden, - saa blev Lampen tændt og flyttet hen i Kakkelovnskrogen, hvor Far, Mor, Pigerne og Smaadrengene samledes om den. Far fik den bedste Plads ved Lyset, for han skulde læse Dagsavisen, som Landposten kom med i Mørkningen. Mor fik den næstbedste Plads med sin Spinderok, saaledes at hun alligevel kunne se at "mage Traaden" i sit Spind. Pigerne sad længere ude i Lyskredsen, og Smaadrengene havde saa Stuens mere eller mindre Halvmørke at liste omkring i med deres Legetøj. - Da Skoletiden naaedes, blev der jo ogsaa Lektierne at gennemgaa, inden de blev beordret i Seng. - Mor kom tit listende en Gang i Løbet af Aftenen med et Æble eller to til hver, - det var velkomment. Men mest "Storhed" var der dog, naar Far fik snakket Mor til at lave Hyldete, som han holdt saa særdeles meget af. Saa fik hver en stor Kopfuld Hyldete og en Knald Kandissukker til, det kvikkede svært op. - Mor havde ellers ikke siddet ved sin Rok ret længe, inden Hovedet begyndte at nikke. Saa surrede hun Traaden om ved Tenen og listede ind i Sovekammerets Mørke, hvor hun satte sig paa en Stol og fik et stille Aftenblund paa en lille halv Times Tid. - Naar hun saa kom igen og satte sig ved Rokken, saa kunde hun fortsætte uafbrudt der til en god Stund efter, at alle Husets andre Beboere var gaaet til Ro. - Saa slukkede hun Lampen og listede i sin Seng, hvor hun foldede sine Hænder og bad sin Aftenbøn i sikker Forvisning om at have gjort sin Skyldighed i en lang Dags Krav til hende med Ansvar som Husmor og - Moder. - Og saa sov alt levende - Gaardens Folk og Fæ - i Vinternattens Mørke. Forfatter Henrik Ussing 🔝Henrik Ussing blev født i Sønderskov i Erritsø sogn den 23 juni 1877.Henrik Ussing døde 2. maj 1946, 69 år gammel. Ved dåben fik han efternavnet Andersen efter sin far Anders Ussing, men fik senere tilføjet slægtsnavnet Ussing da en ny lov krævede, at man gik over til faste efternavne hvor man før brugte faderens fornavn + sen som efternavn. Man valgte da at bruge Ussing som slægtsnavn, efter de mange med fornavnet Ude og efternavnet Udesen, der havde været i slægten. I stedet for at bruge sen-navnet Udesen, valgte man navnet Ussing. Henriks mor var Sørine Adolfine Vindeløv. Faderen ernærede sig som hjulmager, men blev senere karetmager og endte som vognfabrikant med mange ansatte på værkstedet som han sammen med bolig og en lille stald havde opført på Markusbanken, på hjørnet af Kolding Landevej og Sønderskovvej. Som 13 årig kom Henrik på latinskole i Fredericia og boede i skoletiden hos sin farbror og moster Hans Ussing og Margrethe Vindeløv på Fuglsanggård. Faderen og farbroderen var gift med 2 søstre Vindeløv fra Sønderskov. Han blev student i 1895, og læste derpå videre til cand mag i nordiske sprog. Han interesserede sig meget for oldnordisk, der minder meget om det nutidige islandske sprog. Han blev herefter underviser. Han var bl.a. kursuslærer i Oksbøl, huslærer på herregården Rugård og fra 1905-5 lærer på Vejen Realskole, hvorefter han avancerede til adjunkt og senere lektor. Fra 1934-43 var han bibliotekar på Sørø Akademi og boede 3 år i det såkaldte Molbechske hus ved Akademiet, men flyttede derpå ind i akademiets hus i Storegade 10, det nuværende kunstmuseum. Hans forfatterdebut var dramaet "Det fortabte får" eller "Fra læsestuen til Trekroner som han skrev 1900 under pseudonymet Huro. I 1910 skrev han en doktorafhandling kaldet: "Det indbyrdes forhold mellem heltekvadene i den ældre edda". I 1912 skrev han, sammen med lærer J. J. Ravn, en bog om de gamle stednavne i Erritsø sogn. Hans vigtigste bidrag til Erritsøs historie er hans bog Minder fra Erritsø, som udkom i 2 bind, og som for en stor del bygger på hans fars nedskrevne notater. Han skrev også nøgleromanen om Ivar Holt, der handler om livet blandt Erritsøs beboere i tiden mellem de slesvigske krige. Han holdt i 1920'erne mange foredrag, bl.a. radioen, med emner som: Høstgilder, Når øllet brygges, Livets højtider, Sommer i by, o.s.v. I 1925 var hans datter tæt på at drukne under et feriophold på Markusbanke:15/7 1925 Atter nær en badeulykke. En lille pige nær ved at drukne. Mandag eftermiddag var der atter nær ved at finde en badeulykke sted ved Lillebæltskysten, men den blev heldigvis afværget. En lille pige, datter af magister Henrik Ussing, Sorø, der for tiden ferierer i Erritsø, var ude at bade i bæltet ved Sønderskov. Hun kom for langt ud og blev grebet af strømmen, men inden trætheden overmandede hende, fik hun fat på ankertovet på en fiskerkvase, der lå opankret på kysten. Her klyngede hun sig fast og råbte om hjælp. Råbet blev hørt af en ung mand, Carlo Petersen, som fik fat på en båd og ruede ud til hende og fik hende reddet om bord, just som kræfterne var ved at forlade hende. I 1928 søgte han et professorat i nordisk folologi ved Københavns Universitet. Han skrev bl.a. også om kulturen i hedeboegnen, på Als og i Harboøre. I 1938 skrev han skuespillet Fra Trolleborg, til en konkurrence, udskrevet i anledning af 150 året for stavnsbåndets ophævelse. Stykket fik 2. præmien og blev opført ved flere lejligheder. Henrik Ussing døde 2. maj 1946, 69 år gammel. Han fik 3 børn. Professoren Hans Henrik Ussing, kunstmaleren Hanne Ussing og Grethe Ussing. Nekrolog 🔝Fra Sorø kom en eftermiddag den overraskende meddelelse, at den kendte skole- og videnskabsmand, dr. phil. Henrik Ussing i middags pludselig var afgået ved døden. Den næsten 69-årige doktor, der havde været noget svagelig i den senere tid, var gået ned i sin have for at nyde det gode vejr, siddende i en stol, men kort efter bemærkedes det fra nabohaven, at stolen var væltet, og da man ilede til, fandt man Ussing liggende død, ramt af et hjerteslag.Afdøde var indtil for et par år siden lektor ved Sorø Akademi, hvor han var en både meget anset og afholdt lærer. Han stammede, som bekendt, fra Erritsø, idet han var søn af for længst afdøde karetmager Rasmus Andersen Ussing. |
|
